Tidligere biskop: Den intense nærværelse i øjeblikket fylder mere, når man bliver ældre

Når man bliver ældre, fylder erindringen mere. Men samtidig er nutid i høj grad nutid

Salmebogen er sammen med Bibelen mine daglige inspirationskilder, som tillige med litteratur og musik beriger min tilværelse. Som min ærværdige far sagde ved sin 90-årsfødselsdag: Glæd jer, så længe det varer, skriver tidligere biskop Søren Lodberg Hvas.
Salmebogen er sammen med Bibelen mine daglige inspirationskilder, som tillige med litteratur og musik beriger min tilværelse. Som min ærværdige far sagde ved sin 90-årsfødselsdag: Glæd jer, så længe det varer, skriver tidligere biskop Søren Lodberg Hvas. Foto: Leif Tuxen.

Vort liv har et forløb i åremål, kort eller langt. Gennem tiderne har man inddelt dem i tre faser, som i forhold til tidernes skiften har ændret sig, så de er blevet mere nuancerede. For det første barndom og ungdom. For det andet de aktive arbejdsår fra cirka 25 år til 65 år. Endelig seniorårene og til sidst alderdom og død. Hvad derefter følger, må Vorherre tage sig af. Så er vi i gode hænder, tror jeg.

Desto længere man er fremme i livsforløbet, desto mere fylder erindringen. Og desto mere fylder den intense nærværelse i øjeblikket. Denne spænding mellem min fortid med alt, hvad den rummer, og min nutid, som for en gammel mand virkelig er nutid. Der er ikke så megen tid tilbage, måske kun et øjeblik, som Brorson ville sige, læs Salmebogen nummer 45.

Den gamle bisp i Ribe fylder meget i mit sind sammen med Kingo, Ingemann og Grundtvig. Men jeg glæder mig visselig tillige over nutidige salmedigtere, som har fundet optagelse i den nuværende salmebog. Og som vi kommer til at høre mere til og synge fra. Salmebogen er sammen med Bibelen mine daglige inspirationskilder, som tillige med litteratur og musik beriger min tilværelse. Som min ærværdige far sagde ved sin 90-årsfødselsdag: Glæd jer, så længe det varer.

Men det er vist ikke alle pensionister, som kan istemme det udsagn med glæde. Jeg citerer et indlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten fra oktober med overskriften: ”Jeg mistede min værdighed og identitet”. Udtalelsen gjorde – og gør – et dybt indtryk på mig. Jeg har været og er taknemmelig for det virke, jeg har haft i mit aktive arbejdsliv i folkekirken, men min værdighed og identitet er ikke forankret her. Den er rodfæstet i en stærkere grundvold: I min kristne dåb og i det navn, jeg fik givet i dåben. Den værdighed og identitet kan ingen menneskelig sammenhæng tage fra mig.

Grundtvig får nu ordet til sidst, i enhver henseende:

Om end gennem dage hårde,

blomstre skal i dine gårde

hvert et hjerteskud,

bære frugt på gamle dage,

medens bjerg og skov gentage:

Ejegod er Gud!

Salmebogen nummer 4, vers 8.