Når noget er rigtig-rigtig sjovt, er det ”sygt”, udtalt med mindst fire y’er. Det er i hvert fald Elva Sjøgren og Johanne Christensens bedste måde at udtrykke begejstring på.
”Syyyygt,” råber Elva, da Johanne viser hende, hvordan det finmaskede nets bund nærmest er sort af haletudser.
Mens Johannes haletudser kommer ned i et akvarium på bådebroen, stikker Elva sit net ned i søen og holder godt fast ved bambusstangen. Lidt efter løfter hun nettet op. Også denne gang er der gevinst.
Pigerne er ni år, og i dag har de for første gang hilst på en haletudse. Og nu er der noget, de gerne vil vise. Noget, de ikke troede, de turde. De stikker hver en hånd ned i akvariet og fanger haletudser med fingrene i akvariet. De sidder stille med de sorte dyr svømmende mellem deres fingre, mens vinden hvisker i sivene ved Nyruphus Naturcenter nær Helsingør.
Det er ikke svært at finde børn på Elva og Johannes alder, som har til gode at hilse på en haletudse. Hvert tredje barn på deres alder har, ifølge en YouGov-undersøgelse foretaget for Friluftsrådet i 2018, aldrig rørt en snegl, været med til at tænde bål eller kigget på en stjernehimmel. Danske forældre er generelt enige om, at det er vigtigt, at børn får oplevelser i naturen. Alligevel er naturoplevelserne blevet både færre og kortere for hver generation. Det kan man se af de undersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening løbende har fået foretaget om brugen af naturen. Men sådan behøver det ikke at være, mener Ole Laursen.
Det er Ole Laursen, som har inviteret veninderne Elva og Johanne med til Nyruphus Naturcenter. Ole Laursen er cand.pæd. i biologi og har i en årrække arbejdet med at formidle natur til børn, og så har han skrevet en håndbog med 50 konkrete oplevelser, som børn og forældre kan kaste sig ud i, når man er ude i det fri – fra fangning af haletudser til snegleræs. ”Min naturbog. 50 ting du skal prøve i naturen før du fylder 12” er titlen på bogen.
”Hvis man spørger sine børn, om de vil med ud at gå en tur, så svarer de sikkert nej. Men hvis man spørger, om de vil med på stranden og finde noget tang og tilberede det til aftensmaden, er reaktionen en anden. Vil man have sine børn med ud, så er det godt at have et formål, og det er godt, hvis børnene kan opleve, at deres forældre ved noget om det, man skal opleve, så man må opsøge viden.”
Det er snart 15 år siden, den amerikanske forfatter Richard Louv satte fokus på, hvordan børn nærmest forsvinder fra naturen. Det gjorde han med bogen ”The Last Child in the Wood” eller på dansk ”Det sidste barn i skoven”. Inspireret af Richard Louvs bog undersøgte man i Danmarks Naturfredningsforening, om det kun var i USA, at børn foretrak livet indendørs frem for livet udendørs. Undersøgelsen ”Natur i generationer” viser, at danske børn er halvt så meget ude, som deres bedsteforældre var.
Siden har Richard Louv skrevet bogen ”Vitamin N: The Essential Guide to a Nature-Rich Life” ”Vitamin N: Den essentielle guide til et naturrigt liv”, hvor forfatteren beskriver vitamin N som et såkaldt naturvitamin:
”Det er en modgift til de naturunderskudsproblemer, som ikke er en medicinsk diagnose, men en metafor for den pris, børn betaler for at leve i samfund, hvor naturen er afkoblet.”
Ole Laursen deler Richard Louvs ønske om at få mere af vitamin N ind i børns liv. Og han er optimistisk. De seneste undersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening har fået foretaget, viser, at både forældre og bedsteforældre finder det vigtigt at få fælles oplevelser i naturen med børn eller børnebørn.
”Oplevelser i naturen er lige så vigtige for børns fysiske og psykiske helbred som sunde madvaner og bevægelse, men vi ser det ofte som en slags flødeskum i et travlt liv.”
”Vi skal denne vej,” siger Ole Laursen og peger mod skoven. Johanne og Elva løber hen ad grusvejen. Målet er en myretue inde i Nyrup Hegn lidt syd for Helsingør. Sidst pigerne var i skoven, var ved juletid, og de mindes aldrig at have besøgt en myretue.
”Hvis I ser nogle lilla blomster i skoven, må I meget gerne plukke dem. Vi skal bruge dem til at lave en tryllekunst med.”
”Tryllekunst?”, spørger de to piger nærmest i kor.
Ole Laursen nikker, og mens skoven bliver tættere, fortæller han om den røde skovmyre. Han siger, at pigerne skal finde en myretue, hvor der bor lige så mange indbyggere som i Aalborg. Mens han viser dem væk fra stien og ind på den bløde skovbund, forklarer han, hvordan den røde skovmyre kan sprøjte myresyre 30 centimeter ud af bagkroppen, når den skal forsvare sig.
”Først bider de, og så sprøjter de med syre. Myresyren kan få blomsterne til at skifte fra blå til lyserød i nogle streger.”
Myrerne finder børnene, før de finder tuen.
”Aaaaaa! Der kravler en på mig,” skriger Elva. Hun løfter sit ene ben højt og peger, mens hun fortsat skriger. Det er ikke bare en, men flere myrer, som bevæger sig på hendes hvide strømpebukser, og hun hæver skiftevis det ene og så det andet ben højt, i et forsøg på at ungå de bidende dyr.
”Hvis du hopper, kommer der flere,” siger Ole Laursen og peger over på en væltet træstamme, hvor Elva kan være lidt i sikkerhed for de røde skovmyre.
At blive bidt af en myre, brænde sig på brændenælderne og vende hjem med myggestik er en del af den sanselige erfaring, Ole Laursen mener hører til vitamin N.
”Det er en del af det at være forbundet med naturen. Det er et udbredt ideal hos forældre, at de hele tiden skal passe på deres børn. Men der kan være noget godt i at mærke, hvordan det svier, når man brænder sig på en brændenælde, så man kan navigere efter det. Det er en misforståelse, at vi hele tiden skal overvåge vores børn.”
Børn i Elva og Johannes generation tilbringer halvt så meget tid i naturen som deres forældres generation gjorde. Ole Laursen voksede op på Jegindø i den vestlige del af Limfjorden. Når hans forældre, som drev et bageri på øen, gerne ville have lidt ro, bad de ham gå ud at lege.
Når han siger det samme til sine børn, holder de sig til villahaven i Humlebæk, hvor han bor med sin kone og tre børn. Naturen var ikke begrænset til haven, da Ole Laursen var barn i de tidlige 1970’ere på Jegindø. Han måtte bevæge sig, hvorhen han ville. Dog ikke længere end til dæmningen, som har gjort Jegindø landfast med Thyholm. Fra han var syv år, tog han med sine venner ned på Jegindø havn, hvor de sprang i vandet.
Hans bedsteforældre var vigtige naturformidlere, skønt de aldrig brugte det ord. Hans morfar havde en frugtplantage og var lystfisker, mens hans farfar var fisker, og både mormor og farmor holdt have og syltede i stor stil, og Ole Laursen fik lov at tage del i alle gøremålene.
Når han læser undersøgelserne om børns forhold til naturen, vurderer han, at bedsteforældre har en rolle at spille. Forældre vil gerne ud i naturen med deres børn, men svarer, at tiden er den største hindring. Bedsteforældre vil også gerne dele oplevelser i naturen med deres børnebørn. Og en god del gør det flittigt. Her er den største hindring, at der geografisk kan være lang afstand mellem børn og deres bedsteforældre.
”Det, vi husker, er ikke de timer, hvor vi sad og så ind i hver vores skærm. Når man deler oplevelser i naturen, er det ofte noget, man husker. Og har man fået smag på den slags oplevelser, så vil man få smag på mere.”
Pigerne har til gode at se, om tissemyrerne kan trylle. Elva er gået ned fra træstammen, men hun står stadig på afstand af myretuen. Johanne holder en buket af spinkle violer, mens Ole Laursen løfter hende, så hun kan anbringe blomsterne på myretuen, uden at de små dyr kravler på hendes ben.
Lidt efter bøjer Ole Laursen sig over tuen og tager et par af violerne op og viser dem til pigerne.
”Kan I se stregerne?”, siger han og peger.
Pigerne nikker og spørger, om de godt må gå væk, men har lidt svært ved at stå stille, for de synes, der er myrer over det hele. Det er ved at være spisetid, og pigerne er både sultne og kolde.
Når de kommer hjem, vil de spørge deres forældre, om de vil prøve noget af det, som de har lavet i dag. Elva vil gerne, at forældrene hilser på haletudserne. Og Johanne vil gerne, at hendes mor og far ser, hvordan hun kan trylle med tissemyrerne.