Jeg tænker på Thomas hver dag

40-årige Jane Pedersen fra Lolland var kun 26 år, da hun mistede sin forlovede og far til sin lille datter. Efter hans død skjulte hun sin sorg i praktiske gøremål

Da Jane Pedersens forlovede Thomas døde, skjulte hun sin sorg i alle de praktiske gøremål, hun måtte tage sig af.
Da Jane Pedersens forlovede Thomas døde, skjulte hun sin sorg i alle de praktiske gøremål, hun måtte tage sig af.

Det var Skærtorsdag i 2002. Jeg var 26 år og forlovet med Thomas på 30 år. Vores datter Milla var 10 måneder. Sammen med min lillesøster bestemte jeg, at det kunne være hyggeligt at tage færgen fra Helsingør til Helsingborg for at kigge lidt på byen derovre. Thomas var på besøg hos nogle venner, men besluttede sig for, at han gerne ville med os til Sverige.

Han kom kørende på sin motorcykel og mødte os i Helsingør. Men da han var i fuld beskyttelsesdragt, syntes han alligevel, at det blev for besværligt med al udstyret. Han ville køre hjem og slå græsset i stedet for.

Det var mine forældre, der fortalte mig, at Thomas var død. Efter at vi var kommet tilbage fra Sverige, kørte jeg hjem til dem for at sætte min lillesøster af, som stadig boede hjemme. Mine forældre kom os grædende i møde og fortalte, at Thomas havde været i en ulykke, og at han var død i ambulancen på vej til sygehuset. Han havde brækket nakken. Han var ikke selv skyld i ulykken. På sygehuset mødte jeg Thomas forældre. Jeg stod med min datter i armene og kunne ikke fatte, hvad der var sket. Det syntes uvirkeligt, at man bare sådan kan dø. Politiet var også til stede. Da de fandt ud af, at Thomas havde en datter, overgik alt det praktiske til mig.

Thomas blev begravet på Valby kirkegård ved Helsinge. Det var i den samme kirke, Milla var blevet døbt. Der var så mange praktiske ting, jeg skulle tage mig af efter Thomas’ død, at jeg nok også skjulte mig lidt i de mange gøremål. Jeg skulle sørge for, at vi kunne beholde tag over hovedet, udfylde forsikringspapirer og lignende. Og så skulle jeg selvfølgelig tage mig af vores datter, som bare to dage efter Thomas’ død tog sine første skridt. Det gjorde ondt, at han ikke var der til at se det.

Min sorg har jeg nok meget selv bearbejdet, fordi jeg havde så meget at ordne. Jeg kæmper stadig med ar på sjælen. Der er mange minder, der ligger gemt i kroppen, som nu og da kommer op til overfladen. Præsten, der begravede Thomas, tilbød mig ikke nogen hjælp eller samtale. Der led min tro lidt et knæk. Det var et tidspunkt, hvor jeg godt kunne have brugt, at præsten trådte til.

Efter Thomas var død, var mange berøringsangste. Jeg oplevede, at folk jeg kendte, gik over på det modsatte fortov og vinkede i stedet for at stoppe og snakke. Jeg tror, de var bange for, at jeg skulle begynde at græde. De var meget sådan, ”det taler vi ikke om, vi ser fremad”. Men det må også have været hårdt for dem, de havde jo mistet en ven. Når nogen mister, skal man turde spørge, hvordan det går. Og man skal have initiativet til at komme over og sige, ”nu er jeg her, nu sætter vi os og drikker en kop kaffe”. Det betyder meget.

Milla kan ikke huske sin far, men jeg kan se ham i hende. Hun ligner ham fysisk og er både glad for æggemadder og lytter til popmusik, ligesom han gjorde. Hun er vokset op med, at det bare er Milla og mor. Jeg har svært ved at lukke nye mennesker ind i mit liv og åbne op. Milla er også vokset op med en viden om, at der er noget definitivt. At døden findes. Og hun ved godt, at jeg bliver helt hysterisk, hvis jeg ikke ved, hvor hun er eller kan få fat på hende. Hun har det på samme måde med mig, så vi giver hinanden besked.

Selvom det efterhånden er mange år siden, Thomas døde, så mangler jeg ham stadig. Jeg tænker på ham hver dag. Da Milla blev konfirmeret i foråret, havde vi fået at vide, at det kun var forældrene, der måtte rejse sig, når det blev ens barns tur til at blive konfirmeret. Men jeg sagde til min familie, at vi rejste os op hele rækken. Jeg havde ikke lyst til at stå der mutters alene, mens andre familier med bonusforældre ville være en hel flok.