Prøv avisen
Seniorliv

Tidligere biskop: Efteråret har fået en ny betydning i mit livs efterår

Da Søren Lodberg Hvas var barn, var han ikke glad for efteråret. Det ændrede sig, da hans første barn, Anne-Mette, kom til verden. Foto: Ritzau Scanpix

Som barn brød Søren Lodberg Hvas sig ikke om årstiden med regn og blæst, men det vendte langsomt, da han som ung kostskoleelev kunne se frem til efterårsferien med sin mors bøf og budding i Thyborøn

Som barn brød jeg mig ikke om efteråret. Jeg syntes, det var en træls og trist årstid, præget af blæst og regn, ikke mindst i Thyborøn, hvor jeg voksede op. Da jeg var 16 år, kom jeg på kostskole, Vestjysk Gymnasium i Tarm. Det var en hård overgang. Især i de første uger, hvor jeg mod min forventning længtes voldsomt hjem. Så jeg græd mig i søvn ikke så få aftener. Men det tror jeg, man har godt af.

Desto større blev glæden, da den længe ventede efterårsferie oprandt. Jeg glemmer det aldrig! Afgang med lyntoget fra Skjern ved 13-tiden, derfra videre med Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane. Og endelig, endelig hjemme igen ved 17-tiden. Og min velsignede mor ventede med herlig middag med bøf med løg og efterfølgende budding med svesker og kirsebær.

Den menu var stedse den samme mange år frem. Og den bidrog i mere end én forstand til min overlevelse.

Mine læsere kan fornemme, at efteråret i min bevidsthed havde fået en ny status. Og den voksede. På forunderlig vis. Den 16. oktober 1964 fik vi vores første skønne barn, som alle lykkelige forældre naturligvis ville sige. Vi boede dengang i Køge. Anne-Mette kom til verden først på natten. Meget tidlig morgen ringede jeg til mormor og meldte den glædelige nyhed. Den var særdeles velkommen. Mormor havde året før mistet sin ægtemand, Georg, som kun blev 48 år, pludselig død af en blodprop i hjertet. Ja, det var som at få besøg af livet selv, da barnebarnet kom til verden.

Som det fremgår, har efteråret fået en ny betydning i mit liv. Det gælder ikke mindst nu, hvor mit eget livs efterår har indfundet sig. Jeg tolker det i lyset af Grundtvigs livssalme, som spejler tilværelsen fra liv til død og evighed: ”Nu falmer skoven trindt om land...” Salmebogen nummer 729.

Jeg lægger vægten på det vers, som har fulgt os i familien, når vi satte os til bords og sang:

Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet. 8