Hendes allerførste bog er skrevet med barneskrift. Bogstaverne hopper og danser, og fortællingen er heller ikke særligt lang. ”Historien om os fire” handler om livet i den to-værelses lejlighed i Odense, hvor Connie Warnick Aagaard voksede op sammen med sin søster og sine forældre.
Det er den første historie, hun kan huske at have skrevet. Hendes far var maskinarbejder på motorfabrikken Thrige-Titan, moderen hjemmegående, og selvom der med nutidens øjne både manglede varmt vand i hanerne og toilet i lejligheden, så var her rart og trygt at være. Og det handler den lille Connies historie om.
Når hun som 60-årig fremhæver netop dén fortælling er det også for at vise, at det med at skrive altid har været en del af hendes måde at være i verden på. Connie Warnick Aagaard troede derfor, at journalistvejen ville være den helt rigtige at gå, da hun som den første i familien stod med et hf-bevis i hånden og bagefter havde været på de obligatoriske ungdomsrejser rundt i verden.
En del vil sikkert også huske hende som flerårig vært på først P4 Østjylland og siden på P5, hvor hun var weekendvært, for Connie Warnick Aagaard var tilknyttet DR gennem flere år.
Men drømmen om selv at være den, der finder på, blev ved med at spøge, fortæller hun, mens hun skænker te og byder på små marcipanbrød i sofakrogen. Her i rækkehuset i det nordlige Aarhus bor hun sammen med Dennis, som hun har dannet par med i 20 år, og som hun i dag også deler jobbeskrivelse med. For både Dennis og Connie arbejder som taxachauffører. Om natten.
”Jeg blev jo journalist, fordi jeg gerne ville skrive. Men efterhånden følte jeg, at der kom en form for overfladiskhed ind i arbejdet. Især når man skal finde nye historier fra dag til dag. Samtidig fik jeg også oplevelsen af at være en, der bare registrerer, hvad andre mennesker laver, men som ikke selv deltager. At man som journalist står mere på sidelinjen til livet,” siger Connie Warnick Aagaard, der derfor søgte orlov fra DR og begyndte at studere litteraturhistorie på universitetet.
I dag kan hun så både skrive journalist og cand.phil. på sit cv, men selvom litteraturstudiet var interessant og gav mange nye indsigter, så bød studierne også på en mere eksistentiel erkendelse.
”Jeg indså, at universitetsstudiet i virkeligheden var endnu en omvej, på samme måde som journalistikken havde været det. At min store drøm i livet jo altid har været selv at skabe fortællingen, selv at være forfatteren. Og da jeg endelig turde se det i øjnene, sagde jeg min faste stilling op på DR. Det er nok det mest radikale, jeg nogensinde har gjort. For jeg var jo godt klar over, at jeg sikkert ikke ville kunne leve af at skrive, og at man som midaldrende nok heller ikke er den mest attraktive på arbejdsmarkedet til de deltidsstillinger, jeg nu skulle til at søge.”
Den sidste forudsigelse viste sig at holde stik. Journalist og cand.phil. virkede umiddelbart som en lettere overkvalificeret medarbejder til de receptioniststillinger, hun søgte.
Ansættelsessamtalerne udeblev. Men skriverierne tog fart. Og i 2012 udkom Connie Warnick Aagaards første rigtige roman ”Tolv måneder”. Den handler om fotografen Helen, der, symptomatisk nok, heller ikke rigtigt kan mærke livet længere, men mere føler sig som iagttager til andres liv.
Kort efter forfatterdebuten fik Connie Warnick Aagaard dog fast arbejde igen. Nu er hun på femte år taxachauffør om natten, hvor hun torsdag, fredag og lørdag kører 12 timer ad gangen, fra klokken 18 til 06 og derfor er vågen, når andre sover – og sover, når andre er vågne. Med en weekend, der begynder søndag eftermiddag, når hun og Dennis vågner og kan se frem til et par fridage.
I hendes nye bog ”Mens vi sover” er netop natten, søvnen og drømmene da også omdrejningspunkt for handlingen. Sideløbende med en kærlighedshistorie, både mellem to personer og i en bredere kreds af mennesker. En flok, der allesammen både har problemer med søvnen og med kærligheden. Netop de to størrelser er ifølge Connie Warnick Aagaard de mest fundamentale behov i ethvert menneske. Men også to sider af tilværelsen, som mange af os har det svært med.
I bogen lader hun en gruppe mennesker med søvnproblemer indgå i et fælles eksperiment for at se, om de ved at sove i nærheden af hinanden på en søvnklinik og bagefter dele deres drømme i plenum, måske kan skabe et fællesskab. At det ubevidste plan, som drømmene udgør, kunne være en platform, hvor mennesker kan nå hinanden og på den måde hjælpe hinanden. Med både søvnbesvær og kærlighedsbøvl.
”Gennem min taxakørsel om natten kommer jeg jo i kontakt med masser af mennesker. Og det går mere og mere op for mig, hvor ens vi mennesker er, når man skræller alt det ydre af. Vi har de samme bekymringer, drømme og håb, og vi er udfordret af de samme ting. Men vi har ofte svært ved at nå ind til det, vi har tilfælles og fokuserer i stedet for på forskellene. Men hvad nu, hvis vi kunne mødes på det ubevidste plan? Det er det spørgsmål, der danner ramme for bogens eksperiment.”
”Og det er drevet af min egen nysgerrighed omkring noget, der både kan betragtes videnskabeligt, som noget fysisk, målbart – og som noget mere uforklarligt eller mystisk, der foregår på det ubevidste plan med hjerneaktivitet og drømme. Noget, vi ikke umiddelbart kan kontrollere eller forstå. Men som er et almenmenneskeligt vilkår, og noget vi dermed deler.”
I bogen lader Connie Warnick Aagaard en af figurerne citere den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup og hans velkendte sætning fra bogen ”Den Etiske Fordring”:
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”.
Når hun fremhæver netop dén pointe i sin bog, handler det ikke kun om en udtalt respekt for Løgstrups tænkning, men også om en understregning af, ”at kærligheden mellem mennesker ligger forud for alt andet, også kristendommen. At kærligheden er iboende i os alle, og derfor er bogen også båret af forestillingen om, at det er netop dén kraft, der kan ’redde’ både den enkelte og fællesskabet,” forklarer Connie Warnick Aagaard, der udmærket er klar over, at hun kan få prædikater som ”naiv” og ”pladderhumanist” hæftet på sig med dén tankegang.
”Men selvom det kan lyde banalt, så er det altså stadig min tro. Hvis de udbredte søvnproblemer i dag er et symptom på noget i vores liv, der ikke fungerer, som de er i min roman, så tror jeg, at svaret i høj grad findes i kærligheden og empatien mellem mennesker. Og selvfølgelig ved jeg jo godt, at vi ikke undgår konflikter og altid kan gå sorgløse og problemfrie rundt. Det hører med til det at være menneske, at det ikke nødvendigvis er nemt. Men det hjælper i hvert fald at fokusere på den medmenneskelighed, der går forud for alt det, der skiller os. Det, der binder os sammen.”
Det er lidt den samme oplevelse, Connie Warnick Aagaard har, når hun sætter sig ind i taxaen og triller ud på de aarhusianske natteveje.
”Jeg véd jo aldrig, hvem der sætter sig ind ved siden af mig. Jeg kører med fyren eller damen fra bodegaen, direktøren fra Strandvejen og drengene fra ghetto-områderne. Selvfølgelig møder jeg nogle gange et menneske, der siger nogle ubehagelige ting eller opfører sig mærkeligt, men jeg har ikke villet acceptere at skulle være utryg eller bange på mit arbejde. Så derfor forsøger jeg altid at finde ind til de andre sider ved vedkommende.”
”Og jeg forbavses til stadighed over, hvor åbne mennesker er, hvor personlige ting de deler, og hvor givende det er at kommunikere med mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt. Korte samtaler, ja – men meget ofte med et glimt af mennesket og den menneskelighed, vi har til fælles.”
Men når det er sagt, så beskriver Connie Warnick Aagaard også taxajobbet som trættende, med lange vagter og ringe indtjening. Og hvis hun helt frit kunne vælge, så var det et liv som forfatter på fuld tid.
”Jobbet som taxachauffør giver mig jo netop et fint afsæt for at få øje på det almenmenneskelige og dermed stof til mine bøger. På den anden side så er livet så kort – og her er jeg som midaldrende i starten af en forfatterkarriere, der går meget langsomt og uden større gennembrud. Men jeg er trods alt meget glad for og stolt over, at jeg nu har fået udgivet min anden roman. Og det havde jo ikke været muligt, hvis der ikke var kørt nogle kroner hjem om natten, så jeg engang imellem kan tjekke helt ud og sætte mig i skriverskjul og skabe flere af de historier, jeg begyndte på som barn.”