”Min egen rejse har inspireret mig til mit professionelle arbejde som psykolog. I dag hjælper jeg kvinder, der har levet med psykisk vold. Det er derfor, jeg har skrevet denne bog: Så du også kan rejse dig, så du kan komme videre, og så du kan finde ud af, hvilket liv, du vil leve? Din partner kan du sandsynligvis ikke ændre på. Jeg tænker, at du har gjort flere forsøg.”
Sådan skriver 45-årige Signe Hegestand i forordet til sin nye bog ”Psykisk vold. Sådan kommer du videre”.
Det har været en grænseoverskridende proces for hende at skrive bogen. For normalt er det hende, der som psykolog sidder og lytter til andre kvinders historier om et parforhold, der gør ondt. Men i bogen fortæller hun også om sine egne erfaringer med at være den, der som kvinde, kæreste og mor langsomt men sikkert fik nedbrudt sin selvtillid og dømmekraft og i stedet føte sig mindre og mindre, uduelig og hjælpeløs. Og hun har konstant været plaget af den tvivl, der også følger med mange år i en usund relation: for var det nu også psykisk vold, hun var udsat for? Og må hun overhovedet tale højt om noget, der foregik indenfor hjemmets fire vægge?
”Jeg har virkelig været i syv sind. Men samtidig er det så vildt vigtigt at skabe mere indsigt i og forståelse for, hvad psykisk vold er for noget. For det findes i mange parforhold og i alle samfundslag. Det er bare stadig et meget nyt begreb og enormt tabubelagt,” siger Signe Hegestand, der byder på kaffe i sin klinik i Aarhus midtby, hvor hun er privatpraktiserende psykolog.
Han var ellers alt det, hun havde drømt om. Fem år ældre end hende og allerede en verdensmand i hendes 16-årige øjne. Og hun følte, hun havde mødt manden i sit liv. Den eneste ene.
Men relationen var skæv, fortæller hun, ”for som det ofte er i de her forhold, hvor man kan tale om psykisk vold, er der nogle mønstre mellem manden og kvinden, der er med til at skabe en usund relation. Og mens han havde travlt med at behandle mig nedgørende og respektløst, så kunne det jo kun ske, fordi jeg tillod det. At jeg ikke fik sagt fra og sat grænser. I stedet vendte jeg hans kritik indad og tænkte, at han sikkert havde ret, når han kritiserede mig. Jeg var garanteret både en dårlig kone og en elendig mor, og langsomt forsvandt mine fornemmelser for, hvad mine egne behov var i relationen. Og selv om kroppen sagde fra med både angstanfald, depressioner og stress, så jeg ikke sammenhængen og higede blot efter de smuler af kærlighed, jeg kunne finde og bildte mig ind, at det hele ville blive godt igen. Som det havde været under den allerførste forelskelsesrus. Hvis bare jeg tog mig selv sammen.”
Signe Hegestand beskriver forholdet som en positioneringskamp med en særlig dynamik, ”jo mindre jeg blev, jo mere svagelig, des større kunne han fremstå.” Og hun genkender sin egen fortælling hos mange af de kvinder, der lever i et parforhold, hvor de er udsat for psykisk vold, og som kommer i hendes praksis for at få psykologhjælp.
Hun blev selv i sit ægteskab i 23 år, og det var faktisk først, da hun opsøgte en massør på grund af smerter i kroppen, at hun blev helt klar over, at der var noget helt galt. Ikke bare med hende. Men med hendes parforhold.
”Massøren sagde til mig, at hvis jeg nu havde haft blå mærker, så havde det måske været lettere for mig selv at se, at jeg var i et usundt forhold. Og det var virkelig en øjenåbner.”
Signe Hegestand synes, det er godt, at psykisk vold nu er gjort strafbart. ”Mest fordi vi så har fået en opmærksomhed på fænomenet. For det betyder, at vi som pårørende, familie, naboer eller i andre sammenhænge måske kan blive bedre til at spørge ind til hinanden og se dette som en omsorg i stedet for som utidig indblanding.”
Hun har under hele skriveprocessen haft en helt konkret sætning kørende i hovedet: ”The things we do for love!” – på dansk: de ting, vi gør for kærlighed.
For som hun skriver i bogen:
”Når du har fået en lille smag af paradis, vil du have en tendens til at tro, at det kommer igen. Derfor yder du en stadig større indsats, og du investerer alle dine kræfter og ressourcer i forholdet. Du er så villig til at få det til at lykkes, koste hvad det vil – om du så skal ofre dig selv.”