Prøv avisen

Tre generationer af mænd: Kommer tidens mandeidealer indefra?

Jesper Tvilde (midten) ved godt, at han på nogle punkter minder om inkarnationen af den såkaldt moderne mand, men værdier kommer indefra, fastholder han. Ved sin side har han sin far Bjarne (tv.) og sin søn Gustav (th.). – Foto: Niels Christian Vilmann.

I et parcelhus i Nivå diskuterer tre generationer af mænd, hvad det vil sige at være mand i dag. Det bliver til en samtale om far og søn-relationer, kærlighed og om en søgen efter at finde sin egen version af manderollen i lyset af samfundets voksende forventninger til manden

Familien Tvilde er en moderne familie. I et parcelhus på en villavej i den nordsjællandske by Nivå bor 48-årige Jesper Tvilde med sin hustru. Sammen har de en datter, ligesom de hver især i sin tid medbragte en dreng fra to tidligere forhold. Jespers søn fra det forhold hedder Gustav. Gustav Kronhøj Tvilde på 19 år. Det var ham, der i første omgang ringede til sin far for at foreslå, at de skulle deltage i et interview med Kristeligt Dagblad. Journalisten, forklarede han sin far, ville gerne tale med dem om manderoller på tværs af tre generationer.

Det krævede ikke megen overtalelse. For som Jesper Tvilde siger: ”Hvis Gustav godt kunne tænke sig at medvirke, så vil jeg gerne støtte det.”

Så manglede Gustav bare at overtale sin farfar. 69-årige Bjarne Tvilde. Det var en smal sag. For når barnebarnet ringer, har Bjarne Tvilde det med at sige ja med det samme, forklarer han.

De tre generationer Tvilde sidder på en overdækket terrasse i haven. Græsplænen er nyslået, og solen skinner for en stund. Som familiens nestor giver det på sin vis god mening, at Bjarne Tvilde er den første til at tage ordet.

”Den er lidt fint, vi kan have sådan en samtale her. Jeg var aldrig tæt på min egen far. Altså, han var der, men han var aldrig nærværende – i hvert fald ikke på den måde jeg selv gerne ville være det. Men sådan var det bare. Det faldt naturligt,” siger han og sætter ord på, hvordan han selv forsøgte at være ”en anden slags far”, da han i en alder af 22 år fik Jesper og siden hans lillebror.

Selvom pengene var små, forpassede Bjarne Tvilde ikke en chance for at pakke familiens Toyota Starlet og køre sydpå i en os af røgen fra hans og hustruens Prince-cigaretter. På campingpladserne nød familien ferien, og Bjarne Tvilde læste højt af ”Greven af Monte Cristo”.

I dag er Bjarne Tvilde pensionist, men dengang var han ansat i shippingbranchen, hvilket indebar, at han havde mange rejsedage væk fra familien, ligesom familien i en periode måtte flytte til Canada, hvor han arbejdede, mens hans hustru blev hjemmegående og passede huset og børnene. Jesper Tvilde supplerer sin far. Han siger, udstationeringen lagde kimen til den tætte relation, familien har i dag.

”Det var, som om tiden i Canada cementerede vores familie. I dag lyder det måske unaturligt, men selvom min mor kedede sig bravt i de tre år, så var det, som om vi rykkede tættere sammen,” siger han.

Forinden rejsen havde Bjarne Tvilde og hustruen oplevet knaster i ægteskabet, og to gange havde de ladet sig separere. Det gjorde ondt på selvforståelsen, forklarer Bjarne Tvilde:

”Jeg kan huske ensomheden den første gang, da begge børn fra den ene dag til den anden pludselig boede hos deres mor. For mig var det en form for nederlag. Både i mig selv og over for mine venner oplevede jeg en følelse af at have fejlet – separationen føltes som at give op.”

Barnebarnet Gustav Kronhøj Tvilde slår øjnene op. Ligesom det er tilfældet for cirka halvdelen af alle familier i dagens Danmark, gik Gustavs far og hans mor også fra hinanden, mens han endnu var lille.

”Det er interessant, farfar. Jeg har altid set mine forældres brud som en slags erkendelse af, at ’jeg ikke vil trække mine børn gennem det her’ – som et ’okay nu slutter vi og siger tak og farvel’. Jeg ved jo godt, at man ikke bliver gift for at forlade hinanden, men jeg ser ikke skilsmissen som et nederlag, hvor man skal stå til ansvar over for sig selv eller andre,” siger han og kigger på farfaderen, der har hænderne flettet omkring sin kaffekop.

”Tja, du har nok ret, Gustav. Jeg kan bare huske, at det var svært, da jeg for eksempel skulle sige til mine chefer, at nu var min hustru og jeg flyttet fra hinanden. Det gjorde ondt, for det var, som om korthuset på en måde faldt sammen – at tilværelsen ikke blev, som den burde være. Skuffelse er måske det rigtige ord. For tanken om kernefamilien var jo midtpunktet i min tilværelse,” siger Bjarne Tvilde, der påny fandt sammen med Jespers mor og Gustavs farmor, som han til næste år kan fejre guldbryllup med.

Farfaderen anser på den ene side skilsmissen som skuffelsen over, at drømmen om kernefamilien krakelerede. På den anden side taler hans barnebarn om skilsmissen som et nødvendigt valg, der kan redde en families stumper. I midten sidder Jesper Tvilde, der på én gang er søn og far, og som også blev skilt fra Gustavs mor. Spørgsmålet er, hvor han ser sig selv i det spændingsfelt.

”Jamen, jeg tror, jeg føler begge dele. For jeg deler min fars tanker om, at familien er den bedste ramme, og det har været et mål i sig selv for mig at stifte familie, og derfor var det også lidt en skuffelse, da det viste sig, at vi ikke kunne være en familie. Omvendt fungerede det ikke. På den måde er det også at tage ansvar at sige stop, og måske er der en større accept af at træffe det valg i dag. Måske bunder det i individualiseringen. At vi som mænd er blevet mere ’mig’, og i den forstand har parforholdet måske sværere kår i dag, fordi det netop handler om ’os’,” siger han.

Mens Jesper Tvildes far og lillebror valgte at gøre karriere inden for den mandsdominerede shippingbranche, valgte Jesper Tvilde at læse på universitet for senere at blive lektor på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium, hvor han underviser i historie og samfundsfag. Som han beretter om sin hverdag, lyder han på en måde som inkarnationen af den såkaldt moderne mand. Han cykler på arbejde, mens konen tager bilen. Han står for maden og de fleste indkøb, og han tjener mindre end sin hustru.

”Jeg kan godt se, at det på en måde lyder som en karikatur,” siger Jesper Tvilde efterfulgt af et men:

”Men for mig har spørgsmålet altid været, om min rolle er kommet ovenfra – altså fra samfundet – eller inde fra mig selv. For mig er det nogle aktive valg, som jeg har truffet i forhold til mine børn og min familie og mine værdier. Jeg kan godt se, det passer ind i tankegangen bag den moderne mand, og mine elever har også brugt begrebet om mig, når jeg har haft barn syg med på arbejde, eller når jeg har lavet mad til mine elever. Men jeg har ikke gjort det for at leve op til noget ideal. Jeg har gjort det for mig selv,” siger han og suppleres af sin far:

”Det er jo klart, at vi sidder og efterrationaliserer lige nu. Og jeg må indrømme, at jeg i dag synes, at det liv, Jesper har valgt at leve, er fantastisk spændende. I mit tidlige voksenliv handlede det mest om at skabe et økonomisk fundament, og Jesper har jo også klaret sig godt, men det er med udgangspunkt i nogle andre værdier.”

Hvilke?

”Jamen tiden til at have samvær med sine børn. Med den viden, jeg har i dag, kan jeg bedre sætte mig ind i den tilværelse, Jesper har opbygget, ligesom jeg bedre kan forstå den sti, Gustav er på vej hen ad. Dengang, jeg var ung, var mandens rolle fasttømret. Jeg skulle tjene penge.”

Stien, Bjarne Tvilde nævner, at barnebarnet er slået ind på, er Gustav Kronhøj Tvildes udtalte drøm om at blive musiker. Gustav rømmer sig:

”Jeg har altid set enormt meget op til min far og farfar, og jeg kan huske, at jeg var enormt nervøs, da jeg første gang skulle sige, at jeg ville være musiker. Jeg tænkte, at de ville se det som en hobby. Jeg mener, far gik på universitetet, og farfar var i shippingbranchen. Det er akademia eller erhvervslivet, derfor føltes det enormt grænseoverskridende at sige: ’hey, jeg vil være rockstjerne’,” siger han og kigger ned i bordet.

”Gustav,” siger hans far, Jesper Tvilde:

”Jeg havde samme følelse over for min far. Jeg troede også, at jeg var det sorte får, fordi jeg ville på universitetet. I 2.g overvejede jeg faktisk at droppe ud for at gå ind i shippingbranchen. Så det har været en proces for mig at finde ud af, at det var okay at gå sine egne veje.”

Det er, som om familien Tvilde har glemt, at der er en journalist til stede. Ordet er frit, og de tre generationer Tvilde diskuterer, om det er lettere eller sværere at være mand i dag. 69-årige Bjarne Tvilde siger, at det nok er lettere at gå sine egne veje som mand i dag.

”Spørgsmålet er nok snarere,” siger han, ”om det gør det nemmere at være mand.”

Gustav Kronhøj Tvilde nikker anerkendende og siger, at han synes ”det er svært at vide, hvordan man skal være mand i dag.”

”Du bor også i Sverige,” siger Jesper Tvilde med reference til de identitetspolitiske strømninger, der trives i nabolandet. Han griner, og Gustav griner med ham.

”Ha, nej det handler altså ikke om, at jeg bor i Sverige. Det handler om, at det i dag er, som om man skal finde sin egen individuelle kasse, men at den kasse samtidig skal passe ind i en overordnet kasse, der er accepteret af det fællesskab, man nu engang er en del af. Det synes jeg er svært,” siger Gustav Kronhøj Tvilde og ligner en, der tænker, før han igen tager ordet:

”Jeg tror, at den mand, jeg vælger at være, kommer indefra, men jeg kan godt komme i tvivl, om jeg i virkeligheden er blevet indoktrineret. Eksempelvis er jeg nok blevet mere flippet af at gå på et gymnasium i Sverige, end hvis jeg havde valgt et i Danmark. Det var et enormt kulturchok, da jeg første dag i skolen blev spurgt, hvad mit pronavn er (om Gustav Kronhøj Tvilde ville tituleres han, hun, hen eller den, red.). De spurgte mig: ’Hvad er du?’. Og jeg svarede bare, at jeg er dansk. Så rystede de på hovedet og forklarede mig, hvad de mente, hvorefter de sagde, at de var panseksuelle – hvilket jeg heller ikke vidste, hvad betød.”

”Selvfølgelig bliver vi påvirket,” siger Jesper Tvilde:

”Når jeg mener, at jeg har valgt at blive en moderne mand, så er det i virkeligheden nok en blanding af min egen lyst til at leve på denne måde og så den indflydelse, samfundet har haft på mig. I dag er det nok blevet ekstra vigtigt, at vi mænd mærker efter, hvad der kommer indefra og udefra.”

”Tja,” siger Bjarne Tvilde: ”i dag har man i det mindste muligheden for at vælge. Det havde man ikke, dengang jeg var ung. Der var rollerne ligesom fastlåste…”

Jesper Tvilde: ”Men faren er vel også, at man kan vælge lige den rolle, man vil…”

”Det er nemlig dét,” udbryder Gustav Kronhøj Tvilde:

”Jeg tror aldrig, at jeg finder ud af, hvem jeg er, men de mange mulige manderoller giver mig en forståelse for, hvem jeg ikke er...”

Jesper Tvilde kigger sin 19-årige søn i øjnene:

”Det gør mig faktisk glad, at du endnu ikke ved, hvem du er som mand, men at du efterhånden ved, hvem du ikke er. Det viser mig, at du prøver at finde ind til dine egne værdier. At din manderolle kommer indefra og ikke fra et eller andet prædikat om en moderne mand,” siger han.

Gustav Kronhøj Tvilde smiler lidt genert:

”Far, du har altid sagt til mig, at det ikke handler om at blive til noget, men til nogen. Det tænker jeg meget over, når jeg tænker på manderollen i dag,” siger han.

Læs hele artikelserien om tidens mand her.

Bjarne Tvilde, 69 år. Foto: Niels Christian Vilmann
Jesper Tvilde, 48 år. Foto: Niels Christian Vilmann
Gustav Kronhøj Tvilde, 19 år. Foto: Niels Christian Vilmann