Prøv avisen
Mit livssyn

Bjørn Elmquist: Tidligere troede jeg på det gode i mennesket, men jeg er ikke længere så sikker

”Når man er i gang med en sag, som måske kører ved tre instanser og ender i Den Europæiske Menneskerettigheds­domstol, så er det svært at stoppe den, og man har altid gang i mange sager på samme tid. Så det er svært at sige, så, nu stopper du,” siger Bjørn Elmquist, der formelt set er pensionist, men stadig driver sin egen advokatvirksomhed. – Foto: Iben Gad

Den 79-årige tidligere tv-vært og folketingspolitiker Bjørn Elmquist er som strafferetsadvokat kendt for sin optagethed af menneskerettigheder. ”Det handler om at hjælpe de svageste,” siger han

Bjørn Elmquist er i gang med at fortælle om vigtigheden af en tredeling af magten i et demokrati, da der pludselig lyder et højlydt ”vov”. En lidt overraskende lyd her på tredje sal i en gammel herskabslejlighed på Nikolaj Plads i det indre København, hvor han har sit advokatkontor. Han tager sin telefon op af den ene jakkelomme, trykker på en knap og forklarer:

”Ringetonen siger vov, for når jeg sidder i et møde, for eksempel i en retssal, og ikke har fået slukket for telefonen, er det så pinligt, hvis den ringer højt. Men når den bare siger vov, kigger jeg ud ad vinduet, og så tror folk, at der er en hund udenfor.”

Det er altså ikke alvor, det hele, for strafferetsadvokaten, der er kendt for sin optagethed af menneskerettigheder, og som har haft mange sager med offentlig bevågenhed. Han har blandt andet været forsvarsadvokat for efterretningsagenten Frank Grevil og for Poul-Erik Rasmussen i Godhavnssagen og har for tiden flere sager i gang – deriblandt med en dansk statsborger, der kræves udleveret til Rwanda samt den såkaldte Pusher Street-sag nummer tre og terrorsager, hvor der er rejst sigtelse mod personer for at være IS-krigere i Syrien.

Bjørn Elmquist, der fylder 80 år den 13. november, har et langt karriereforløb bag sig som jurist i Udenrigsministeriet, EU-korrespondent og studievært på DR, folketingsmedlem for Venstre og siden Radikale Venstre og fra 1998 advokat med møderet for lands- og Højesteret. Spørgsmålet er, om det ikke snart var på tide at nyde et velfortjent otium?

”Jeg fik først advokatbestalling, da jeg var 60 år. Nu har jeg snart virket i 20 år som advokat, og hvorfor skulle jeg ikke blive ved med det? Men jeg har oparbejdet en pension fra min tid i DR, og der er regler, der siger, at når man fylder 70 år, skal man gå i gang med sin opsparede pension. Så i den henseende er jeg pensionist, men jeg har min egen advokatvirksomhed, og jeg arbejder mere end fuld tid. Som nogen spøgende siger: ’Bjørn, i din alder, skulle du så ikke snart gå ned på fuld tid?’”.

”Når man er i gang med en sag, som måske kører i tre instanser og ender i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så er det svært at stoppe den, og man har altid gang i mange sager på samme tid. Så det er svært at sige, så, nu stopper du,” siger Bjørn Elmquist, der også er formand for Retspolitisk Forening, holder foredrag og er engageret i debatvirksomhed.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

”Det er humanistisk og traditionelt liberalt, jeg er ikke neoliberalist, men jeg tror på individet frem for sagen. Jeg mener, at staten har en pligt til at støtte og respektere individet, ikke undertrykke. Og så har jeg tidligere været optimist og troet, at vi var blevet meget klogere af det, der foregik under Anden Verdenskrig og optakten til den, forfølgelsen af jøderne, nazismen og så videre. Og at vi fik sat ting i faste rammer med beskyttelse af de svageste. Men det er vi ved at kassere alt sammen. Det er i mine øjne nærmest blevet et fyord at sige ’vi danskere’, for det er ekskluderende, det omfatter under ingen omstændigheder ’de andre’, selvom de er en del af befolkningen på godt og ondt.”

Hvad har formet dit livssyn?

”Det er nok lidt banalt. Jeg er født i Svendborg og gik i skole der, til jeg var ni år. Så flyttede vi til København og Cort Adelers Gade bag Det Kongelige Teater, og jeg kom til at gå på Nyboder Skole, og der var kolossale sociale forskelle dengang. Der var nogle voldsomme slumkvarterer i Borgergade og Adelgade, og de drenge derfra kom også på Nyboder Skole. Jeg kom fra Gammelholm, som var et område med herskabslejligheder, og nogle kom fra Amaliegade, og deres forældre var ansat ved hoffet. Det var meget blandet. Jeg talte fynsk, og de første uger blev jeg mobbet af alle de andre 37 drenge i klassen. Jeg fik tæsk i hvert frikvarter, og det syntes jeg var uretfærdigt, bare fordi jeg talte fynsk og sagde ’fobol’ og ikke ’fodbold’.”

”Jeg lærte efterhånden at klare mig og prøvede at tage dem en for en. Siden da har jeg altid haft et stort øje for folk, der er oppe imod en flok, et stort flertal, som tromler en og siger, at sådan skal det være, og så skal man bare rette sig ind efter det. Det tror jeg har præget mig. Nu er det om at hjælpe de svageste, og er der en, der ligger ned og er the underdog, så hjælper jeg vedkommende. Det kalder jeg at forsøge at øve retfærdighed.”

Hvad gør dit liv rigere?

”Det gør min familie, den er jeg glad for – min kone, mine børn og svigerbørn, vores børnebørn og mine søskende, dem der heldigvis lever endnu. Vi var fire, men den yngste, Søren, er død, så vi er tre tilbage. Og de to andre er ældre end mig.”

”Men også det at have noget, der interesserer en, og som man går op i. Jeg har altid været så privilegeret, at siden jeg begyndte på arbejdsmarkedet, har jeg haft arbejde, der interesserede mig. Og når jeg har haft lyst til at skifte og lave noget andet, har jeg kunnet bringe det, jeg kunne, over i det nye arbejde, sådan at jeg mødte med en række specielle kvalifikationer, som de folk, jeg kom til at arbejde med, ikke havde. Det har været meget afgørende, at jeg har været så heldig, at jeg har haft en tre-fire forskellige arbejdsliv. Men de har alligevel ligget op ad hinanden, og jeg har kunnet bringe værdifuld erfaring og ballast over i det næste.”

”Da jeg ikke længere var i Folketinget, blev jeg advokat. For mig var det meget let at komme ud som advokat, fordi de kendte mig alle sammen. Politiforbundet var så ’flinke’ engang i 1990’erne at anlægge et injuriesøgsmål mod mig, fordi jeg havde skrevet en artikel om sammenstødene på Sankt Hans Torv efter afstemningen om Maastricht-aftalen. Jeg havde skrevet noget om ’119 skarpe skud mod folkemængden’, og det mente de der lå injurier og sigtelser i. Jeg gjorde gældende, hvad der bare var resultatet af de officielle undersøgelser, og der er jo også politifolk, der mange år efter sagde, at det var rigtigt nok, at de skød den vej. Men da lagde man sag an og kaldte mig for ’forbrydernes bedste ven’. Og det var jo et ridderslag set fra de potentielle klienters side. Selvom det givetvis var for at genere mig, gav det mig sådan et rygstød. Og sagen, den opgav Politiforbundet.”

Hvad betragter du som din største ulykke?

”Jeg har selvfølgelig haft sorger, fordi mine forældre og andre nærtstående er døde, og der er også gode venner, der dør. Men det, som slår mig hårdest i disse år, er at se, hvordan al den klogskab, jeg troede vi havde erhvervet os kollektivt om, at vi ikke skulle begå dumheder igen, som det vi så op igennem 1930’erne, og som førte til katastrofen i Anden Verdenskrig – de myrderier, der blev begået, og den intolerance – det ser jeg dukke op igen.”

”Jeg har set den kolde krig, jeg har rejst bag Jerntæppet og hjulpet dissidenter, og hvad gør vi nu? Vi fik revet Berlin-muren ned, vi fik opløst Warszawa-pagten, men vi har ikke opløst Nato-pagten. Vi bliver mere og mere militaristiske, nu skal vi bruge fire procent af vores bruttonationalprodukt på at købe krudt og kugler – imod hvem? Er det en eller anden imaginær fjende, er det Rusland, vi tror er vores fjende, og som vil invadere os? Det gør mig vred og magtesløs, for vi har set, hvor galt det kan gå, og nu kører vi løs. Det handler om en oprustning, der er fuldkommen forrykt. Vi vender tilbage til den kolde krig, og det gør mig faktisk ulykkelig.”

Hvad tror du på?

”Jeg tror på det gode. Tidligere troede jeg på det gode i mennesket, men jeg er ikke længere helt så sikker på, at der er så meget godt i os mennesker. Men jeg har også et forhold til kristendommen og til den religion og den Gud, jeg er opdraget med i skolen og i min familie. Jeg er både døbt, konfirmeret og gift i kirken. Så jeg hører hjemme i den danske folkekirke, og jeg har været rundt at prædike i kirker, opfordret af menighedsråd, der gerne vil have mig til at prøve at forbinde nogle af de ting, jeg har oplevet og arbejdet for, med forskellige skrifter i Det Nye og Gamle Testamente.”

”Men når jeg nu ser, at der er dele af det politiske liv og samfundet, der bruger kristendommen til at markere sig og lave kant i forhold til muslimer for eksempel – det synes jeg ikke er kristent. Det er i hvert fald ikke den kristendom, jeg tilhører. Der er da også kloge kristne som tidligere biskop Kjeld Holm, der siger, at det er en afart af kristendommen, for det at være tolerant hører til vores form for kristendom. For mig skal kristendommen ikke være fordømmende, men være en åben og modtagelig religion.”

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

”Det er dem, hvis tanker jeg har kunnet bruge. Der er to filosoffer og teoretikere, jeg vil pege på. Den ene er den tyske filosof Hegel, der siger: tese, antitese, syntese. Altså, først er der nogen, der gør et og får en idé eller teori, en tese. Så er der nogen, der siger nej, det er for meget, vi er uenige, vi har det modsatte synspunkt, og så bliver det en antitese. Så står de to synspunkter over for hinanden, og det kan være konstruktivt og godt, hvis det fører til en syntese – et nyt resultat, hvor begge parter er blevet klogere og har taget det bedste fra hvert sit og får det til at kombineres. Denne syntese vil føre til en ny tese og antitese, og på den måde tror jeg, at menneskeheden bevæger sig fremad. Det er det optimistiske i det.”

”På det mere samfundsmæssige, statsretlige område er det den franske statsfilosof Montesquieu, der opfandt eller formulerede tredelingen af magten som vigtig i et demokrati: at man har en lovgivende, udøvende og dømmende magt. Hver af de tre skal gensidigt kontrollere hinanden, og man må ikke overtage hinandens beføjelser. For eksempel må den udøvende magt, regeringen, ikke lave love, den må heller ikke dømme. Det er lovgiverne, Folketinget, der laver lovene, og så må domstolene bagefter konkret fortolke, hvad der i den individuelle situation er det rigtige. Uden denne checks and balances, kontrol og ligevægt, er der ikke den nødvendige ligevægt i et demokratisk samfund. Så bliver det hele tiden flertallet, der bestemmer, og så har vi meget hurtigt diktatur.”

Hvad skal der stå på din gravsten?

”Hvis der skulle stå noget, så kunne det være retfærdighed og tolerance. Eller hvis det skal være lidt gammeldags, så retfærd.”