Når Bella Marckmann tænker tilbage på sin mors sygdom og død, mindes hun et år, hvor krisen nærmest var konstant. Det var et år, som lærte hende, at man skal tale om det praktiske i forbindelse med død og begravelse, mens døden endnu synes abstrakt.
Hendes mor, Gudrun Marckmann, havde haft det dårligt i nogle uger og været til flere undersøgelser. Bella Marckmann tog med sin mor den dag, hvor moderen skulle på Hvidovre Hospital og fik diagnosen: Kræft i bugspytkirtlen.
Den dag i juni 2006 holdt døden op med at være abstrakt. Diagnosen var terminal, og de havde en samtale med en sygeplejerske, som Bella Marckmann flere gange har tænkt tilbage på med taknemmelighed. Sygeplejersken opfordrede dem til at forholde sig til situationen. Gudrun Marckmann skulle tale med sin mand, og familien skulle overveje, hvordan de bedst kunne støtte.
Bella Marckmann er sociolog og var dengang ph.d.-studerende. Hun valgte at tage plejeorlov fra studiet. Det var et hårdt sygdomsforløb, men Bella Marckmann husker dage, hvor hun organiserede familiens billeder, og hun havde givende stunder med sin mor.
”Men det lignede ikke en film, hvor man får afklaret alt det svære, får talt ud og tilgivet hinanden. Det var en tid med en svær uforudsigelighed.”
Bella Marckmann er i tvivl om, hvor meget hendes forældre fik talt sammen om situationens alvor og døden. Moderen var indlagt flere gange, og man vidste, at hun ville dø af sygdommen. Alligevel kunne hendes far sige, at han virkelig håbede, at ægtefællen snart blev rask.
”Han talte stadig om, at hun blev rask som en mulighed. Min mor var 69 år, da hun blev syg. Hun var 18 år yngre end min far. Min far var 87 år og havde haft hjertesygdomme, så vi havde nok alle taget for givet, at min mor ville overleve ham.”
”Jeg tror på en måde, at min mor følte sig lidt snydt af livet, fordi hun skulle af sted før min far, og samtidig følte hun også, at hun svigtede min far ved at dø. Noget af det sidste, hun sagde til mig, var, om jeg kunne forlænge min plejeorlov og passe min far. Det kunne jeg naturligvis ikke, men jeg svarede, at vi ville finde ud af det.”
Moderen havde skrevet ned, hvilke salmer hun ønskede sunget ved begravelsen. De vidste alle, hvor hun skulle begraves. Forældrene havde et gravsted på kirkegården i Kirke Eskilstrup i Nordvestsjælland, fordi de årtier tidligere havde fået et barn, som døde som spæd. Deres gravsted skulle være ved barnegraven, og gravstenen skulle findes på marken ved deres husmandssted.
”Det var ikke noget, vi fik talt om, mens min mor levede, og da hun var død, gik det op for os, at den del af kirkegården var udlagt til kistebegravelser i græs, hvilket min mor som gravstedsejer var informeret om af menighedsrådet. Hun havde accepteret ændringen, men de havde aldrig fået talt om det.”
At de ikke kunne få et gravsted som planlagt, kom bag på Bella Marckmann og hendes far. Spørgsmålet om gravstedet tærede på ressourcerne i sorgens akutte fase.
”Når jeg siden har talt med andre, råder jeg altid til, at man sørger for at tale om alt det praktiske, inden man bliver syg, for når man er i krise, så bliver det utrolig ladet, og det bliver svært at have overskud.”
Knap tre år efter moderens død døde Bella Marckmanns far. Han blev 90 år og døde mindre end 24 timer efter, at han var blevet indlagt på Holbæk Sygehus. Forældrene er begravet på kirkegården i Kirke Eskilstrup ikke langt fra parcelhuset, hvor Bella Marckmann bor med sin mand og deres to børn. Tabet af forældrene har fyldt en del. Taler hun om sin egen død?
”I dag, hvor jeg er sund og rask, tænker jeg, at jeg godt vil kunne tale om det faktum, at jeg skal dø. Og når det gælder det praktiske, har mine forældres historie vist mig, at det er vigtigt, at man får det på plads, mens døden endnu er rimelig abstrakt.”