Telefonsamtalen har fået en renæssance

Rundt omkring i karantæneland gløder telefonerne. For vi har brug for hinanden i en krise, og de digitale muligheder giver plads til nye former for samvær

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul

Pernille Winckelmann bruger en-to timer på at tale i telefon hver dag. Det har hun gjort de sidste par uger, hvor coronavirussen har lukket landet ned og gjort det personlige møde næsten umuligt. I stedet er telefonen taget i brug, for kontakt til omverdenen skal der til. Især når man som 70-årige Pernille Winckelmann bor alene.

”Jeg kan godt blive lidt trist her under coronakrisen. Jeg er jo alene i min lejlighed, og det er svært ikke at kunne gå ud. Jeg lider af angst og depressioner, og coronavirussen og frygten for at blive smittet og dø af den forstærker det,” siger hun.

Hun er en af de danskere, der har meldt sig til ”Ældretelefonen”, en telefontjeneste oprettet i coronaøjemed til danskere, der er alene og trænger til at snakke med nogen. Pernille Winckelmann er blevet matchet med en kvinde, der bor i en landsby i Sønderjylland, og det er jo meget sjovt, når man selv bor på Nørrebro i København.

”Jeg er vant til at gå en del ud, og jeg er medlem af en læseklub, jeg går til opera, og jeg går til onsdagsklub i en kirke. Jeg er vant til at se mange mennesker derfra, men nu er jeg begyndt at ringe sammen med nogen fra hver af de grupper. Så snakker vi om hverdagsting, og det giver en følelse af noget normalt i denne unormale tid. Det giver en tryghed og hjælper mig ud af ensomhedsfølelsen, når jeg kan have kontakt til andre via telefonen,” forklarer hun.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og Pernille Winckelmann er ikke den eneste. Telefonerne gløder rundt omkring i landet. Telia melder om en stigning på 60 procent i taletid i den første uge af karantænen, og fordi mange sidder hjemme og ser film og serier over nettet og bruger nettet til at ringe, er dataforbruget 25 procent højere i denne tid i forhold til normalt.

Og det er interessant, fordi telefonsamtalen ellers var på vej retur. Sådan siger Mette Abildgaard, der er teknologihistoriker ved Aalborg Universitets institut for kultur og læring og har forsket særligt i telefonens historie.

”Telefonsamtalen var ved at glide i baggrunden som en af de primære måder, vi holder kontakt med hinanden på i hverdagen. For hvert år taler vi færre minutter sammen i telefon, og særligt yngre generationer kan nærmest blive forskrækkede, hvis telefonen ringer. De bruger hellere sociale medier til at kontakte hinanden, og for dem er et opkald som en alarm, hvor noget akut er på spil. Lidt som telefonen var det i 1950’erne, hvor det var dyrt at ringe, og hvor man kun ringede, hvis der var noget alvorligt, der skulle siges kort,” forklarer hun.

”Men det, der sker nu, er, at telefonen bliver en af de vigtige måder, hvorpå vi kan vise omsorg for hinanden. Det er lidt samme logik som i 1950’erne, at det er alvorligt, når vi ringer, men alvorligheden er rykket ind i hverdagen. Vi har i højere grad behov for at rapportere fra en hverdag, der er blevet fremmed. Coronakrisen har sat fokus på et behov for at forstå, hvad der sker hjemme i hinandens hjem, og det giver en renæssance for telefonen, som kan noget andet end tekstbeskeder,” siger hun.

Hun peger på, at hvor mange ellers er vant til at kommunikere over sms, hvor man kan svare og skrive, når man lige har tid, fordrer telefonsamtalen en anden form for nærvær.

”Man får nogle helt andre informationer i telefonsamtalen. Man kan høre, hvordan personen har det i den anden ende. Er vedkommende hæs, hvordan er humøret? Det giver en anden tryghed, at man har stemmen med. Det betyder ikke, at vi ikke stadig sms’er til hinanden, men den gestus, som telefonsamtalen er, er en måde at vise omsorg. Man viser, at man er optaget af, hvordan den anden har det,” siger Mette Abildgaard.

I Rønne er der også pres på præst Ulla Skous telefon. For samtalerne om dåb, bryllupper og konfirmationer er flyttet fra præstekontoret i Skt. Nicolai Kirke og ind på telefonlinjerne. Det stiller nye krav til præsten.

”Når samtalerne foregår over telefonen, er det vigtigt at gøre sig umage, for der kan hurtigt opstå misforståelser, når man ikke kan se hinanden. Jeg prøver at være meget enkel og holde mig til sagen og alvoren, personen har henvendt sig med, for der passer det ikke så godt at være ironisk eller morsom, for folk kan ikke se ens ansigt og tror måske, at man har sagt noget sårende,” siger hun.

Sjælesorgen foregår nu også over telefonen, og særligt om aftenen er der travlt.

”Det er, som om uroen tager til, når skumringen begynder. Jeg oplever, at folk er nervøse og har mere brug for at tale med præsten. Der er en interesse for, hvad den kristne tro vil sige til os i denne situation, og så tager vi snakken. Det sker nu også, at jeg har haft sjælesorgsamtaler ude på Rønne Hovedgade, hvor vi har stået på hver vores fortov og råbt til hinanden over vejen. Så det er nye tider,” siger hun.

Og der er ikke noget mærkeligt i, at telefonsamtalen har fået en genkomst under coronakrisen, for mennesker har brug for at høre til, for-klarer psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard.

”Vi har brug for at snakke sammen for at bevare følelsen af at høre til, både i familien og i vennegruppen, også så vi ikke føler os ensomme. Nu hvor vi ikke kan mødes for at vedligeholde vores relationer, bliver det vigtigt at kunne tale i telefon eller over Facetime eller Skype. Særligt når man får billedet med og kan se hinanden, kan man opnå lidt af den samme følelse af kontakt som ved et fysisk møde, fordi man får øjenkontakten og mimikken med. Og særligt for mennesker, der bor alene, og som kan opleve hudsult, kan billedsamtalen kompensere lidt for følelsen af at være usynlig og alene,” forklarer hun.

”Vi deler jo alle følelsen af ensomhed og magtesløshed, fordi vi kollektivt er isoleret. Alle higer efter, at det skal blive normal hverdag igen, og derfor tror jeg, at der dukker et stort behov op for at dele den følelse med hinanden, og vi oplever, at vi kan være sammen på nye måder. Jeg facetimede for eksempel forleden med en veninde, der bor langt fra mig, og vi har aldrig snakket så meget i telefon før, men så sad vi halvanden time og talte sammen og drak hvert vores glas rødvin. Det var så hyggeligt og gav en helt ny måde at være sammen på, uden at vi sad fysisk over for hinanden,” siger hun.

Men det kan også være svært med telefonen, mener pensionist Pernille Winckelmann.

”Det giver ikke det samme som at mødes i virkeligheden. Det er kun en lille erstatning, for det rigtige samvær vil altid være at foretrække, fordi man der kan se og mærke hinanden. I telefonen kan man snyde lidt og lyde mere glad, end man er, fordi man gerne vil have, at den anden sætter pris på samtalerne,” siger hun.

Teknologihistoriker Mette Abildgaard håber dog, at coronakrisen trods afsavn og nervøsitet kan lære os nye vaner. Især når det kommer til telefonen.

”Man kan håbe på, at alle lærer værdien af at holde kontakt med hinanden i hverdagen. Den daglige kontakt, vi har i øjeblikket, hvor vi vender små detaljer, kan komme i centrum igen. Man kan håbe, at det er noget, vi kommer til at huske; hvad det gav os at forstå vores familie og venners hverdag på en tættere måde. Hverdagens omsorg er jo vigtig, og den bliver måske tilsidesat lidt under normale omstændigheder.”