Prøv avisen

Træerne vokser både ind i himlen i min barndom og i Bibelen

Træerne i Bibelen peger både på korset og Paradisets Have, skriver Daniel Øhrstrøm. – Foto: Anna Larsson/Folio/Ritzau Foto

Hvem siger, at træer ikke kan gro ind i himlen? skriver journalist Daniel Øhrstrøm

Som dreng var jeg i landbrugspraktik på Trøjborggård ved Bredballe i Vejle, hvor jeg på én arbejdsdag plantede 2000 juletræer sammen med karlen, der kørte en traktor i slowmotion, mens jeg sad omme bag på ploven og stak de små rodkviste ned i den sorte muld.

Der skulle tro til at forestille sig, at sådan en lille rod engang ville blive stor nok til, at nogen ville kunne danse rundt om den med hinanden i hænderne. Men det har siden ærgret mig, at jeg ikke huskede landmandens tilbud om, at jeg bare kunne komme tilbage 10 år senere og hente et juletræ, jeg selv havde plantet. Det kunne have været sjovt. Men nu er de træer nok for længst fældet. Nåletræer vokser jo nærmest som nytårsraketter i forhold til andre træer, mens den store hængebøg, som min oldefar plantede uden for slægtsgården i Majbøl på Als, står der endnu.

Mine første minder om træ stammer også derfra. For min ældgamle farfar var ikke kun landmand, men også tømrer i sine yngre dage. Han lever stadig med et herligt rynket ansigt som et egetræs dybe bark, der synes at synge af levet liv og fortællinger med rødder i for længst svundne tider, når han smiler. Og indtil for få år siden var han også lidt af en kunstner i sit snedkerværksted i laden, hvor jeg elskede at sidde og snitte skeer som barn, mens han drejede snurretoppe til mig og fløjtede fornøjet i takt til dansktoppen i radioen. Jeg husker stadig den vidunderlige friske duft af træ, mens jeg beundrede min bedstefars store ru hænders præcise arbejde.

Ved siden af aftægten, hvor min oldemor levede, til hun blev 102 år og stadig kunne tale om krigen (altså den ”fø’est’”), ligger der også en vidunderlig frugthave. Den forbandt jeg tidligt med Paradisets Have, når jeg sad i toppen af det store kirsebærtræ og spiste kirsebær med fuglene. Kun min farmors kogekunst kunne få mig ned fra det træ, hvor jeg følte mig som en konge i kronen. Smagen af saftige kirsebær forbinder jeg stadig med frihed. Og jeg har siden søgt mod kirsebærtræer, hvor jeg selv har bygget reder som voksen. Jeg tror heller ikke, at det var tilfældigt, at Astrid Lindgren lod ”Brødrene Løvehjerte” genopstå i Kirsebærdalen. For findes der noget mere himmelsk end en lyserød sky af kirsebærblade i vinden?

Det tænkte jeg over forleden, da jeg interviewede den store maler Per Kirkeby til avisen. Han fortalte om, hvordan træer også havde fulgt ham hele livet, og hvordan træerne tidligt voksede ind i hans billeder – og med tiden blev til kors. Men træerne vokser jo også vildt i Bibelen.

Paradisets Have skulle jo netop være fyldt med træer som gode gaver til mennesket, men to træer skilte sig ud – kundskabens træ og livets træ. Det ene førte til fortabelse, det andet til evigt liv som en lille teaser for påsken. Senere reddede Noa og hans familie som bekendt livet i en træark, mens Moses mødte Gud som en brændende busk, og profeten Jonas til gengæld sad og surmulede under en hytte af grene, da Gud alligevel ikke ville sætte ild til byen Nineve.

Træer er faktisk nævnt næsten 100 gange i Bibelen. Men det er selvfølgelig tømrersønnen Jesus, der for alvor giver træerne betydning. Når man tænker over, hvordan han selv voksede op med en duft af savsmuld, er det klart, at han igen og igen brugte træer som billeder på det største i livet.

Han sammenlignede den sande tro med et sennepsfrø, der næsten ikke kan ses, men kan blive til et helt træ. Han spurgte, hvorfor man så splinten i sin broders øje, når man ikke kunne se bjælken i sit eget. Han sammenlignede endda sig selv med et træ, det gode vintræ – og lovede, at den, der bliver i ham, vil bære meget frugt. Og til sidst red han ind i Jerusalem på palmegrene, inden han døde på et træ, et trækors, der gjorde ham selv til livets træ, mens Paulus kaldte den opstandne Jesus en førstegrøde, der som en anden påskeblomst viste os andre vejen til himlen. Som det første lille juletræ.

Så hvem siger, at træer ikke kan gro ind i himlen?

Herhjemme falder påsken ovenikøbet både sammen med foråret og min fødselsdag, hvor træerne endelig vender tilbage til livet. Og da jeg havde fødselsdag forleden, havde mine børn købt et nyt kirsebærtræ til mig, efter jeg med stor sorg havde gravet det gamle op for at gøre plads til deres trampolin. Og det var lige før, jeg hoppede af glæde, da jeg opdagede, at de lyserøde knopper allerede er ved at springe ud.