I køkkenalrummet står et solidt spisebord i egetræ med plads til 10. Bordet var deres første fælles investering, da Karin Heurlin og hendes mand Bo Lange for seks år siden flyttede sammen i huset i Gentofte – og dermed blev en såkaldt sammenbragt familie. Hun har to piger på 10 og 12 fra sit første ægteskab. Han har tre børn på 18, 22 og 24 fra sit tidligere ægteskab. I begyndelsen boede alle fem børn hjemme hver anden uge, og i de uger, hvor der også tit var venner på besøg, var der fyldt op omkring bordet. Særligt stemningen og samtalerne ved måltiderne gav og giver Karin Heurlin en følelse af, at noget er lykkedes i familiefusionen.
”Når man fortæller, at man lever i en sammenbragt familie, er reaktionen ofte ’åhh’, som om det er synd for os eller bare virkelig op ad bakke. Jeg er ked af, at den sammenbragte familie har fået så dårligt et ry. Jeg ser det sådan, at jeg i andet hug har fået en udvidet familie. For mig er vi ikke to familier, der er sat sammen. Vi er én familie.”
44-årige Karin Heurlin er forfatter til flere skønlitterære bøger, der kredser om skilsmisse og parforholdets udfordringer. Derudover arbejder hun som journalist hos Aller Media i København. I 2017 udkom hendes bog ”Inden du går, vil du så ikke blive lidt længere”, der ganske vist er fiktion, men som i høj grad udspringer af hendes egne erfaringer med at gennemleve en skilsmisse. Det er også udgangspunktet for dette interview, som hendes eksmand Thomas Heurlin i øvrigt er indforstået med. Når hun ønsker at dele sin historie, handler det om, at andres fortællinger om at blive skilt er det, der har været mest helende, da hun havde det sværest. Og svært, det var det.
I 2011 flyttede Karin Heurlin med sine to piger på to og fire år ind i en lille treværelseslejlighed på Østerbro i København. Et hjem med slidte tapeter, en mærkelig lugt og med en luftmadras, som hendes forældre havde købt i Aldi, som stort set det eneste møbel. Hun kom fra et veletableret hjem med ægtemand og au pair i Hellerup, så kontrasten var til at tage og føle på.
Beslutningen om at blive skilt var fælles, og efter tre måneder ramte sorgen hende for alvor. Hun kunne begynde at græde hvor som helst. Når hun bandt sine sko, for eksempel.
”Folk havde jo sagt til mig, at det var svært at blive skilt. Men jeg vidste ikke, at det var så svært. Thomas havde været min store kærlighed og min bedste ven, og selvom vi var enige om at blive skilt, havde jeg nok troet, at vi kunne blive ved med at have en nær relation. Efter få måneder fik han en ny kæreste, og med tiden gik det op for mig, at han mest af alt var en god samarbejdspartner, og det var det. Det gjorde ondt.”
Hendes børn så deres ellers livsglade mor være ude i tovene. De var syv dage ad gangen hos den ene forælder efterfulgt af syv dage hos den anden. Karin Heurlin havde det svært, når de skulle afleveres hos deres far, og i de uger, hun ikke havde dem, passede hun ikke godt på sig selv. Hun gik enten på bar eller lå i fosterstilling.
”Ensomhed er i bund og grund det, en skilsmisse er. Jeg kunne ikke lide at være alene og har altid haft det bedst i et parforhold, hvor man kan være noget for en anden. Bare det med at spise aftensmad alene, hvor man kan høre bestikket, der skraber mod porcelænet. Det var frygteligt.”
Hendes forældre, et pensioneret folkeskolelærerpar fra Bogense på Fyn, blev en stor hjælp. Når hun havde børnene, kom de en af de syv dage kørende fra Fyn, hentede pigerne og sørgede for, at der var boller i karry til aftensmad, og overnattede til næste dag.
”Hvis man skal sige noget godt om den periode, var det, at jeg fik en virkelig nær relation til mine forældre, som betyder meget for os i dag. Jeg bliver stadig rørt over, at de gjorde det for os.”
Halvandet år brugte hun på at kæmpe mod sin egen sorg over bruddet, uden at hun rigtig kom videre. Til sidst tog hun kontakt til en psykolog, fordi hun ikke kunne forstå, at hun skulle blive ved med at være så ked af det.
”Jeg har et lyst sind og var meget bevidst om, at jeg ikke ville være hende den triste, tungsindige og kedelige. Men faktum var jo, at jeg befandt mig i mit livs største identitetskrise.”
Hun fortalte psykologen, at hun havde prøvet alt: gået på dates, dyrket motion, gået i byen, dyrket sine venner, når hun ikke havde pigerne, og lige lidt hjalp det.
”Psykologen sagde til mig, at jeg skulle give mig selv lov til at være ked af det. At det måtte jeg faktisk gerne. Det blev forløsningen for mig. Først da jeg holdt en pause fra det hele og gav mig selv lov til at være trist, begyndte det at lysne.”
I tiden efter sin skilsmisse var hun meget selvoptaget, kan Karin Heurlin se i dag. Det kan hun også genkende hos andre nyskilte. Hun var træt af at få gode råd om, at hun skulle finde sig selv, og brød sig i særdeleshed ikke om folk, der skulle kloge sig på, om en 7/7-ordning ikke var skadelig for hendes piger, når de var så små. I sociale sammenhænge blev hun draget mod andre fraskilte.
”Jeg var krise-snob, og i en periode var jeg mest sammen med andre, der også var blevet skilt, og som jeg kunne spejle mig i. Det var for svært at høre om andres lykkelige parhold og skønne kærlighedsferier sydpå. I dag skammer jeg mig over, at jeg havde det sådan. Jeg tror ikke, det er sundt at pille så meget i sin egen navle, at man glemmer at kigge op.”
Da hun fik det bedre, vovede hun sig igen ud på datingmarkedet på nettet, som hun beskriver som ”nådesløst”, fordi det er benhård kalkule, hver gang man er ude på en date – eller forinden, når man skriver sammen.
”For eksempel skrev jeg sammen med en mand, der også var skilt. Han spurgte, hvilke uger jeg havde mine børn. Det viste sig at være det modsatte af ham, og så afsluttede han kontakten, for det duede bare ikke. Jeg har selv bedømt og valgt mænd fra på et tarveligt grundlag.”
En dag var hun inde at kigge på en mands datingprofil. Hun havde mødt ham før, dengang hvor hun var ude i tovene. Da havde han bemærket, at ”hun virkede meget nervøs”. Nu kunne han se, at hun havde besøgt hans profil igen. Efter en burger og et glas vin var de på vej mod noget godt. Men da han efterfølgende på et tidspunkt virkede lidt lunken, meldte hun klart ud.
”Jeg sagde, at jeg ikke var til halvhjertede forhold. Jeg ville kun, hvis han ville det 100 procent. Kort efter kom han og stillede sin taske, og så var det dét.”
Manden var Bo Lange, som hun nu er gift med og bor sammen med i huset i Gentofte med de fem sammenbragte børn, der kommer og går. Det kunne lyde som den perfekte slutning, og det går bestemt godt – men der er masser af praktik og hverdagstrummerum. Ligesom der altid vil være situationer, der er svære. Afskeden med børnene på skiftedage og i ferier er nogle af dem.
”Onsdag er skiftedag, og om tirsdagen er min yngste datter altid lidt ked af det. Ikke fordi hun skal hen til sin far, men fordi hun skal tage afsked med mig. Og det skal hun have lov til at være. Det er et vilkår, at visse ting bliver ved med at gøre ondt.”
Bestemte scener bliver også ved med at dukke op i Karin Heurlins bevidsthed nu og da. Situationen, da hun skulle fortælle sine døtre, at hun og deres far skulle skilles, er en af dem. Også selvom de kun reagerede meget begrænset på meddelelsen. De var jo ganske små. Den ældste havde en rød jakke på, som den yngste efterfølgende arvede, og den mindede dagligt deres mor om samtalen.
”Det var en lettelse, da den yngste voksede ud af den, og jeg kunne give den jakke væk,” siger hun med et smil.
Så er der alle forældrearrangementerne i skole- og fritidsregi, hvor hun møder sin eksmand og mærker sin egen gensynsglæde og en lyst til at spørge ind til hans søster og bror. Men den gensynsglæde og interesse deler han ikke. I hans øjne er de velfungerende samarbejdspartnere nu. Og han behøver ikke nyt om Karins familie i Bogense.
Men selve skilsmissen plager hende ikke længere på samme måde. Den har fundet et leje, men det tog også et par år.
”Min skilsmisse har gjort mig bedre til at være gift. I mit første ægteskab levede jeg nok i en illusion om, at det ikke kunne gå galt. Men det kan det altså. Bare fordi du er blevet gift, er det ikke givet, at du er safe. Det kan sagtens køre af sporet, hvis du med tiden glemmer at gøre dig umage og værdsætte den anden. Det er nogle gange rystende at lytte til, hvor grimt ægtefolk kan tale til hinanden. Jeg forsøger at hanke op i mig selv, hvis jeg kan mærke, at jeg har surmulet i en periode.”
Karin Heurlin er lettet over, at hun og eksmanden har været gode til ikke at gå ned ad konfliktsporet. Deres relation har snarere været præget af gensidig tilgivelse og overbærenhed, ”selvom jeg selvfølgelig også har brokket mig over ham til mine veninder.”
Grundlæggende har de opført sig ordentligt, og det har formentlig også gjort bruddet mindre hårdt for børnene, tror hun:
”For mig har tilgivelse været helt afgørende for at komme ovenpå efter bruddet. Jeg har tilgivet mig selv for at have gjort mine børn til skilsmissebørn. Og jeg har tilgivet mig selv og min eksmand for, at vi ikke lykkedes i vores ægteskab. Vi bærer ikke nag, og det har sikkert gjort det nemmere at håndtere. Jeg møder folk, der hader deres eks på 10. år. For mig ville det være ødelæggende for mit liv at have det sådan. Jeg vil gerne leve et godt liv, selvom jeg er blevet skilt.”
Og i hendes optik er det netop at samle alle dem, hun holder af, ved bordet i køkkenet.
