Tidligere deltagere fortæller: OL er præget af fællesskab og et intenst personligt drama

I den olympiske ed hedder det, at det er vigtigere at deltage end at vinde. Seks tidligere danske OL-deltagere, fra 1964 og frem til 2008, fortæller her om, hvordan De Olympiske Lege også for dem var mere end et sportsstævne

Fra venstre: Dressurrytter Anne Grethe Törnblad vandt sølv ved OL i Los Angeles. Svømmer Mette Jacobsen deltog i fem olympiske lege på fire kontinenter og kom i finalen hver gang. Hele nationen holdt vejret i 1996, da ”de jernhårde ladies” med Marianne Florman i Atlanta vandt over Sydkorea i en nervepirrende finalekamp med forlænget spilletid. Guldfireren med Thomas Ebert er blevet en legende i dansk roning. Eventyret begyndte med bronzemedalje i Sydney i 2000. Joachim B. Olsen er i dag politiker, men etablerede sig i danskernes bevidsthed som kuglestøder ved Ol i Athen i 2004. Otte år senere blev hans bronzemedalje vekslet til sølv, da det viste sig, at vinderen havde været dopet. Cykelrytteren Niels Fredborg vandt guld¬medalje i banecykling ved det terrorramte OL i München i 1972.
Fra venstre: Dressurrytter Anne Grethe Törnblad vandt sølv ved OL i Los Angeles. Svømmer Mette Jacobsen deltog i fem olympiske lege på fire kontinenter og kom i finalen hver gang. Hele nationen holdt vejret i 1996, da ”de jernhårde ladies” med Marianne Florman i Atlanta vandt over Sydkorea i en nervepirrende finalekamp med forlænget spilletid. Guldfireren med Thomas Ebert er blevet en legende i dansk roning. Eventyret begyndte med bronzemedalje i Sydney i 2000. Joachim B. Olsen er i dag politiker, men etablerede sig i danskernes bevidsthed som kuglestøder ved Ol i Athen i 2004. Otte år senere blev hans bronzemedalje vekslet til sølv, da det viste sig, at vinderen havde været dopet. Cykelrytteren Niels Fredborg vandt guld¬medalje i banecykling ved det terrorramte OL i München i 1972. Foto: SCANPIX | MOGENS LADEGAARD | KELD NAVNTOFT | SØREN BIDSTRUP | JENS NØRGAARD LARSEN | LARS MØLLER | SVEND AAGE MORTENSEN | GRAFISK BEARBEJDNING: OLE MUNK.

Vi gik efter guldet, intet andet

52-årige Marianne Florman vandt sammen med kvindelandsholdet i håndbold guld ved OL i Atlanta i 1996

Lige fra vi kvalificerede os til OL i Atlanta i 1996, vidste vi, at vi ville gøre alt for at vinde. Vi gik efter guldet og intet andet. Nogen satte spørgsmålstegn ved, om det nu var en god idé at være så faste i troen. Vi mærkede Janteloven, for det var lidt usædvanligt at høre et dansk hold være så stålsat. Men for os spillere var det bare fedt og en kæmpe drivkraft, og det var ikke svært for træner Ulrik Wilbek at få os til at træne hårdt, fordi vi netop var så opsatte på at tage den guldmedalje.

Det var både overdrevet og stort, da vi så endte med at stå øverst på sejrsskamlen. For mig var det næsten lige så stort bare at være med til OL, fordi det er så anderledes end andre turneringer, hvor du udelukkende møder mennesker fra din egen sport. Ved åbningsceremonien gik det virkelig op for mig, hvordan vi var en del af et fællesskab på tværs af discipliner.

Overalt mødte vi legendariske sportsfolk fra hele verden, som alle vidste, hvad det vil sige at være dedikeret. Vi kendte hinandens rejse og forstod de livsvalg, den ydmyghed og hårde træning, der lå bag.

Marianne Florman.
Marianne Florman. Foto: Keld Navntoft

Som danskere var vi overrasket over det høje sikkerhedsniveau, som vi slet ikke var vant til. Desværre var der jo en grund til det, da stævnet blev ramt af et bombeattentat. Heldigvis var vi ikke i nærheden, da det skete.
 
Jeg var 32 år, da vi vandt OL-guld, og selvom det var stort, tænker jeg ikke på det som mit livs højdepunkt. Det var et højdepunkt i min håndboldkarriere, som var en æra, der sluttede ikke så længe efter OL. Efterfølgende fulgte en ny æra, hvor jeg blandt andet begyndte at lave tv og fik en familie.

At være elitesportsudøver gav mig en viden og en erfaring, jeg senere har kunnet bruge, men for mig er der mange ting, der er federe end at vinde en guldmedalje og store præmier. For eksempel at få børn.
 

Man bliver en del af historien ved at dyste på Olympia

Joachim B. Olsen.
Joachim B. Olsen. Foto: Claus Fisker/STF

39-årige Joachim B. Olsen, kuglestøder, vandt en bronzemedalje i 2004, som otte år senere – med tilbagevirkende kraft – blev vekslet til en sølvmedalje, da den tidligere guldvinder blev taget for doping. Deltog også ved OL i 2000 og i 2008, hvor han bar fanen

Jeg vidste, at jeg var en del af historien på en meget speciel måde, da jeg trådte ind på Olympia ved afholdelsen af de Olympiske Lege i Athen i 2004. Arrangørerne havde besluttet at flytte konkurrencen til det antikke stadion for at skabe en forbindelse mellem fortiden og nutiden.

Stadionet var en sandslette med græsbakker og ruiner, hvor de gamle grækere havde konkurreret for næsten 3000 år siden. Det var et mytisk sted, og jeg blev hurtigt klar over, at det var en ”once in a lifetime”-oplevelse.

Men hele OL-ånden er forbundet med noget specielt, fordi det er et stort personligt drama, som udspiller sig. Siden man var lille, har man arbejdet på at skulle eksekvere og opnå et resultat i lige netop dette øjeblik, og efterfølgende skal man leve med sejrene og nederlagene, som bliver en del af ens identitet.

Jeg tænker ikke over min OL-deltagelse hver dag, men den er en stor del af mig, fordi den symboliserer, at jeg satte mig nogle mål og nåede dem. Det giver da selvtillid og er en kilde til stolthed. Derfor har det hårde arbejde også afgjort været prisen værd, og ofte drømmer jeg om at kunne gå tilbage i tiden og gøre det igen, men livet leves som sagt forfra.
 

Terroren lagde en dæmper på begivenhederne

Niels Fredborg.
Niels Fredborg. Foto: Mogens Ladegaard/STF

Niels Fredborg, 69 år, vandt guld i 1000 meter banecykling ved OL i München i 1972, der blev ramt af terror. Deltog i fire olympiske lege fra 1964 til 1976

Det sjoveste og mest farverige OL var i 1968 i Mexico City. Det var fremmedartet og utrolig spændende at være i den kæmpestore by med al sin fest og folklore. Og så var det ikke et sted, jeg ellers lige ville komme til.

Jeg vandt en sølvmedalje, hvilket rent sportsligt selvfølgelig ikke var helt så godt som fire år senere ved OL i München, hvor det blev til en af guld. Men festligt var det i Mexico.

I München var jeg midt i 20’erne og på toppen af min formkurve, og jeg havde en forventning om, at jeg kunne tage guldet. Jeg var allerede verdensmester på distancen, og jeg havde trænet hårdt og målrettet flere gange dagligt, så det var rart, at det lykkedes. 

Guldmedaljen var i hus, og jeg var i den olympiske by, da terroren ramte. I begyndelsen vidste vi knap nok, hvad der foregik, og det var heller ikke noget, vi var vant til at høre om. Det blev dog hurtigt klart, at det var en lukket form for terrorisme, hvor palæstinenserne gik målrettet efter israelerne. Det var ikke ligesom i dag, hvor gerningsmænd skyder vildt omkring sig på tilfældige ofre.

Det var selvfølgelig ubehageligt og lagde en dæmper på begivenheden, men vi frygtede ikke for vores liv. Jeg tror dog, at de sportsfolk, der endnu ikke havde afsluttet deres discipliner, var meget præget af det. 
 
I dag er jeg pensioneret forsikringsmand og spiller golf. Jeg cykler ikke længere, selvom det nok ville være sundt. Som ung kunne jeg ikke få nok af at træne, men med alderen syntes jeg, det blev træls at bruge så meget tid på det og hele tiden skulle tænke på, hvad jeg spiste og drak. Men fordi jeg dengang var så træningsivrig og fokuseret på at opnå gode resultater, fik jeg mulighed for at rejse verden rundt på 1. klasse, og det er jeg meget taknemmelig for i dag.
 

Benhård træning er en del af min natur

Anne Grethe Törnblad.
Anne Grethe Törnblad. Foto: Nordfoto

Dressurrytter Anne Grethe Törnblad, 64 år, vandt sølv ved OL i Los Angeles i 1984. Hun deltog også ved OL i 1988, hvor hun var fanebærer og i 1992 i Barcelona

Den største OL-oplevelse for mig var at deltage ved OL i Los Angeles i 1984, hvor der var medaljeforventninger til mig. Det var et stort øjeblik at vinde sølvmedalje og senere at kunne deltage i afslutningsceremonien med en medalje om halsen En anden stor oplevelse var at være fanebærer for hele det danske hold i 1988 ved OL i Seoul. Der deltog jeg med hesten Ravel, som også var med mig til OL i Barcelona i 1992.

Det er noget særligt at være til OL og møde atleter fra hele kloden, der alle har det samme mål – at yde det ypperste. Jeg var også udtaget til OL i Moskva i 1980, men jeg og alle andre vestlige ryttere endte med at boykotte legene det år.

Det var ærgerligt, men af politiske grunde mente man ikke, at ryttere fra Vesten kunne tage til Sovjetunionen, der havde militære aktiviteter i Afghanistan. Ridesporten var måske dengang præget af, at der var en relativ nær tilknytning til militæret på ledelsesniveau. Vi deltog i stedet ved Alternativ OL i England, hvor konkurrencen var meget større end ved OL i Moskva. Her fik det danske hold en bronzemedalje og jeg en finaleplacering med min dengang meget unge hest, Marzog. 

Jeg har aldrig haft den tanke, at min træningstid kunne være spildt. Jeg træner mod hele tiden at blive bedre sammen med min hest, og det gør jeg i øvrigt stadig. Jeg er fortsat aktiv konkurrencerytter og har netop debuteret med to heste af egen avl i de sværeste klasser. Netop i weekenden blev jeg placeret i Grand Prix ved et stort stævne i Sverige. Benhård træning og målrettethed er en del af min natur, og den egenskab har jeg stadig.
 

OL-ånden findes også i den lokale spejderforening

Thomas Ebert.
Thomas Ebert. Foto: Sisse Stroyer/STF

Letvægtsroer Thomas Ebert, 43 år, vandt en bronzemedalje i 2000 og en guldmedalje i 2004 og 2008 med ”Guldfireren”

Vores formkurve og ro-stil var perfekt under OL i 2008 i Beijing, og det var Guldfirerens mest sublime præstation. Alligevel var OL i Sydney i 2000, hvor vi fik en bronzemedalje, større for mig. Det lykkedes os at udskifte en skadet nøgleperson på holdet på kort tid, og oplevelsen af australiernes åbenhed og venlighed skabte en helt særlig stemning, som gjorde legene til en stor oplevelse.

Atmosfæren var afslappet, hvor det i Beijing virkede lidt mere iscenesat og planlagt i bedste Olsen Banden-stil. 

På trods af den særlige stemning, er den olympiske ånd, som mange taler om, nok lidt en myte. For samme stemning vil du også opleve i den lokale svømmeklub eller spejderforening, når man er blandt mange ligesindede, som har en fælles interesse og passion – ved OL opleves den måske bare voldsommere, fordi det er så stort.

Træningen op til legene er også noget helt unikt, for det er et privilegium at kunne dyrke noget så intenst og være så egoistisk og målrettet i en periode af sit liv. Det er legalt at sige til sin kæreste, at man ikke kan tage i biografen, fordi man skal restituere eller at sige til arbejdsgiveren, at man ikke kommer på arbejde, fordi man skal på træningslejr. Alle de fravalg, jeg har været nødt til at træffe i forbindelse med OL, har været en vigtig læringsproces i forhold til mit liv i dag.

Når jeg i dag stadig gerne vil holde mig lidt i form, være sammen med sine børn, male sommerhuset, er evnen til at foretage og acceptere fravalg vigtigt, hvis man ikke vil nøjes med at gøre tingene halvt. Familielivet, arbejdskarrieren og fritiden handler også om deadlines, koordinering og prioritering på samme måde som tiden med Guldfireren.
 

Det tager måneder at komme sig over skuffelsen

Mette Jacobsen.
Mette Jacobsen. Foto: Claudio Bresciani

Svømmer Mette Jacobsen, 43 år, deltog i finaler ved samtlige fem Olympiske Lege fra 1988 til 2004, men formåede aldrig at vinde en medalje

Jeg skulle starte i niende klasse efter sommerferien, og indtil den sommer i 1988 havde jeg mest kendt til de hjemlige trygge rammer. Træningslejrene havde foregået inden for Europas grænser, og jeg var dårligt kommet på seniorlandsholdet, da jeg blev udtaget til OL i Sydkorea. Da vi ankom til Seoul stod jeg måbende, fordi det hele var så stort, og jeg som 15-årig havde prøvet så lidt. 

Jeg husker især spisehuset, hvor der blev serveret alt fra store bøffer til salatblade, og hvor gigantiske basketball-spillere og små gymnastikpiger rendte rundt mellem hinanden.

Pistolskuddet, der satte gang i 100-meter-løbet mellem Ben Johnson og Carl Lewis, husker jeg også tydeligt. Der blev helt stille på stadion, og alle holdt vejret i de små 10 sekunder, løbet varede. Jeg har i det hele taget mange minder fra det OL, fordi det netop var mit første. Som 15-årig kan man godt blive præstationsangst i så store omgivelser, og mediebevågenheden var også ekstraordinær på grund af min knappe alder. Jeg havde dog ingen problemer med at bevare fokus, men følte derimod, at det løftede mig.

Det er nu ikke det OL, der står klarest for mig rent sportsligt. Der vil jeg i stedet fremhæve OL i Sydney i 2000, hvor jeg svømmede mit livs løb og endte som nummer fire. Når man er i finalen ved fem OL uden at vinde en medalje, så tager det da uger og nogle gange måneder at få skuffelsen ud af kroppen.

Men OL har budt på unikke oplevelser, så selvom det ikke blev til en medalje, har det hårde arbejde, ofringerne og kompromiserne helt sikkert været det værd. Men med 36 EM- og VM-medaljer var OL også blot en lille brik i et større puslespil for mig.