Prøv avisen

Tre generationer af kvinder: Nu må mændene altså på banen

”Det må handle om at værdsætte vores forskelligheder og ikke om at gå efter at lave et fuldstændigt millimeterdemokrati mellem de to køn,” lyder det blandt andet fra 55-årige Helene Pilgaard Clausen (th.), der her står i køkkenet sammen med sine to døtre Nete (tv.) og Anna Pilgaard Nielsen samt sin mor Anna Pilgaard Clausen. – Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix.

Den moderne mand er klart at foretrække frem for den traditionelle patriarkalske mand, lyder det fra tre generationer af kvinder fra Vestjylland. Men de savner at høre, hvad mændene egentlig selv vil, for de oplever, at tidens mandeidealer mest er udtryk for kvindernes ønsker og derfor har fokus på øget ligestilling

Der er stadig noget af lagkagen tilbage fra Anna Pilgaard Clausens fødselsdagsfest. Dagen før var hele familien samlet for at fejre hendes 80-års fødselsdag, og nu har hun taget resterne fra festen med hen til datteren Helene, der også bor i den vestjyske landsby Fjelstervang, lidt længere oppe ad grusvejen.

Det er en sommersøndag. Solen skinner, blodbøgens krone svajer let i vinden, og på gårdspladsen foran datterens og svigersønnens nedlagte husmandssted holder flere biler. Helenes to døtre, Annas børnebørn, Nete på 31 år og Anna på 26 år er blevet hjemme i weekenden, og de tre generationer af kvinder har sagt ja til at tage en rigtig kvindesnak ved køkkenbordet. En snak, der selvfølgelig handler om: Mænd.

Vi begynder i den ældre generation, hvor Anna Pilgaard Clausens mand hed Christian, men aldrig blev kaldt andet end Kesse. Da han døde i 2015, havde de været sammen i 54 år.

”Han var en sød og dejlig mand. Ærlig og reel. Han havde sådan nogle dejlige øjne, som jeg forelskede mig i med det samme. Man kunne stole på ham,” siger Anna Pilgaard Clausen og smiler.

”Men når det handler om forholdet mellem mænd og kvinder, så levede vi nok meget traditionelt. Han passede sit arbejde som chauffør og var derfor væk fra morgen til aften, mens jeg gik derhjemme og tog mig af huset og børnene. Han så dem strengt taget kun, når de var pæne og rene, og han har aldrig nogensinde skiftet en ble eller gået tur med barnevognen. Jo, der var vist en enkelt gang, hvor vi var på tur med nogle venner, og så fik vi mændene til at trille en tur, ’men det er vi altså ikke skabt til,’ sagde de til os.”

Helene Pilgaard Clausen kigger kærligt på sin mor og tilføjer: ”Vi fik også tit at vide, at når far kom hjem, så kunne vi bare vente os. Det var, når du ikke lige havde styr på os. Men han var jo aldrig den der farlige bussemand, der kom sur og gal hjem fra arbejde. Han var meget kærlig, og han havde en rigtig god kontakt med min bror og mig.”

Kaffen bliver sendt rundt, mens mor og datter sætter scenen for datidens familieliv. Dengang var det manden, der tjente pengene. Anna fik udbetalt et beløb til husholdningen, og det var først, da børnene blev større, og hun fik et halvdagsjob som dagplejemor, at hun fik sin egen konto. Det var også Kesse, der kunne tage familien med på køretur, for Anna havde ikke kørekort.

”Det turde jeg simpelthen ikke. Men jeg er alligevel ikke så misundelig på jer, der lever i andre kønsrollemønstre i dag. For vi havde det godt med den arbejdsdeling, vi nu havde. Jeg ærgrer mig kun over, at jeg som kvinde ikke troede mere på mig selv og tog en uddannelse. Jeg er meget stolt af, at mine børn og børnebørn har gjort det. For det tror jeg er godt for begge køn.”

Rundt om bordet går snakken om alt det, der er sket med manderollen, siden Helenes forældre og pigernes mormor og morfar var unge. Også om, at det måske kan være mere forvirrende at være mand i dag end dengang, morfar naturligt sad for bordenden og kunne nøjes med at række sin kop frem. Uden at sige noget. Og så få fyldt den op. Og bagefter række den frem igen og så få tilføjet fløde. Dengang, hvor den traditionelle kønsopdeling var normen.

”Jeg tror, det må være sværere at vide, hvad der forventes af en mand i dag. Både hvordan han ’er mand’ i det hele taget, men også konkret i forhold til parforhold og familieliv. Efter kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, har vi ikke kun fået vores egen økonomi, men også opnået anerkendelse ad den vej. Vi kan forsørge os selv og har dermed fået en større frihed, og vi har i den forstand ikke den samme brug for manden som før. Det betyder så også, at vi ikke finder os i hvad som helst længere,” siger Helene Pilgaard Clausen.

Hun er 55 år, uddannet pædagog og arbejder i dag som leder af sfo’en i Fjelstervang. Den ligger lige ved siden af den folkeskole, hvor hun mødte Bo, som hun gik i klasse med. De blev tidligt barndomskærester og har derfor kendt hinanden det meste af livet – de seneste 32 år som ægtepar.

De to døtre, Nete og Anna smiler lidt til hinanden, mens deres mor taler om kvindefrigørelse og øget ligestilling mellem kønnene.

”For her i huset er det nogle gange blevet næsten helt modsat. Far er for eksempel den mest følsomme af jer to. Det var ham, der fældede en tåre under talen ved jeres sølvbryllup, og det er ham, vi oftest taler om følelser med. Mine veninder har tit sagt til mig, at jeg har en meget moderne far, og de måbede nogle gange, når jeg fortalte, at det var min far, der havde lagt neglelak på mine tæer,” fortæller Anna, der til daglig bor i Aarhus, underviser i gymnastik på en efterskole og studerer design og salg på VIA University College i Herning. Storesøster Nete supplerer:

”Far var også med mig ude at se på brudekjole før mit bryllup sidste år. Det tror jeg altså heller ikke, alle fædre gør med deres døtre. Men han er gået all in på at være forælder til to piger, og han er virkelig god at tale med. Han lytter og har ikke så travlt med at komme med hurtige konklusioner, som andre måske har,” siger hun med et glimt i øjet, da hun kigger på sin mor.

Nete er snart færdig med en kandidatudddannelse i pædagogisk psykologi og bor i Viby ved Aarhus sammen med sin franske mand, Emmanuel, og deres to små sønner. I Frankrig er kønsrollerne mere traditionelle, fortæller hun, ”men Emmanuel er heldigvis noget mere moderne end sin far og sine brødre, og han spejler sig meget i min far, som jo er noget mere fremme i skoene, end han har været vant til.”

Selvom hun oplever sit barndomshjem som et sted, hvor den traditionelle mand er afløst af en mere moderne og følsom udgave, så undrer Nete sig over, hvor mændene selv er i debatten.

”Hvor er de henne? Hvad vil de selv? Det er, som om det kun er os kvinder, der ytrer os om, hvad vi kunne ønske os. Men jeg savner at høre, hvad deres behov er, så ligestillingskampen ikke kun er kvindernes. Når det er os, der dominerer debatten, så får vi for eksempel ikke rokket ved forestillingerne om, at kvinder per automatik er de bedste til at give omsorg. På den måde er vi kvinder jo faktisk med til at bevare et traditionelt kønsrollemønster. Derfor må mændene mere på banen.”

Nete fortæller, at hun også i forhold til sine to sønner oplever, at kampen for øget ligestilling primært har gavnet pigerne.

”Det er for eksempel mere o.k. for piger at gå i ’drengetøj’ og med ’drengefarver’ end omvendt. Det bliver næsten også kun oplevet som positivt, hvis en pige er lidt vild, mens vilde drenge ofte ses som et problem, der sat på spidsen får adhd-diagnoser hæftet på sig.”

Helene bryder ind: ”Der er for mig at se noget, der er helt kørt af sporet i den her kønsdebat. Især når man helt vil ophæve forskellene og taler om ’hen’ i stedet for han og hun. For vi er altså født som drenge og piger, med en tissemand og en tissekone, og det er der en grund til. Der er ganske enkelt forskel på os og noget, mænd er bedre til end kvinder. Bo er simpelthen stærkere end mig rent fysisk, og jeg har en bedre finmotorik. Det må handle om at værdsætte vores forskelligheder og ikke om at gå efter at lave et fuldstændigt milimeterdemokrati mellem de to køn. For vi har ikke lige muligheder, og som menneske skal man altså også lære at tilpasse sig, at gå på kompromis og engang imellem tage lidt flere skridt end den anden for at nå målet. Det er vigtigt at lære sine børn også, så de er i stand til at indgå i et givende forhold, hvor man ikke altid henter målebåndet frem.”

Selv om der er nuancer, er de tre generationer rundt om bordet enige om, at udviklingen fra den patriarkalske, traditionelle mand til den mere moderne mand primært er en positiv udvikling. For alle. Som Anna på 26 formulerer det, ”så har jeg aldrig opfattet mig selv som laverestående i forhold til mænd. Men jeg er da med på, at der stadig er noget at kæmpe for, blandt andet i forhold til, hvilke uddannelser og job mænd og kvinder får, og når man ser på lønforskellene.”

Hendes mormor, som Anna er opkaldt efter, tilføjer, at der godt nok er sket meget siden 1960’erne, hvor hun gik hjemme, og at hun dengang savnede, at hendes arbejde i hjemmet blev mødt med større respekt og anerkendelse.

”Det var, som om mit arbejde ikke havde samme værdi som min mands. Han så det simpelthen ikke. Men det var jo sådan, tiden var.”

Helene tilføjer, at hun og Bo er rigtig gode til at påskønne hinanden. ”Og jeg må da indrømme, at jeg virkelig nyder, at han hvert år til vores bryllupsdag kommer med blomster, som er den mere traditionelle måde at gøre det på.”

”Ja, det fik jeg vist aldrig i de 54 år, vi var gift,” kommer det med et grin fra den anden side af bordet.

Gennem køkkenvinduerne er der udsigt til en smuk parklignende have, der breder sig langt mod vest bag stuehuset i det nedlagte landbrug, som Helene og Bo købte for nogle år siden, og som de løbende har restaureret.

Øverst i haven ligger terrassen, og her sidder de så, de meget omtalte mænd. Helenes mand, Bo Nielsen, hendes svigersøn, Emmanuel Stephan, samt hendes lillebror, Claus Pilgaard Clausen. De nyder solen, en kold øl og hinandens selskab, men de vil meget gerne lige have lov til at komme med deres syn på nutidens manderolle. Og på den måde forsøge at gå ind i den debat, hvor især Nete efterlyste mændenes eget perspektiv.

”Generelt tror jeg, at vi er mere konfliktsky end kvinderne, og vi stiller nok heller ikke så mange krav. Derfor råber vi ikke så højt. Men jeg oplever, at der er en del områder, hvor mænd i dag ikke har samme ligestilling som kvinder. Hvor vi som mænd er helt overset. For eksempel halter det meget, når man bliver skilt. Kvinden får nærmest konsekvent tildelt forældremyndigheden, udelukkende fordi hun er mor, selvom manden måske i virkeligheden er en bedre forælder i det konkrete tilfælde,” siger 52-årige Claus Pilgaard Clausen.

Hans svoger, Bo Nielsen, giver ham ret, men tilføjer, at det dog alt i alt er blevet en meget bedre tid at være mand i.

”Jeg er virkelig glad for, at jeg også har skiftet bleer på pigerne. Tidligere var der så mange opgaver, som manden slet ikke fik lov til at tage del i. Tænk bare på madlavning og generel omsorg. Jeg ringer også tit til mine piger for lige at høre, hvordan de har det. Det har min far aldrig gjort, og det har jeg da savnet. Jeg ville meget nødig leve i en anden tidsalder, for jeg nyder, at den form for tæt kontakt, nærvær og omsorg hører med til manderollen i dag.”

Der bliver nikket rundt om terrassebordet, og så tilføjer han med et skælmsk smil til sin kone ”og de mænd, der gerne vil bevare den magt, de havde engang – ja, de må så finde sig en kvinde, der ikke stiller så mange krav.”

Mens kvinderne har siddet i køkkenet og talt om dem, har mændene siddet på terrassen uden for i haven. Som en forklaring på, hvorfor de kan opleves som fraværende i debatten, siger Helenes bror, Claus Pilgaard Clausen (yderst th.): ”Generelt tror jeg, at vi er mere konfliktsky end kvinderne, og vi stiller nok heller ikke så mange krav. Derfor råber vi ikke så højt”. – Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix.