Tidligere tv-direktør: Jeg gik direkte fra potten til kostalden. Træk og slip kom først sent på landet

Det er svært for unge mennesker at forestille sig, at deres forældre eller bedsteforældre voksede op uden centralvarme og træk og slip

Det havde vi ikke på landet. Jeg måtte nok en gang chokere mine børn. Vi havde et lokum, det vil sige en spand under et bræt med et rundt hul, skriver Ivar Brændgaard. (Arkivfoto).
Det havde vi ikke på landet. Jeg måtte nok en gang chokere mine børn. Vi havde et lokum, det vil sige en spand under et bræt med et rundt hul, skriver Ivar Brændgaard. (Arkivfoto). Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix.

Far, det er da en røverhistorie, som du fortalte i Kristeligt Dagblad. Jeg kan da ikke tage tilbage til København og fortælle, at du sov i dine forældres soveværelse, til du var 13 år, udbrød min yngste søn på 28, da han var hjemme i en vinterferieweekend. Og han var bestemt ikke alene om den skepsis. Flere, der er jævnaldrende med mig eller lidt yngre, der boede i en by – lille eller stor – kan ikke genkalde sig noget tilsvarende.

Men det er ganske rigtigt. Der var i 1950’erne en kolossal forskel på boligforholdene på landet og i selv de mindre byer. Der var flere årsager. Fattigdommen på landet var endnu stor i 1950’erne. Krakket på New Yorks børs i 1929 fik forfærdelige følger for danske landmænd, og det holdt dem i fattigdom i 25-30 år efter. Min morfar havde underskud på sit landbrug hvert eneste år mellem 1930 og 1944. Min far og mor havde købt gård i 1947. Det var først i 1960’erne, at der kom overskud nok til at give stuehuset en ordentlig omgang.

Mange har tænkt, at vi nok boede i et meget lille stuehus, siden vi alle skulle sove i det samme soveværelse. Men det er ikke tilfældet. Det var et stort stuehus med loft. Der var både bryggers, køkken, folkestue, stue, æ pæn stouv og soveværelse. Men opvarmningen var besværlig. Der var følgende varmekilder: kakkelovnen i stuen og en anden i æ pæn stouv, der kun var i brug, når der var gæster, samt komfuret i køkkenet og gruekedlen i bryggerset, der blev varmet op, når der skulle vaskes tøj. Ved samme lejlighed kunne børnene så komme i bad i zinkbaljen. Al denne opvarmning krævede, at hele stueloftet om vinteren var fyldt med optændingstræ, tørv, koks og briketter i store bunker. Sådan var det ikke i byerne. Her var der fyr eller centralvarme med mægtige støbejernsradiatorer. Og der var toilet med træk og slip.

Det havde vi ikke på landet. Jeg måtte nok en gang chokere mine børn. Vi havde et lokum, det vil sige en spand under et bræt med et rundt hul. Men det befandt sig 25 meter væk fra stuehuset ude i bygningen med garage og hønsehus. Det var ikke opvarmet, men stank alligevel, og der var intet lys, så der skulle lommelygte og sneskovl med om vinteren. Men det var kun for kvinder. Mænd besørgede i grebningen i stalden. Jeg blev forfremmet direkte fra potten til kostalden. Det gjaldt om at finde en af de gamle køer, som lå ned, og som ikke pludselig rejste sig op, fordi man satte sig bagved. Der var frisk halm at tørre med. Bagefter tog man lige skovlen og pressede efterladenskaberne sammen med køernes ditto. Det var meget bedre end dasset. Der var varme i kostalden, og det lugtede ikke nær så slemt. Og så kunne man sidde sammen med karlen – i behørig afstand – og snakke sammen. Så vi havde faktisk ondt af kvinderne. Men en bar kvindeende til skue i en stald? Det kunne aldrig komme på tale.

Der blev holdt mange gilder dengang. Fødselsdage og mærkedage gav anledning til at samle de store familier. Der blev serveret både suppe, steg og is og budt røg rundt mellem retterne. Og selvfølgelig skulle alle blive til aftenkaffe og mange slags brød. Men her kneb det. Der var byboere, der modstod nødningen og tog hjem lige efter middagen med en undskyldning om, at de skulle så forfærdeligt tidligt op næste dag. Men vi vidste bedre. De ville bare ikke på lokum ude i garagen eller ude i kostalden. Så gik det meget bedre med andendagsgildet, hvor alle landbo-naboerne var inviteret. Her var der aldrig problemer med at blive aftenen ud. Før aftenkaffen gik alle mænd ud og besigtigede besætningen i både grisestalden og kostalden og fik besørget ved samme lejlighed. Når de kom ind igen og fandt deres pladser i æ pæn stouv, lugtede det snart lifligt og stærkt af grisedunst. Og en enkelt stramtandet kone kunne godt finde på at vrisse: Ku’ I da ikke ha’ nøjedes med en markvandring? Nabokonerne vidste at holde igen med madindtagelsen, og så må de have haft en enorm blære, for de gik ikke på lokum.

I 1961-1962 blev der endelig tid og råd til at give stuehuset en gennemgribende renovering. Der kom fyr og radiatorer. Der kom gaskomfur og badeværelse. Fyret skulle fortsat fyres med koks, som nu kom ud at ligge, hvor lokummet før havde været, og så blev der plads til en række værelser på loftet.

For os børn var det en større lettelse, end at Cuba-krisen ikke kom ud af kontrol, for nu kunne vi nemmere invitere vore klassekammerater fra byen på besøg uden at skulle være forlegne over den store forskel i boligforhold.