Prøv avisen

Tiden som foster og selve fødslen sætter aftryk på resten af livet

Tegning: Morten Voigt

Oplevelser og sansninger fra tiden i livmoderen kan bruges til at forstå senere problemer og livskriser, mener to erfarne psykologer

Kan vi huske noget fra før, vi blev født? Ja, mener især mange udenlandske fagfolk, og temaet optager to danske psykologer, som privat danner par: Henrik Dybvad Larsen, der arbejder som behandlende psykolog i Børne- og Familiecentret i Lemvig i Nordvestjylland, og Mette Rahbek, tidligere privatpraktiserende psykolog i Lemvig. Han har været en efterspurgt foredragsholder, siden han udgav bogen ”Fostret og fødslens psykologi. Barndom og forældreskab begynder ved undfangelsen”, og en mandag vinteraften lyttede 80 tilhørere til hans og hustruens oplæg i Barselshuset i Aarhus.

Ifølge psykologerne sanser, føler, lærer, husker og påvirkes vi i fosterperioden. Nogle forskere taler om livmoderen som barnets første klasseværelse, og fødslen som livets første store eksamen eller krise, og viden om fostrets og fødslens psykologi kan give spædbørn en bedre begyndelse, ligesom den kan give en dybere forståelse af livskriser, er antagelsen.

Det var en behandling af niårige Emilie, der for flere år siden bragte Henrik Dybvad Larsen på sporet af den tidlige tids psykologi.

”Emilie følte sig dum, det rungede i hendes hoved, og hun var følsom over for alt tøj. Emilie græd, og mor skældte ud, så det tog en time at blive klar om morgenen. Ifølge lægen var der intet fysisk galt med pigen,” indleder Henrik Dybvad Larsen foredraget.

Jo mere fysisk en psykisk problemstilling er, jo længere skal man tilbage i tiden for at finde en forklaring, og da Henrik Dybvad Larsen ikke umiddelbart kunne finde en løsning, spurgte han til moderens graviditet og fødslen.

”Helt normal,” svarede hun, men forældrenes indbyrdes relation viste sig at have været meget turbulent med daglige skænderier, ligesom fødslen og den første tid efter havde været dramatisk.

”Emilies nervesystem blev på den måde marineret i sygdom, stress, angst og utryghed, der begyndte i graviditeten og blev båret med videre. Det handler om, at moderens vrede og irritation og forældrenes skænderier gennem graviditeten og den første tid efter fødslen var som gift for pigen,” forklarer psykologen ved foredraget i Aarhus.

Det er navnlig kvinder i alle aldre, der er mødt frem. Nogle kommer for første gang i lokalerne i en baggård i Frederiksgade i bymidten og er med af nysgerrighed, andre er jordemødre, psykoterapeuter og psykologer med mange års erfaring. Flere steder sidder unge døtre og voksne mødre ved siden af hinanden, og nogle kvinder har deres babyer med. Blandt andre jordemoder Marie Øllgaard Sommer, der både har sin yngste datter på et halvt år og sin mor, Lise Sommer, med.

”Både som mor og jordemoder giver det her mening på rigtig mange punkter. Det er emner, som jeg kan bruge fagligt, og så kan jeg ikke lade være med at vende det indad også. Jeg er naturvidenskabeligt uddannet, men jeg ved fra egne fornemmelser, at der er noget andet også. Da jeg var gravid, havde jeg en form for kommunikation med min datter – vi sagde hej til hinanden på en bestemt måde med et lille prik her på siden af maven, og hvis jeg sagde: ’Nu er det længe siden, jeg har mærket dig’, sparkede hun lidt efter. Det er vigtigt at få talt om det, som vi knap nok tør sige højt,” siger Marie Øllgaard Sommer, der havde sin mor med til fødslen, og siden er begge kvinder gået i gang med at læse Henrik Dybvad Larsens bog.

Der sker noget i fosterets hjerne under en graviditet og fødsel, fastslår psykologen under sit foredrag. Og har den gravide udfordringer, skaber det en særlig følsom amygdala. Hvis amygdala er aktiveret for meget i fosterperioden, vil den senere tændes nemmere og nemmere.

”Den første tid med de voldsomme oplevelser satte sig i Emilies autonome nervesystem, som blandt andet styrer kamp og flugt-reaktioner og giver en voldsom ubalance i sindet. Hendes alarmklokker går alt for tit og alt for hurtigt. Hun fik en overlevelseshjerne og ikke en læringshjerne og blev ligesom andre fostre programmeret til den verden, der ventede.”

Emilie fik det bedre gennem en psykoterapeutisk indsats, da hun var mellem 9 og 11 år, er stadig ekstremt sensitiv, men klarer sig godt. Forældrene blev skilt.

Vi kan ikke huske, hvordan det var at være spædbarn, men kroppen husker. Traumatiske oplevelser sætter sig kropsligt, og når vi får oversat vores implicitte hukommelse til eksplicit hukommelse, husker vi meget, forklarer psykologen.

”Man taler om en form for cellehukommelse. Når cellen påvirkes med signaler fra omgivelserne, producerer de proteiner og lagrer hukommelse og oplevelser. Så det, der fødes, er et væsen, der kan huske. Det er nyt for mange, og jeg har skullet tygge på det og vænne mig til det, men tænk på vores immunsystem. Det kan huske, hvad vi har fejlet, og forhindrer, at vi bliver syge igen – det er også en form for hukommelse.”

Faktisk kan påvirkninger i fosterperioden få betydning flere generationer frem. Det viser et klassisk studie af gravide og børn født efter den hollandske hungersnød under Anden Verdenskrig. Tyskerne blokerede for fødevareforsyningen, mange hollændere døde af sult, og mange – også gravide – var underernærede. De fødte børn med lav fødselsvægt, og det kunne spores to generationer frem, har epidemiologer kunnet se efter undersøgelser af journaler fra det hollandske sundhedsvæsen.

Spædbørn har traditionelt været opfattet som så godt som dumme, døve og blinde og ude af stand til at føle smerte, og så sent som i 1986 var det almindeligt at operere spædbørn uden bedøvelse, fortæller Henrik Dybvad Larsen og henviser til den amerikanske psykolog Donald Chamberlain. Han mener på basis af forskning og observationer, at fosteret har 12 sanser, hvoraf berøring, fornemmelse af varme og kulde, fornemmelse af smerte og hørelse er de første, der udvikles i livmoderen. Der er flere eksempler på, at fostre slår ud efter nåle eller ”fryser”, når der bliver taget prøver i livmoderen, beretter psykologen.

Psykolog Mette Rahbek har sammen med sin mand deltaget i konferencer om foster- og fødselspsykologi, og de undrer sig over, at det er så lidt udbredt i Danmark, hvor psykologer har en tendens til at mene, at det vigtige begynder, når barnet er født. I USA, Tyskland og Storbritannien har der i hundrede år været tradition for at beskæftige sig med emnet, ligesom det også er udbredt i flere andre europæiske lande.

For det kan sagtens ende godt, selvom begyndelsen var svær. Det har begge psykologer mange eksempler på. De har i mange tilfælde hjulpet kvinder videre efter fødselsdepressioner, og læren er, at det er vigtigt at være ærlig i forhold til det, der er sket, uddyber psykologerne, da deltagerne efter en pause har fundet tilbage til stolene, der står tæt.

”Og det er ikke så sært, at vi påvirkes. Vi kan lære af vores egen fødsel, og den bliver aktiveret, når vi selv føder,” siger Mette Rahbek, der havde store forventninger, da hun i 1984 skulle føde sit første barn. Hun ville gerne være en superkvinde, men fødslen blev kaotisk, og en del af forklaringen finder hun i sin egen historie.

Hun var enebarn og har som voksen sluttet sig til, at hendes mor havde en ubearbejdet fødselsdepression.

”Hun holdt af mig på sin måde, men det var ofte svært at komme i en rigtig, nærværende kontakt med hende. Jeg knyttede mig til min far og en god nabokone og blev sådan én, der klarede mig selv. Det blev min overlevelsesstrategi. Jeg spurgte hende flere gange, hvorfor de ikke fik flere børn, men det gled hun af på.”

”Mange forældre kender den følelse, at de gerne vil beskytte deres børn ved ikke at sige det, som det er, men det usagte binder energi. Engang sagde hun omsider til mig: ’Jeg kunne ikke finde ud af det.’ Det var sådan en lettelse for mig, fordi hun endelig sagde det, som det var.”

”Jeg har længtes efter, at vi kunne have talt om det. At hun bare ville sige det, som det var, og at vi kunne være sammen, som vi var. Ved min mors dødsleje tog jeg det op igen: ’Du havde nok en fødselsdepression’, hvortil hun svarede: ’Jae, jeg græd jo hele tiden, men ingen fandt ud af det.’ Men jeg har jo været der hele tiden,” siger psykologen, der ville ønske, at de kunne have sagt: ”Hvor er det synd for os”, men det skete ikke.

Hvis Mette Rahbek havde kendt til sin mors mønster, kunne hun have forberedt sig, da hun selv skulle være mor og føde sit første barn, og det anbefaler hun og hendes mand, at andre gør.

”Snak med jeres mødre, hvis I kan, om, hvordan I selv kom til verden. Måske kan I genkende nogle mønstre i jer selv og snakke om dem. Det er aldrig for sent at gøre noget ved det og en god idé, hvis man kan nå det, før man bliver gravid.”

For mor og datter, der deltager i foredraget, sætter det tanker i gang. Lise Sommer er kørt fra Nørre Nissum for at være sammen med datter og barnebarn og for at lytte med. Hun underviser til daglig i specialpædagogik på Nørre Nissum Seminarium, og hun mener, det er vigtigt, at man erkender og accepterer, at man påvirkes af sine forældre.

”Men at hele forstadiet og fødslen også har betydning, er nyt, og det rejser flere etiske spørgsmål. For hvor langt bør vi gå tilbage i et barns liv, når vi for eksempel møder en elev i en kompliceret læringssituation?”, spørger hun.

For psykolog Mette Rahbek er der ingen tvivl om, at der især i kunsten er tendenser til, at unge kvinder vælger andre veje, at de ikke vil lade, som om de er perfekte. Hun nævner billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg, de mange unge forfattere, der skriver om at blive mor, og DR’s program ”Lortemor”, der fokuserer på skismaet mellem hverdag og idealer.

”Vi skal kæmpe imod vores kulturs krav om perfektionisme. Det må italesættes, at vi ikke skal leve i den der illusion om, hvor perfekt det skal være. Vi skal og kan ikke være perfekte. Som den engelske psykiater og børnelæge Winnicott sagde, så findes der ikke en perfekt mor, kun en god nok mor. Og lige meget hvordan det er gået, så vil børn så gerne forstå, og de er parate til at tilgive.”

Da Marie Øllgaard Sommer for et halvt år siden fødte sit andet barn, havde hun sin mor med til fødslen. Også til foredraget i Aarhus fulgtes de to, der begge også fagligt interesserer sig for, hvordan det ufødte barn påvirkes i livmoderen. – Foto: Lis Agerbæk Jørgensen.
Spædbørn fødes ikke som ubeskrevne blade, men bliver forberedt til den familie og verden, de kommer ud til, mener to erfarne psykologer, Mette Rahbek og Henrik Dybvad Larsen. Foto: Lis Agerbæk Jørgensen