Kære brevkasse
Jeg er en ældre herre, som er ved at skrive julehilsener via post. Jeg plejer ofte at skrive nogle betragtninger over årets gang og om de ting, som jeg er optaget af fra mit eget liv. Og jeg har egentlig haft mange gode år. I år har jeg dog ind i mellem haft nogle triste tanker, som ikke har været decideret depressive, men som dog har påvirket mig og stemt mit sind i mol.
Når jeg prøver at lokalisere tingene, som har med det at gøre, kommer jeg jævnligt til at tænke på år og episoder fra min skoletid. Det er ikke nye ting, men jeg synes alligevel, at det er mærkeligt, at det kan dukke op mere end 73 år efter. Jeg blev mobbet rigtig meget dengang. Det hed det vist ikke på det tidspunkt, men jeg blev holdt udenfor, ofte drillet, og selv nogle af lærerne kunne udstille mig på ydmygende vis, hvis jeg for eksempel ikke kunne mine lektier.
Den værste episode, jeg kan huske, var engang i de mindre klasser, hvor jeg ikke kunne holde mig, og hvor mine våde bukser hurtigt blev opdaget. Det blev til mange hånlige bemærkninger og almindelig latter. Læreren gjorde ikke noget, men blikket, jeg fik sendt fra hende, fortalte, at sådan noget sker ikke for en stor skoledreng. Og i lange tider efterfølgende blev jeg mindet om det af mine ”kammerater”.
Det var heller ikke ualmindeligt at få fysisk afstraffelse, og specielt en lærer var hurtig med at give en på kassen, hvis man ikke hørte efter, kom for sent eller på anden måde havde forbrudt sig mod reglementet. Jeg var bestemt ikke den eneste, der oplevede det.
Som jeg skrev, synes jeg, at det er mærkeligt eller irriterende, at det dukker så meget op igen. Har I nogle gode råd til mig i den anledning?
Venlig hilsen
Tage
Kære Tage
Tak for dit brev. Det lyder godt med et julebrev, hvor du deler dine tanker. Selvom postvæsenet er i en sørgelig forfatning, kan det fortsat bruges, hvis man får brevene afsendt i god tid inden jul. Vi er selv ganske ambivalente med at sende julehilsener via mail, fordi det på en måde let bliver lidt mere upersonligt. Men det er en anden historie.
Vi deler gerne nogle tanker om dit brev. Når mennesker kommer til samtale om deres liv, er der ofte to store baggrundstemaer, som er vigtige.
Det ene handler om forældrene, hvordan de oplevede dem, og hvordan forældrenes væremåde og indbyrdes forhold på godt og på ondt har påvirket dem som voksne.
Det andet store tema er oplevelser i skolen. Hvis en person har haft det svært i sin opvækstfamilie, kan det nogle gange registreres, at skoleerfaringer med gode kammerater og gode lærere på en måde har opvejet det, sådan at voksenlivet alligevel kunne udfolde sig på en god måde. Så livet i skolen har en meget stor betydning. Det siger sig selv, at er der stor modgang begge steder, er risikoen for voksenlivet betydelig.
Skolealderen er for de fleste fra seks-syvårsalderen og til engang efter puberteten. Det er en alder, hvor børn har fået grundlæggende egenskaber med sig fra hjemmet og løsner sig lidt mere fra forældre og prøver at finde deres plads på egen hånd i en lidt større sammenhæng. Det sociale spil over for jævnaldrende i skolen bliver mere og mere vigtigt, og man måler sig i forhold til sine skolekammerater, om man er god nok, klog nok, pæn nok og så videre. På en måde er det selvværdet, der på afgørende måde nedlægges i et menneskes liv i disse år. Og voksne mennesker med et godt selvværd kan ofte fortælle om gode oplevelser i disse vigtige år.
Når du skriver om dine skoleerfaringer, er det således ingen bagatel fra en længst svunden tid. Mobning er gift for et barns selvværd, og hvis de voksne repræsenteret ved en lærer har sanktioneret det eller selv bidraget til det, er det ekstra giftigt. Det virker alligevel, som om du for det meste kan se tilbage på et godt liv, så vi forestiller os, at du i overvejende grad har haft meget godt fra din barndomsbase, og måske har du haft en god ægtefælle, gode venner og et arbejde gennem livet, som har været ”modargumenter” til det, som du oplevede i nogle år i din skoletid. At det med mobningen dukker op nu kan hænge sammen med, at du har mere tid til at tænke og måske har færre af dem, som vi kaldte for modargumenter og støtter undervejs i dit liv.
Vi tror, det er vigtigt, at du lader tankerne komme. Måske kan du skrive dem ned og fortælle om det eller vise det til dine nærmeste. Skriv også om de mange modargumenter, som vi er temmelig sikre på, har været der senere i dit liv, så du får en samlet fortælling, så mobbehistorierne ikke får hele billedet, men blot bliver en del af dit liv. Oplevelserne i skolen hører med til dine indre og vigtige årringe i dit livstræ. Og derfor kan det dukke op også i en høj alder, fordi man derfra kan skue tilbage på sit liv. På en måde er det alderdommens opgave at forsone sig med det liv, som blev en tildelt. Og det betyder i bedste fald, at livets mange svære og gode ting kan integreres på ny.
Det er mærkeligt at tænke på, at det ikke er så mange år siden, at det var ganske almindeligt med fysisk afstraffelse i skolen. En af os har prøvet det og ved af erfaring, at det gør ondt. At det er forbudt i dag er en selvfølgelig og vigtig ting. Og vi er overbeviste om, at mange skoler arbejder ihærdigt med at skabe et godt og trygt miljø for børn, og heldigvis har mange skoler en aktiv politik imod mobning.
Men det betyder ikke, at skoleerfaringer i dag altid er af det gode. Lærere kan svigte ved at undlade at være en tryg autoritet eller undlade at gribe ind, når aktiv mobning foregår eller den mere diskrete mobning for eksempel ved en usund konkurrence mellem eleverne, hvad angår bestemte tøjmærker eller digitale dimser. Samtidig er det vigtigt at huske på, at mobning i dag nogle gange foregår i det skjulte for eksempel via de sociale medier borte fra forældres eller læreres blik. Og gift, der kommer i det skjulte, er ofte endnu vanskeligere at afsløre og bekæmpe.
Mobning fortæller ”falske” historier om et menneske, men når man er barn – eller endda voksen – kan man let tro, at det er sandheden om en, og ofte har børn gået alene med disse oplevelser og tanker. Det er derfor ikke mærkeligt, at du kan blive trist eller vemodig.
Tak for at du igennem dit brev minder om, hvor vigtigt det er, at vi alle aktivt bekæmper mobning – ikke mindst over for børn, men også over for voksne. Det kan, som du skriver om, kaste lange skygger ind i voksenlivet. Og man skal ofte bruge mange kræfter og andres hjælp til at finde en modstemme til det, der fyldte meget engang.
Mange hilsener