Det en varm juliaften, og vi skal til middagsselskab hos fruens norske kollega. Foreløbig er vi nået til det traditionelle punkt i forberedelserne, hvor fruen lægger makeup, mens jeg står stille foran det åbne klædeskab og overvejer, om det er for sent at melde afbud.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tage på. Hvad er det for en slags selskab?”, spørger jeg.
”Aner det ikke. Du ved, hvad min kollega har på,” siger fruen uden at fjerne øjnene fra spejlet.
”Sort præsteskjorte og hundehalsbånd. Heldigt for ham. Men hvad skal jeg tage på?”, spørger jeg.
Jeg overvejer at tilføje: ”Og lad være med at foreslå et par pæne jeans og en smart, blå skjorte.”
Fruen trækker på skuldrene.
”Hvad med et par pæne jeans og en smart, blå skjorte?”, siger hun.
”Den smarte, blå skjorte er til vask,” siger jeg.
”Middelklasseproblemerne tårner sig op,” siger hun.
”Og desuden har jeg ikke lyst til at ligne en delegeret til generalforsamling i Journalistforbundet, hvis alle andre er i jakkesæt og slips. Hvem kommer ud over os?”, siger jeg.
”De andre fra kirken og nogle fra den norske ambassade, tror jeg,” siger hun.
”Fra ambassaden? Hvorfor sagde du ikke det?”, siger jeg.
Jeg tager en lys habit ud af skabet.
”Vil det være for meget, hvis jeg også tager slips på?”, spørger jeg.
Hun hæver øjenbrynene.
”Næ, hvis det er det, du vil føle dig bedst tilpas ved,” siger hun.
”Jeg vil føle mig bedst tilpas ved at se ud, som om jeg har forstået dresscoden,” siger jeg.
En time senere ringer vi på døren til præsteboligen. Jeg mærker sveddråberne i nakken samle sig under skjorteflippen. Døren går op.
”Velkommen,” siger fruens kollega.
Han har ikke præsteskjorte på. Han er iført kortærmet skjorte og khaki shorts med fedtpletter. Han ligner en sydafrikansk safariguide.
”Øh, er vi for tidligt på den?”, siger jeg.
Jeg håber, han vil sige, at han mangler at klæde om.
”Nej, nej, vi er klar. Kom med ind. Frygtelig varm dag, ikke?”, siger han og sender mit jakkesæt et blik.
Han introducerer os for et par andre gæster. Begge har khaki shorts på. Jeg tænker på nogle bekendte, der en gang mødte op som Batman og Catwoman til en fest, som de troede var et kostumebal. Det var det ikke. Måske er det omvendte sket for os.
”Du er sikker på, at der ikke stod ”Kruger-park tema” i invitationen?”, hvisker jeg til fruen.
Efterhånden som de øvrige ankommer, står det klart, at der også er mænd i andre farver shorts og endda nogle med lange bukser. Men der er stadig kun én, som ligner en revisor, der er gået forkert, og det er mig.
Vi sætter os til bords. Min sidemand, som har lange, khaki safaribukser på, skænker rødvin op, da en ung mand kommer ind - ulasteligt klædt i jakkesæt og slips. Jeg ånder lettet op.
”Det er min logerende, som også spiser med i aften,” siger den norske præst.
”Jeg skal bare lige ind og have noget mere behageligt tøj på,” siger den unge mand.
Jeg tager slipset af og hænger jakken på stoleryggen. Min sidemand smiler billigende.
”Jeg føler mig stadig lidt over-dressed,” siger jeg til ham.
”Pyt, det går vi ikke op i her. Skål alle sammen,” siger han.
Han løfter glasset med en storladen armbevægelse, der sender det meste af indholdet ned ad min hvide skjorte. På en mærkelig måde får det mig til at føle mig bedre tilpas.