Prøv avisen

Lisbeth var besøgsven for en kvinde, der døde: Nu er tirsdagene er blevet lidt tomme

”I starten talte vi selvfølgelig mest om hverdagsting. Men man ender jo med at komme tæt på hinanden, når man mødes en gang om ugen. Vi sås altid tirsdag klokken 12, fordi hun syntes, at vejret oftest var bedst på det tidspunkt. Og vi havde ikke kendt hinanden så længe, inden vi fandt ud af, at der var en film i biografen, vi gerne begge ville se. Så den tog vi ind og så sammen." Tegning: Rasmus Juul

At være besøgsven kan være en stor glæde, men kan også munde ud i en sorg. Det har Lisbeth Jakobsen netop oplevet, da kvinden, hun var besøgsven for, døde

”Elisabeth var sengeliggende. Jeg sad på stolen ved siden af hendes seng, og vi spiste nye, lune kartofler med salt på. Det kunne hun rigtig godt lide.”

Lisbeth Jakobsen fortæller om sit sidste visit hos den ældre kvinde, hun var besøgsven for i godt og vel halvandet år. Det er et dejligt sidste minde at have at tænke tilbage på, synes hun. Da hun få dage senere kiggede ind til hende igen, blev hun mødt af kvindens datter, der fortalte, at den ældre kvinde nu var så dårlig, at hun ikke længere ønskede besøg. Kort tid efter modtog Lisbeth Jakobsen en besked fra datteren om, at hendes mor nu var død.

”Elisabeth havde fået at vide, at hun var terminal, og at lægerne ikke kunne gøre mere for hende. Så jeg vidste godt, at det snart ville ske. Vi havde også talt om det, når jeg besøgte hende, for hun var meget åben omkring det,” fortæller hun.

Da Lisbeth Jakobsen fik besked om, at den ældre dame var død, var hun rimelig afklaret, fordi dødsfaldet var ventet.

Hun græd da heller ikke, men tænkte, at hun selvfølgelig skulle med til begravelsen, som hun ikke forestillede sig ville være så svær at komme igennem, fordi det trods alt ikke var et familiemedlem, hun havde mistet.

Men da dagen for begravelsen oprandt, kom det til at gå anderledes, end Lisbeth Jakobsen havde forestillet sig.

”Det var, som om det først til begravelsen gik rigtigt op for mig, at jeg nu havde besøgt hende for sidste gang. Jeg havde troet, at det blev en begravelse, som jeg lige tog med til og så hjem igen. Men sådan gik det ikke, og jeg blev enormt ked af det undervejs,” siger hun.

Til begravelsen fik Lisbeth Jakobsen talt med datteren til kvinden, hun havde været besøgsven for, og det har hun efterfølgende været rigtig glad for.

”Elisabeth var ikke en dame med store armbevægelser. Men hendes datter kunne fortælle, at hendes mor havde sagt til hende, at vi havde et helt unikt venskab. Og det gjorde mig så glad at høre. Selvom hun også altid selv sagde, at hun var glad for at få besøg, når jeg kom.”

I dag siger Lisbeth Jakobsen ærligt, at hun ikke ved, hvem der fik mest ud af de ugentlige besøg – hende selv eller den ældre kvinde. For selvom det var hende, der meldte sig til at besøge den ældre kvinde og bidrage til, at hun ikke sad og blev alt for ensom, føler hun selv, at det udviklede sig til, at hun fik lige så meget ud af besøgene.

”I starten talte vi selvfølgelig mest om hverdagsting. Men man ender jo med at komme tæt på hinanden, når man mødes en gang om ugen. Vi sås altid tirsdag klokken 12, fordi hun syntes, at vejret oftest var bedst på det tidspunkt. Og vi havde ikke kendt hinanden så længe, inden vi fandt ud af, at der var en film i biografen, vi gerne begge ville se. Så den tog vi ind og så sammen,” fortæller hun.

Biografturen var ikke eneste gang, Lisbeth Jakobsen tog den ældre dame med på tur. De kørte blandt andet også ud til et udkigspunkt for at sidde og kigge ud over havet med et glas hvidvin i hånden. Og på museum med efterfølgende cafébesøg. At det nu er slut med turene og de ugentlige samtaler har taget tungere på den 67-årige faaborgenser, end hun havde troet. Dog er det ikke sådan, at hun har fortrudt, at hun i sin tid meldte sig til at være besøgsven.

”Nej, det har jeg bestemt ikke. Og jeg kunne da godt forestille mig, at jeg skal være besøgsven igen. Men ikke lige nu. Jeg har bedt om at få en lille pause, så jeg lige kan sunde mig lidt. Jeg er også bange for at komme til at sammenligne, hvis jeg for hurtigt bliver besøgsven igen. Men jeg må da sige, at mine tirsdage er blevet lidt tomme,” siger Lisbeth Jakobsen.

Men det er ellers ikke, fordi Lisbeth Jakobsen mangler noget at give sig til. Hun er således også motionsven for en anden ældre dame. Eller det vil sige, det var hun. For kvinden er blevet så svækket, at hun ikke længere kan gå ture, og hun afventer i øjeblikket en plejehjemsplads. Derfor besøger Lisbeth Jakobsen hende nu på en aflastningsplads på et plejecenter.

”Jeg har også en veninde, der ligger syg hjemme hos sig selv, som jeg besøger næsten hver formiddag. Så jeg har meget sygdom omkring mig og nogle mennesker, som jeg aldrig ved, hvornår jeg mister. Det kan være tungt, men jeg koncentrerer mig om at gøre, hvad jeg kan for at hjælpe. Jeg har altid haft et lavt selvværd, så det har løftet mig meget og været dejligt at finde ud af, at jeg kan få sådan en betydning for andre,” siger Lisbeth Jakobsen.

I starten talte vi selvfølgelig mest om hverdagsting. Men man ender jo med at komme tæt på hinanden, når man mødes en gang om ugen

Lisbeth Jakobsen, der har været besøgsven for en ældre kvinde, der nu er død