Nede ved søen ikke langt fra Ylva Eggehorns hjem står et egetræ med en stamme så bred, at det ikke rigtig er lykkedes hende at få hele stammen med på et billede, skønt hun flere gange har forsøgt med sin mobiltelefon. Hun roder rundt i sin håndtaske for at finde telefonen og vise de mislykkede fotos af den mægtige stamme. Når hun ser egen ved søen, tænker hun på Gud. Gud er som et træ at læne sig op ad for at finde hvile og blive beskyttet.
Hvert år udpeger den svenske kirkes ærkebiskop en forfatter, som skal begå en fastebog, og i år blev det Ylva Eggehorn. I bogen skriver hun om træer som inspiration til fastemeditationer, for hun oplever, at træer kan nære troen. I Danmark er hendes navn ikke så kendt, men i Sverige er hun en slags nationalpoet. Da hun fyldte 70 år for nylig, blev hun portrætteret i de store svenske dagblade. Hun har studeret teologi og litteraturvidenskab, men er kendt for sine mange salmer – ikke mindst millenniumsalmen ”Innan Gryningen”, hvor hun samarbejdede med selveste Benny Andersson fra popgruppen Abba.
Fastebogen har hun givet titlen ”Rötter och krona” – eller på dansk ”Rødder og krone”. De seneste år er naturen som kilde til trivsel kommet i fokus med alt fra japansk skovbadning – Shinrin Yoku – til terapihaver. Men ifølge Ylva Eggehorn indeholder træer en overset åndelig inspiration. Ikke mindst i en fastetid, hvor hun mener, at træer kan hjælpe med at bremse op.
”I vores kultur har vi fokus på bevægelse og vækst. Her står træerne som et korrektiv: Træer er rødder og krone forenet i et slags livets netværk.”
Det er den første søndag i marts. Ylva Eggehorn har lige præsenteret sin bog i Allhelgonakyrkan i Stockholm. Et tilløbsstykke, hvor tilhørerne kom i god tid for at sikre sig en plads i det intime kirkerum på bakken i bydelen Södermalm. Ylva Eggehorn er rundet af livet i kirken og nabokirken Katarina Kyrka. Hun er født i 1950 og opvokset i en forstad til Stockholm i et hjem med kunst på væggene og fyldte bogreoler. Tro var ikke noget, man talte om, og selv så hun sig som ateist og fravalgte konfirmationen. Det forandrede sig, da hun i sidste del af teenageårene fik en depression, for i det indre mørke dukkede troen op.
En nat lå hun vågen og mærkede et sælsomt nærvær, som føltes som kærlighed. Som ordmenneske var Ylva Eggehorn frustreret over, at det var en oplevelse uden sprog, og det udfordrede hendes intellekt, og hun håbede, at nærværet ville forsvinde. Det skete ikke. Det kom tilbage. Og det tog til. Hun måtte så at sige kapitulere og blev en del af en kristen ungdomskultur præget af karismatisk kristendom. De unge samledes i Katarina Kyrka og i Allhelgonakyrkan, hvor hun nu sidder i krypten for at svare på Kristeligt Dagblads spørgsmål.
”Det var kollektivernes tid, og vi drømte om et anderledes liv væk fra storbyen, hvor vi kunne leve som storfamilie og tage imod mennesker, som havde brug for at sove ud og græde ud.”
Sammen med den ni år ældre ægtefælle Georg Eggehorn og en række andre unge kristne skiftede hun i 1972 storbyen ud med landlivet i Sorunda, 40 minutters kørsel syd for Stockholm. Her var der et gammelt missionshus, som blev rammen om storfamilieliv og siden også retræter og kursusvirksomhed.
Skønt de ikke annoncerede, rygtedes det, at der var en uhørt gæstfrihed hos de unge i Sorunda. Nogle blev i to dage, mens andre blev i to år. Der har boet alt fra hjemløse til biskopper i fællesskabet. I dag er storfamilien af unge kristne og skæve eksistenser erstattet af et familiefællesskab i tre generationer. Ægteparret Eggehorn har en bolig, og det samme har deres to voksne børn med familier, og det gamle missionshus tager stadig imod kursister og retrætegæster.
Ylva Eggehorn var 22 år, da hun fik egen skov, men det var først i forbindelse med et langt sygdomsforløb for fem år siden, at hun erfarede, hvordan træerne kan inspirere hendes trosliv.
”Jeg havde ingen energi, og man var bange for, at jeg skulle miste mit syn. Min krop var så træt, at jeg ikke orkede at bevæge mig. Bach og Billie Holiday, som jeg ellers er utrolig glad for, kunne jeg heller ikke holde ud at lytte til. Det var, som om alle indtryk var for stærke. Det eneste, jeg kunne i den periode, var at sætte mig i en stol under et træ, høre vinden i trækronerne, og så fuglesangen. Sådan sad jeg i timevis dag efter dag, og i træernes tavshed kom der nye og uventede tanker til mig, og uden du skal tolke det for bogstaveligt, var det, som om vi indledte en dialog.”
Hun satte sig for at læse Bibelen fra første til sidste side med fokus på den plads, træerne har i Bibelen, fra træet til kundskab om godt og ondt i Første Mosebog til livets træ, som er beskrevet i Johannes’ Åbenbarings kapitel 22, som er Bibelens sidste kapitel.
”I Bibelen følger træer mennesket som tavse allierede. Og træet bliver brugt som et billede på relationen mellem Gud og menneske som en inderlig enhed. ’Jeg er vinstokken, I er grenene’, siger Jesus i Johannesevangeliet.”
De sidste måneder har hun været svækket af en bihulebetændelse, som hun ikke kan få bugt med. Det har været plagsomt, og hun har ikke haft kræfter til at tage vandrestøvlerne på og gå ud på stierne i skoven. Morgen og aften læser hun i Bibelen og tager også gerne et afsnit af munken Thomas Mertons ”Dialogues with Silence”, og så sidder hun i stilhed og betragter træerne på den anden side af ruden. Hun opfatter træerne som en slags læremestre for hende med deres rødder og krone.
”Faste er forbundet med bod, som er et ord afledt af bedring. For mig er der lægedom i at se på træerne, fordi naturen er så fantastisk uneurotisk. Vi mennesker gør os mange overvejelser om, hvilke valg vi skal træffe, og vi kommer i tvivl, men der er ikke mange spor af ambivalens, når jeg ser på birken, som ved, at det ikke er endnu, at den skal springe ud.”
For Ylva Eggehorn er fasten anledning til at overveje, hvad hun længes efter. Og den længsel hjælper træerne hende med at komme i kontakt med.
”Jeg længes efter et venskab med Gud, som aldrig ophører. Det er en umættelig længsel, og jeg tror, vi deler den, men vi afholder os fra at komme i kontakt med den, fordi vi lever i en kultur, som konstant fortæller os, hvad vi kan forbruge, og hvad vi ønsker os. Omgivet af træer er det anderledes, for de vokser fra det sted, hvor de står.”
Det lyder måske for harmonisk med en aldrende kvinde bosat i smukke, landlige omgivelser, og som finder fred mellem birketræer og graner. Men hun kender også til at være rastløs. Ylva Eggehorn beskriver den frustrerende kedsomhed, hun nogle dage kæmper med, når hun ikke har de fysiske kræfter, som hun engang havde.
”Her kan træerne også vejlede mig. Jeg kan finde på et spørge træerne, om de ikke keder sig, når det hele ser gråt ud og deres blade er væk. Jeg ser på dem og konstaterer, at de tager sig tid. Jeg tror, de sørger over den tabte sommer, og så hviler de, sparer på kræfterne og lader op for at få plads til nyt. Træerne gør alt det, som vi i vores civilisation er enige om at forsømme, men som fastetiden skal minde os om. Faste handler om et langsommere tempo, at gå ind i træernes tid, hvor man ikke skal løbe, tjekke mobilen og forbruge, men samle sig. Træerne repræsenterer en anderledes tid. Vores menneskeliv er korte, men den store eg, som har stået der i 250 år, udstråler alt andet end stress.”
Ylva Eggehorn vender tilbage til den gang, hvor hun blev syg for fem år siden og første gang fornemmede, hvordan opholdet under træerne gjorde hende godt. Hun tror, det kan sammenlignes med nogle af de tidlige naturoplevelser, hun husker fra førskolealderen.
”De fleste husker, hvordan man som barn kunne blive helt salig, når man så de første forårsblomster. Jeg måtte i hvert fald straks fortælle det til mine venner, og jeg vidste nøjagtig, hvor jeg havde set dem. Naturens skønhed sætter mennesker på plads og minder os om det tabte Paradis. Vi kan være bange for at tage naturens skønhed ind, for den har en evne til at forandre os, og det har mange et ønske om at værge sig mod, men fasten handler om at skabe rum for forandring.”