Hun var cirka 20 år, da hun første gang tog heroin.
Det var hendes veninde, som sprøjtede hende, og da stoffet ramte hendes årer, fik hun en følelse af indre fred og ro, der var så vederkvægende, at hun tænkte: ”Det her skal jeg, igen og igen og igen.”
Dagen efter sagde hun op som pædagogmedhjælper, for hun vidste godt, at det ikke kunne forenes med det, hun ville nu. Ni dage senere vågnede hun med influenza.
”Ha,” skraldgrinede hendes veninde i telefonen, ”du er ikke syg, du har abstinenser.”
Efter det kom varmestuer, hjemløshed, Istedgade, prostitution, kærestevold og kriminalitet. Hvis der findes en prototype på en narkoman, kunne denne kvinde have stået model.
Hun ønsker at være anonym. For i dag er det alt sammen forbi.
Nu er hun 41 år, socialrådgiver og har et barn på folkeskolens mellemtrin. To måneder før hun blev gravid, tog hun sin sidste Suboxone, en erstatning for narkotika ligesom metadon, og hun er aldrig faldet tilbage.
”Jeg ringede til min gamle kontakt på kommunens misbrugscenter, da jeg blev gravid. For der havde jeg trygheden og tilliden, og det betød alt i verden. Jeg havde kun været stoffri i to måneder, og det havde jeg aldrig prøvet før. Men med hende vidste jeg, at det her skulle vi nok klare sammen,” siger hun i dag.
Ifølge en rapport fra Socialministeriet fra 2015 fødes der årligt mellem 50-100 børn med abstinenser som følge af moderens brug af rusmidler under graviditeten. I gennemsnit får 11 børn om året stillet diagnosen føtalt alkoholsyndrom (FAS).
I september pustede socialminister Mai Mercado (K) igen liv i et forslag, der rammer debatten med mellemrum: Gravide, som har et misbrug, skal kunne indlægges til tvangsbehandling for at redde deres børn fra hjerneskader.
Men fagfolk siger nej fra en kant. Herunder lederne af landets fem regionale familieambulatorier, der forebygger og behandler rusmiddelskader i fosterlivet og hos børn, og som i et fælles notat skriver:
”Det er grundlæggende for sundhedsvæsenet, at mennesker kan henvende sig til familieambulatoriet og sundhedsvæsenet som helhed med de problemstillinger og behov, der hører os til, og at de kan henvende sig uden frygt. Det kan blive bekymrende på mange niveauer, hvis gravide holder sig væk fra sundhedsvæsenet af frygt.”
Det samme mener altså også kvinden, der selv engang var misbruger og blev gravid. For tillid afgør, om en kvinde tør gribe ud efter hjælpen – før fosteret har taget skade.
”Jeg har svært ved at se en målgruppe for tvang. Min egen historie viser i hvert fald, at der blev taget hånd om min situation, fordi jeg var så heldig, at jeg havde en kontaktperson, jeg stolede på. Det gjorde hele forskellen,” siger hun.
Kristeligt Dagblad møder hende på Odense Banegård, og hun fører an hen til Familie & Gravid, et privat socialfagligt tilbud, hvis stiftere var dem, der dengang hjalp hende i kommunalt regi. Hun peger gamle steder ud på vejen: Derovre stod engang den mur, hvor hun handlede sine stoffer, derhenne lå varmestuen.
Hun voksede op i en almindelig middelklassefamilie på Fyn. Men da hun var 14 år, døde hendes far, og det fik en følelse, hun altid har haft af at være uden for og lost i livet, til at springe helt ud. Hun pjækkede fra folkeskolen, droppede ud af gymnasiet, tog speed og amfetamin til fester fra hun var omkring 17 år og gik allerede på det tidspunkt til samtaler hos kommunen på grund af misbrug.
Heroinen kom fra den ene dag til den anden, for den gav mening som et middel til helt at udslette sig selv.
”Ingen i hele verden kunne stoppe mig. Jeg var meget målrettet på, at jeg nok skulle nå bunden. Jeg kan bare huske, at det ville jeg. Alt i mig var én stor smerte, alt inden i mig gjorde bare så ondt,” husker hun.
Hun mistede sin lejlighed, da hun var 22 år, men sov allerede inden da på værestedet Reden i Odense. Hun kom i døgnbehandling, stak af, kom i behandling med metadon og Suboxone, tog stoffer, kom i døgnbehandling igen og tog så til København på en returbillet, hun aldrig fik brugt.
Derovre blev hun prostitueret og kriminel.
To begivenheder blev vendepunkter i hendes tilværelse. Den ene var, da hun giftede sig med en mand, som var voldelig og for det meste i fængsel, men som også var ”bedre end døgnbehandling”, siger hun i dag: Han hadede stoffer og holdt hende nogenlunde fra dem i de par år, ægteskabet varede.
Da hun var 28 år, betalte hendes mor et indskud til en etværelses lejlighed i Odense.
På det tidspunkt var kommunens behandlingscenter, som hun selv kalder ”misbrugscenteret”, hendes faste base, som det havde været on and off i hendes knap 10 år på stoffer.
Hun fik metadon, trappede ud og tog heroin. Hun ringede til sin kontaktperson i centeret og sagde, hun var faldet i:
”Det er jeg ked af at høre. Men pas nu godt på dig selv,” fik hun at vide.
Det er dén relation, som gjorde forskellen, forklarer hun i dag. For nok havde hendes liv fået en ny stabilitet – trods tilbagefald – og den forandring kom indefra. Men ved hendes side stod en tillidsperson, som mødte hende, hvor hun var, også hvis det var midt i et fix.
Hvad betyder det at møde folk, hvor de er? Flosklen er hyppigt brugt.
For hende betød det, at hun ringede til misbrugscenteret som det første, da hun opdagede, at hun var gravid.
Det var i december. I oktober havde hun været til en afsluttende samtale på misbrugscenteret. Over syv måneder var hun trappet ud af erstatningsstoffet Suboxone, og for første gang i 10 år var hun helt stoffri, uden at hun samtidig var indlagt på et døgnbehandlingssted: Hun skulle lære at stå selv. Med et barn i maven.
Hun vidste godt, hvordan det så ud fra systemets side. Hvis hun i dag skulle vurdere sit gamle jeg, ville hun føle samme skepsis.
Men hun rakte ud mod hjælpen med al den usikkerhed, der boede i hende, og med de tanker, som hun frygtede var for suspekte til, at man ville lade hende blive mor.
”Jeg ringede for eksempel og sagde: ’Jeg kan ikke finde ud af det her graviditetshalløj’. Jeg havde svært bare ved alle de undersøgelser, du skal til som gravid. Scanningerne, bare at ligge der. Jeg havde brugt min krop til noget andet, til at tjene penge, og så var det meget svært at fokusere så meget på kroppen som gravid, når jeg i så mange år havde prøvet at glemme den, og hvad jeg brugte den til. Det talte jeg med min kontaktperson om uden at frygte, at systemet straks tænkte: ’Åh, hun er for skadet til at have sit barn, hun er fuldstændig vanvittig’.”
En anden oplevelse beviser pointen med modsat fortegn, mener hun: Hvordan mistænkeliggørelse kan skubbe kvinden væk fra de tilbud, der ellers er skabt for at beskytte det kommende barn.
Hun havde et møde med en socialrådgiver som led i et forløb, der skulle støtte hende som særligt sårbar gravid. Hun følte selv, at mødet gik godt, men modtog få dage senere en kopi af en underretning til kommunen. Den udtrykte bekymring over, at ”jeg lige var kommet ud af et misbrug, der var tvivl om min forældreevne, og om jeg kunne holde mig ude af misbrug, der var røde flag overalt,” husker hun.
Det føltes som et baghold, men især som et pres, der kan være svært at bære for en person, som godt ved, hun allerede er bagud på point:
”Det lød jo, som om hun ville tage barnet fra mig. Jeg følte, at uanset hvad, så vil ingen mennesker nogensinde stole på mig, tro på mig, tænke godt om mig. Jeg ringede med det samme til min kontaktperson på misbrugscenteret og sagde, at jeg ville meldes ud af det elendige tilbud.”
”Hvem er det, vi ikke når i dag?”, svarer hun, da Kristeligt Dagblad spørger, om der trods alt ikke er en målgruppe for tvang: kvinder, der er så dårlige, at samfundet akut må skride ind og varetage både den gravide og fosterets behov?
”Kvinder i misbrug går jo ikke hen og bliver gravide, fordi de tænker, at det er det, de skal. Da jeg lå med sprøjten i armen, drømte jeg ikke om rækkehus og familie, men om at få penge til det næste fix. Og når de bliver gravide, tænker de jo ikke: ’Juhu, nu skal jeg føde et barn med abstinenser’. De vil også det bedste for deres børn,” fortsætter hun.
Pointen er, at der er et rum for forandring, når sådan en kvinde bliver gravid. Fra det øjeblik hun opdager sin graviditet, skal hjælpen stå klar, for så vil de allerfleste tage imod den, mener hun:
”Man kunne jo gøre de eksisterende tilbud meget bedre, inden man taler om tvang. Det gode tilbud har nogle fagpersoner, som godt ved, at du stadig er et menneske på trods af det, der er sket, eller som må ske. Hvor du er så tryg, at du tør fortælle dem nogle ting, og de kan snakke med dig om: ’Hvad gør det her ved dig, og hvad gør det ved baby, og hvordan kommer vi derhen, hvor det er godt for dig og baby?’. Der er ikke ret mange, der ikke ville profitere af det, hvis de fanges tidligt nok, og man laver en relation, der danner grundlag for, at de føler, at de kan være en del af systemet.”
Kristeligt Dagblad kender kvindens identitet.