Klokken var endnu ikke fem om morgenen, da Tomas Sjödin satte sig i lænestolen i sit arbejdsværelse. Der var så tyst i træhuset, at han kunne høre hustruens åndedræt inde fra soveværelset, og lidt senere hørte han en solsort fløjte.
”Det er min rutine,” siger den svenske præst og forfatter for straks efter at give sig til at forklare, hvordan rutine kommer af det franske ord ”routine”, som betyder den vante vej. For Sjödin er lysets sejr over mørket som en ordløs andagt og en rutine, som har været en del af hans rytme i en årrække.
”Det er noget kropsligt. Jeg suger morgenlyset til mig, og jeg mærker, at det påvirker mig dybt. Morgengryet er som et koncentreret forår, og der er noget håbefuldt i at bevidne overgangen fra nat til dag. Ting står ofte klarere, når man vågner, for det, som i nattens løb kunne ligne monumentale problemer, har ofte fået en anden proportion.”
I 20 år har han skrevet klummer til det svenske dagblad Göteborgs-Posten. En samling af dem er for nylig oversat til dansk og samlet i bogen ”Stol på at det vil lysne” og udgivet på forlaget Boedal. Et af bogens gennemgående temaer er håb.
Tomas Sjödin forsøger at efterleve et motto om at tale oprigtigt om livet og altid at tilføre en lille smule håb. Mottoet gælder både som skribent og som præst. Han siger, at der er dage, hvor han oplever, at håbet er hans arbejdsgiver.
”Vi skal tale varsomt om håbet, men samtidig skal vi heller ikke tøve med at tale om det.”
Når man taler med Tomas Sjödin, skal man hæfte sig ved nuancerne i sproget. Det er ikke tilfældigt, at han taler om håb som noget, der skal doseres med varsomhed. Det oplever han som præst med ansvar for det diakonale arbejde i en pinsekirke i det centrale Gøteborg. En stor gruppe frivillige fra menigheden deler mad ud til udsatte familier, og kirken driver også et suppekøkken.
”Håb er det, som gør det muligt at leve uden en løsning. Du kan ikke sige til det menneske, som savner nærmest alt, at det hele nok skal blive bedre. Det kan faktisk opfattes som en slags hån. Praktisk hjælp vil typisk være den mest håbefulde måde at være til stede på. Når vi i vores diakonale arbejde husker at sige både goddag, farvel og kalder vores brugere ved navn, rækker vi nøgler, som kan tilføre mennesker håb.”
Håb er ikke kun ord, men også noget, man formidler med kroppen, fastslår Tomas Sjödin. Den seneste tid, hvor man er blevet bedt om at holde fysisk afstand på grund af covid-19, har det slået ham, hvor meget håb eller medfølelse man kan give til et andet menneske ved et håndtryk, et klap på skulderen eller et kram.
Men hvad mening giver det at tale om håb, hvis dagen i morgen ser lige så mørk ud som dagen i dag? Sjödin kender til selv at være i mørke. Han og hans hustru har mistet to af deres tre sønner efter lange sygdomsforløb. I bogen skriver han:
”Når man selv befinder sig i et mørke af en eller anden årsag, så er det svært at udholde de alt for kække forsikringer om, at det snart bliver bedre tider. Store følelser kræver små ord.”
De to sønner led af en sjælden ukendt sygdom, og i lidelsen mødte forældrene blandt andet en følelse af ensomhed. Når han ser tilbage på de år, var én af de mest håbefulde erfaringer mødet med en gruppe forældre, som levede under tilsvarende vilkår med svært syge børn. I det møde var der noget håbefuldt, skønt familiens drenge fortsat var syge. Det håbefulde opstod i samværet med andre.
”Dengang skrev jeg, at man kan udholde meget, så længe man har nogen at fortælle det til. Det, tror jeg stadig, gælder.”
Klokken var endnu ikke fem om morgenen, da Tomas Sjödin satte sig i lænestolen i sit arbejdsværelse i Säve ved Gøteborg. Da han havde siddet i stilhed, læst i Bibelen og bedt sin morgenbøn på bøjede knæ, satte han sig til at skrive. I den gryende dag kunne han se et travlt blåmejsepar i den store gamle elm på den anden side af ruden.
Sjödin skriver på en bog om stilhed og bøn, som har været undervejs længe og er planlagt til at udkomme på svensk i efteråret, men denne morgen forfattede han en klumme til Göteborgs-Postens lørdagsudgave. Han hører til dem, som har set med kritisk forundring på mobiltelefonkulturen, men coronakrisen har fået ham til at ændre synspunkt. Det skriver han om i klummen, hvor han forklarer, hvordan mobiltelefonen i virussens tid er blevet et redskab til at formidle håb. Han siger:
”I kirken har vi mange ældre menighedsmedlemmer, som ikke kan komme ud, og vi har arrangeret frivillige, som ringer folk op, og i det hele taget ser vi i disse dage, hvordan smarte telefoner er gode redskaber i hånden på empatiske mennesker. Jeg er overbevist om, at menneskelig omtanke er en god foranstaltning også mod covid-19.”
8