Prøv avisen
Mit livssyn

Bjørn Elmquist: Tidligere troede jeg på det gode i mennesket, men jeg er ikke længere så sikker

”Når man er i gang med en sag, som måske kører ved tre instanser og ender i Den Europæiske Menneskerettigheds­domstol, så er det svært at stoppe den, og man har altid gang i mange sager på samme tid. Så det er svært at sige, så, nu stopper du,” siger Bjørn Elmquist, der formelt set er pensionist, men stadig driver sin egen advokatvirksomhed. – Foto: Iben Gad

Den 79-årige tidligere tv-vært og folketingspolitiker Bjørn Elmquist er som strafferetsadvokat kendt for sin optagethed af menneskerettigheder. ”Det handler om at hjælpe de svageste,” siger han

Bjørn Elmquist er i gang med at fortælle om vigtigheden af en tredeling af magten i et demokrati, da der pludselig lyder et højlydt ”vov”. En lidt overraskende lyd her på tredje sal i en gammel herskabslejlighed på Nikolaj Plads i det indre København, hvor han har sit advokatkontor. Han tager sin telefon op af den ene jakkelomme, trykker på en knap og forklarer:

”Ringetonen siger vov, for når jeg sidder i et møde, for eksempel i en retssal, og ikke har fået slukket for telefonen, er det så pinligt, hvis den ringer højt. Men når den bare siger vov, kigger jeg ud ad vinduet, og så tror folk, at der er en hund udenfor.”

Det er altså ikke alvor, det hele, for strafferetsadvokaten, der er kendt for sin optagethed af menneskerettigheder, og som har haft mange sager med offentlig bevågenhed. Han har blandt andet været forsvarsadvokat for efterretningsagenten Frank Grevil og for Poul-Erik Rasmussen i Godhavnssagen og har for tiden flere sager i gang – deriblandt med en dansk statsborger, der kræves udleveret til Rwanda samt den såkaldte Pusher Street-sag nummer tre og terrorsager, hvor der er rejst sigtelse mod personer for at være IS-krigere i Syrien.

Bjørn Elmquist, der fylder 80 år den 13. november, har et langt karriereforløb bag sig som jurist i Udenrigsministeriet, EU-korrespondent og studievært på DR, folketingsmedlem for Venstre og siden Radikale Venstre og fra 1998 advokat med møderet for lands- og Højesteret. Spørgsmålet er, om det ikke snart var på tide at nyde et velfortjent otium?

”Jeg fik først advokatbestalling, da jeg var 60 år. Nu har jeg snart virket i 20 år som advokat, og hvorfor skulle jeg ikke blive ved med det? Men jeg har oparbejdet en pension fra min tid i DR, og der er regler, der siger, at når man fylder 70 år, skal man gå i gang med sin opsparede pension. Så i den henseende er jeg pensionist, men jeg har min egen advokatvirksomhed, og jeg arbejder mere end fuld tid. Som nogen spøgende siger: ’Bjørn, i din alder, skulle du så ikke snart gå ned på fuld tid?’”.

”Når man er i gang med en sag, som måske kører i tre instanser og ender i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så er det svært at stoppe den, og man har altid gang i mange sager på samme tid. Så det er svært at sige, så, nu stopper du,” siger Bjørn Elmquist, der også er formand for Retspolitisk Forening, holder foredrag og er engageret i debatvirksomhed.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

”Det er humanistisk og traditionelt liberalt, jeg er ikke neoliberalist, men jeg tror på individet frem for sagen. Jeg mener, at staten har en pligt til at støtte og respektere individet, ikke undertrykke. Og så har jeg tidligere været optimist og troet, at vi var blevet meget klogere af det, der foregik under Anden Verdenskrig og optakten til den, forfølgelsen af jøderne, nazismen og så videre. Og at vi fik sat ting i faste rammer med beskyttelse af de svageste. Men det er vi ved at kassere alt sammen. Det er i mine øjne nærmest blevet et fyord at sige ’vi danskere’, for det er ekskluderende, det omfatter under ingen omstændigheder ’de andre’, selvom de er en del af befolkningen på godt og ondt.”

Hvad har formet dit livssyn?

”Det er nok lidt banalt. Jeg er født i Svendborg og gik i skole der, til jeg var ni år. Så flyttede vi til København og Cort Adelers Gade bag Det Kongelige Teater, og jeg kom til at gå på Nyboder Skole, og der var kolossale sociale forskelle dengang. Der var nogle voldsomme slumkvarterer i Borgergade og Adelgade, og de drenge derfra kom også på Nyboder Skole. Jeg kom fra Gammelholm, som var et område med herskabslejligheder, og nogle kom fra Amaliegade, og deres forældre var ansat ved hoffet. Det var meget blandet. Jeg talte fynsk, og de første uger blev jeg mobbet af alle de andre 37 drenge i klassen. Jeg fik tæsk i hvert frikvarter, og det syntes jeg var uretfærdigt, bare fordi jeg talte fynsk og sagde ’fobol’ og ikke ’fodbold’.”

”Jeg lærte efterhånden at klare mig og prøvede at tage dem en for en. Siden da har jeg altid haft et stort øje for folk, der er oppe imod en flok, et stort flertal, som tromler en og siger, at sådan skal det være, og så skal man bare rette sig ind efter det. Det tror jeg har præget mig. Nu er det om at hjælpe de svageste, og er der en, der ligger ned og er the underdog, så hjælper jeg vedkommende. Det kalder jeg at forsøge at øve retfærdighed.”