Prøv avisen

Tina Mortensen fortrød abort: Jeg ville ønske, lægerne havde talt lidt mere med én som mig

Tina Mortensen, 41 år, fik en medicinsk abort, da hun var 24 år, som hun egentlig ikke ønskede. Siden holdt hun en ceremoni for fostret på Vestvolden i Rødovre for at slutte fred med beslutningen. – Foto: Leif Tuxen

For 17 år siden foretog Tina Mortensen et valg, der spøgte stadig mere, jo ældre hun blev. I dag har hun forliget sig med sin abort

Tina Mortensen var 24 år, da hun blev uønsket gravid i 2001. Fra begyndelsen sloges tankerne i hendes hoved. På den ene side var der praktiske og indlysende grunde til, at et barn lige nu var en dårlig idé. På den anden var en uomgængelig følelse af, at hun ikke havde lyst til at få en provokeret abort.

”Jeg begyndte at tude og gik helt i panik, da jeg opdagede det. Jeg var lige kommet ud af et andet forhold og var løbet ind i fyren, René. Men han var jo bare en flirt, vi havde kun set hinanden nogle gange, og vi havde beskyttet os alle gange undtagen den ene. Jeg skulle hente mine p-piller på apoteket den selvsamme dag for at begynde på dem igen. Jeg kunne ikke tro, det var rigtigt.”

”Først sagde jeg til René, at jeg gerne ville have barnet. Men det syntes han ikke. Og det var jo sandt, at vi nærmest ikke kendte hinanden.”

”Det var bare dårlig planlægning. Alt spillede ind. Jeg var ved at uddanne mig til sosu-assistent, og jeg ville ikke kunne nå at blive færdig, inden barnet kom. Bagefter havde jeg planer om at læse videre til sygeplejerske.”

”Jeg havde det også sådan, at det ikke var in at få barn som alenemor. Det så man skævt til. Jeg var bange for, hvad mine venner ville sige til, at jeg hoppede fra en fyr til den næste og så stod der med et barn. Jeg var bange for at blive smidt ud af vores gruppe. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville klare mig som alenemor. Jeg havde veninder, som havde fået børn tidligt, og de sagde: ’Vent, det er så hårdt!’. Jeg syntes også, det var synd for alle de skilsmissbørn, jeg kendte, hvor forældrene ikke kunne sammen. Jeg syntes, det var synd for de piger, der var blevet alene med deres børn, og de historier, de fortalte om, at så var faderen ikke dukket op til det ene og det andet. Sikke en redelighed! Jeg var traditionel. Når man laver en familie, skal man også være sammen.”

”Jeg blev hele tiden præget af andres holdninger. Min mor sagde: ’Jeg støtter dig i det, du vælger.’ Men jeg havde også veninder, der havde fået aborter, og det var ikke så forfærdeligt, sagde de. Der kunne komme andre børn, og når René ikke var klar, skulle jeg ikke pålægge ham det, mente nogle. Jeg følte ikke, at jeg kunne tillade mig at tage den beslutning om at få et barn alene.”

”Men jeg var også bekymret for en efterreaktion, hvis jeg fik en abort. Jeg læste en pjece om, at man kan lide af depression eller tristhed bagefter, og jeg havde været nedtrykt på den måde før, da jeg var 19 år.”

”Jeg havde en følelse af, at man tog et liv. Jeg kunne ikke helt forholde mig til den. Jeg var kun fire-fem uger henne, og jeg læste om det på nettet. Fosteret var ikke større end en Panodil. Det vejede et gram, havde ingen følelse, det var ikke udviklet til noget som helst. Det var bare en meget lille samling celler, der var begyndt at samle sig med andre celler for at blive barn. Men jeg følte, at det talte til mig. Om det så var barnet eller Gud. Men det var nok bare mine tanker eller min samvittighed. Noget blev ved at sige til mig, at det her kunne blive godt.”

”Måske var der en grund til, at det her skete nu, tænkte jeg. Måske skulle René og jeg være sammen for evigt. Måske trængte jeg til at komme lidt ned i gear, for tempoet var højt. Min mor var dagplejemor, og jeg havde altid set alle de der små pus rende rundt. Jeg vidste, at børn er både søde og besværlige.”

”Min praktiserende læge var sød. Hun sagde: ’Tina, er du sikker på, at du og René ikke kan finde ud af det sammen?’. Men jeg sagde nej, han var så sikker på abort. Hun bad mig gå hjem og tænke over det. René og jeg diskuterede det i fire dage. Så gik jeg til lægen igen og fik en henvisning til abort på Herlev Hospital.”

Tina Mortensen fik en medicinsk abort. Den foregår med tabletter, som stopper graviditetens udvikling og får livmoderen til at trække sig sammen og udstøde det befrugtede æg. Medicinsk abort indebærer færre risici for kvinden end kirurgisk abort. I 2016 udgjorde medicinske aborter 73 procent af alle provokerede aborter inden for abortgrænsen på 12 uger i Danmark. Ifølge dansk lov skal en kvinde anmode sin læge om abort, som Tina Mortensen gjorde hos sin praktiserende læge. Kvinden skal ikke begrunde sit valg. Lægen, derimod, har pligt til at give information om indgrebet og mulige komplikationer og til at informere om muligheden for støttesamtaler om abortvalget, og hvor kvinden kan henvende sig for at få information om støtte under graviditeten og efter barnets fødsel, hvis hun gennemfører graviditeten.

”René og jeg tog ud på hospitalet og sad og ventede i nogle stole. Vi troede, at han skulle med hele vejen. Men de stoppede ham, da jeg blev kaldt ind, og jeg tænkte, at det var, fordi de ville tale med mig, om jeg virkelig ville have aborten. Men de begyndte bare at undersøge mig. Jeg sagde, at jeg var i tvivl, men lægen sagde: ’Tina, du er vel kommet herud, fordi du gerne vil have aborten?’. Det var en sygeplejerske, der gav mig den første pille, der slår fosteret ihjel. Jeg begyndte at tudbrøle og gentog, at jeg ikke vidste, om jeg ville. Men hun sagde bare: ’Vi er her jo for at hjælpe, så tag nu den pille.’ Hun kunne lige så godt have sagt, at jeg forsinkede hendes kaffepause, sådan føltes det.”

”Jeg havde lyst til at brække det hele op igen. Men lægen havde sagt, at når pillen var spist, var der ingen vej tilbage. Jeg tænkte også stadig, at det nok var bedst for alle parter. Undtagen måske barnet og mig.”

”Jeg gik hjem i bad og stod og græd. Et par dage efter skulle jeg tilbage til hospitalet. Vi var en hel række, der lå sammen og skulle have den pille, der får livmoderen til at trække sig sammen. Nogle havde slet ikke blødt, men jeg var begyndt at bløde voldsomt allerede samme aften, jeg fik den første pille. Det gjorde hamrende ondt, og det havde ingen sagt. Jeg blev helt forskrækket.”

Efter aborten gik der flere år, før Tina Mortensen bogstaveligt talt blev hjemsøgt af sit valg. Ifølge Mødrehjælpen oplever omkring 10 procent af kvinder, som får en provokeret abort, psykiske problemer for eksempel krisereaktioner i form af følelser af fortrydelse, skamfølelse og angst. Det kan derimod ikke påvises i international forskningslitteratur, at abort i sig selv er skyld i egentlige diagnoser som for eksempel depression, der kræver psykiatrisk hjælp.

”Bagefter gik det egentlig godt. Jeg tænkte på aborten en gang imellem, men jeg var okay med min beslutning. Jeg blev sosu-assistent og fik et fedt job og glemte det hele lidt.”

”René og jeg blev sammen, og det er vi også i dag. Vi fik vores første søn, da jeg var 28 år. Nogle år efter kom vores datter. Det gik stadig godt, men på et tidspunkt blev jeg træt. Det var hårdt at være mor til to. Jeg begyndte at tænke, at jeg skulle have beholdt barnet dengang, så havde det været syv-otte år nu. ’Hvorfor gjorde du det egentlig?’ og ’hvorfor troede du ikke, du kunne klare det?’, spurgte jeg mig selv. Den stemme, jeg havde hørt dengang, kom tilbage, og den bebrejdede mig.”

”Jeg fik vores tredje barn, da jeg var 35 år. Jeg havde været ked af mit job og ville noget helt andet, så jeg fik et job i Kvickly-bageren. Men lige inden jeg skulle begynde, kom der nogle meget onde og grimme tanker. Der var hele tiden én, der talte til mig: ’Du er en morder, du er en morder’, sagde stemmen, for eksempel hvis nogen gik forbi på gaden med en barnevogn. Jeg gik til lægen, som sendte mig til psykolog. Psykologen mente ikke, at jeg havde en depression, eller at stemmen, jeg hørte, var en form for psykose. Hun prøvede at tale med mig om, at jeg skulle tilgive mit 24-årige jeg og også René. At beslutningen blev truffet dengang ud fra de omstændigheder, der var. Men jeg havde så dårlig samvittighed. Jeg havde fravalgt ét barn, hvordan kunne jeg så med glæde have taget imod de tre andre?”.

Tina Mortensen blev abortmodstander efter sin egen abort. Hun har ønsket et forbud. Men måske bør abort hellere følges af mere grundige samtaler, foreslår hun nu. I Tyskland kan en kvinde få abort inden for 12 uger, men på den betingelse, at hun har deltaget i en rådgivningssession på et dertil indrettet rådgivningssted, der har til hensigt at beskytte det ufødte barn.

”Den der stemme jagede mig rundt. For to år siden tænkte jeg, at nu var det nok. Jeg lavede en begravelse på Vestvolden i Rødovre. Jeg købte en gravsten, ikke en rigtig én, men sådan en fra Humørshoppen i Rødovre, og en masse sten, hvor der stod ’jeg savner dig’, og ’jeg elsker dig’ og den slags. Jeg tog den halskæde og alt det tøj, jeg havde på dengang, og lagde det i et hul, jeg gravede. Jeg tændte et lys for hvert år, der var gået, og lagde blomster. Jeg gav også et løfte.”

”Jeg lovede, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at gå imod abort i fremtiden. Jeg skrev til Liberal Alliance på Christiansborg og til andre. Jeg skrev blandt andet om min egen abort: ’Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville få en abort igen. Det er bare ikke det værd. Den ydmygende oplevelse kunne jeg have været foruden, hvis man havde taget sig tid til én som mig. Til at tale det igennem med Rene og mig’, stod der i min mail”.

”Jeg tog til en præst og talte med ham to gange. Jeg ved ikke, om han var for eller imod abort, han gav ikke udtryk for noget. Det var først efter de samtaler, jeg fik fred.”

”Jeg har haft de her oplevelser, og jeg synes, det er så synd for kvinder, der føler lige som mig. Jeg hører tit, at det er manden, som har presset på, fordi de ikke ville have det her barn. Jeg bliver ked af det, når jeg hører, at Kim eller Frank eller Kurt ikke lige syntes, det var tidspunktet. Jeg kunne godt tænke mig, at manden kom mere i spil. Han skal med til lægen. Og lægen skal give mere tid end 10 minutter til at tale med folk. Man skal tale med en psykolog.”

”Man bliver jo bange for, om man kan klare det, når man uønsket bliver gravid. Den der angst er overskyggende. Derfor er det godt, at vi har den her snak om abort.”

Foto: Leif Tuxen
Se videoen for at høre mere om tallene for abort i dag