For et års tid siden skulle 41-årige Kathrine Chercka putte sin datter, da dengang seksårige Esther sagde:
”Mor, vil du ikke hjælpe mig med at passe på miljøet, fordi ellers ved jeg jo ikke, hvordan jeg skal gøre, når jeg bliver voksen.”
Det satte tanker i gang hos moderen til to: Hvordan taler man med sine børn om klimaforandringer uden at gøre dem ængstelige for fremtiden?
Læs også: Psykolog: Vi er ved at skabe en generation af klimaangste børn
”Jeg mener, at vi skal kunne tale om de svære ting, og det gælder også klimaproblemer. Men samtidig er jeg opmærksom på at gøre det på en nøgtern og rolig måde,” fortæller Kathrine Chercka.
Siden Anden Verdenskrig har den ene angst for verdens undergang afløst den anden. Fra frygten for en tredje verdenskrig med atomvåben og bekymringen for udslip fra atomkraftværker. Alle dans-kere modtog i 1962 pjecen ”Hvis krigen kommer” med posten – en pjece, hvori man kunne læse instrukser til, hvad man skulle gøre i tilfælde af atomkrig. Siden fulgte bekymringer for hullet i ozonlaget, syreregn og regnskovens forsvinden. I dag har global opvarmning erstattet kold krig som målet for vores kollektive frygt, og bekymringen for stigende vandstande er større end frygten for luftangreb.
Det mærkes hos familien Chercka på Vestamager i København, hvor André og Kathrine Chercka bor med deres børn, Esther på 7, Oswald på 9 og Andrés datter, Emilie på 16 år. Amager kan ifølge et forskningsstudie fra 2015 risikere at blive oversvømmet, hvis vandstanden stiger med mindst én meter de næste 85 år. Men på trods af den dystre prognose prøver Kathrine Chercka alligevel at forholde sig rolig og nuanceret, når især Esther på syv år gruer lidt for fremtidens Amagerfælled.
”Vi har herhjemme talt om risikoen for, at Amager og vores hjem bliver oversvømmet, men jeg siger altid til dem, at det jo ikke er noget, der sker hen over natten. Til den tid må vi flytte et andet sted hen, hvis det bliver nødvendigt,” siger hun.
Men Kathrine Chercka prøver ikke kun at berolige børnene, hun inddrager dem også i familiens til- og fravalg, som når det handler om at spise mindre kød og flere grøntsager.
”Jeg sagde til dem, at linser måske ikke er det fedeste i verden for dem, men nu ser vi lige, om vi kan finde nogle kødfri retter, vi synes er lækre. Og især min søn synes, det er sejt med alle de grøntsagsretter, der smager af kød.”
På den måde opstod der konsensus om at ændre familiens madvaner, og langt hen ad vejen har Kathrine Chercka oplevet engagement fra børnenes side. Selvfølgelig skal de lige have en kærlig påmindelse en gang imellem, fortæller hun og griner. Hun understreger dog, at det også er vigtigt for hende, at børnene ikke føler sig tynget af ansvaret.
”Esther er meget pligtopfyldende og slukker altid lyset og vandet efter sig. Hun blev lynhurtigt bekymret, da vi skar ned på kød. For hvad betyder det nu for klimaet, når hun så spiser kød en gang imellem? Der er det mit ansvar at forsikre hende om, at vi gør, hvad vi kan,” fortæller Kathrine Chercka.
Hun arbejder til daglig som børnekirkeleder i frikirken København Vineyard, og for hende spiller troen også ind, når det kommer til, hvordan man behandler klimaet, men også hvordan man taler med sine børn om tro, trusler og fremtid.
”Jeg tror på, at vi skal passe på den jord, Gud har givet os. Ikke desto mindre er det konstant en balancegang, for jeg vil ikke give et skræmmebillede til børnene af en streng og befalende Gud. Det slår mig lige nu, at jeg på mange måder forholder mig på samme måde til tro og klimaforandringerne i forhold til at give de værdier videre til børnene. Det handler om at gå foran og vise, hvad man selv gør,” siger hun.
Da Kathrine Chercka spørger hjemmets to yngste beboere, hvordan de foretrækker, at voksne skal tale med dem om klimaudfordringer, er de ret enige.
”De skal sige det, hvis der er ved at ske noget farligt, men de skal sige det på en sød måde,” siger Esther.
Oswald stemmer i: ”De skal ikke snakke om det, som om det er noget farligt, men jeg vil gerne have, at de snakker med mig.”
Psykolog med speciale i bæredygtig udvikling fra Københavns Universitet Malaika Thomsen mener, at Oswald har fat i den lange ende. Det er nemlig vigtigt først og fremmest at finde ud af, hvor ens barn er henne forståelsesmæssigt, og derefter sætte sig i deres sted.
I samtalen med børnene om klimaforandringer er det dog utrolig vigtigt ikke at komme med dommedagsprofetier, siger Malaika Thomsen, som arbejder som pædiatrisk psykolog på Slagelse Sygehus’ børne- og ungeafdeling.
”Frygt smitter, og det er ikke hensigtsmæssigt at smitte sine børn med frygt for fremtiden. Det er meget sundere at inspirere og kommunikere i øjenhøjde med børnene, for eksempel gennem leg og fokus på at finde information om løsninger på problemet,” forklarer Malaika Thomsen.
Ønsker man at øge sit barns nysgerrighed på klimaet, inden de bliver gamle nok til at have en snak om det, er det en god idé at starte med at give børn et godt forhold til naturen.
”At lære børn om naturen handler om at lege, sanse og fortælle historier: Lav fysikforsøg med børnene, kig på solceller, eller tal om energi i vandet med bølgernes brus,” foreslår hun.
Derudover handler det også om som forældre at finde sin egen holdning til klimaforandringer, men man skal passe på med at mase et bestemt klimasyn ned over børnene. I stedet skal man prøve at opmuntre dem og hjælpe dem med at søge viden.
”Det, som modvirker både modløshed og frygt, er fællesskaber og viden. Man kan finde fællesskaber i sin familie, i håndboldklubben eller i spejdergruppen, og viden kan man hente i skolen eller gennem en fritidsinteresse. De fællesskaber og den viden kan man bruge til at lære og tale om klimaforandringer,” forklarer hun.
Taler man om rollemodeller, falder snakken uvilkårligt på den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg, som i efteråret blev verdenskendt efter sin skolestrejke foran den svenske Riksdag. Klimakampagnen er noget, som flere danske unge har taget til sig, senest i går med en landsdækkende klimastrejke, men Malaika Thomsen påpeger, at man også skal lade teenagere finde deres egen vej.
”Det er bedst ikke at gøre det her emne til en moralprædiken, hverken over for mindre børn eller teenagere. Vi skal give teenagerne plads til, at nogle af dem kan blive klimaaktivister med hud og hår, mens andre er mere optaget af drenge og makeup.”
Det vigtigste er, at man gennem børnenes barndom lærer dem om værdien af og skærper deres interesse for naturen og klimaet.
”Så man skal ikke selv blive bange, hvis ens barn siger: ’Verden går alligevel under lige om lidt, så jeg kan lige så godt spise en kæmpe bøf.’ Det må man også kunne rumme, selvom man måske selv spiser en svampebøf.”