Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

70’erne

Forfatter: I 70'erne er der tid endnu

Illustration: Rasmus Juul

Dette liv, med udsigten til den forestående afsked, bliver ved med at vinde i både dybde og højde, skriver forfatter Jens Smærup Sørensen, der i en alder af 73 år oplever, at tiderne ramler sammen

Det kan minde om engang for snart 40 år siden, hvor jeg skulle ud på en længere rejse. Min kone og vores to små piger fulgte mig til jernbanestationen og ud på perronen, og dér stod vi så og havde god tid til afskeden. Hvis der var noget vigtigt, der skulle siges, og det var der, så skulle det ligesom vente til sidste øjeblik for dér at få sin fulde vægt – i mellemtiden var vi da henvist til en art centrifugal smalltalk, uden om og væk fra sagens kerne, den kommende, månedlange adskillelse. Praktiske bemærkninger og påmindelser kunne det blive til, alt sammen lige overflødigt og indimellem derfor lige så vel en konstatering af, at endnu et par minutter var gået, eller en formodning om, at jeg nok kunne se frem til bedre vejr i udlandet.

Intet af det var dog på mindste måde ligegyldigt, ikke for nogen af os. Ethvert af alle disse tomgangssekunder løb fuldt af sindsbevægelse og betydningsfuldhed; måske alligevel i særlig grad for mig, der skulle af sted. For jeg var også allerede rejst, allerede langt hjemmefra, på en måde allerede ved at ankomme på det fjerne sted, som jeg ikke kendte ret meget til, ud over de på én gang slørede og lysende betagende billeder, det kunne blive ved med at lægge frem for mit indre blik.

Men jo flygtigere mine tanker ville søge ud i den drømmeverden, jo heftigere ønskede jeg samtidig at samle dem om den aldeles håndgribelige og dyrebare virkelighed lige dér omkring mig, på den ellers så kolde og uskønne perron. Jeg ville have det alt sammen ind og have det med mig.

Så usædvanligt klart kom det til at stå for mig, hvor svineheldig jeg var med at kunne stå der med min lille familie, at jeg var nær ved at forbande den rejse, jeg havde haft så glade forventninger til. Hvad den end kunne byde på, så svandt det endelig ind til næsten ingenting, da jeg så to store, stille tårer trille ud af den ældste af pigernes øjenkroge. Den yngste forstod nok ikke, hvad situationen indebar, men mærkede en underlig alvor, sådan stirrede hun med vidtåbne øje frem for sig, og jeg var nu helt og fuldt tilbage og til stede, hvor vi stod og ingen andre steder. For her var der brug for mig, her måtte jeg gøre noget og få noget sagt.

Og der var tid endnu.

Det er selvfølgelig ikke helt det samme. Der er forskelle mellem dengang og de minutter på den perron og så de her år sent i livet, og der er jo navnlig den ganske afgørende forskel, at den rejse, jeg nu står over for, den har jeg bare en enkeltbillet til. Jeg vil aldrig nogen sinde komme tilbage og genoptage mit almindelige liv.

Den afgørende lighed er til gengæld, at dette liv, med udsigten til den forestående afsked, bliver ved med at vinde i både dybde og højde. Ovenikøbet kan jeg føle mig så gunstigt stillet, at det ikke er lige oppeover med lyden af en skingrende fløjte og en dør, der for bestandigt smækker i.

Der er tid endnu. Endnu kan jeg svælge i afskedens særlige dobbelthed af tilstedeværelse – nu ikke lige præcis mellem her, hvor jeg er, og dér, hvor jeg skal hen, snarere mellem dette øjeblik og et andet og flere andre, måske alle andre. Jeg stikker næsen i syrenerne, og jeg begraver det halve af hovedet i jasminerne og lyset i de blodige og serafiske farver og duftene, i deres bedøvende sødme så friske, som var de nyskabte på Jorden, det sætter sig alt sammen i mig med en taknemmelighed over den gentagne dejlighed, som igen og igen bliver dejligere end nogensinde før. Og i det samme bliver netop sådan et ’før’ fremkaldt i sindet og falder i en overblænding sammen med nuet.

Det kan vel ske i enhver livsfase. Men fordi jeg nu går rundt med den klare bevidsthed om, at det kunne være en af de sidste gange, ja måske den sidste, jeg kan lade mig jasminberuse, vælter øjeblikkene ind over mig, og tiderne ramler sammen: Jeg står ikke alene der ved busken som dreng og som 30-årig, men står der også for hundred år siden, for tusind år siden, som levede jeg også da, ja, som lever jeg om tusind år, står jeg der, for så grådigt forsluger jeg mig i nuets vidunder. Og kunne jeg tidligere rammes af klaustrofobiske fornemmelser over at være indespærret i et vilkårligt tidsafsnit og frem for alt i mine sansers ret snævre frekvensområder, så beroliger jeg mig meget lettere i dag: Verden, som jeg kan erfare den, er den, jeg som menneske kan finde mening i. Ganske vist må vi stadig se alt som i et spejl, men med denne åbenbarede viden bliver vi dog så godt som seende.

Takket være døden, naturligvis. Ikke at den i sig selv og for mig er det allermindste ønskværdig. Den må alligevel til for livets skyld, for vores eget lille livs indoptagelse i det store og evige og for alle kommende generationers frie og friske livsudfoldelse. Og den vækker mig nu, som i de svindende minutter dengang på perronen, igen og igen, for hov, er der ikke lige noget, jeg mangler at få gjort? Noget, som dem, jeg har omkring mig, faktisk har brug for, jeg nu gør og får sagt?

Jo, der er – og der er tid endnu.

Jens Smærup Sørensen er 73 år og forfatter, blandt andet til ”Mærkedage”, ”Mit danske kød” og senest ”Jens”.