Vi er ikke kun et ord, ”vi” er et folk, og ”vi” er med til VM i fodbold. Det vil sige, at det i sagens natur selvfølgelig kun er en lille flok elitefodboldspillere, der skal på banen på Danmarks vegne. Det er repræsentativt dribleri. Vi kan jo heller ikke alle sammen sidde i Folketinget, men herrelandsholdet (som fodboldlandsholdet nu hedder, efter at kvindelandsholdet har vist vejen til succes) samler alle danske stemmer i fælles sang, når sejren er vor. Hvem husker ikke euforien, da vi vandt EM i 1992?
Min fars spinkle ven Jan blev eksempelvis så hysterisk glad, da ”vi” vandt semifinalen over Holland, at han brækkede et ribben på sig selv i vores stue, da han gav sin søn en voldsom jubelkrammer. Og min ellers lovlydige ingeniørfar fulgte senere strømmen, da vi alle sammen kørte over for rødt med Dannebrog ud fra soltaget med kurs fra forstæderne mod Rådhuspladsen i København, da ”vi” havde vundet 2-0 over Tyskland i finalen.
Samme sommer stoppede en italiensk politibetjent vores bil, da min familie var på campingferie ved Venedig.
Panisk over, hvad han dog havde gjort forkert, rullede min far vinduet ned og mødte et stort smil i et sort overskæg, da betjenten blot ville sige tillykke med EM og stak sin behårede hånd ind i Ladaen og sagde:
”Congratulations, you are the best footballplayers in Europe!”.
Det kom bag på min far, der aldrig har kunnet ramme en bold. Men vi havde danske nummerplader, så vi var også europamestre.
I skolen ventede jeg altid spændt på, hvem der blev valgt sidst, når der skulle sættes fodboldhold. Det var som regel mig, men i sofaen følte jeg mig som en vinder, når ”vi” slog Sverige i fodbold. Sommetider så jeg også fodbold i min fritidsklub, hvor den ellers flegmatiske hippiepædagog sad og skreg ad unge mænd på banen inde i fjernsynet, selvom de jo ikke kunne høre ham. Men sådan giver fodbold voksne mænd en sjælden chance for at vise følelser uden at tabe ansigt over for kammeraterne. Ja, fodbold ændrer endda nyhedskriterierne.
Vinder vi en vigtig kamp, kan sejrsglæden erstatte formiddagsavisernes sædvanlige frygtfremkaldende spisesedler med jubeloverskrifter over, at en læderbold er blevet sparket i den rigtige retning.
Og selv ellers generte danskere skråler lystigt med på ”Vi er røde, vi er hvide”. Men i sidste uge udsendte Dansk Boldspil-Union Thomas Helmigs længe ventede VM-sang ”Hele Danmark op at stå”. Og det er desværre en sang til landsholdet og ikke til hele Fodbolddanmark, fordi vi er blevet til I i sangen.
Jeg har altid godt kunnet lide Thomas Helmig, der turde synge patospop, mens alle andre skrev ironiske sange. Men nu er det mig, der står herude og prøver at forstå, hvorfor han skyder forbi målet. Helmig har ellers masser af samba i kroppen i musikvideoen. Men den gjorde mig alligevel i dårligt humør trods de glade rytmer og underholdende dårlige rim. For den nye slagsang suger simpelthen magien ud af fodbolden. I hvert fald for mig. For Helmig har pillet ved de personlige pronominer med sin sang til landsholdet. Nu skal vi ikke længere synge ”Vi er røde, vi er hvide”, men ”I har allerede scoret os”.
Nej tak, men held og lykke med fodboldturneringen i Rusland til den flok andre folks dygtige drenge, som herrelandsholdet bliver reduceret til i sangen, selvom Helmig synger, at ”vi står lige bag ved jer”.
Helmigs sang er selvfølgelig en fair tackling af janteloven ved at understrege, at det ikke er os fedladne fodboldfans, der vinder, hvis de vinder på herrelandsholdet. Sådan er ”Hele Danmark op at stå” også et trælår til sofafolket, der ikke alene skal op at stå, men selv må begynde at spille fodbold, hvis de vil vinde noget, for der kommer ikke mange brækkede ribben af at synge ”sejren er jeres, sejren er jeres. I har vundet, sejren er jeres”.