Prøv avisen
Bekymringer

Psykolog: Toget med bekymringer afgår hvert øjeblik

Man kan gruble sig til en depression, siger Pia Callesen. Foto: Illustration: Rasmus Juul

Psykolog Pia Callesen har gjort det til sit speciale at hjælpe mennesker med at bekymre sig mindre. Hun råder til, at man lever mere og tænker mindre

Se for dig en banegård med perroner, hvor der altid afgår tog. Hvert tog repræsenterer en af de 30.000 til 70.000 tanker, som går gennem et menneskes hoved dagligt.

Læs særavisen "Ryd op" her (kun for abonnenter)

Det er psykolog Pia Callesen, som tegner billedet af den travle banegård. I arbejdet med mennesker med stress, angst og depression har hun set, at det ikke er ligegyldigt, hvilket tanketog man stiger på.

Blandt de 30.000-70.000 tanker, hjernen hver dag producerer, er der, hvad Pia Callesen kalder for trigger-tanker. Ordet er lånt fra engelsk, hvor trigger henviser til aftrækkeren på en pistol. Hun forklarer, at hvis man giver trigger-tanken rum, vil den opføre sig som et lokomotiv, der får koblet flere og flere vogne på, bliver tungere og langsommere og ender med at slæbe sig gennem landskabet.

Kan man blive bevidst om trigger-tankerne og lære at identificere de tanker, som trigger bekymringer, kan man rejse lettere gennem livet.

Den 41-årige psykolog og klinikchef har i en årrække arbejdet med kognitiv adfærdsterapi. Hun har læst i Danmark og Storbritannien, men for syv år siden blev hun optaget af professor Adrian Wells forskning og teori omkring metakognitiv terapi. Det er en terapi, hvor man øver sig i at arbejde mindre med sine tanker og følelser for at få det bedre. Terapien repræsenterer en art paradigmeskifte, og Pia Callesen er vant til at høre kritik fra fagfolk, som ser med kritiske øjne på terapiformen.

Læs et uddrag af Pia Callesens bog 'Lev mere tænk mindre' her.

”Det er et opgør med resterne af den freudianske psykoanalyse, hvor man mener, at man kan behandle en depression ved samtaler om barndommens oplevelser. I metakognitiv terapi skal man ikke vende vrangen ud på sig selv i et håb om at få det bedre, men gøre mindre med sine tanker og følelser.”

Kort tid efter hun var blevet introduceret til professor Adrian Wells’ forskning og teorier, blev hun mor, og det blev en anledning til i praksis at bruge den metakognitive tilgang til at håndtere de bekymringer, som kom til verden kort efter Louies fødsel. Parret syntes, sønnen havde nogle mærkelige trækninger, gik til lægen og blev henvist til Rigshospitalet.

”Hans trækninger var en særlig form for epileptiske anfald, og vi fik at vide, at de kunne skade hans hjerne, hvis man ikke kunne få dem under kontrol ved hjælp af medicinsk behandling. Vi gik hjem med en besked om, at der var risiko for, at vores søn kunne blive hjerneskadet.”

Sønnens sygdom blev en anledning til, at Pia Callesen kunne anvende de metakognitive teknikker.

”Havde jeg ikke fået denne viden, ville jeg ikke have overvejet, at der var andre muligheder end at bekymre mig og spekulere i døgndrift. Min mand havde på daværende tidspunkt ikke den indsigt. Han er journalist og søgte viden og gik totalt i gruble-tilstand og tabte sig 10 kilo på meget kort tid. Jeg mærkede, at jeg havde et valg.”

Pia Callesen besluttede sig for, at hun hver dag måtte bruge en time på at undersøge de spørgsmål, som sønnens sygdom rejste. Det viste sig, at han var født med tuberøs sklerose, men hvad betød det?

”Jeg gik på nettet en time om dagen, hvor jeg blandt andet googlede syndromet og læste om behandlinger i USA, men jeg langtids-grublede ikke, og derfor kunne jeg opretholde amningen og være nærværende i forholdet til vores søn. Jeg prøvede at holde mine tanker på et handleplan, så jeg opretholdt rutiner, mødtes med veninder, så tv og havde på den måde en hverdag, hvor jeg parkerede bekymringerne det meste af dagen.”

Men kan man holde kontortid for de bekymrede tanker? Og er det anbefalelsesværdigt? Risikerer man ikke at gøre ens indre til en trykkoger, hvor undertrykte tanker eksploderer? Pia Callesen er vant til spørgsmål i den retning.

”Det handler ikke om, at man skal være ligeglad og acceptere indholdet af tankerne eller blive følelsesløs, men det handler om, at man skal kunne lade bekymringerne være. Tanker og følelser er selvregulerende. Mennesket har et fantastisk design. Man får et sår på huden, og det heler, men man kan også holde liv i et sår, hvis man hele tiden klør og kradser i det. Når det gælder psykiske rifter og sår, kan man holde liv i dem ved at bekymre sig, spekulere og gruble.”

I dag er Louie seks år. Hans udvikling er i let grad påvirket af sygdommen, men de skrækscenarier, forældrene så for sig efter samtalerne på Rigshospitalet, er ikke blevet virkelighed.

”Jeg har holdt fast ved at parkere bekymringerne og havde jo ikke været klogere i dag, hvis jeg havde spekuleret ubegrænset.”

Tilværelsen behøver ikke at blive påvirket af alvorlig sygdom, for at bekymringerne kan have livshæmmende kvalitet. Det viser erfaringerne fra de mennesker, Pia Callesen møder i sin praksis.

Bekymringer er en lige så naturlig del af livet som eksempelvis glæder. Bekymringer begynder typisk med ordene ”hvad nu hvis...”. Hvad nu, hvis det går galt? Hvad nu, hvis jeg ikke får det bedre? Hvad nu, hvis jeg mister mit job?

”Det er negative tanker, som frister og kan køre i ring.”

Hvordan man håndterer sine tanker, er afgørende for, hvordan man trives. Det viser i hvert fald de studier, Adrian Wells har gennemført, og som ligger til grund for den metakognitive terapi.

”Det afgørende er mængden af opmærksomhed, vi giver vores tanker om problemer og livskriser. Man kan gruble sig til en depression.”

Pia Callesen har mødt mange, som insisterer på, at det er vigtigt for dem med omtanke, refleksion og bekymring. Men når det begynder at påvirke nattesøvnen og stressniveauet, mener hun, at man må overveje, om man har et problem med overtænkning.

”Det er meget normalt at tro, at man ved hjælp af tankeprocesser og kognitionen kan presse et svar frem, og andre vil sige, at de slet ikke kan lade være med at bekymre sig. Men hvad bliver bedre af, at man grubler 10 timer dagligt, som mange af mine klienter har gjort? Har man ikke tænkt sig til en løsning i løbet af en halv time, foreslår jeg, at man overlader opgaven til sekretæren i underbevidstheden, som er god til at komme med et svar, når man mindst venter det.”