Prøv avisen

Malene Lei Raben forlod sin lederstilling: ”Vi har fået en børsmægleragtig tilgang til livet”

Malene Lei Rabens forældre havde en ”utrolig dårlig skilsmisse”, og hun voksede op uden sin far. Som voksen har hun skullet lære at leve i en kernefamilie, og for hende har det været en større udfordring, end de jobs hun har bestredet. Men inden for de seneste 5-10 år har hun fundet sig til rette i familien og fundet stor lykke og tryghed der. – Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Mediejurist og debattør Malene Lei Raben mener, at familielivet og privatsfæren bliver stedmoderligt behandlet i det moderne højhastighedssamfund. Selv valgte hun til forargelse for mange at forlade en lederstilling for at få handleretten over sit eget liv og sin egen tid

Malene Lei Raben oplever indimellem, at folk er lidt utilpasse ved at spørge hende om, hvad hun laver. For den 49-årige mediejurist og debattør er gået fra at have en blomstrende karriere og lederjob i TV 2, som hun sagde op for to år siden, til at sidde hjemme og skrive på en bog og ellers sørge for børn, hus og have, og hvad der ellers falder for i hjemmet i Valby ved København.

”Folk vil så gerne have, at jeg gør noget helt konkret. Jeg var til en fest, kort efter at jeg havde sagt op, hvor alle blev introduceret med deres jobfunktion. Da de nåede til mig, var det noget med, at ’hun er glad for at rejse’, men jeg er jo stadig jurist og ekspert i mediejura og mediekontrakter. Pludselig har jeg mistet min identitet i omverdenens øjne. Jeg tror, at folk, der er langtidsledige eller sygemeldte, kan føle sig stigmatiserede, fordi vi har hægtet hele vores identitet op på, hvad man er rent fagligt,” siger Malene Lei Raben.

Der er kaffe på kanden og honningkager på bordet i køkkenet, pudlen Konrad vil gerne kløes bag øret, og på et tidspunkt går husets logerende, en ung balletdanserinde, forbi. Ellers er her ro, for de to ældste børn er flyttet hjemmefra, den yngste er ude, og Malene Lei Rabens mand er i München for at passe sin virksomhed der. Selv har hun ikke fortrudt sin beslutning om at melde sig ud af arbejdsmarkedet.

”Jeg laver jo også noget, men jeg er ikke stresset, og jeg har god tid. Men jeg kan godt føle skam. Jeg har jo indoptaget min families protestantiske pligtetik, så derfor kan jeg føle både glæde og frihed, og at det er et stort privilegium, men også skam over, at jeg ikke udretter mere,” siger Malene Lei Raben, der gerne stiller op, hvis nogen har brug for hjælp. Der er altid plads i huset til et ungt menneske, der mangler et sted at bo, hun er mentor for flere yngre kvinder, hjælper vennernes børn med jobansøgninger og sine egne med stort og småt. Hun tager meget få betalende klienter, og en del hjælper hun uden at tage penge for det.

”Jeg synes, at vi har en børsmægleragtig tilgang til livet. Vi tror, at hvis vi investerer timer på arbejdet, så får vi dem ekstra igen på den anden side, hvor vi skal lære at danse tango, bestige bjerge og så videre. Det kan være rigtigt i økonomisk forstand, at man kan spare penge op. Men tid kan kun bruges én gang. De seneste 10-15 år har jeg prøvet at bevæge mig hen, så det er mig, der har handleretten i mit liv og over min tid, fordi den er så dyrebar. Det kan være forskelligt, hvad der gør én glad, og nogle vil måske mene, at det må være forfærdelig tomt og meningsløst at leve som mig. Men jeg kan mærke, at det også rammer en længsel hos andre efter selv at bestemme over sin tid og måske have mere af den.”

”Noget, der gik op for mig, da børnene var små, var, at alle er enige om, at hvis vi skal lykkes med noget på arbejdet, skal vi bruge meget tid, og vi skal gøre os umage. Hvorfor er det, at vi tror, at det ikke gør sig gældende i familielivet? Det er overmodigt at tro, at vi kan lykkes med det uden oceaner af tid. Nogle gange behandler vi familielivet, ja hele privatsfæren, stedmoderligt. Det er noget, som skal presses ind mellem klokken 17 og sengetid. Jeg ved godt, at folk gør sig umage med de vilkår, der nu en gang er. Men der er jo skræmmende undersøgelser, som viser, at børn i dag er mere ensomme og deprimerede end nogensinde før, og så skyder vi bekvemt hele skylden på iPhones og computerspil. Men vi glemmer, at det måske også kunne være et spørgsmål om mangel på tid.”

”Det er ikke, fordi jeg skal advokere for, at kvinderne skal hjem til kødgryderne, og jeg kender flere dejlige familier, hvor det er kvinden, der arbejder mest, og manden, der går forrest på hjemmefronten. Men vi skal stoppe med at bilde os ind, at vi kan få det hele på samme tid. Måske er vi nødt til at fordele vores skålpund over et lidt længere perspektiv. Vi glemmer at se lidt mere holistisk på det, og at livet er langt, og at man godt kan arbejde lidt mindre, mens børnene er små og så skrue op senere. Og det behøver ikke være kvinderne, der gør det, det kan også være fædrene. Men jeg har håb for den nye generation. Jeg ser fædre på barsel alle vegne, og unge fædre, der helt hjemmevant håndterer små børn. Det kan være med til at skabe et frirum, hvor kvinder kan jonglere med begge dele,” siger Malene Lei Raben.

Hun var fast debattør på dagbladet Politiken i 10 år, og det var også her, hun i et essay i sommeren 2017 annoncerede sin beslutning om at tage på en ”forlænget ferie, der forhåbentlig aldrig slutter”, efter at have arbejdet, siden hun var ni år. Det gav genlyd. Der var reaktioner fra flere end 220.000 læsere på avisens hjemmeside, og langtfra alle var positive.

”Jeg var bare nået til et punkt, hvor mit gamle liv ikke gav mig glæde og værdi. Og nogle gange kræver det, at man virkelig er i en presset situation, så man også bliver presset til at tage nogle nødvendige skridt for at forandre det. I det her tilfælde var det et meget krævende lederjob med stort budgetansvar. Men for mig var det et hundeliv, gråt og farveløst, hvor jeg ikke havde overskud til andet. Jeg gav alt mit overskud på arbejdet og var bare en grå og ildelugtende karklud, når jeg kom hjem klokken 19.”

”Der var masser, der blev sure, og mange, der så det som udtryk for en utroligt privilegeret position, og det er det også. Men hvis vi skal stoppe enhver diskussion om den måde, vi lever vores liv på, fordi der er fattige i Den Tredje Verden og fattige i Danmark, så kan vi aldrig tage den diskussion – den kritik er bare et hold kæft-bolsje.”

”Der var også en kønsfjendsk undertone, for i det øjeblik en mandlig karriereadvokat havde sagt, at nu stopper jeg for at dufte til roserne, for jeg har ikke været til stede i store dele af mine børns barndom, så ville folk jo bare sige ’hvor er du sej!’”

”Så der ligger et eller andet i os med den holdte kvinde som en foragtet arketype. Den kritik blev jeg selvfølgelig meget såret over, fordi jeg har arbejdet hårdt, fra jeg var helt lille, men jeg vidste nok også, at det ville provokere. Og jeg har også fået mange positive tilkendegivelser ud af det. Flest, faktisk.”

Hvis man vil forandring, må man ifølge Malene Lei Raben nogle gange brænde broerne til det gamle.

”Jeg har min gode uddannelse og mit gode netværk, og jeg har været privilegeret, at jeg altid har kunnet få et arbejde. Men hvis man altid har en bro tilbage, kan det nogle gange være fristende, når man tvivler, søger og leder lige at træde tilbage til der, hvor vandet er varmt. Så på den måde var det også et skub til mig selv. Nu har jeg valgt til fordel for noget, der er 100 procent usikkert, formentlig brødløst, det er dybt personligt, og kritik vil gøre mig meget såret. Jeg har bragt mig selv i en meget udsat position, men jeg har ønsket at tage den risiko.”

I to år har Malene Lei Raben arbejdet med at skrive en bog, som, om alt går vel, udkommer i løbet af i år.

”Jeg har en historie, jeg bærer på, som jeg rigtig gerne vil fortælle. Den handler blandt andet om det, som det koster at blive fri på mange forskellige niveauer. Den har afsæt i min egen mors frigørelseshistorie. Hun var den første i sin familie, der blev akademiker. Hun kom fra et traditionelt landbrugsmiljø i Sønderjylland og blev gift og skilt, samtidig med at ungdomsoprøret gik i gang. Hun fik en lederkarriere, hvilket var meget atypisk for en kvinde dengang, og hun levede et liv med mange forskellige mænd. Der var frihed i form af de muligheder, det gav i 1970’erne, men også den pris det havde for den generations børn. For vi vil gerne være frie på en anden måde, men det kan den generation have svært ved at forstå. For det kan godt være, at vores ønske om frihed ikke rimer på deres.”

”I generationen før, i hvert fald i min mors familie, der var bønder, handlede det meget om, hvad du kunne give videre til den næste generation, og hvilke rammer og værdier du kunne tilbyde dem. I mine forældres generation handlede det om deres frigørelse, deres projekt og deres muligheder, og så måtte vi andre ligesom følge med. Det gjorde vi så, og det har også givet mange sjove oplevelser.”

”Jeg sætter pris på frisindet og selvfølgelig også frigørelsen af kvinder. Men det har også en bagside, der handler om en generation af børn, som jo i den tid begyndte at henslæbe deres liv i institutioner eller var nøglebørn og oplevede dårlige skilsmisser, inden man begyndte at tematisere skilsmisser som noget, man skulle gøre sig umage med. Mine forældre havde i hvert fald en utrolig dårlig skilsmisse, og det kan være et banesår, som kan være svært at forvinde,” siger Malene Lei Raben og tilføjer:

”På en eller anden måde fik vi i 1970’erne normaliseret den dårlige barndom. Det er bare noget, børn skal finde sig i.”

Hun synes, at samfundet på mange måder befinder sig i post-70’erne.

”Vi er stadig ved at finde benene efter det totale opbrud af normer for, hvordan man lever sit liv, og selvfølgelig skulle der også ske et opgør med, at vi bare overtog vores forældres normer og så levede videre som dem. Men det har efterladt os et sted, hvor folk savner pejlemærker.”

”Samtidig sejler folkeskolen, som aldrig nogensinde er kommet til hægterne efter reformpædagogikken. Så begynder nogen at eksperimentere med at være meget borgerlige eller what ever, men vi kan ikke umiddelbart kopiere et eller andet trygt referencepunkt, så derfor er vi lidt på herrens mark og skal selv designe vores tilværelse og vælge, hvordan vi skal leve vores liv. Vi har mistet fornemmelsen for, hvad der er godt nok, og det stresser os.”

”Det gælder også for mit eget vedkommende, fordi jeg ikke er vokset op i en kernefamilie. Jeg har for eksempel aldrig boet sammen med min far. Så det, der har været det sværeste for mig, sværere end mine jobs, har været at finde ud af, hvordan man holder hinanden ud. Hvordan finder man ud af at fungere i en familie? Det har været en daglig opdagelsesrejse for mig, for jeg synes ikke, jeg har haft det, jeg skulle bruge, med hjemmefra. Men inden for de seneste 5-10 år synes jeg, at jeg har fundet mig til rette og fundet stor lykke og tryghed i det.”

Malene Lei Raben lægger ikke længere skjul på, at hun er bekendende kristen. Noget af det stammer fra hendes fars familie – hendes farmor var ud af et indremissionsk miljø og meget troende, mens hendes mors familie mere er kulturkristne. Og hun er døbt og konfirmeret og har sunget i kirkekor.

”Min egen tro har udviklet sig først som en spirituel oplevelse via musikken, til at jeg kunne mærke, at jeg troede på Jesus. Jeg var 24 år og havde tømmermænd efter en julefrokost og lå og læste Selma Lagerlöfs ’Kristuslegender’ i sengen. Jeg græd mig simpelthen igennem bogen og følte mig ramt af en åbenbaring. Nu er jeg holdt med at tvivle. Jeg tror på Jesus, sådan er det, og jeg beder, og den følelse har jeg haft inden i mig i 25 år. Jeg tror på, at nåden og tilgivelsen ikke tilhører os, den tilhører Herren. Og jeg kan godt lide tanken om, at mennesket ikke er den øverste autoritet og myndighed. Der er ting, vi må underkaste os. Og jeg synes selv, at det er en sund øvelse at prøve at mærke en ydmyghed over for det hellige.”

”Kristendommen er smuk, fordi religiøse overhoveder tit har været krigere og kæmpere, mens kristendommen beder os om at tro på, at det mest magiske og miraklet findes det mest usle sted – det fattige barn i den beskidte stald. For at man kan genkende noget helligt i det, skal man arbejde med sig selv og erkende, at man skal ydmyge sig over for det ydmyge – drage omsorg for det forsvarsløse. Det er en sund sjælelig øvelse, synes jeg, så det prøver jeg. Jeg er lige så meget en synder som alle andre, jeg lider af hovmod, forfængelighed og alt muligt andet, men for mig er det en sund indre dialog at have i sit liv. Så det er noget, jeg sætter pris på,” siger Malene Lei Raben og tilføjer, at for hende er der noget smukt i den rituelle underkastelse.

Det oplevede hun også, da hendes mor for fem år siden blev syg af kræft og døde 74 år gammel.

”Min mor og jeg havde et meget problematisk forhold, og det var egentlig ikke oplagt, at jeg skulle passe hende, da hun blev uhelbredeligt syg, for vi havde haft det virkelig dårligt med hinanden, og hun havde ikke altid været helt sød. Det var ikke, fordi jeg følte det som en moralsk pligt. Det var dybere end det. Det kom, fordi et andet menneske havde behov for det. På sin vis var det en semi-religiøs oplevelse og en stor kærlighedsgave, vi gav hinanden.”

”Bagefter gik det op for mig, at vi i vores samfund har et transaktionsbaseret forhold til kærligheden: Hvis du gør det for mig, gør jeg det for dig. Men så har man helt misforstået kærlighedens budskab. Kærlighed handler om den anden, ikke om dig. Hele forløbet omkring min mors død og ægteskabet med min mand har lært mig det, for det synes jeg ikke, jeg havde lært hjemmefra. For mig var det en åbenbaring, der har gjort mig til et gladere menneske – at sætte mig i en andens tjeneste.”