Mere end 2,3 millioner mennesker så eller lyttede med, da Danmarks dronning nytårsaften talte fra Havesalen på Fredensborg Slot. Nytårstalen blev således den stund, som samlede flest seere i det nu forgangne år. Til sammenligning så knap 2,1 million med, da Danmark spillede ottendedelsfinale ved VM i fodbold i sommer. Knap havde Den Kongelige Livgarde spillet Johannes Ewalds ”Kong Christian stod ved højen mast”, før kommentatorer tog fat på at analysere Dronningens nytårstale. Årets tale blev kaldt markant og moralsk.
Men hvilken forskel kan en tale gøre? En af historiens mest berømte taler er en gravtale holdt af den græske politiker og general Perikles (cirka 495-429 før Kristi fødsel). Perikles roser i gravtalen det offer, de døde har bragt i håb om, at folk vil fortsætte med at kæmpe. Under Første Verdenskrig dukkede uddrag af Perikles’ tale op på reklameskilte i Londons busser. Mens kuglerne føg om ørene på soldaterne over kanten på skyttegravene, skulle gravtalen fra antikken bruges til at inspirere til et patriotisk sindelag i Storbritannien.
Perikles’ tale er et mønstereksempel på en tale med langtidsvirkning. Af lidt nyere dato kan nævnes den første af Jesu fem store taler, Bjergprædikenen, som ofte er blevet tolket løsrevet og set som en etisk belæring. Og taler kan have en stor langtidsvirkning, fastslår Christian Kock, der er professor i retorik ved Københavns Universitet og har forsket i blandt andet retorikhistorie:
”En tale kan påvirke vores tænkemåde og vores værdier i et lidt længere perspektiv. Det kan ske, hvis man udtrykker sig meget rammende eller markant, så man kan huske, hvad der er blevet sagt.”
Christian Kock beskriver Dronningens 47. nytårstale som en moralsk besindelse, og han mener, at noget i talen vil blive hængende. Det er der to grunde til. Den første har at gøre med den måde, Dronningen holdt sin tale på.
”Hun fremstod troværdig. Ordene kom så at sige fra hjertet, og det er et grundlæggende princip, hvis en tale skal virke.”
Den anden grund til, at talen vil blive stående, er, at Dronningen talte til noget i tiden. Da Christian Kock havde hørt første del af talen, tog han sig i at tænke, at ordene kunne have været psykologiprofessor Svend Brinkmanns:
”Med talen har vi som fællesskab fået lejlighed til at tænke over nogle grundlæggende etiske principper, som vi jo godt kender, men som mange måske har glemt.”
At Dronningen taler til noget, som allerede er i tiden, står klart for professor Per Schultz Jørgensen, når han genlæser den del af talen, Dronningen dedikerede til landets børn.
Henvendt til børnene sagde dronning Margrethe:
”Det vigtige er ikke, hvordan du ser ud, eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er over for andre – dine venner og kammerater. Hvis man har så travlt med at opnå det bedste for sig selv hele tiden, kan man slet ikke se, hvordan andre har det. Man skal give sig tid til at mærke, om en ven er ked af det. Der skal være tid til at forstå, om man har sagt noget, der sårer en anden, eller man har drillet for meget. Så må man se at få det gjort godt igen.”
Per Schultz Jørgensen beskriver, hvordan Dronningen taler ind i en proces, som er i gang på flere fronter:
”Pendulet svinger fra et præstationshysteri, hvor alt skal måles og vejes til en tid, hvor vi ønsker, at børn skal være nogen og ikke bare noget. Den udvikling taler Dronningen ind i. Ja, hun skubber til den.”
At Dronningen talte direkte til børnene blev umiddelbart efter talens afholdelse fremhævet af flere kommentatorer. Også her taler Dronningen ind i en udvikling, for i årtier er børn blevet opprioriteret og synliggjort, forklarer Per Schultz Jørgensen.
Der kan tegnes en linje fra nytårstalen i Havesalen på Fredensborg til den svenske forfatter Ellen Keys bog ”Barnets århundrede” fra 1900. Key argumenterede for et samfund, hvor børns særlige natur og behov skulle respekteres, hvilket også blev tydeligt i 1980’ernes børnekommissioner, i FN’s Børnekonvention fra 1989 og ved afskaffelsen af revselsesretten i 1997.
En af dem, som hørte virkelig godt efter, da Dronningen talte nytårsaften, var cand.theol., ph.d. Camilla Sløk, der er lektor i offentlig ledelse ved Handelshøjskolen i København, CBS. Det var særligt denne passage, hun hæftede sig ved:
”Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtigelser. Er det noget, vi genkender fra den senere tid?”.
Camilla Sløk henviser til forskning, som viser, at mennesker følger ledere, som virker autentiske og ægte. Med nytårstalens indirekte henvisning til den seneste tids skandalesager øges tilliden til Dronningen som både formel og uformel leder, mener Camilla Sløk:
”I erhvervslivet kan man godt lide at hylde det stærke, selvstændige menneske, som er herre i eget hus, men man er også meget optaget af fællesskab, og når der skal holdes taler, citerer man rask væk Kierkegaard, Grundtvig og Dronningen. Så hendes tale betyder noget. Havde hun ikke henvist til skandalerne, risikerede hun, at man så på hende som mindre relevant.”
Siden nytårsaften er bidder af Dronningens tale blevet fortolket mange gange. Men vil man se på talens virkning, skal man ikke grave sig ned i sætningerne. Man skal i stedet mærke, om man blev ramt, og spørge sin nabo om det samme. I hvert fald hvis man leder efter en tales evne til at forandre. Det siger retoriker Trine Nebel, som underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. En tales potentiale til at forandre findes i den emotionelle reaktion. Kun hvis modtageren har en følelsesmæssig oplevelse, kan der ske en adfærdsændring eller forandring, forklarer hun:
”Det afhænger mere af modtagerens oplevelse af talen end af, hvad afsenderen sagde i talen. Stort set ingen husker den ordrette sammenhæng, men hvad de selv forbandt med det sagte.”
Trine Nebel mener, at en tale kan sammenlignes med hjemlige parforholdsdiskussioner. Ens partner siger noget, og man bliver påvirket af det. Måske er reaktionen negativ, måske positiv eller måske blot ligegyldighed. To dage senere opstår en diskussion, som gør, at man vender tilbage til det, som blev sagt forleden dag. Så står man der og kan ofte ikke huske, hvad afsenderen sagde. Eller afsenderen af budskabet kan konstatere, at modtageren ikke hørte, hvad der blev sagt:
”Når vi tager os selv i at sige ’det var ikke sådan, jeg sagde det’, så er det, fordi der er en uoverensstemmelse mellem det, som bliver sagt, og måden, det bliver opfattet på. Det samme mønster har vi, når der bliver holdt taler. Folk har en umiddelbar perception, som var det, der skete inde i dem, da ordene blev sagt, og det er en ekstremt individuel oplevelse.”
Om Dronningen satte mærker på folkesjælen med sin nytårstale, vides ikke, men regentens tale er, ligesom statsministerens, en lejlighedstale, og den slags taler har i sig selv et stort identifikationspotentiale og dermed også anlæg for at forandre. Vel at mærke uden at blive hugget i stumper og stykker.