Prøv avisen

Tor Nørretranders: Husk at elske samfundet

”Vi lægger ikke rigtig mærke til vores samfund. Derfor passer vi ikke ordentligt på det. Det forvitrer, kommer ud af form,” siger Tor Nørretranders, der i sin nye bog opfordrer os til at tænke på samfundet som vores krop, for også samfundet skal passes, plejes og udvikles. Hele tiden. – Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tor Nørretranders har opfundet et nyt ord: ”samfundsglæde”, der også er titlen på hans nye bog. Den kendte forfatter mener, at vi lige nu står vi over for en kæmpe opgave, klimakrisen, som i den grad kræver, at vi i fælleskab skaber løsninger, vi kan være stolte af. Præcis som det sker på Samsø, hvor han og familien nu er flyttet til

”Prinsesse Isabella” lægger til land. Landgangsbroen sænkes, og mens bilerne kører væk fra færgedækket, går flere kvinder og mænd fra borde, mens de både vinker til de folk, der nu skal med færgen den anden vej, og ellers har travlt med at hilse på hinanden og spørge til ”dem derhjemme”.

Det er oktober, og det her er Samsø uden for sæsonen. Nu er det de lokale, der er tilbage, dem, der har styr på øens ansigter og navne, også på de nye tilflyttere, som blandt andre rummer forfatteren Tor Nørretranders, hans kone Rikke Ulk og deres 12-årige datter Esmeralda. Den lille familie sagde farvel til Klampenborg ved København og rykkede til øen i Kattegat sidste sommer.

I en alder af 63 år tog Tor Nørretranders derfor kørekort for lettere at kunne komme rundt, så nu holder han i sin hvide elbil for at tage imod endnu en journalist, der gerne vil tale med ham om hans nye bog ”Samfundsglæde”, der udkommer i dag på People’sPress.

”Jeg tror, jeg har ramt noget i tidsånden,” siger han og kører forsigtigt fra havneområdet og ud langs kysten.

”Og hvis du hørte Mette Frederiksens åbningstale, så taler hun jo præcis om nogle af de ting, jeg også peger på i bogen. Hun sagde blandt andet, at ’tilliden slår revner, og samfundskontrakten står svagere’, og det er netop det, jeg mener, vi kan ændre på ved at pege på et begreb som ’samfundsglæde’. Vi skal kort sagt være mere bevidste om, at vi i fællesskab har skabt et samfund, der på mange måder er noget, vi kan være stolte af og taknemmelige for. For jeg er sikker på, at det kun er, når vi får blik for samfundets gode sider, på det, der faktisk virker, at vi får mod og lyst til at gå ind i de nye udfordringer, hvor især klimakrisen kræver handling. Hvis alt bare forekommer ligegyldigt og uoverskueligt, sker det ikke. Derfor skal løsningerne også komme nedefra og være nogle, vi skaber i fællesskab. Og vi skal have lyst til at engagere os og gå i dialog med hinanden om visioner og drømme,” siger Tor Nørretranders, der nu næsten er nået frem til vejskiltet mod Stavns.

Tor Nørretranders er kommet på Samsø igennem mange år. Han har været en aktiv del af Energiakademiet på øen og dets arbejde med at skabe bæredygtige løsninger på klimaudfordringerne – herunder visionen om at gøre Samsø energimæssigt selvforsynende med vedvarende energi, som er tilfældet i dag.

”Så når du spørger mig, om bogen er inspireret af mit liv på Samsø, så ja, men den var nu næsten færdigtænkt, inden vi flyttede herover. Det er derfor mere rigtigt at sige, at jeg er flyttet hertil som en konsekvens af, at jeg i så mange år har sagt, at løsningerne må komme lokalt og nedefra, ikke oppefra. Og så må jeg jo selv følge mit eget budskab og tage aktivt del i netop det lokale arbejde.”

Han drejer blødt til venstre og peger op på en rødstensgård fra 1935 med gule staldbygninger, højt placeret i landskabet og med den smukkeste udsigt mod både Kattegats skumtoppe til venstre og den lavvandede Stavns Fjord til højre.

På gårdspladsen løber den ene af familiens to katte rundt, tre heste står på folden, og inden for i stuehuset har lokale håndværkere haft travlt med at sætte førstesalen i stand, med fritlagte hanebjælker, isolering i væggene, nyafslebne gulve og vinduespartier med kig til den natur, som har været omdrejningspunkt for Tor Nørretranders’ lidenskab, videnskab og forfatterskab siden slutningen af 1970’erne. Foran det største af vinduerne står da også en kæmpe stjernekikkert, vendt mod himmelen.

Fra gulv til loft fylder bøgerne og vidner om både nysgerrighed og videbegær på andre områder end lige naturvidenskaben. Hemingway og Bibelen har også fundet plads på reolerne, og selvom Tor Nørretranders er erklæret ateist, er der faktisk meget af netop religionernes, herunder kristendommens tilgang og begrebsverden, som han gerne så mere af i dag.

”Samfundsglæde er en måde at anerkende det, som er, og sige tak for, at det findes. I stedet for at vrænge ad det. Og det har jo i høj grad været religionernes gebet at pege på netop taknemmeligheden og vigtigheden af at tro på, at der er noget, som er større end lige netop mig, den enkelte, individet. Det er også religionerne, der har talt om, at det handler om at gøre noget for andre, som måske ikke lige umiddelbart kommer en selv til gode. Og den storladenhed har været samfundsmæssigt meget betydningsfuld.”

”Fra kristendommen har vi så fået indprentet værdien af tilgivelse og barmhjertighed, men også af fællesskab, som jo er det, der skabes rammer for, når folk mødes i kirken om søndagen. Og den side af religion vil jeg meget gerne vise respekt og tage alvorligt, for den er vigtig for samfundet. Også selvom mange af mine venner ville vrænge ad mig og kalde religion udelukkende for undertrykkende. Sådan ser jeg ikke på det, selvom jeg altså ikke er troende.”

Tor Nørretranders har sat sig ved langbordet i den ene ende af det åbne rum på førstesalen. Han smiler og siger, at det jo i det hele taget er lidt sjovt, at en mand, der selv er fra ”en generation med oprør”, som han kalder det, nu sidder her og taler om taknemmelighed og samfundsglæde.

”Men vi manglede den dimension med taknemmeligheden. Til gengæld kan man sige, at selvom det umiddelbart kan virke lidt ironisk, så var der faktisk en større optagethed af samfundet dengang og i tiden før 1968 også. Vi var godt nok delt op i et tydeligt højre og venstre med en borgerlig offentlighed på den ene side og en arbejderoffentlighed på den anden. Men på begge sider var der en stolthed over at være del af et ’vi’, der havde bygget værfter eller skabt et åndsliv, som på hver sin måde var med til at skabe det velfærdssamfund, vi har i dag. I dag har vi så mere eller mindre kun en middelklasse, der rummer de fleste af os, og den har ikke rigtig nogen identitet. Der er paradoksalt nok ikke ’et stolt vi’ længere, nu hvor fraktionerne er forsvundet. Fra at leve i en tid, hvor det var mig og så halvdelen af resten, der holdt sammen mod den anden halvdel, så er der kun den enkelte tilbage i dag. Gruppetilhørsforholdet er forsvundet, og det har påvirket vores samfund i en negativ retning.”

Det er også derfor, Tor Nørretranders har så stort et fokus på civilsamfundet og det lokale tilhørsforhold i sin nye bog.

”For det er jo her, vi lever vores hverdag, i det lokale tilhørsforhold. Og her gør et smil fra naboen og en hjælpende hånd i foreningen en verden til forskel. Men civilsamfundet har bare ikke fået nok opmærksomhed fra blandt andet de djøf’ere, der styrer meget af vores land, og som er undervist på universiteterne, hvor Danmark beskrives som mestendels styret af henholdsvis stat og marked. Mens det er i virkeligheden vores nære miljø med naboer og sportsklubber, der er allervigtigst for os. Heldigvis foregår der allerede rigtig meget godt i civilsamfundet, men jeg tror, engagementet kan blive endnu stærkere. Og at den overordnede samfundsglæde også vil vokse, hvis det sker. En af de bedste metoder er at sikre medejerskab til de tiltag, der sker lokalt. Som det for eksempel er sket på Samsø, hvor folk har været inddraget i diskussionen om bæredygtighed og selvforsyning lige fra starten og siden selv købt aktier i foretagendet. I dag taler folk på øen med stolthed om ’vores vindmøller’ og omtaler dem ligefrem som ’pæne’, selvom de jo altså ligner alle de andre vindmøller, folk ofte betegner som grimme i andre landskaber.”

Tor Nørretranders er med på, at vi jo ikke alle sammen kan flytte til Samsø for at blive en del af fællesskabet dér og på den måde indgå i et aktivt nærmiljø med plads til både begejstring og samfundsglæde.

”Det kan og skal vi selvfølgelig ikke. Men det er jo modernitetens store problem, at de instinkter, vi har med os helt fra stamme- og klansamfundene, og som stadig gav mening i landsbyens nærhed, er blevet hjemløse i dag, hvor de fleste bor i et anonymt storbyliv, hvor man ikke længere er afhængig af hinanden på samme måde som før. Alle er derimod blevet udskiftelige. Og i den kontekst er det altså svært at finde fælles glæde, stolthed og engagement.”

Men vi har muligheden, mener Tor Nørretranders. Og selvom det kan lyde underligt, at det er en krise, nemlig klimakrisen, der giver os den, så giver det ifølge forfatteren rigtig god mening.

”Se på de unge. For et år siden var Greta Thunberg alene med sine klimastrejker, i dag følger millioner af skoleelever over hele verden hendes eksempel. Mange unge føler sig i dag som en del af et kæmpestort fællesskab, der vil gå nye veje og have os voksne til at ændre kurs. De er stolte over at være en del af klimabevægelsen, og den stolthed er netop vokset nedefra sammen med troen på at kunne gøre en forskel. Tænk på FN’s klimakonference, Cop15 i København for 10 år siden, en masse fine ord og deklarationer, men det rykkede ikke noget. Nu sker det derimod, fordi folk selv tager opgaven på sig og kræver handling. Og de handlinger kan og skal vi alle sammen være med til at diskutere og meget gerne ved at begynde i det lokalområde, vi bor i. Om det er på en ø, i en opgang eller på en villavej. Vi har en bunden opgave: Klimakrisen skal løses. Og netop den opgave kan vi faktisk se på som en chance for i fællesskab at genopfinde det samfund, som giver os glæde. Det kan ligefrem blive en både sjov og livsbekræftende opgave. Noget, som vi har manglet.”

På en ø skal man holde øje med tiden. Færgen styrer både myldretid og samtalers varighed. Inden Tor Nørretranders igen skal være chauffør til færgelejet, finder han en lyserød badge frem, som han giver til alle journalisterne for tiden. ”Jeg elsker samfundet” står der med højrøde bogstaver langs det runde emblem, mens midten udgøres af det helt store ”JES!”.

”Hvis nu folk går rundt med det, kan det måske være med til at få os til at tale om vores forhold til samfundet. Nu har jeg i hvert fald forsøgt at skabe et ord, ’samfundsglæde’, der udtrykker en holdning, jeg gerne så mere af i dag. Og hvis ordet slår an, så er det jo pludselig blevet en del af vores virkelighed.”

Læs uddrag af ”Samfundsglæde” på