Prøv avisen

Tre danskere om at fornægte: Vi vendte ryggen til vores nære

Apostlen Simon Peter fornægtede Jesus hele tre gange på langfredag. Påskefortællingen om at vende ryggen til den, man har kær, kan mange i dag genkende fra eget liv. Det gælder blandt andre Vivi Ellegaard, Larz Thielemann og Mads Juul, der alle har oplevet at fornægte

Jeg forlod min mand, fordi han fik Parkinson

Vivi Ellegaard er 54 år. Arbejder som buschauffør. Bor i Silkeborg med sin kæreste Michael

Der skete noget med Vivi Ellegaards tidligere mand den dag i 2007, da et dæk fra en gummiged på halvandet tons faldt over ham. Det var ikke bare det venstre ben, der var brækket, og den højre fod, der var knust. Nej. Den største skade var sket i hans indre. Vivi Ellegaards tidligere mand ændrede hurtigt karakter efter ulykken. Han, der før var en stærk mand, som yndede at klare sig selv, stod nu på krykker og følte sig til besvær. Han var skrumpet sammen til en hjælpeløs, og Vivi Ellegaard blev som en mor for ham. Hun smurte madder til ham, før hun tog på arbejde, og lavede mad igen, når hun kom hjem. Hun opmuntrede ham med søde ord og sagde, at det hele nok skulle blive fint.

Det blev det bare ikke. Et par år efter ulykken fik hendes tidligere mand konstateret Parkinson sygdom. Vivi Ellegaard besluttede sig for at være stærk og holde hovedet højt. Men det var svært. For mandens personlighed ændrede sig som følge af den stærke medicin, så han blev mere temperamentsfuld og fik et vulgært sprog

”Det værste var, når vi havde sex. Han blev frådende. Det var en pinsel for mig hver gang. Den sidste gang, vi havde sex, begyndte jeg at græde. Så sagde han, at han følte, at det var et overgreb. Han ville ikke længere have samleje, før jeg selv bad om det. Så brød jeg sammen og blev lettet, men de næste tre år rørte vi ikke hinanden,” siger Vivi Ellegaard.

Vivi Ellegaard havde det forfærdeligt. Hun skubbede alle sine egne behov og følelser til side og fortalte ingen om, at hun trængte til omsorg. Det gik først op for hende, hvor ulykkelig hun var, da en nær veninde satte sig ned med Vivi Ellegaard til en alvorlig samtale. Ordene og følelserne strømmede som et pærevæld ud af Vivi Ellegaards mund. Ord, som hun havde gemt på i syv år.

”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle forlade ham. Jeg er en meget omsorgsfuld person, som altid har tænkt på andre før mig selv. Man går jo ikke fra en syg mand,” siger Vivi Ellegaard, der alligevel tog den endelige beslutning om at forlade sin mand en aften i marts 2013.

Manden blev dybt ulykkelig. Hvordan kunne hun forlade en syg mand? Han anerkendte aldrig hendes beslutning, og svigerfamilien har afskrevet hende den dag i dag.

”De er sure over, at jeg gik. Hvorfor kan de ikke se, at jeg knoklede for at holde ud? Det gjorde ondt på mig. De hader mig i dag, og de kan slet ikke værdsætte alt det, jeg gjorde dengang,” fortæller Vivi Ellegaard.

I begyndelsen følte hun, at hun havde taget en selvisk beslutning. Men i dag har hun accepteret sit valg og er lykkelig for, at hun gik. Hun giftede sig med en mand, der blev til en anden.

”I medgang og modgang. Den sætning har jeg haft i hovedet mange gange. Jeg var lettet, da jeg lykkedes med at komme væk. Men jeg havde også dårlig samvittighed over, at jeg var så glad. Hvordan kunne jeg sidde og være så lykkelig og glæde mig til mit nye liv? Jeg følte mig som verdens dårligste menneske. Men jeg indså, at det var for mit eget bedste,” siger hun.

I dag har 54-årige Vivi Ellegaard fundet kærligheden på ny. Hun har giftet sig med en mand, hvor livet er på andre vilkår. I ægteskabet er der plads til at være følsom og til at tale sammen. Der er plads til at sætte sine egne behov først.

”I dag er jeg halvt så omsorgsfuld, som jeg plejede at være. Det kostede alt for meget på det psykiske plan at være så omsorgsfuld konstant. Nu tør jeg sige fra, og jeg har mine egne behov. Dem værdsatte jeg ikke dengang. Der var jeg mor for både min mand og datter, hvilket ødelagde mig fuldstændigt.”​

Jeg fornægtede min kone, selvom jeg vidste, hun havde ret

Larz Thielemann er 60 år. Terapeut og familievejleder, som har startet netværket Hjernetips.dk for at hjælpe forældre med børn, der har neurologiske problemer. Bor alene i Espergærde

Kan egoisme fylde så meget, at man ikke kan se muligheder i en alternativ hjælpemetode til sit handicappede barn? Det kan 60-årige Larz Thielemann svare ja til. Han fornægtede sin kærestes forslag om en behandlingsmetode, der kunne hjælpe deres hjerneskadede datter, Sofie. Hans stålfasthed skubbede kærestens idé væk, da han ikke kunne se nogen logik i at omlægge sin hverdag til fordel for datterens behandling.

Sofie fik voldsomme epilepsianfald, da hun var fem måneder gammel. Hun kom på Rigshospitalet, hvor hun modtog en masse medicin, og blev efterfølgende erklæret hjerneskadet. Frem til puberteten fik hun det egentlig bedre. Men som teenager fik hun igen epilepsianfald og døde som blot 15-årig.

Larz Thielemann har fortrudt, at han ikke lyttede til sin kæreste noget tidligere. Han har fortrudt, hvordan han handlede og tænkte dengang. Til et forældremøde i den specialbørnehave, Sofie gik i, luftede kæresten en hjælpemetode opfundet af en amerikansk hjerneforsker, som rådede til at hjemmetræne med sit handicappede barn. En idé, Larz Thielemann skød væk, fordi han ikke ville være hjemmegående husfar, som han kaldte det. I øvrigt var Sofie ikke så handicappet, som alle gik og sagde, bildte han sig selv ind. Da en af de andre fædre sagde, at han havde hørt, at metoden var dyr og hokus pokus-agtig, skyndte Larz Thielemann sig at hoppe med på det argument, og valgte således at vende sin kæreste ryggen. Han gad heller ikke at læse bogen om metoderne. Han ville hellere læse om, hvordan man byggede en carport til huset.

”Jeg vred mig som en ål på en pande og fandt på alle mulige undskyldninger for at undgå hjemmetræningen. Det var en kombination af, at jeg syntes, at vi i forvejen betalte så meget i skat, så hvorfor skulle vi også betale for sådan noget pjat,” siger han.

Det kunne ikke være rigtigt, at der ikke var nogen fagpersoner, der kunne gøre det bedre end dem, mente han. Han var doven og ville ikke lægge sin hverdag om. Han ville stadig på café, tage på arbejde og lade nogle andre klare ærterne.

Først da Larz Thielemanns kæreste stillede ham et ultimatum, gik det op for ham, at han måtte se ud over sin egen næsetip. Hun sagde, at bussen kørte, om han så var med eller ej. Her gik det op for ham, at hun havde ret, når hun foreslog alternativ hjælp. Og Larz Thielemann mærkede, at han var klar på at gøre, hvad der skulle til for at hjælpe den datter, han elskede overalt på jorden.

Når Larz Thielemann i dag ser tilbage, kan han slet ikke forstå, hvorfor han handlede sådan dengang. Han beskriver det selv som en kombination af egoisme og fejhed samt manglende indsigt og forståelse for den udfordring, de som familie stod overfor.

”Jeg svigtede min kæreste. Jeg svigtede min datter. Jeg svigtede mig selv. Ved at optræde som en kryster. Jeg handlede kun, som jeg gjorde, for min egen skyld – for ikke at skulle lægge min hverdag om som behandler derhjemme. Mit store, stærke jeg kunne ikke acceptere at have fået et svagt barn. Jeg skulle bare have klappet hælene sammen og sagt javel,” siger Larz Thielemann.

Larz Thielemanns terapi har været at hjælpe andre familier. I dag arbejder han som terapeut og familievejleder for at hjælpe forældre med handicappede børn. Han ønsker at give videre af sin egen erfaring, så han kan råde specielt fædre til at lægge deres mandighed til side og se ud over sig selv.

”Jeg får en sms fra Sofie engang i mellem. I åndelig forstand. Så går hun hinsides med sin bedstefar i himlen og har det godt. Det er en rar tanke.”

Jeg vendte ryggen til min slægtsgårds traditioner

Mads Juul er 23 år, uddannet jordbrugsteknolog, er gårdejer og driver et økologisk landbrug nær Haderslev i Sønderjylland, bor alene i Aarhus

Fra Mads Juul var en lille dreng, har han gået blandt de stikkende hvedeaks på marken, mærket afgrøderne mellem fingrene og hamret på store landbrugsmaskiner med sin far. Han voksede op på sine forældres kvæggård nær Haderslev i Sønderjylland, hvor han fra barnsben lærte om dyrkningen af det konventionelle landbrug, som faderen drev. Gården havde Mads Juuls far overtaget efter sin far, og sådan har det altid været slægtens gang: Mændene i familien blev landmænd og således også Mads Juul, der er uddannet jordbrugsteknolog fra Erhvervsakademiet i Aarhus med speciale i planteproduktion. For et par år siden blev det hans tur til at overtage driften af den fædrene gård. Men selvom landbruget gennem generationer var blevet drevet konventionelt, så ville Mads Juul det anderledes:

”Jeg foretrækker at dyrke jorden økologisk. Der er mere fremtid i det. Hvis ikke jeg kunne se de økonomiske fordele i det økologiske landbrug, så ville jeg dyrke konventionelt. Jeg oplever også, at økologi er mere velset, og det har også betydning for mit valg,” fortæller Mads Juul.

På markerne pibler der nu en del mere ukrudt frem mellem afgrøderne, end da tidligere generationer drev landbruget. For at bekæmpe ukrudtet, brugte Mads Juuls farfar sprøjtemidler. Men tiderne forandrer sig, siger Mads Juul, der ser en større fremtid med økologi. Den unge landmand har således fornægtet sine rødders visioner for driften af familievirksomheden ved at vende ryggen til den konventionelle dyrkning. Det erkender han. Men selv føler han dog ikke, at han træder på sin fars principper ved at omlægge jorden til økologi.

”Min far er med tiden blevet gladere for det, virker det til. Men min farfar var meget principfast. Han ville ikke se positivt på, at jeg omlægger til økologisk landbrug. Han ville synes, det er noget pjat.”

Da Mads Juul var dreng, havde faderen indrettet en lille plads bag førersædet på traktoren til ham, så sønnen kunne sove, mens faderen pløjede marken ved familiens gård med kvæg nær Haderslev. Tiden må vise, om den søn eller datter, som Mads Juul måske engang selv kan køre rundt med i traktoren, vil føre familiegården videre. Og i så fald om det skal være på økologisk vis. De næste mange år er det dog ham selv, der skal sidde på førersædet, og talen er klar:

”Hvis økologi er den bedste fremtid for mig, så er det den vej, jeg vil gå. Jeg føler ikke, at jeg vender min families tidligere generationer af landmænd ryggen. Jeg tænker bare fremad.”

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: - Foto: Privatfoto
Foto: - Foto: Privatfoto