Prøv avisen

Tilgivelse kan give fred i sjælen

Tegning: Morten Voigt

Journalist Ulla Hinge Thomsen advokerer i sin nye bog for, at livet bliver lettere, hvis man prøver at give slip på vreden og have en tilgivende indstilling til sig selv, andre mennesker og tilværelsen. Man skal dog ikke tilgive hvad som helst

De fleste vil kalde det for utilgiveligt. Anne og Peter havde været sammen i otte lykkelige år. Men Peter forlod Anne, da hun var højgravid med deres fælles ønskebarn. Alligevel er de i dag hinandens bedste venner med et delebarn, der stortrives. Hvordan kunne det gå til? Fordi Anne tilgav Peter. Fordi tilgivelse er bedre end alternativet, som hun sagde.

”De havde fået så meget ud af det, både hende selv, barnet og ekskæresten. Jeg kender dem og ved, at det er rigtigt. Jeg kunne godt se, at hun havde ret, men det strittede lidt på mig, fordi jeg selv kunne have et instinkt, der gik en anden vej: Hvis du træder så meget på mig, kan du godt holde dig væk for evigt. Jeg ville nok selv have mere tendens til at bære nag,” siger Ulla Hinge Thomsen.

Historien om Anne og Peter er med i hendes bog ”Tilgiv. Sådan kommer du videre”, der netop er udkommet på forlaget Rosinante. Hvad er tilgivelse? Hvorfor er det så svært at tilgive? Hvordan kan vi blive bedre til det? Og hvordan kan det være, at det at tilgive kan give fred i sindet og ro i kroppen?

Læs et uddrag af bogen her 

Det er spørgsmål, som bliver besvaret og reflekteret over i bogen fra flere synsvinkler. Der er interview med en præst, en buddhistisk nonne, en psykolog, hjerneforsker og konfliktmægler. Flere casehistorier, deriblandt med en kvinde, der har svært ved at tilgive, at hendes søster ikke deltog i pasningen af deres døende mor, og en anden kvinde, der har tilgivet sine forældre en opvækst med svigt og alkohol.

Undervejs fortæller forfatteren også om sine egne erfaringer med at tilgive både sig selv og andre.

”Det er ikke sådan, at jeg har haft et stort personligt tilgivelsestema i mit liv. Det, jeg har fået allermest ud af ved at arbejde med bogen, er det, som jeg vil kalde den lille tilgivelse. Der er en række ting, som jeg nævner i bogen, man skal kunne for at mestre den store tilgivelse: at kunne tage andres perspektiv, forståelse, empati og tålmodighed samt det at vide, at når folk gør noget, handler det ikke så ofte om dem, de gør noget over for, men om dem selv. Hvis man anvender alle de redskaber løbende, ikke kun på de store tilgivelser, men også på den lille fornærmelse, den lille forbigåelse, det lille svigt eller den lille irritation i dagligdagen, bliver det hele utroligt nemmere.”

”Det er tankegangen om, at hvis jeg er vred på nogen og holder fast i vrede og nag, så er det mig selv, det går ud over, så er det min tid, der bliver ødelagt, og mit helbred, der bliver ødelagt. Og den, som jeg går og er vred på, kan formentlig ikke engang mærke det. Det kan man også anvende på de små ting og sige, ja, jeg fik denne her sure mail fra min chef, kunde eller hvem, det kan være, klokken otte om morgenen. Det kunne sådan set godt ødelægge mit humør hele dagen, men skal det det? Er det det værd?”.

”For mig har det været den store øjenåbner og ret revolutionerende,” siger Ulla Hinge Thomsen.

Den 45-årige journalist er selvstændig med firmaet Hinge Thomsen Kommunikation, og så er hun forfatteren bag bestselleren ”Særligt sensitiv – guide til det gode liv”, der udkom sidste år. Interessen for at undersøge tilgivelsens kraft hænger for hende blandt andet sammen med, at hun selv synes, det er svært at tilgive, og har en tendens til at bære nag over både små og store svigt og verdens uretfærdighed generelt. Men det kan være drænende at bære rundt på vrede, bitterhed og fortvivlelse. Og Annes historie pirkede til noget i hende, fordi den viser, hvad tilgivelse helt konkret kan betyde for moderne mennesker.

”Jeg tror, at der er noget i tiden, der kalder på at beskæftige sig med begrebet tilgivelse,” siger Ulla Hinge Thomsen og fortsætter:

”Der sker en masse forfærdelige ting i verden, og der er mere end nogensinde før brug for, at vi træner vores tilgivelsesmuskel. Selvom jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville kunne tilgive en terrorist, hvis jeg selv eller mine nærmeste blev ramt – og det er heller ikke den form for tilgivelse, jeg beskæftiger mig med i bogen – så er der for mig at se ingen tvivl om, at det i det hele taget er mere fred og fordragelighed og forsoning, der er brug for.”

”Der har været store forbilleder som den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu og den nu afdøde sydafrikanske præsident Nelson Mandela. Men man behøver ikke at stræbe efter at blive lige som dem. Jeg vil meget nødigt, hvis min bog bliver opfattet som et budskab om, at man skal kunne tilgive hvem og hvad som helst, og at det er nemt. Det er overhovedet ikke nemt. Og når det ’bare’ er svigt eller ’bare’ utroskab set i forhold til at have siddet i fængsel i 30 år, massedrab med mere, kan det virke ret småt. Men det kan være ret stort for den enkelte.”

”Hvis man læser den amerikanske tilgivelseslitteratur, er den fyldt med vilde historier, for eksempel om en far, hvis søn bliver skudt af en bande, og så tilgiver han dem og bliver nærmest en faderfigur for dem igennem socialt arbejde i det belastede kvarter. Det, synes jeg, er fantastisk flot, men jeg mener ikke nødvendigvis, at det skal man kunne. Men hvis man vil prøve at have en tilgivende indstilling til sig selv, andre mennesker og tilværelsen, så har man gjort rigtig meget og kan klappe sig selv på skulderen.”

Ifølge Nudansk Ordbog betyder det at tilgive at give til. Begrebet er centralt i kristendommen, hvor det i Fadervor hedder ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. For nogle er tilgivelse et stort ord, der mest er til fint brug eller hører hjemme i kirken og ikke i hverdagen, konstaterer Ulla Hinge Thomsen.

”Men nærmest lige meget hvem, jeg har talt med i processen med bogen, har de haft en historie med noget, der er svært at tilgive. Jeg tror, at det primært er, fordi vi er bange for, at det kommer til at virke, som om vi godtager en krænkende handling. Så bliver vi bange for, at det skal ske igen. Og for at gøre os selv små, og at vi bliver nogen, man kan trampe på. Nogle gange er vi også bange for at tabe ansigt over for andre.”

”Vi er heller ikke altid så gode til at hjælpe hinanden med at tilgive. Vi vil hellere sige til vores veninde, at ham det dumme svin, din utro mand, han skal bare ha’, og det skal du ikke finde dig i og så videre, end om hun har tænkt på, hvordan deres forhold har været de sidste fem år. Vi er ret hurtige til at slå til på andres vegne, så det kan være svært at vælge tilgivelsesvejen, fordi andre synes, at så er man svag.”

”Man kan også komme til at identificere sig rigtig meget med vreden: Jeg var det barn, der ikke fik nogen kærlighed, de andre fik det hele. Det bliver ens identitet. Hvis jeg skal give slip på det, hvad er jeg så, er jeg overhovedet noget? Man kan komme til at blive sin vrede, så det kan også gøre det svært. Det er helt klart nemmere at holde fast i nag og vrede, end det er at tilgive.”

”Jeg siger ikke, at man ikke må være vred. Tværtimod siger jeg, at det er vigtigt at blive vred, for hvis man aldrig får sagt fra over for det, der er sket, så er det også sværere at tilgive det. Hvis man ikke får det konfronteret – enten med personen eller med sig selv, så tror jeg, at det endnu mere kan ligge og murre. For så bliver man fanget i et ingenmandsland, hvor man ikke har givet sig selv lov til at reagere, men på den anden side heller ikke giver sig selv lov til at komme videre.”

Ulla Hinge Thomsen peger på, at det kan have store omkostninger, hvis vi ikke kan tilgive i de nære relationer.

”Lad os sige, at du bliver ramt af en spritbilist og får en varig skade. Hvis du ikke kan tilgive den spritbilist, kan det være, at der rumsterer noget vrede inden i dig, og det kan være belastende. Men hvis du ikke kan tilgive din mor eller din søster eller din mand, så mister du oven i, at du er belastet af din vrede, også en vigtig relation. Selv hvis dit valg er, at du ikke skal se disse tætte mennesker mere, så mister du historien, hvis ikke du kan tilgive.”

Spørgsmålet er, hvad det er, som tilgivelse kan?

”Det kommer an på, hvad det er for en sammenhæng. Men der er altid noget med at give slip på vrede, surhed, nag og bitterhed, som tager enormt meget energi. Der er meget energi i vrede, og derfor er vrede også rigtig vigtig. Jeg advokerer ikke for, at nu skal vi alle sammen være glade og blide hele tiden. Man skal blive vred, når man bliver vred. Og den energi, der er i det, kan man bruge til at forsvare sig både i overført og konkret betydning.”

”Men hvis man bliver ved med at gå og holde fast i vreden, binder den energien, og den kunne man jo med fordel bruge til andre ting i sit liv. Der er også en af de eksperter, jeg har talt med til bogen, der kalder det for små giftbobler, du har kørende rundt i dit system. Så derfor handler tilgivelse altid om at give slip på vreden og give plads til noget andet.”

”Der kan også komme andre ting ud af det. Du kan redde relationer ved at tilgive. Det kan også være, at du tilgiver for andres skyld, for eksempel at du tilgiver din eksmand for, at det barn, I har sammen, skal have det godt. Det kan brede sig som ringe i vandet. Men helt ind til benet er det at give slip på noget, der fylder for meget i forhold til, at vi gerne vil have et godt liv.”

I bogen bruger Ulla Hinge Thomsen en af sin barndoms yndlingssange, ”Blæsten kan man ikke få at se”, som et billede på, hvad tilgivelse er.

”Tilgivelse er i høj grad personligt, men vi kan ikke måle, veje og se det som i sangen: Blæsten kan vi ikke få at se, men vi kan se, at møllehjulene drejer. De fleste vil nok sige, at tilgivelse er en følelse. Man kan mærke, om man har tilgivet, og man kan se effekterne af, at man har tilgivet.”

”Tilgivelse er også en proces. Det er ikke nødvendigvis sådan, at man kan sige, at nu har jeg tilgivet det, der er sket, og så vil jeg aldrig være vred over det mere. For de fleste kan der komme nogle tilbagefald. Det kan også være, at den person, man føler har krænket en, krænker en igen og igen. Så kan det være, man skal sige, at o.k., jeg har tilgivet de krænkelser, men jeg fjerner mig fra personen, for jeg gider ikke blive ved med at blive trådt på.”

”Det er ikke så nemt at sige, hvad tilgivelse er, for det er ikke en eksakt videnskab. Det er måske nemmere at sige, hvad tilgivelse ikke er. Det er ikke at sige, at det, der skete, var o.k. Det er ikke det samme som accept. Og det er heller ikke at lægge sig fladt ned og sige, at jeg er mindre værd, end du er, så derfor må du gerne trampe hen over mig.”

”Tilgivelse og forsoning er heller ikke nødvendigvis det samme. Man kan godt tilgive en person, som man ikke har lyst til at have i sit liv mere. Sådan er der en af mine cases i bogen, der har det med sin mor. Hun har dybfølt tilgivet sin mor, men hun kan ikke have moderen i sit liv, så længe hun er fuld,” siger Ulla Hinge Thomsen.

Ifølge Ulla Hinge Thomsen føles tilgivelse ofte fredfyldt.

”Der har været noget, der har fyldt enormt meget, og man har taget en aktiv beslutning om, at det ikke skal fylde mere. Så det føles fredfyldt og let. Nogle af de eksempler, jeg har fra mit eget liv, har også den lethed. Og det er små tilgivelser. Det er for eksempel en tidligere kæreste, jeg havde en kort udveksling med på Facebook efter et bittert brud og mange års tavshed, og så skulle vi ikke mere. Men det var virkelig en lettelse, fordi der åbenbart havde været en tyngde i en uløst konflikt mellem os.”

”Selve tilgivelsen er ikke en intellektuel størrelse. Men jeg tror, at man intellektuelt kan beslutte sig for det. Og man kan bruge nogle intellektuelle argumenter over for sig selv, som for eksempel simpel matematik: jeg har så og så mange timer at leve i, vil jeg bruge x antal af dem på at være vred? Eller vil jeg gøre noget for at skabe rammerne for, at der kan finde tilgivelse sted?”.

”Mange af os har svært ved at tilgive os selv, og hvis man ikke kan tilgive sig selv, kan man heller ikke tilgive andre. Hvis man stiller høje krav til sig selv, stiller man tilsvarende høje krav til andre. Man gør sig så meget umage, at man håber, den umage smitter af på andre mennesker.”

”For mig selv har det, at jeg er blevet bedre til at tilgive også mine egne fejltrin, især været en erkendelse af, at det ændrer jo ikke noget at blive ved med at gå og klandre mig selv. Man kan se på sine fejltrin og tænke, at jeg vil bestræbe mig på at gøre det bedre i fremtiden. Men hvad hjælper det at bruge oceaner af timer på at tænke på det, man gjorde forkert – det gør det jo ikke ugjort. Måske skal man sige undskyld til nogen. Måske skal man sige undskyld til sig selv. Og så komme over det og bruge tiden på noget andet. I virkeligheden handler det om, at livet er så kort. Det er overstået på et splitsekund nærmest.”

”Og så går jeg rigtig meget ind for, at vi gør os lidt mere umage over for hinanden. Jeg vil være ked af at blive taget til indtægt for, at vi skal kunne rumme mere og holde mere ud. For jeg synes, det kunne være dejligt, hvis vi gjorde os lidt mere umage i vores relationer. Det synes jeg, at vi skal.”

Tilgivelse kan synes at være en slags nåde eller noget mirakuløst, der kan ske mellem mennesker. Til det siger Ulla Hinge Thomsen:

”Nogle vil kalde det Gud, andre, som den buddhistiske nonne, vil kalde det noget andet. Ifølge hjerneforskeren er alt kemi. Men når jeg beskæftiger mig med emnet, er det, fordi jeg synes, at vi alle sammen kunne gøre det ret meget bedre. Der er meget stort behov for tilgivelse, for der sker mange svigt, overgreb, overtrædelser af andres grænser, tankeløshed og selvoptagethed. For mig er tilgivelse en fin menneskelig evne.”

Andre læser lige nu