Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Der bor en mand i lokalområdet ved højskolen. Han er ensom og har svært ved at finde nogen at snakke og være sammen med. Derfor bruger han højskolen som sit andet hjem. Han kan finde på at sætte sig i vores spisesal og tage en kop kaffe eller være en del af middagen. Andre gange sidder han og læser på vores bibliotek eller er i vores haver og tager del i miljøet, der er omkring skolen. På højskolen lever vi et tæt knyttet fællesskab, vi er meget privilegerede og kender hinanden godt. Jeg er i tvivl om, hvad jeg bør gøre med en mand, som gerne vil være en del af det fællesskab, men samtidig ikke er en rigtig del af skolen til daglig.
Hvad er det største etiske dilemma, du har stået i?
Der er mange etiske dilemmaer forbundet med at sidde i en ledelsesposition, som jeg selv har gjort fra en rimelig ung alder. Det handler om, hvornår man skal tage hensyn til den organisation, som man står i spidsen for, og den enkelte medarbejders bedste. Man er selvsagt ansat til at varetage den institution, som man leder, og det må derfor altid være målestokken og rettesnoren. Men det må gøres på en måde, hvor man opfører sig så ordentligt – og menneskeligt – som muligt. Den etiske balancegang i dette tilfælde har fyldt meget i hele mit voksne liv.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Det må være forholdet mellem brok og taknemmelighed. Jeg synes, at balancen er ved at tippe. Det hænger måske sammen med, at vi, jeg selv inklusive, har tabt det religiøse sprog og dermed også vores forhold til Gud. Kernen i alle religiøse forestillinger er en taknemmelighed over, at vi er her, og at der ikke bare er mørke og intethed, men fylde og liv. Det er, som om brok og beklagelse er blevet en forudsætning for den offentlige samtale. Der er ofte nogen, det er synd for, og alle synes at være skuffede for eksempel over vores velfærdsstat. Både på højre- og venstrefløjen kan det lyde, som om vores samfund er i opløsning. Jeg synes, at der mangler taknemmelighed over, at vi lever i et super civiliseret, gennemreguleret, lige, frit og rigt samfund, som vi gør. Men det er et dilemma, fordi der selvfølgelig skal være plads til at tale om udfordringerne, vi har. De reelle ofre – som jo ofte drukner i middelklassens klagesang – skal også have plads til at komme frem.
Hvilke etiske principper handler du selv ud fra?
Jeg forsøger at tage min egen medicin så at sige. Hvis jeg for eksempel gerne vil have eleverne på højskolen til at gøre rent, så må jeg også selv bidrage. Jeg prøver at være et godt eksempel for de kommende generationer i forhold til forbrug, rejser og lignende. Hvis det skal indfanges kort, så forsøger jeg vel at være over for andre, som jeg gerne vil have, at de skal være over for mig og resten af samfundet.
Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?
Diskussioner om etik har meget svære kår i et sådant rationaliseret samfund, som vi lever i. Det er ikke nemt at finde plads til samtale om meningen med tilværelsen og galskaben. Men jeg fornemmer alligevel en længsel i tiden efter at drøfte eksi- stentielle temaer. Der er en grund til, at Svend Brinkmann nærmest er blevet til en popstjerne, fordi han taler om, hvad det vil sige at være menneske. Højskolen er også et godt sted at tage den slags diskussioner. Det er en del af dens berettigelse at sætte emner til debat, hvor der ikke er noget rigtigt eller forkert, og som det etablerede uddannelsessystem eksempelvis ikke er i stand til.