Jonas Niedziella er 37 år. Fysioterapeut på en privatejet klinik. Bor med sin hustru og deres to børn på 6 og 11 år ved Christiansfeld i Sønderjylland.
Fredag den 13. marts: Jeg har fået at vide, jeg skal blive hjemme de næste to uger uden løn. Jeg kan sagtens forstå, at jeg som fysioterapeut ikke kan være i tæt kontakt med mennesker lige nu – og det er jo ikke til at massere over telefonen. Men det kan sætte vores økonomi under pres, hvis vi i længere tid står uden min indtægt.
Vi bor i et hus på landet og har forholdsvis langt til naboer, og vi kommer ikke til at sidde indenfor med masker på og vente på dommedag. Man skal passe på med at sammenligne det her med ferie, selvom der bliver mere fritid, end der plejer. Der er pligter og skoleopgaver, som børnene skal passe.
Jeg synes, det føles forkert for eksempel at begynde at bygge på et projekt herhjemme. For jeg står i en venteposition i forhold til mit arbejde og vil gerne stå til rådighed, selvom jeg ikke ved, hvad jeg skulle kunne gøre. Vores datter på 11 år har forstået, at det er alvorligt. Vi beroliger hende og siger, at hvis vi selv får det, er det ikke så farligt. Det er bare 14 dage. Det skal nok gå, det hele.
Mandag den 16. marts: I går kom trepartsaftalen på plads, hvor staten betaler 75 procent af indkomsterne til virksomheder, som ellers stod over for at skulle afskedige medarbejdere. De seneste dage har jeg troet, at jeg skulle på dagpenge, når de 14 dage var ovre. Men i går aftes kom det på plads, at jeg bliver indbefattet af den nye model. Jeg er meget taknemmelig for at bo i et samfund, hvor vi alle bidrager til fællesskabet. Det er i en situation som den her, at man gladeligt betaler sin skat og til sin a-kasse og fagforening. Jeg vil til gengæld fordybe mig i faglitteratur for at give noget tilbage til min arbejdsplads.
I weekenden har vi været i sommerhus og haft et par legeaftaler, men jeg tror ikke, vi kommer til at se andre mere. For i løbet af de seneste dage er det gået op for mig, hvor slemt det her er. Min egen far får nok udsat sin øjenoperation, og han kan ingenting se i øjeblikket. Det skal nok gå med min egen lille familie, men jeg kan se, hvor store helbredsmæssige og økonomiske konsekvenser det vil få i samfundet. Når det først er gået op for mig nu, tror jeg, det skyldes, at vi jo aldrig har prøvet noget lignende i vores levetid.
Min yngste datter foreslog i morges, at vi lavede madpakker til skoledagen, og hvis der er én ting, jeg ikke savner, så er det da at lave madpakker. Så der fik hun ikke sin vilje, men til gengæld har vi bagt brownies, som vi skal have, når der om lidt er frikvarter. Min kone arbejder hjemmefra ved spisebordet, og vi andre sidder ved siden af. Jeg skal lege læreren, siger børnene, og så løser de opgaver fra skolen på deres iPads.
Onsdag den 18. marts: Jeg synes, vores lærere skal have mere i løn. Jeg sidder nu med kun to børn og kæmper med min egen tålmodighed, og det er blevet tydeligt for mig, hvor stort et arbejde lærerne dagligt gør. På en tragisk baggrund kan der i vores familie være fordele ved at sætte tempoet ned.
Jeg har renset og slebet min plæneklipper for første gang i mange år, og i sådan en situation her opdager man pludselig, at man egentlig er ret glad for sin kone og sine børn. Det giver en ro, når der ikke er et besøg i svømmehallen eller en masse andre aftaler, der venter forude. Der er simpelthen ikke noget at gå glip af lige nu, og jeg håber, at vi kan tage noget af det her med os, når vi er tilbage i hamsterhjulet.
Ulla Hølund er 74 år. Pensionist og tidligere ansat i Sundhedsstyrelsen. Bor alene på Østerbro i København.
Torsdag den 12. marts: ”Din mor er pludselig blevet gammel,” sagde jeg forleden til min datter. Jeg er med i forskellige interessegrupper og har et stort venne-netværk. Jeg plejer at se på arkitektur, gå i biografen og på museer, og jeg skulle lige til at starte på et nyt forløb på Folkeuniversitetet. Jeg plejer også at se mine to børnebørn flere gange om ugen. Nu har jeg sat det hele på standby. Jeg har besluttet at gå i hjemmekarantæne og vil i den næste tid ikke mødes med nogen. For selvom jeg i øvrigt er sund og rask, har jeg sarte lunger og lider af allergi.
Det er uvant for mig at se mig selv som udsat. Men jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis ikke jeg gjorde alt, hvad der står i min magt, for at leve op til alt det, myndighederne beder os om. Jeg er vant til at være den, der har overskud til at hjælpe andre, og nu må jeg indse, at jeg kun kan yde den moralske støtte over telefonen. Det er på den ene side en begrænsning, men på den anden side har jeg også fået lidt fri.
Mandag den 16. marts: Jeg har aldrig talt så meget i telefon, som jeg gør nu. For selvom vi ikke fysisk kan række ud og røre ved hinanden, kan vi alligevel gøre det med stemmen. Mine venner spørger, hvordan jeg dog kan holde ud at være så meget alene, men jeg synes faktisk, det går godt. Jeg har et trygt tilhørsforhold til kirken og har en følelse af at have en hånd i ryggen. Måske er det derfor, jeg ikke går i panik.
Jeg er begyndt at skrive lidt ned hver dag, så jeg kan gemme min tankevirksomhed fra den her tid. Og jeg er kommet i tanker om, at jeg faktisk har prøvet noget, der ligner det her, før. Da jeg var 11 måneder, var jeg i en periode indlagt i isolation med falsk strubehoste. Mine søstre måtte kun kigge ind ad vinduet på mig, og mine forældre måtte kun komme ind i begrænset omfang. Jeg endte med at få penicillin, og det reddede mit liv. Dengang var der nogen, der kiggede ind ad vinduet på mig – nu er det mig, der kigger ud ad vinduet. Og på samme måde står vi i dag med en sygdom, vi ikke har nogen vaccine imod. Derfor bliver isolation er realitet. Jeg tænker på, at de generationer, der ikke har erfaringer med Besættelsen og efterkrigstiden, nu gør sig deres første erfaringer med at leve i en mangeltid med begrænsninger. Jeg tror, vi kommer til at lære meget af det her. Hvor meget af det, vi før tog som en selvfølge, vi faktisk kan undvære.
Onsdag den 18. marts: I går cyklede jeg forbi min datter og hendes families lejlighed. De åbnede vinduet, da jeg stod nede på gaden, og vi råbte lidt til hinanden. Det var så hyggeligt. Jeg har nu lavet et manifest med syv ting, jeg som minimum skal nå hver dag. Jeg skal for eksempel være påklædt og se pæn ud klokken 9, jeg skal ud at røre mig, og jeg skal hver dag give håb til andre. Jeg tror, vi finder det håb ved at holde kontakten og ved at hjælpe hinanden med at fokusere på, hvad vi selv kan gøre for at inddæmme smitten. Og i vores tankestrømme skal vi ikke spænde for mange vogne bag angstens lokomotiv. For det skal nok gå. Det er det, vi må håbe på, og det er en daglig øvelse.
Anika Nielsen er 31 år. Uddannet rengøringstekniker og serviceassistent og søger i øjeblikket arbejde. Bor med sin datter i Nørresundby i Nordjylland.
Fredag den 13. marts. Allerede i tirsdags gik jeg i selvvalgt karantæne. Jeg lider af astmatisk bronkitis og har diabetes, så jeg ved, at jeg er i risikogruppen. Jeg har lært min fireårige datter, hvordan vi skal vaske hænder. ”Husk håndsprit, mor,” siger hun og er frisk og frejdig, som hun plejer. Hun er hos sin far hver anden weekend, og den ordning holder vi fast i, så længe ingen af os har tegn på virus.
Jeg tror desværre, det vil kræve en indlæggelse, hvis jeg bliver smittet med corona, og det prøver jeg at undgå for at kunne være der for min datter, som er det eneste, jeg har. Jeg har i de sidste uger tænkt: Kommer jeg til at dø af det her, hvis jeg får det? Hvem skal så tage sig af min datter? Det er det, jeg frygter mest.
Om aftenen er jeg virkelig træt – både fysisk og psykisk. Det skyldes nok, at jeg ikke bevæger mig så meget, som jeg plejer. Og så skyldes det selvfølgelig også, at jeg som enlig mor er på hele tiden.
Mandag den 16. marts: Min datter har været hos sin far i weekenden, og nu er hun her hos mig igen. Her har godt nok været stille. Jeg holder mig lidt fra Facebook, for alt derinde handler om corona, og jeg bliver lidt ør i hovedet af hele tiden at skulle tænke på det.
I dag har vi danset og teet os lidt tosset, og min datter har foreslået, at vi laver trylledej i eftermiddag. Det er tydeligt, at hun hygger sig og ligesom jeg nyder, at vi bliver knyttet endnu tættere. Hvis situationen fortsætter, ved jeg ikke, om det kan komme til at få økonomiske konsekvenser for en som mig, der er på dagpenge. Heldigvis er jeg i forvejen optaget af madspild og god til at tænke kreativt, når det kommer til at få mad på bordet. Og min datter er heldigvis ikke kræsen.
Onsdag den 18. marts: I går kunne jeg mærke, at vi var ved at blive dovne og fik bevæget os alt for lidt. Så vi lavede en liste over, hvad vi gerne vil lave. Vi har aftalt at lave en omvendt-dag, hvor vi begynder dagen med aftensmad og slutter med morgenmad. Vi vil også prøve en dag helt uden skærme, og min datter vil gerne være prinsesse for en dag, hvor vi lægger neglelak og stadser os ud. På listen står der også, at vi skal vaske vinduer, luge ukrudt og ordne vores højbede i haven.
Jeg kan se på Jobnet, at der ikke kommer særlig mange nye jobopslag. Det bekymrer mig, at vi nu bliver endnu flere, der kæmper om de få jobs, der efterhånden er. I mandags havde jeg første gang besøg af Sofie, der er studerende, og som jeg har fået kontakt til gennem Røde Kors’ hjælpenetværk. Hun havde købt ind for os og sørgede for, at det blev billigt, og vi talte kort sammen med afstand imellem os. Hun er en hverdagshelt, som jeg nok kommer til at bede om hjælp igen. Hende er jeg virkelig glad for.