Prøv avisen
Boguddrag

Bagedyst-Tobias: Tre ting jeg aldrig vil holde op med, selvom jeg er blevet voksen

Selvom Tobias Hamann-Pedersen er 28 år og forlængst voksen, bruger han stadig legen til at koble helt fra og komme lidt væk fra de projekter, han ellers er i gang med. Legen er en god modvægt til livets alvor, siger han. Foto: Louise Guldberg Rosendal/DR

Som autodidakt konditor, tv-vært og globetrotter har 28-årige Tobias Hamann-Pedersen valgt en noget anden livsbane end de fleste andre unge. Nysgerrigheden får ham ofte til at kaste sig ud i ting, som virker ulogiske og går mod strømmen. Tobias Hamann-Pedersen er en af 26 markante danskere, der i bogen "Taler til ungdommen" deler hemmeligheder, opsange og råd fra sin ungdom. Læs et uddrag af bogen her

1. At være nysgerrig
Jeg håber aldrig, jeg holder op med at være nysgerrig. Sådan helt oprigtigt nysgerrig på at lære noget mere. Lære vores verden at kende og kaste mig ud i nye ting, fordi det gør,at jeg føler mig i live.

Det var også derfor, jeg meldte mig til 'Den Store Bagedyst'. Jeg blev nysgerrig på, hvordan det mon var at være med i sådan et program, og hvor sjovt det ville være at se Mette Blomsterberg spise en durianfrugt - verdens mest stinkende frugt. Jeg forlod universitetet for at koncentrere mig om at bage og anede ikke, at det kunne blive et startskud til en karriere.

Jeg håber, at jeg altid vil have modet til at gå med nysgerrigheden frem for fornuften.

I dag er det nærmest et krav til unge, at de bare skal videre og videre i uddannelsessystemet, og det kan godt virke som en tragt, du bliver suget ind i, som er umulig at komme ud af igen. Men det er vigtigt, at være åben overfor nye ting, hvis det andet ikke gør dig glad.

Det kan godt være, at det er ulogisk eller direkte dumt at springe ud i det nye, men omvendt kan der også komme noget givende ud af det, fordi man er presset - der er ingen vej tilbage. I stedet for at man tager en uddannelse for, at 'der er noget at falde tilbage på'. Jeg vil kun falde fremad!

2. At lege
Jeg håber heller aldrig, at jeg holder op med at lege. Sidste år var jeg på vandretur i højfjeldet i Norge med min gode ven Mathias. På et tidspunkt fandt vi nogle kampesten, som vi skubbede ud over en stor afsats, så de ramte en isdækket sø og smadrede isen i kæmpe flager.

Vi fik bare helt vildt meget optur over lige præcis det. De der fem timer fløj afsted, og vi hyggede os og grinede utrolig meget. Jeg havde mine pæne læderhandsker på, og de blev fuldstændig flossede og ødelagte. Vi var helt baldrede og havde ondt i ryggen, men vi tænkte overhovedet ikke på andet end at rulle de sten.

Jeg taler selvfølgelig også med mine venner om døden, bekymringer og angst for alt muligt. Netop derfor synes jeg, det er så dejligt at lege, fordi det er det modsatte af at tage livet alvorligt. Det er efterhånden blevet sådan, at unge altid tænker på, hvad de skal og hvilke planer, de har. Når jeg leger, tænker jeg ikke over, hvad jeg skal. Så er der ingenting, der kan stresse mig. Det er vigtigt med den slags pusterum, hvor jeg helt kan glemme mig selv og de projekter, jeg har i gang.

3. At gå efter midlertidig lykke
Livet har ikke en lykkens målstreg. Mennesket vænner sig til livets forløb og vil have det samme niveau af tilfredshed gennem hele livet - kun afbrudt af faser med midlertidig lykke. Det er min teori.

Midlertidig lykke går jeg efter hele tiden. Når jeg drikker en espresso, når jeg laver TV, når jeg er sammen med en kvinde, eller når jeg står på en bjergtop med en ven. Jeg fylder livet med midlertidig lykke. Det er mit lykkeniveau.

Du bliver ikke mere lykkelig, end du har mulighed for at være lige nu. Det er op til dig.