Prøv avisen
Boguddrag

Forfatter: Tilgiv, når det ikke længere giver mening at være vred

Alle, der beskæftiger sig med tilgivelse, er enige om, at der er noget, vi selv kan gøre – selv hjerneforskeren, der tror så inderligt på biologien og de pludseligt opståede følelser, medgiver, at vi kan give tilgivelsen gode vilkår ved for eksempel at bearbejde vores traumer i terapi, skriver forfatter og journalist Ulla Hinge Thomsen i bogen ”Tilgivelse – sådan kommer du videre”. Læs et uddrag fra bogen.

Tilgivelse kan ikke måles og vejes, men vi kan se og mærke, at noget letter, og stemningen bliver venligere, hvis vi formår at tilgive. Forfatter og journalist Ulla Hinge Thomsen giver i dette uddrag ti bud på, hvordan du kan arbejde med dine følelser og finde frem til tilgivelsen

Mørke kan ikke uddrive mørke; det kan kun lyset. Had kan ikke uddrive had; det kan kun kærlighed. Had mangedobler had, vold mangedobler vold, og hårdhed mangedobler hårdhed – i en nedadgående ødelæggelse.
– Martin Luther King, borgerrettighedsforkæmper
 
Kan du huske, at jeg startede vores fælles undersøgelse med at spørge nogle, der var klogere end mig selv, hvad tilgivelse var for noget, og at deres svar var ret så forskellige? Egentlig er det ikke så mærkeligt, at man får meget forskellige svar, når man stiller meget forskellige mennesker det samme spørgsmål.

Men det kan godt føre til en form for forvirring. For kan vi både rumme præstens budskab om, at vi nogle gange må overlade tilgivelsen til Gud, psykologens om, at tilgivelsen altid handler om os selv, og hjerneforskerens om, at tilgivelse er en følelse, som vi alligevel ikke har kontrol over?

På mange måder ville det være nemmere at vælge én retning og så følge den slavisk, men det dur ikke med tilgivelse, synes jeg. For tilgivelse kan ikke måles eller vejes. Den kan ikke engang ses eller høres. Selv hvis nogen siger: ‘Jeg tilgiver dig’ højt og tydeligt og ser dig dybt ind i øjnene samtidig, er det ikke nogen garanti for, at du rent faktisk er tilgivet.

 Tilgivelse er lidt ligesom blæsten i en af min barndoms yndlingssange:

Blæsten kan man ikke få at se
Det’ der ikke no’et at gøre ve’.
Men når møllen rigtig svinger
rundt med sine store vinger,
så’ det let at gætte at det blæser.

 
Vi kan ikke se blæsten, men vi kan se, at møllevingerne drejer, derfor må den være der. På samme måde kan vi ikke se tilgivelse, men vi kan se og mærke, at noget letter, at tonen bliver varmere og stemningen venligere, og så ved vi, at der blæser tilgivelsesvinde. 

At det er sådan, betyder imidlertid ikke, at vi må overlade alt det med tilgivelse til tro og tillid. Alle, der beskæftiger sig med tilgivelse, er enige om, at der er noget, vi selv kan gøre – selv hjerneforskeren, der tror så inderligt på biologien og de pludseligt opståede følelser, medgiver, at vi kan give tilgivelsen gode vilkår ved for eksempel at bearbejde vores traumer i terapi.

Psykologen taler om at arbejde med sine egne følelser og trække dem hjem til sig selv. Den buddhistiske nonne om at forstå og dermed tilgive.

Der er mange forskelle, men der er også en rød tråd gennem budskaberne, og den får du her, formuleret som ti bud. På trods af bydeformen skal du vide, at de hverken er religiøse eller belærende. De er bud i betydningen forslag. Forslag til, hvordan du kan arbejde med tilgivelse, og hvorfor det er godt at gøre.

Baseret på alt det, jeg ved om tilgivelse nu, som jeg ikke vidste før. Jeg står inde for dem, men jeg ved også, at du ikke vil kunne følge alle ti bud altid. Det kan jeg heller ikke selv. Men jeg vil prøve.

1. Tilgiv for din egen skyld
Når du bærer rundt på vrede og en følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet i alt for lang tid, går det ud over dig selv.

Du bliver i dårligere humør og får mindre energi til at leve dit liv med alt, hvad det indebærer af planer, praktik og drømme. Vreden over det uretfærdige, der er sket dig, skygger for alt det gode, der sker eller kunne ske.

Dit immunforsvar lider under den stress, dit system er udsat for, og i sidste ende bliver du måske endda rigtig syg. Alt imens dine omgivelser måske tager afstand fra dig, fordi du kun kan tale om, hvor vred du er, eller fordi du er så opfyldt af følelser af svigt og harme, at du ikke rigtig har overskud til andres problemer – eller blot til at have det sjovt med dem. Imens går din krænker formentlig sorgløst rundt og lever sit liv uvidende om, at han eller hun faktisk styrer dit.

Når du tilgiver for din egen skyld, har du den hjemmebanefordel, at du ikke behøver den andens undskyldning eller anger. Du behøver ikke engang omgås den anden, hvis du ikke har lyst. Du kan tilgive helt for dig selv, med dig selv og sætte dig selv fri. Lyder det ikke ret fristende?

2. Tilgiv for andres skyld
I vores kultur er det moderne at tænke på sig selv først, at kende sine egne behov, at ‘tage iltmasken på selv, før man hjælper andre’.

Alt sammen godt og rigtigt, når vi vil leve gode liv, men der er nu også meget godt at sige om at gøre noget for andre. Indimellem kommer vores nærmeste til at såre os, og når det sker, kan vi ødelægge rigtig meget ved at holde fast i krænkelsen ud i det uendelige og dermed holde den anden på pinebænken.

Hvis du har konfronteret din mor/søster/mand/ kone/ven/veninde med, hvad det gjorde ved dig, da hun eller
han svigtede dig, og budskabet er blevet forstået, og der er blevet fortrudt og sagt undskyld, så kan tilgivelsen være den store forløsning, der sætter hende eller ham fri og gør, at I kan føre jeres forhold videre.

Det er okay at gøre noget for andre, selv om du ikke har lyst. Du gør endda både dit eget liv og verden en lille smule bedre, når det lykkes, selv om det er svært. Og selv om en undskyldning utvivlsomt hjælper
tingene på vej, så kan du også her vælge at være stor i slaget og tilgive den anden, hvis ikke i ord, så i handling.

3. Tilgiv, hvis du kan
Tilgivelse er en proces og en følelse. Der er meget godt at sige om tilgivelse, men der er også det at sige om den, at vi ikke altid kan. Vi kan ønske at tilgive, vi kan arbejde på at tilgive, vi kan prøve at forstå den anden, tage den andens perspektiv, skrive breve, gøre alt det rigtige og alligevel mærke, at det bare ikke vil lykkes. Tilgivelsen indfinder sig ikke.

Måske fordi det, der skete, stak så dybt, at vi har brug for mere tid til at slikke vores sår, inden vi kan overskue at tilgive. Måske fordi det prikkede til andre gamle svigt, som ikke er bearbejdede. Eller fordi krænkeren bliver ved og ved. Hvis det er sådan, er det værste, der kan ske, at du dunker dig selv oven i hovedet med, at du burde tilgive.

At tilgive er ikke noget, du burde. Det er stort og svært, og du bør klappe dig selv noget så kammeratligt på skulderen over, at du overhovedet prøvede. Godt gået, gamle ven – det var ikke nemt. En dag kan du måske. Lige nu kan du ikke. Sådan er det, og det er okay.

4. Tilgiv dem, der betyder noget for dig
De mennesker, vi har mest brug for at tilgive, er dem, vi har mest brug for i det hele taget. For med dem handler det ikke kun om at få det godt med dig selv fysisk og mentalt; her handler det også om forsoning.

Om at bevare en relation, som betyder noget for dig, og som vil være et tab for dig, hvis den går i opløsning, også selv om det ville give en kortvarig, selvretfærdig glæde at dreje om på hælen og skride fra det
hele.

Selv om du måske vælger ikke at dyrke relationen særligt meget eller overhovedet, så betyder det noget andet mentalt, om du går rundt med en stor vrede mod dine forældre – dem som satte dig i verden og formede dig, da du var lille – eller mod en fremmed eller mere fjern person. Dine forældre (eller søskende, venner, kæreste) er en del af din historie og dermed af din identitet. Hvis den del er helt sort af vrede,
går det ud over dig selv også.

5. Tilgiv dem, der betyder noget for andre
Nogle relationer er måske nemmest at give slip på for dig, men andre bliver kede af det, hvis du gør det. Mest åbenlyse eksempel er de børn, du har fået sammen med et menneske, du ikke længere kan leve sammen med og måske er frygtelig vred på.

Fordi han eller hun svigtede dig, fandt en anden eller bare skred. Ham eller hende ville du allerhelst begrave mentalt og aldrig se for dine øjne mere, men det er du nødt til, og hver gang føles det som chilipulver i et frisk sår. Vreden er desværre alt for nem at holde i live under de forhold. Men hvis du ikke tilgiver din ekskæreste, går det ud over de små mennesker, I begge to elsker.

Selv om det kan føles umenneskeligt og uretfærdigt, at du skal undertrykke din egen smerte og forurettelse, er det, tro mig, meget, meget værre at trække de små mennesker ned sammen med dig. Også andre af dine nære kan have brug for, at du tilgiver nogle andre.

Din gamle mor, der græmmer sig over, at hendes børn slås og aldrig kan inviteres sammen. Din kæreste, der er fanget som en lus mellem dine og svigermors lange spidse negle. Din ven, der ikke kan se dig mere, fordi hans kæreste har trådt på dig. Du kender godt eksemplerne, og du har sikkert rigtig gode grunde til ikke at tilgive.

Den eneste gode grund til at gøre det er, at du ville hjælpe en, du elsker, ved at gøre det. Men er det ikke også grund nok?

6. Tilgiv dig selv
Av, den var værre, ikke? Mange af os er meget mere kritiske over for os selv end over for andre. Nogle gange er kritikken berettiget. Vi opfører os åndssvagt eller hensynsløst og bør sætte os selv på plads.

Hvis vi ikke gør det, fungerer vi ikke socialt. Men på et tidspunkt skal vi videre. Ikke kun fordi vi fortjener at blive tilgivet lige så meget som alle andre, men også fordi det er svært at ændre adfærd, hvis al energien går med at dunke os selv oven i hovedet og finde på nye selvbebrejdelser.

Og fordi vi ikke kan tilgive andre, hvis vi ikke kan finde ud af at tilgive os selv. For hvis du stiller som krav til dig selv, at du aldrig må fejle, hvilke krav stiller du så til andre? At tilgive dig selv er ikke det samme som at give dig selv fripas til at opføre dig, som du vil. Det er at indse, at du er lige så meget et menneske som alle andre med lige så stor ret til at leve med alt, hvad det indebærer af fejltrin. Det er at se nøgternt på din egen opførsel og ændre det, du ikke er tilfreds med, eller som går ud over andre.

At klappe dig selv kærligt på kinden og sende dig videre ud i verden, når du har rejst dig efter et fald. At tilgive dig selv er også at rumme, at du indimellem kommer ud i situationer, hvor andre får lejlighed til at såre dig; ikke fordi du er uværdig, men fordi det er sådan, det er mellem mennesker. At tilgive dig selv er også at tilgive, at du indimellem ikke kan tilgive andre. 

7. Tilgiv, når det ikke længere giver mening at være vred
Der er en tid til vrede og en tid til tilgivelse. Vreden har vigtige funktioner, som ikke må afskæres af, at du prøver at tilgive for hurtigt. For det første er det ikke sundt at undertrykke sine følelser. Det ved enhver, der har læst blot en enkelt artikel om psykologi.

Når vi gør det, fiser vreden rundt i kroppen som små giftige bobler, blot for at eksplodere (eller endnu værre: implodere) på et tidspunkt. Når der sker noget uretfærdigt, har du lov til at være vred og udtrykke det.
For det andet kan andre ikke vide, at de skal stoppe en bestemt opførsel over for os, hvis vi ikke siger det. Vreden har en opdragende funktion, både i nære menneskelige forhold og i samfundet.

Vi banker flokken på plads med vores vrede og forebygger, at de snyder, sviger eller på anden måde overskrider grænser igen. Men på et tidspunkt har vreden opfyldt sit formål og giver ikke længere mening.

Det sker, når du har udtrykt den, både over for dig selv og den, du er vred på. Du er kommet så langt, som du kan, med den, du er vred på – der er ikke mere at hente. Så er det tid til at tilgive, ikke før.

Måske skal du en tur mere rundt i processen. Måske fik du ikke sagt ordentligt fra. Måske har du prøvet at undertrykke din vrede, og derfor kan du ikke slippe af med den. Så er det om igen.

8. Tilgiv livet, at det ikke er perfekt

Tilgiv livet? Er det ikke lovlig abstrakt? Måske, men faktisk ligger kimen til mange konflikter, ikke mindst vores indre, præcis her. Fordi vi har en skabelon inden i hovedet, ifølge hvilken livet altid vil ende godt, hvis bare alle gør sig rigtig meget umage.

En skabelon, vi holder godt og grundigt fast i trods mange beviser på det modsatte. Måske med rette, fordi den giver os håb, og man må aldrig tage håbet fra mennesket. Men livet ender ikke altid godt. Nogle gange sker der frygtelige ting for mennesker, der har gjort alt det rigtige og gode.

Indimellem gør vi os selv utrolig meget umage, og alligevel bliver vi ikke belønnet, men derimod misforstået og dårligt behandlet. Måske bliver dit liv ikke, som du troede og arbejdede for, at det skulle blive.

Måske bliver du aldrig selv helt den, du gerne ville være. Det er en hård erkendelse – en eksistentiel en af slagsen, som nogle af os kæmper med til det sidste. Et godt våben i den kamp er tilgivelse.

At tilgive livet, at det ikke blev, som vi håbede eller troede, kan nemlig være præcis det, der åbner vores øjne for alt det gode, der så blev i stedet, og ikke mindst det, der stadig kan nå at blive. Hvilket er rigtig meget!

Lidt ligesom tilgivelse af et andet menneske kan løfte byrden af den uretfærdighed, personen begik, og give luft til at se alle dem, der gjorde os godt. Elementært, egentlig.

9. Tilgiv sammen med andre
Vi får alle brug for at tilgive, og vi kommer alle til at opleve et tidspunkt og et sted, hvor vi selv har brug for at blive tilgivet.
 
Anne fortalte mig, at hun aldrig tillod andre at sige et ondt ord om Peter, og det hjalp hende til at holde fast i sin tilgivelse. Ingen veninder fik lov at fylde hendes hoved med grimme ord om ham, der havde knust hendes hjerte. Signe fik hjælp af sin mand til at tilgive sin mor, selv om moren også havde trådt på ham og hans børn.

Torkils og Bentes familie og venner sluttede op om deres andet ægteskab, selv om Bente havde vendt ryggen til det første. Idas kæreste er med på, at hun ser sin søster igen, selv om svigtet ved deres mors død
også gik ud over ham.

Det er så nemt at hjælpe hinanden med at bære nag, ikke mindst hvis vi selv er blevet trådt over tæerne. Men hvis vi går den svære vej, får vi mere ud af det alle sammen. Når vi hjælper hinanden med at tilgive, giver vi både os selv og andre en stor gave.

10. Tilgiv dem, der ikke kan tilgive
Når du først er kommet ind i den tankegang, at tilgivelse er bedre end nag, kan du godt blive lidt utålmodig med dem, der ikke har det på samme måde. Du kan synes, at det er noget så meget spild af energi, når kollegerne brokker sig over de nye arbejdstider eller bliver ved med at være sure på chefen over det sidste cirkulære.

Du kan måske endda blive sådan en, der går og prædiker lidt for din kæreste, dine venner og din familie: »Kom nu, tilgivelse er fantastisk!«

Tilgivelse er fantastisk, men den er også personlig, og ikke alle er det samme sted som dig her og nu. Det er okay. Brug dine nye evner, og tilgiv dem. De har fortjent det – og det har du også.

Ulla Hinge Thomsen