Prøv avisen

Søren Sætter-Lassen: ”Jeg har da takket Gud mange gange, fordi han holdt hånden over mig”

Søren Sætter-Lassen er ind­begrebet af en teaterskuepiller med 40 års erfaring. Han har først og fremmest brilleret i det klassiske repertoire – Holberg, Shakespeare, Strindberg – men ikke været for fin til filmroller i for eksempel ”Badehotellet”, ”Bryggeren” og DR-dramaet ”1864”. – Foto: Leif Tuxen

Søren Sætter-Lassen var ét skridt fra døden, da en mur væltede ned over ham. Han brugte et år på genoptræning. Kom tilbage på scenen og vandt en Reumert. ”Jeg har takket Gud mange gange, fordi han holdt hånden over mig,” siger skuespilleren, som snart fejrer 40-årsjubilæum som skurk i Amadeus

Søren Sætter-Lassen stoltserer rundt på scenen iklædt 1700-talstøj – flæser, lange hvide strømper og knæbukser. Han er den misundelige Salieri, som desperat intrigerer for at genere det fremstormende vidunder, Mozart, mest muligt – og dermed bevare sin egen position som Wiens førende komponist.

Der er prøver på Det Kongelige Teaters store satsning denne sæson, Amadeus.

Teaterchef Kasper Holten instruerer den store stab af skuespillere, dansere og sangere fra Operaakademiet, som skal få Milos Formans oscarbelønnede filmeventyr om det unge geni Mozart og hans kamp mod den regerende, ældre komponist Salieri til at smelte sammen på teaterscenen med premiere den 18. januar.

Der er kamp ved kejserhoffet i Wien. Antonio Salieri i skikkelse af Søren Sætter-Lassen smeder rænker mod det unge geni.

Det grumme er, at Salieri mere end nogen anden sanser den vulgære spradebasses genialitet. I den scene, som gennemspilles, triumferer Wolfgang Amadeus Mozart med en af sine allermest smægtende operaer, ”Figaros bryllup”.

Nedbøjet må Salieri erkende, at ”hvis alt andet forgår, vil denne her opera blive stående i evighed”. Samtidig forsøger den regerende hofkomponist af al magt at spænde ben for ustoppelige, ludfattige Mozart.

Scenen er et sindrigt puslespil af dansere, operasangere og skuespillere, som kører rundt på røde plysstole. Mens teatrets ældgamle drejescene snurrer, knager og brager. Igen og igen må scener tages om for at få det hele til at gå op i et kort prøveforløb.

Omkring klokken 18 har en træt Søren Sætter-Lassen omsider fri. Han sætter sig i sin garderobe. Sulten og tørstig. Men af sparehensyn har kantinen lukket. Så han må nøjes med cola – doneret af en flink kollega.

”Salieri kommer fra landet. Han laver som ung en pagt med Gud. Jeg vier mit liv til dig, Gud, hvis du gør mig til en stor komponist,” fortæller skuespilleren.

”Salieri lever et fromt liv. Derfor får han et chok, da han møder den vulgære Mozart, som var sammen med mange kvinder – også med sine elever. Salieri selv er sindssygt forelsket i en af sine elever. Men han rører hende ikke, selvom han har verdens kedeligste kone. For han har jo en kontrakt med Gud.”

”Salieri kan straks høre Mozarts genialitet. Guds stemme kommer fra det her monster. Og Salieri bliver ved med at bede til Gud om at være retfærdig. I virkeligheden kæmper Salieri mod Gud, når han prøver på at ødelægge Mozart. Så han lever i evig frygt, fordi han udfordrer Gud.”

Salieri er drevet af misundelse?

”Han er ulykkelig over, at Gud ikke har givet ham de evner. Det elegante ved stykket er, at Salieri i begyndelsen er den eneste, som kan se, at Mozart er et geni. Det er hans skæbne, at han kan se, at det er et geni, han erklærer krig imod.”

Er misundelse og jalousi noget, du har oplevet selv? Det er jo ingen hemmelighed, at der er kamp om de gode roller, og at der tit er intriger på et teater.

”Altså, det ville ikke være særlig sexet at sige, at jeg har været misundelig. Eller oplevet misundelse mod mig selv. Jeg synes heller ikke, jeg har haft grund til det. I det store og hele har livet været fantastisk mod mig. ’Amadeus’ handler om intriger ved kejserhoffet i Wien i 1700-tallet. Det er ikke for at være hellig. Men jeg kender ikke selv til den slags intriger her på teatret. Og jeg har jo været heldig at få nogle skønne roller herinde.”

Søren Sætter-Lassen er indbegrebet af en teaterskuepiller med 40 års erfaring. Selve jubilæet har han ikke fejret endnu. Men det forlyder, at Det Kongelige Teater pønser på snart at hædre en af sine allerstørste. Den 63-årige skuespiller har først og fremmest brilleret i det klassiske repertoire – Holberg, Shakespeare, Strindberg – men ikke været for fin til filmroller i ”Badehotellet”, ”Bryggeren” og i DR-dramaet ”1864” som general de Meza, hvor hans søn, Jens Sætter-Lassen, i øvrigt havde en bærende rolle som Peter, den ene af de to brødre.

I et pænt borgerligt hjem i Gentofte nord for København – faderen var grosserer, moderen designer – lå en kunstnerisk løbebane ikke i kortene. Men allerede i skolen kastede Søren Sætter-Lassen sig over teater og klassisk musik. Som helt ung blev han optaget på Odense Teaters Skuespillerskole. Han var medstifter af Grønnegårds Teatret og leder frem til 1991.

Søren Sætter-Lassen har en smuk stemme. I hans selskab forsøger man automatisk at tøjle sin egen og tale helt nede fra bugen for at være nogenlunde på omgangshøjde.

Man mærker straks, at han er skuespiller til marven. Forførende, sympatisk.

Indimellem bliver man lidt i tvivl om, hvornår man taler med manden og hvornår med masken. Men at der bag ved det drengede smil og de små runde briller gemmer sig et varmt, intenst sitrende og rart menneske, er man ikke i tvivl om.

At hans smukke bas også kan blive spids, hvis man kommer for tæt på, mærkes i et glimt, da jeg nævner, at han lever sammen med en 25 år yngre kvinde. Fløjlsstemmen bliver til stål:

”Nååååå, gør jeg deeet …” Ikke mere om den sag. Privatlivet holder han for sig selv. Men nævner med stolthed børn og børnebørn. Mere om dem senere.

Selvom Søren Sætter-Lassen har været tilsmilet af en fornem karriere med de bedste roller, var scenen i 2012 tæt på at tage livet af ham. Faktisk var han kun et skridt fra døden.

Netop da han under generalprøven på ”Lulu” havde sagt replikken ”Aktierne i Jungfrau-bjergbanen er styrtdykket til kurs 17”, brasede en scenemur på et halvt ton ned over ham.

At teater er liv eller død, er en gammel kliché. Her kom manden med leen lidt for tæt på.

Havde Søren Sætter-Lassen stået få centimeter i en anden retning, ville han have været død, erklærede lægerne. Eller havnet i en kørestol. Nu ”slap” han med et brækket ben og skinneben, en flænge i hovedet og brud på fire ryghvirvler.

I et helt år kæmpede han for at komme på fode. Kunne i begyndelsen intet og måtte have hjælp til alt, toiletbesøg og bad. Men ved intens træning kom den spinkle mand på 1,70 meter med de brune krøller igen på arbejde.

Men blot halvandet år senere blev han ramt af endnu en arbejdsulykke. Det Kongelige Teater forsøgte at dysse sløseriet ned. Men det kom alligevel frem, at Søren Sætter-Lassen under forestillingen ”Woyzeck” blev hejst alt for langt op under loftet på Skuespilhusets store scene. Og fik lov at hænge og dingle flere meter oppe i luften i nogle nervepirrende sekunder.

Hvordan han efter så traumatiske begivenheder formår stadig at holde teater-skruen i vandet, kan forekomme som lidt af en gåde.

”Genoptræningen var langvarig og hård, efter at jeg fik muren ned over mig. Man skal virkelig have lyst til at komme tilbage. Jeg var så smadret i min ryg og mine ben. Så jeg tror, at man skal træne for noget. Ikke at jeg gav op. Men der skulle være et mål – udover dét at komme til at gå igen. Det var en form for gulerod, at jeg skulle ud og spille igen. Både fysisk og psykisk var det rædselsfuldt. Men jeg måtte jo ind og stå på den scene og se uhyret i øjnene. Jeg skulle spille en stor rolle i ’Vildanden’. Min gode ven, Henning Jensen, sagde: Glæd dig! Men selvom det gik fremad, sagde lægerne: Det kan du godt glemme alt om. Så kunne jeg i stedet glæde mig til den næste rolle, jeg skulle spille i ’Faderen’.”

Det blev en sand triumf. Et år efter ulykken modtog Søren Sætter-Lassen en Reumert for rollen som patriark i Strindbergs ægteskabsdrama.

”Der sker noget ved ulykker. Man bliver flov. Man føler sig latterlig. Man føler, det er et frygteligt overgreb, når man passer sit arbejde, og sådan noget sker. Men bagefter må man ikke tænke på, at alt muligt kan ske. At ting kan falde ned i hovedet på en. For så kan man ikke arbejde. Oven på sådan en arbejdsulykke skal man virkelig have lyst. Ellers kommer man aldrig i gang,” siger Søren Sætter-Lassen, der ikke lægger skjul på, at han ikke bare blev skrækslagen, men også vred over, at sådan noget kunne ske.

”Jeg har da takket Gud mange gange, fordi han holdt hånden over mig. Og også i mange andre tilfælde. Hvor har jeg dog været heldig! Jeg vil ikke sige, at det var et mirakel. Men alligevel noget i den retning. Jeg blev meget glad for livet. Da jeg lå på hospitalet, blev jeg rørt over nogle træer. En sol, der skinnede. Hvor livet dog er vidunderligt, følte jeg. Jeg så ned på en mand ved et busstoppested og tænkte: det må jeg opleve – bare at sidde der. Jeg lå jo i min seng og var nærmest en grøntsag.”

Jeg ved, du overvejede helt at droppe skuespilleriet. Hvorfor gik du alligevel tilbage til dit fag?

”Jeg var så dybt taknemmelig over ikke at være død. Jeg var ude af branchen et helt år. Men dét, at jeg vidste, at der ventede nogle gode roller, fik mig til at beslutte, at jeg skal det her. Tilbage igen. De gode roller var en slags gulerod.”

Har ulykken gjort dig mere religiøs?

”Det ved jeg ikke rigtigt. Nu var jeg til barnedåb i går med mit barnebarn nummer to. Bare at være i den vidunderlige Christians Kirke, at synge salmerne og opleve det hele – hvor er det dog dejligt!”

Hvordan vil du selv beskrive din tro?

”Det giver en tryghed, at man indimellem kan tale med Gud om nogle ting. Nu skal det ikke blive for højtravende. Men det er også en stor taknemmelighed for livet. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg overlevede. Men jeg er også vred over, at sådan noget kan ske. Jeg var så ked af det. Og så bange for, hvordan det ville ende.”

Hvordan går det i dag? Har du mén af ulykken?

”Jeg går rundt med en stor titaniumskrue i benet. Indimellem gør det ondt i knæet. Men ellers er jeg sluppet mirakuløst fra den ulykke. Jeg synes, jeg er kommet over det. Men ikke så lang tid efter ulykken skulle jeg være med i et stykke, hvor trapper braser sammen og ting vælter. Så spurgte Emmet Feigenberg, min direktør, som er en empatisk mand, om jeg var sikker på, at jeg kunne være med til det. Og det kunne jeg bare ikke. Jeg talte med min psykolog på Rigshospitalet, som sagde nej, nej – selvfølgelig skal du ikke være med i den forestilling.”

Du har været skuespiller i 40 år. Har du ikke efterhånden fået nok?

”Det kan godt blive en vane at arbejde, når man har lavet så meget som mig. Nærmest en stimulans – når man går fra den ene forestilling til den anden. Jeg er blevet bedre til at sige nej – måske på grund af ulykken. Livet er jo ikke evigt. Der er også andre ting, man skal nyde. Det er et enormt anstrengende arbejde at være skuespiller. Den her rolle som Salieri er vanvittig ordrig. Jeg lukker alt andet ude. Jeg lever som teatermunk i månedsvis, når jeg indøver en rolle. Der er nogen, som kommer lettere til det end mig. Jeg bruger meget tid på mit arbejde. Måske også for meget. Måske komplicerer jeg det for mig selv.”

Du har arbejdet så meget, at din søn engang spurgte: hvor bor du, far?

”Ja, Jens var tre-fire år. Jeg arbejdede alt for meget og så for lidt til børnene. Den ’succes’ skal man ikke gentage med sine børnebørn. Jeg vil gerne se mere til dem og til mine børn fremover. De seneste tre måneder har jeg levet med skyklapper. Jeg er flyttet fast sammen med Salieri.”

Søren Sætter-Lassen smiler. Nu vil han gerne hjem til træhuset ved Dyrehaven nord for København. Han slukker lyset i sin garderobe. Går ud i regnen.

Han tænder en cigaret.

”Åh, hvor godt. Der skal være en lille belønning.”

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen