Han er blevet kaldt alt muligt. Fra dommedagsprofet til venstresnoet religionsstifter samt bondeknold og provokatør. Men dr.theol. Ole Jensen bærer hverken nag eller fortryder de gange, hvor han også selv er gået til stålet i de teologiske stridigheder gennem årene.
”For teologer er da nødt til at strides. Det er vigtige ting, vi er uenige om. Og hver især går vi jo rundt og mener, at netop vi har fundet sandheden om grundlaget for vores tilværelse. Derfor bliver det nødvendigvis til heftige udvekslinger og sammenstød, hvor jeg da også selv er blevet skældt ud fra alle sider. Så ja, jeg har heldigvis levet et engageret liv.”
Ole Jensen har inviteret indenfor i sin lejlighed i Risskov, lidt nord for Aarhus. Her bor han sammen med sin hustru Iris Nielsen-Refs, ”mit øjes og min tilværelses zenith”, som han skriver i bogen. Med udsigt til grønne områder, tæt ved skov og strand – og i nærheden af Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han desværre er en hyppig gæst på grund af en række lidelser.
”Ja, fysisk er jeg ikke meget bevendt længere,” siger han med et smil og sætter sig i sofaen med stokken inden for rækkevidde.
Den første blodprop ramte ham i 1999, og sidste år skete det igen.
”Men jeg prøver stadig at være til stede i verden som et tænkende væsen. For mit liv blev jo til et liv med tanker, og jeg er bestemt ikke gået på pension fra den side af tilværelsen endnu.”
Ole Jensen er et af de store navne inden for nyere dansk teologi. Kendt som en af dem, der både som studerende og senere i livet især har fulgt tænkningen hos K.E. Løgstrup, der var en af de fire kendte Aarhus-teologer fra 1950’erne og de følgende 10 år. De øvrige var Regin Prenter, P.G. Lindhardt og Johannes Sløk. Især er Ole Jensen dog kendt for at udvikle sin egen teologi som et opgør med ”menneskets selvophøjelse, som en fejludvikling af kristendommen desværre har ført med sig. Og det destruktive natursyn, det er resulteret i,” som han selv formulerer det.
Tanker, som han også udfoldede i bogen ”I vækstens vold”, der udkom i 1976 og gav en højlærd teolog noget så usædvanligt som et folkeligt gennembrud. Og som han i dag spidsformulerer med at sige: ”i forhold til klodens fremtid er humanismen vor tids største udfordring.”
Ole Jensen skulle egentlig have været tømrer. Lige som hans bror blev. For håndens arbejde passede så fint til hans forestillinger om sin egen fremtid. Han elskede at være ude, at bruge sine hænder og havde nok også arvet noget af sin fars håndværkssnilde. Men unge Jensen var også redskabsgymnast, og et pludseligt knæk i ryggen under en forlæns salto satte en stopper for hans tømrerplaner.
I stedet kan den snart 83-årige Ole Jensen i dag se tilbage på en usædvanlig karriere, hvor han blandt andet har været professor på Københavns Universitet, domprovst i Maribo, forstander for Grundtvigs Højskole i Hillerød og rektor for Præsternes Efteruddannelse. At han havnede som håbefuld teologistuderende ved Aarhus Universitet i 1956 takker han især den tidligere forstander på Askov Højskole, Knud Hansen, for. Det var nemlig her, som højskoleelev med hang til både teologi og poesi, ”at Knud Hansen viste mig, at disse størrelser ikke behøvede at være modsætninger.”
Tværtimod. For Ole Jensens optagethed af tilværelsens under og gådefuldhed kunne både poesien og teologien give adgang til. Og begge tilgange vakte genklang i forhold til unge Jensens oplevelse af, at vi ikke er kastet ind i en tom og meningsløs verden, men at vi i stedet helt instinktivt oplever fænomener som livsglæde, tillid og kærlighed – at disse på den måde går forud for vores egen eksistens, at de er skabt uafhængigt af os og dermed ”går under det selviske jegs radar,” som han formulerer det.
”Jeg var med andre ord ikke med på den relativisme og nihilisme, der ellers prægede eksistensteologien i de år med P.G. Lindhardt og Sløk som to af bannerførerne. Jeg var i stedet optaget af de poetiske åbenhedserfaringer, hvor man mærker, at tilværelsen er dybere end, hvad vi med videnskaben kan forklare. Det var først senere, jeg beskrev dette som metafysik. Men da jeg så mødte Løgstrups tænkning, kunne jeg se, hvordan hans idé om de suveræne livsytringer netop beskrev de erfaringer, jeg også var optaget af. At hans skabelsesteologi svarede til min oplevelse af, at vi ikke kun er født som syndere, som især teologerne fra Tidehverv betonede, men også som skabte. Og at skabelsen går forud for faldet.”
Med Ole Jensens ord betyder det: ”at det gode går forud for det onde, at ondskaben er en parasit på det gode. Præcist som det er udtrykt i Det Gamle Testamente: først skabelse og så fald. Det betyder også, at godhederne er tilværelses-iboende grundforhold. Verden er dermed ikke kun meningstom og gudsforladt, som de toneangivende teologer fra Tidehverv mente og som betød, at de satte et skarpt skel mellem verden og evangeliet.”
I en tid hvor meningerne ofte stødte sammen blandt de unge teologer i deres studenterkredse og blandt deres professorer i både skrift og tale, fandt Ole Jensen også mening i en mere verdslig pointe, som Løgstrup havde i forhold til ”de andre”, eksistens- og Tidehvervsteologerne, der først og fremmest så verden som gudsforladt og meningstom samt mennesket som synder.
”For som han sagde: man ville da heller aldrig finde på at indgyde sine børn den samme form for relativisme, lige meget hvor nihilstisk man er.”
Ole Jensen tilsluttede sig med andre ord Løgstrups skabelsesteologi. Men han udvidede den også. For under sine studier både herhjemme og i Marburg i Tyskland, hvor han opholdt sig nogle år, begyndte han at se, hvordan en særlig udvikling af kristendommen havde medført forestillingen om, at ikke alene var mennesket noget særligt, som det er, skabt i Guds billede, men det var også blevet den eneste værdisætter. Som den øverste på rangstigen og med indbildt ret til at udnytte alt andet, herunder naturen, som sin egen ressource.
Men også arterne er skabte, lød det fra Ole Jensen. Og vi bør derfor agte dem i deres mangfoldighed i stedet for kun at udnytte dem.
Den læsning og forståelse af teologien blev hans livsærinde fra 1970’erne og frem: At bringe kristendommen ud af sine fejltagelser og kæmpe for et andet natursyn, der ikke er destruktivt.
”At mennesket som det eneste er skabt i Guds billede, har vi op gennem historien fået gjort til udtryk for, at mennesket så kan og skal herske over alt andet her på jorden. Men Gud har også skabt verdens øvrige undere, og det gjorde han, før mennesket blev skabt – og som der står, ’han så, at det var godt’. Han har med andre ord ud af intetheden skabt fylde. Fra mørke til lys, til farvernes mirakel og arternes forskellighed. Og i den rækkefølge. Der var med andre ord en sanselig mirakuløs verden, der viste sig for os mennesker med al dens indtryksfuldhed. Men netop den sanselighed og sanseglæde er blevet nedvurderet op gennem kristendommens historie, og i dag ser vi den derfor i praksis kun som ressourcer.”
Det var med dét fokus og dén udlægning, at et ord som ”dommedagsprofet” blev hæftet på Ole Jensen. Men han blev samtidig mere positivt kaldt ”pioner” og set som den første, der koblede teologien med et økologisk og klimamæssigt perspektiv.
”Det er vores verdens tragedie, at den udlægning af kristendommen har sejret: at vi kun ser på naturen som vores ressource. Og det kan undre mig, for når folk skriver på Facebook, så handler det tit om en tur ved stranden og en dejlig, sanselig naturoplevelse, de har haft. Så der er en åbenhed for den poetiske livsfølelse hos folk, men samtidig har vi en livsmåde, der er i konflikt med den. Hvor vi kun ser naturen som noget, der er til for vores brug og udnyttelse. Det er i virkeligheden et selvmorderisk træk ved vores kultur – for fremtiden ser bestemt ikke lovende ud. Det ser fortvivlende forfærdeligt ud, når vi tænker på klimakrisen og vores egen overlevelse.”
Det var i doktordisputatsen fra 1976, Ole Jensen udfoldede sin kritik af kristendommens udvikling med et for ham at se destruktivt natursyn som konsekvens. Hvor ikke bare menneskets særstatus, men også en udbredt dualisme mellem krop og ånd for ham at se blev skæbnesvanger for magtforholdet mellem menneske og natur i den kristne tænkning.
”Opdelingen kommer ind i kristendommen via sengræsk tænkning og er dermed med til at afskære os fra den sanselighed, der ellers er beskrevet i skabelsesberetningen. I en tid hvor den daglige overlevelse føltes som en hård kamp, blev det da også tiltrækkende at se verden på denne måde. For eksempel fik de undertrykte kvinder nu mulighed for at trække sig tilbage fra verden, at leve som nonner og blandt andet forsage den seksualitet, der for kvinden betød bundethed til svangerskab og børn og oftest en tidlig død. Samtidig breder idéen sig om, at i evigheden bliver alt godt – og at dette efterliv i virkeligheden er vigtigst. Hvilket heller ikke befordrer den store agtelse for naturen omkring os her og nu.”
Tankerne bragte ham også på landets eneste tv-kanal en søndag aften i tre kvarter, hvor danskerne kunne møde en lidt langhåret teolog i afslappet påklædning, der omtalte teologien som ”et værn mod snæversyn.”
Når han i dag ser tilbage på den tid, kan han godt forstå, at folk måske opfattede ham som både venstreorienteret og lidt af en provokatør.
”Men i virkeligheden var jeg nok mest en bondeknold, der ikke lige vidste, at der var forskel på, hvordan man klædte og opførte sig i henholdsvis Aarhus og København.”
Det kom blandt andet til udtryk, da Ole Jensen holdt sin tiltrædelsesforelæsning som ny professor i teologi ved Københavns Universitet i 1974. Netop landet fra det mere afslappede miljø på teologigangene i Aarhus.
Han mødte op med sit lange hår, iført træsko og en halvlang indisk kjortel uden krave. Men på bænkene foran sad de øvrige professorer og så noget anderledes ud i stil og påklædning.
”De var dog virkelig venlige og imødekommende over for mig alligevel. Men det er klart, at min fremtoning har fået nogle til at tænke, at jeg da vist var temmelig langt ude på venstrefløjen. De havde dog svært ved at få det til at hænge sammen med, at jeg senere tog så borgerligt et embede som domprovst. Jeg har da heller aldrig været medlem af noget politisk parti. For jeg har altid håbet at få en gennemslagskraft alene på grund af mit budskab, og ikke ønsket at noget skulle stå i vejen for det. Faktisk vil jeg gå så langt som til at kalde min årelange teologiske kamp for en ’sendelsesbevidsthed’. Jeg har følt en forpligtelse til, som del af en fantastisk forkælet generation, at kæmpe for naturen og det grønne engagement.”
Den mere politiske kamp for klimaet skal dog ikke føres fra prædikestolen, understreger Ole Jensen.
”For i gudstjenesten vil jeg helst ikke forstyrres af det, der foregår uden for kirkerummet. Gudstjenesten ser jeg derimod som et meditativt sted, hvor de modsætninger, der måtte findes uden for kirken, overbydes inde i kirken ved, at vi er fælles om det helt fundamentale: at vi skal dø, kan blive syge og svækkede og ikke evner at være så gode, som vi burde være. Alt det som er grundlæggende for os. Lige som behovet for tilgivelse og håb samt troen på, at livet er større end dette liv.”
Iris Nielsen-Refs kommer ind i stuen og spørger, om alt er, som det skal være. Hun skænker mere kaffe i kopperne og smiler til sin mand. De har været sammen i 18 år og flyttede for nylig tilbage til det Aarhus, der også er Ole Jensens barndomsby, og hvor han tog sin teologiske uddannelse. Det er tydeligt, at Ole Jensen har fundet hjem – på mange måder. Ikke mindst i sit tredje ægteskab, som han i bogen beskriver som ”ukompliceret, langtidsholdbar kærlighed.” Men i bogen fylder den private side af Ole Jensens liv ikke meget. Dog er hans største livssmerte kort beskrevet: at hans fire børn fra første ægteskab skulle opleve deres forældre blive skilt.
”Det rev nogle børn op med rode fra de trygge rammer – og det har nogle af dem måttet tage endog gevaldigt livtag med. De har klaret det, de er stærke og myndige mennesker. Men de smås ængstelige blikke forfølger mig på livstid. Det er smertepunkt et i mit liv,” skriver han.
Her ved sofabordet nikker han og uddyber:
”For omkostningen var jo netop børnenes ængstelse og utryghed. Og det er så forfærdeligt, når tilværelsen ikke giver andre udveje end skilsmissen. Så det er det, jeg har det sværest med af alt, når jeg ser tilbage. Men når det er sagt, så ser jeg tilbage på et fyldt, rigt og godt liv. Og i dag er jeg jo langt fra den eneste, der taler for et andet natursyn, selv om det havde været bedre, hvis det var sket noget før, og selv om det kan se nok så udsigtsløst ud.”