Prøv avisen
En scene fra mit liv

Lars Mikkelsen: Talent forpligter

Man er nødt til at udfordre sig selv konstant og ikke bare køre på rutinen, hvis man for alvor skal være god til sit fag. Det har skuespiller Lars Mikkelsen erfaret. Foto: Leif Tuxen

Det blev et vendepunkt for skuespilleren Lars Mikkelsen, da hans skuespil-lærer gav ham hård kritik for at gøgle i stedet for at spille skuespil

Fortalt af Lars Mikkelsen

Når jeg ser tilbage i livet – og ser bort fra mine børns fødsler og lykken ved at se min kone i en hvid, tynd natkjole med hele sin fantastiske kvindekrop – er det mentorøjeblikkene, der står lysende stærkest for mig. For jeg tror, at det er så centralt, at man har brug for mennesker, der leder en på den rigtige vej i livet. Sådan har det i hvert fald været for mig. For jeg har altid sloges med livets store spørgsmål i en evig jagt efter mening, og derfor har jeg også haft brug for andres råd.

Men jeg har også været heldig. For nogle møder jo også dårlige vejledere, der får trukket det værste frem i dem. Og man er jo meget sårbar som ung, men hvis man møder en god gartner for ens talent, kan man komme til at blomstre på en måde, som man måske aldrig selv havde klaret på egen hånd.

Da jeg var teenager, var jeg især et meget tvivlende og usikkert menneske. Jeg pjækkede sommetider fra skolen for at tage ned til min morfar, der havde en lampeforretning på Nordre Frihavnsgade i København. Og jeg husker det stadig som nogle meget filmiske øjeblikke at træde ind i hans lille baglokale i den lampeforretning, hvor han aldrig solgte en ærlig lampe.

For han var en meget dårlig sælger og skulle aldrig have haft en butik, men det var noget særligt for mig at sidde inde i det lidt mørke baglokale og lytte til det kloge menneske, som han var – på trods af at han var en barsk fyr.

Han drillede sommetider os børnebørn med, at vi ikke havde fået en fri opdragelse, men at vi havde været fri for opdragelse. For han var selv fra en anden og strengere tid, men han var en utrætteligt lyttende bedstefar, der hele tiden forsøgte at guide mig på rette vej. Og det opløftede mig også at høre ham fortælle om litteratur og om liv, der kunne give mit eget et perspektiv.

En montage gennem de øjeblikke i min morfars mørke baglokale ville også vise, hvor meget jeg flyttede mig, fordi han utrætteligt forsøgte at opmuntre mig til at tro på mig selv. Men hvis jeg skal pege på ét skæbnesvangert øjeblik, hvor en anden har flyttet mit blik på mig selv og ændret min livsretning, er det alligevel min skuespil-lærer Joen Bille på Teaterskolen.

Det var en del år senere, da jeg var 26-27 år, hvor jeg egentlig havde brugt en del år på at gøgle mig gennem livet. Bogstaveligt talt. Jeg var sprunget fra biologistudiet på universitet for at blive gøgler. Det var jeg i fem år, hvor jeg levede af at optræde på gaden, før jeg kom ind på teaterskolen. Af en eller anden grund var jeg rigtig god til de humoristiske indslag, der fik alle til at grine. Det er sjovt, for det ser man jo aldrig i de film, jeg er med i, men det har jeg lavet meget på teater.

På gaden havde jeg vænnet mig til at søge de billige point i konstant kontakt med publikum. Og jeg havde faktisk svært ved at lukke den fjerde væg – ud til publikum – som man jo gør på teater og film. På gaden skal man konstant søge øjenkontakt med folk, for ellers går de, for de bliver jo ikke stående og kigger på en eller anden indfølelse, men på film og teater skal man jo lade, som om publikum slet ikke er der. Og det tog lang tid for mig at lære, så jeg fortsatte med at gøgle, længe efter at jeg var kommet ind på Statens Teaterskole.

Ved en lejlighed havde jeg fået alle mine kammerater til at grine med et nummer oppe i den sorte sal. Det havde også gjort mig selv glad. Jeg kan huske, hvordan jeg gik helt svedig og grinende forbi de andre elever, mens alle klappede mig på skulderen på vej ned gennem lærergangen på teaterskolen, hvor jeg mødte Joen Bille, der ikke var fornøjet. Han så bistert op på mig.

”Hvad er der, Joen? Kunne du ikke lide det?”, spurgte jeg.

”Jo, men husk, at talent forpligter,” svarede han nærmest hidsigt.

I situationen lagde det et låg på den glæde, jeg havde haft over den bekræftelsesstrøm, som også var det eneste, jeg havde søgt, da jeg kom lallende ned ad gangen. Men hans bemærkning satte sig i mig som en tilskyndelse til at gå et spadestik dybere i mit arbejde som skuespiller. Og det var i virkeligheden også det, han talte ind til med den replik. For han kunne se, at jeg havde et talent, men han syntes, at det skulle fylde mere. Han ville have mig til at stoppe med at gøgle og spille skuespil i stedet. Jeg skulle glemme det, jeg kunne i forvejen, og i stedet beskæftige mig med det, jeg skulle lære.

Det var interessant, og det satte sig dybt i mig i mange år. Jeg er derfor meget taknemmelig for, at han sagde det til mig dengang. For det var faktisk vejledning, selvom det virkede som en skideballe i første omgang. Men det betød, at jeg lagde idéen om bare at underholde folk fra mig og i stedet prøvede at presse mig ind i situationerne på en anden måde.

Jeg skulle ikke være underholdende, men oplevende, det vil sige sansende og til stede i situationen. Det er ikke nødvendigvis en modsætning, men jeg måtte vænne mig af med at forsøge at underholde andre for at blive en god skuespiller. Det var nogle hårde år for mig, men også helt nødvendige for at blive god. Og i dag følger det mig stadig som en form for protest mod min egen magelighed.

Når jeg tror, jeg ved, hvordan jeg skal skære en rolle, kommer Joen Bille mentalt ind og siger, at det ikke er nok. Og så må jeg ned i materien på en anden måde.

Sådan tror jeg, at det er i mange fag. Man kan tage det hele på rutinen, men hvis man virkelig skal blive bedre, må man udfordre sig selv konstant. For talent forpligter. Og det tror jeg i virkeligheden også var min morfars budskab til mig. For han ville hverken have, at jeg spildte mit liv eller mit talent.