Jeg har været uden for folkekirkens fællesskab, siden jeg for fire år siden i et sent teenageoprør skrev til mit sogn og højstemt erklærede, at jeg ikke kunne forlige mig med bekendelsesgrundlaget. Men for ikke så længe siden krøb jeg så at sige til korset og skrev til den samme adresse med et ønske om at reversere den beslutning. Ikke i en åbenbaring af pludselig religiøsitet, men snarere en besindelse på, at kristendommen rummer nogle grundlæggende sandheder og værdier og folkekirken en kulturel og historisk rigdom, jeg gerne vil støtte.
Det kalder på lidt forhistorie: Jeg er vokset op i et kulturradikalt hjem i Vestjylland, hvor religion blev diskuteret og ofte omtalt. Værker af store teologer som P.G. Lindhardt og Johannes Sløk stod i bogreolen, og der var en viden om kristendommen og dens historier i familien. Men mine forældre var vel, hvad man kalder agnostikere. Vi var interesserede i religion, men vi var ikke religiøse, der blev ikke bedt bordbøn, og vi sled i hvert fald ikke på kirkebænkene, medmindre det var juletid eller til bryllupper og konfirmationer.
Vi havde en frisindet tilgang til kristendommen og så folkekirken som en institution, der rummer gode og sunde kerneværdier. Jeg blev opflasket med, at kristendommen ikke er en lovreligion, det er en frihedsreligion i forlængelse af apostlen Paulus ord om, at alt står os frit. Men da jeg kom i gymnasiet, blev jeg præsenteret for en helt anderledes form for kristendom. Missionsbevægelsen er stor, hvor jeg kommer fra, og her læste man altså ikke Bibelen mellem linjerne. Flere af mine missionske klassekammerater blev mine gode venner, men jo tættere vores relationer blev, jo mere oplevede jeg, hvor radikalt forskelligt vi så på verden – ja, jeg skal gerne indrømme, at vores dybe uenigheder gav mig en vis animositet mod religionen, i hvert fald mod den meget bogstavnære måde at anskue den på. Retrospektivt erkender jeg, at det givetvis også blændede mig for mange af de gode kristne budskaber og tanker, der har formet vores danske samfund.
Mange af mine venner og bekendte har det på samme måde. Ofte ser eller så de lige så sort og hvidt på det, som jeg engang gjorde. Så prøver jeg at minde dem om de gode ting, folkekirken og kristendommen også indeholder. Men når man som meget ung bliver præsenteret for så bogstavnær en tolkning af troen og måden at udleve den på, som fuldstændig strider imod ens egne overbevisninger, bliver linjerne trukket skarpt op. Det var grunden til, at jeg selv meldte mig ud af folkekirken.
Siden har jeg talt med, interviewet og diskuteret med mange personer med både folkekirkelig, frikirkelig og missionsk baggrund og har også selv fået et mere nuanceret forhold til kristendommen og de mange forskelle grene af kristne fællesskaber – både inden for og uden for den danske folkekirke. I bagklogskabens uendeligt klare lys kan jeg se, at jeg ikke levnede megen plads til nuancer, forståelse og tolerance. Jeg kan i dag se og accepterer til fulde forskellige måder at opfatte livet og religionen på, og jeg forstår sagtens værdien af de kristne fællesskaber, omend jeg aldrig selv har været en del af dem. Jeg anerkender, at der er tusind forskellige måder at fortolke og forholde sig til kirken på samt den kulturelle betydning af selvsamme.
Jeg vil nok stadig ikke betegne mig som decideret religiøs. Men jeg vil gerne støtte en fri folkekirke, som levner plads til diskussioner på venstre- og højrefløjen af den kirkelige skala, og som er en endog særdeles vigtig del af vores kulturarv, og jeg vil gerne opfordre andre – unge som gamle – til at gøre det samme. Så længe vi kan snakke om vores uenigheder på et sobert og nuanceret grundlag. Hvem ved – måske vi endda bliver klogere. Det er jeg i hvert fald blevet.