Kære brevkasse
Jeg er en mand i 50’erne. På overfladen er alt godt med en kærlig familie, et godt job og et godt liv. Men til trods for alt det, som jeg kun kan glæde mig over og takke for, har jeg efter flere års tunge overvejelser og perioder med depression besluttet, at jeg må handle på et forhold, der har præget mit liv med følelser af skam og manglende selvtillid.
Jeg er vokset op med bevidstheden om et seksuelt overgreb, som jeg blev udsat for, da jeg var cirka fem år. Episoden har stået noget uklart i min erindring, og indtil for få år siden kunne jeg ikke sætte ansigt eller navn på krænkeren. Det, som jeg konkret kunne erindre, var, at en stor dreng eller ung mand henvendte sig til mig, mens jeg var alene på legepladsen, og at jeg åbenbart havde en tillid til vedkommende, som betød, at jeg gik med ham til et offentligt toilet. Her voldtog han mig og plantede efterfølgende skammen i mig ved at true mig til tavshed.
For fire år siden, efter min onkels død, havde jeg nogle spørgsmål og samtaler med min 10 år ældre fætter om en ubalance mellem vores familier, der rækker tilbage til vores forældres barndom og opvækst. Samtalerne var sådan mand til mand og uden bebrejdelser fra min side. Alligevel tror jeg, at mine spørgsmål og refleksioner provokerede ham. Min familie levede under trange kår, mens hans familie var den velhavende, agtværdige og fromme. Han spurgte mig helt uden sammenhæng til vores samtale: ”Kan du huske engang, da du var lille, og vi besøgte jer? Jeg hentede dig på legepladsen, hvor vi gik en tur.”
Allerede efter de første ord stod det klart for mig. Det var ham. Min egen fætter, som jeg gennem hele livet har følt mig underlegen over for, der havde voldtaget mig, da jeg var 5, og han var 15 år. I situationen var jeg for påvirket til at konfrontere ham. Men nu efter flere år samt mange psykologsamtaler har jeg besluttet at bringe en form for balance i forholdet. Jeg er ikke hævngerrig, men jeg vil forlange en skriftlig undskyldning samt en godtgørelse for tort. Undskyldningen ønsker jeg ikke for at tilgive, men for at han skal erkende sin ugerning. Tilgivelsen må han tale med Vorherre om. Og godtgørelsen er ikke for pengenes skyld, men fordi hans forbrydelse, der ikke kan dømmes ad rettens vej på grund af forældelse, skal have en konsekvens for ham – omend den er symbolsk.
Selvom jeg sagtens kan være bekymret for, hvad min fætter har udsat andre end mig for, så har jeg ikke et behov for at skandalisere ham hverken i offentligheden eller over for hans nære familie, selvom der er særdeles meget på spil. Jeg har et godt forhold til hans børn og ønsker ikke, at de skal blive uskyldige ofre i denne sag. Og med kravet om godtgørelse giver jeg ham en mulighed for at leve videre med sig selv i en form for erkendelse af at have imødekommet mine krav – hvis han altså vælger at gøre det.
Konfrontationen bliver en kombination af en kort samtale og et kortfattet dokument, der anviser, hvordan han rent praktisk får muligheden for at råde bod, hvorefter vores forbindelse vil være afbrudt for altid.
Jeg har gjort mig tanker om, hvad jeg kan gøre, hvis han benægter eller ignorerer mig. Men jeg håber, at han besinder sig i en erkendelse af, at mine krav er en udvej for ham. For mig vil det bidrage til sindsro og selvrespekt.
Jeg er klar over, at mit brev ikke indeholder et konkret spørgsmål, men dels vil jeg meget gerne have jeres kommentarer, og dels håber jeg, at mit indlæg kan være til hjælp eller inspiration for andre ofre.
Venlig hilsen
Anders
Kære Anders
Tak for din meget personlige og smertefulde beretning fra din barndom. Den vidner om, at man kan huske med sin krop eller nogle af sine sanser, måske lidt diffust i mange år, men langsomt eller pludseligt kan skællene falde fra ens øjne, så den rette sammenhæng og den ansvarlige overgriber står meget klart. Det fænomen har vi ofte mødt i vores arbejde med mennesker, der har oplevet forskelligartede traumer og overgreb.
Det må have været en meget overvældende og barsk oplevelse for dig. En dreng på 15 år er enormt stor og mægtig, når man selv kun er 5 år. Og det, der blev gjort ved dig, havde du jo i den alder ingen forståelsesramme for, hvor du kunne sætte den voldsomme oplevelse ind i og reagere ud fra.
Noget af det værste, der ofte sker ved overgreb af alle slags, er, at man trues til tavshed. Dermed flerdobles ugerningen, som både kommer til at bestå af selve traumet og mystifikationen og det uforståelige i det, som skete – samt et stort tillæg af angst for at tænke og reagere og fortælle om det til andre. Den indre energi, som skal holde et sådant traume i skak i det indre, kommer også ofte til at mangle andre steder i et menneskes personlighedsopbygning og kan bidrage til, at ensomhed og utryghed bliver en hyppig følgesvend gennem mange år.
Du har båret på dette i mange år. Godt er det, at du nu har fået tingene mere på det rene, fået empati for din egen oplevelse og fået sat ord på ugerningen og placeret ansvaret for den. Det kan lette lidt på de indre spekulationer og følelser, som en sådan alvorlig handling kan efterlade i et menneskes udvikling og selvforståelse.
Måske har du ofte tænkt over, hvorfor det var, at din fætter sådan lidt uden for kontekst spurgte dig, om du kunne huske noget om ham og dig og legepladsen. En hypotese kan være, at han ville tjekke, om du havde en erindring om noget af det, og da du ikke umiddelbart reagerede, var han lidt lettet, måske fordi han selv gerne ville overbevise sig selv om, at det ikke rigtig havde skadet noget. Vi kan ikke vide, om det var sådan. Men overgribere vil næsten altid forsøge at bagatellisere og fortælle sig selv, at det nok ikke var så slemt.
Det er vanskeligt at vide, hvordan han vil reagere, når du konfronterer ham med det, som du ikke kunne sige for fire år siden. Om han vil benægte eller minimere eller affeje det med, at I var jo bare børn eller lignende. Eller om han vedkender det. Det ville være det bedste for alle parter. At han måske har været en forstyrret 15-årig på den tid, kan i nogle tilfælde forklare nogle ting, men det kan aldrig undskylde en kriminel handling med store personlige omkostninger.
Det er klogt tænkt af dig, som du anfører, at det ikke er sikkert, at han kommer med den store forståelse og bekendelse. Men under alle omstændigheder har vi stor respekt for dine overvejelser og din plan. Det er godt at høre, at du har fasthed omkring det, og at du har gennemtænkt tingene nøje. Det er vigtigt ikke mindst for din egen selvrespekts skyld. Og den vinder du ved det, du nu har tænkt og vil gøre.
Som du skriver, så kan det, som du har været udsat for, ikke gøres op i penge. Men som det allermindste kan han få lov til at betale en god del af de mange psykologtimer, som du har bekostet.
Vi kan godt forstå, at du har haft nogle tanker om, hvorvidt han også har gjort det over for andre børn i sit liv. Det er ikke til at vide. Men du kan godt tilføje noget i din skrivelse om, at hvis han har medvirket til, at andre har haft en lignende oplevelse som dig, så er tiden inde nu til at ransage sig selv og få ryddet op i sit liv og få bekendt og gjort bod. Det kan være en smertelig vej, men også en lettelsens vej for alle parter.
Mange hilsener