Tre unge fra Lolland fandt hver sin vej: Én rejste, én blev og én vendte hjem igen

Hun rejste

Cecilie Ameland Bligaard, 26 år, har aldrig haft en barndommens gade. For med en opvækst i landsbyen Vesterborg på Vestlolland var der temmelig langt til det meste. De nærmeste naboer, det nærmeste gymnasium, det nærmeste diskotek og den nærmeste café. I Vesterborg havde de dog en købmand, dengang hun var barn. Han har dog nu for længst drejet nøglen om ligesom flere af de små landsbyskoler, der var fulde af liv for bare 20 år siden.

Det er da også lang tid siden, at Cecilie Ameland Bligaard, tidligere Frederiksen, forlod hjemegnen og drog mod København. Og umiddelbart er der heller intet i Cecilie Ameland Bligaards hjem på Nørrebro i København, der afslører, at hun er kommet hertil langvejsfra. I stuen sidder en af Kay Bojesens træfigurer og hviler sin lange abearm på en reol i teaktræ, mens en vamset bomuldshund i praktisk storbystørrelse vimser omkring i lejligheden. En lille tot af det hvide pandehår er fastgjort med lyserød elastik. Hunden Tove fylder snart to år. Og for Cecilie Ameland Bligaard, der altid har haft hund i sit barndomshjem, er det ikke uden betydning, at der også er plads til en Tove i hendes og ægtefællens lejlighed i storbyen. Med en hund, en lejlighed kun en spytklat fra Nørrebrogade, et spændende marketingjob samt masser af venner inden for cykelafstand kunne Cecilie Ameland Bligaard ikke forestille sig at befinde sig et bedre sted i livet lige nu end netop hér. Det er ikke, fordi hun ikke forstår de af hendes gamle klassekammerater, der bliver nede sydpå. Hun trives blot bedre i byen, fandt hun ud af. Og så er der heldigvis ingenting, der har stoppet hende i at tage nogle af vanerne fra det lille lokalsamfund på Lolland med sig til storbyen. Den lokale kioskmand på Nørrebro hilser hun derfor altid på. Og snart kender hun alle beboerne i sin opgang, som før Cecilie Ameland Bligaard og mandens indtog i bygningen forholdt sig temmelig anonyme for hinanden.

Overordnet er Cecilie Ameland Bligaard stolt af, hvor hun er fra. Det får hende til at skille sig ud til jobsamtalerne, fortæller hun. Og hvor hun før bøjede nakken, hvis nogen hev fordomme frem om Lolland-Falster, så fortæller hun nu stolt om sin fødeø. Men for hende er det nok blot at fortælle om den. Tilbage til Lolland kommer Cecilie Ameland Bligaard i hvert fald ikke. Så meget ved hun.

Han blev

Det var kun i en kort periode, at Jens Agner gjorde sig overvejelser om at flytte væk fra fødeøen. Det var selvfølgelig lidt sært at skulle vinke farvel til den ene klassekammerat efter den anden, der rejste fra øen og mod de større uddannelsesbyer, så snart studenterhuen var sat på hovedet. Men for nu 28-årige Jens Agner forblev det at flytte fra hjemegnen kun ved tanken. Han valgte nemlig at blive, hvor han havde det bedst. På Lolland. Tæt på naturen og tæt på sit barndomshjem, en landejendom nær landsbyen Rykkerup på Østlolland. Det var hér, at han tog sine første skridt, sine første ture over markerne på sin firehjulede crosser og sine første skud med sit første Jaguar White Diamond-haglgevær. Friheden ved livet på landet kunne Jens Agner aldrig drømme om at undvære. Derfor lod han være og begyndte efter gymnasiet som bankelev i en nærliggende by på øen. Snart var han uddannet bankrådgiver, men passionen for jagt og fiskeri hev i ham, og som kun 25-årig valgte han at blive selvstændig forretningsdrivende med to jagtbutikker – én på Lolland og én på Falster.

Det er nu snart fire år siden. Og foruden at være butiksejer er Jens Agner netop blevet nybagt husejer og nybagt far til sønnen Lucas. For det går rigtig godt for ham, siger han. Måske netop, fordi Jens Agner aldrig tog springet væk fra den fødeø, han elsker. Hér har han bygget et stort lokalt netværk op. Hér bor venner og familie tæt, der altid er klar med en hjælpende hånd, hvis den er tiltrængt. Og hér har Jens Agner naturen som nærmeste nabo, der gør, at han flere gange ugentligt binder løbeskoene i entréen og lader syv kilometers løb langs skovstierne hjælpe ham fri af hverdagens stress og jag. Der er dog lige det med den lokale sladder. Her i området kender de fleste hinanden. Og står man og danser på bordene på byens bar, kan man forvente, at hele nabolaget ved det den efterfølgende dag. Men Jens Agner ser mest af alt de små lokalsamfund inklusive den kendetegnende alle kender alle-mentalitet på hjemegnen som noget positivt. For ham er det gode liv, at der er højt til himlen. Og det er der om noget på Lolland.

Hun kom tilbage

Mette Kokborg Hansens kæreste elsker chiliplanter. Både de gule, de røde og de grønne. Særligt elsker han dem, som han selv har dyrket i baghaven. En baghave var derfor én af ting, som parret havde øverst på ønskelisten, da de i 2017 valgte at købe hus i Nakskov – ”hovedstaden” på Vestlolland og byen, som de begge var opvokset i, men fem år tidligere var rejst fra. Mette Kokborg Hansen skulle nemlig til storbyen for at studere, som så mange af hendes jævnaldrende også skulle. Hun var netop blevet student fra Nakskov Gymnasium. Og nu ville hun dygtiggøre sig på dansk- og psykologistudiet på Roskilde Universitet. For at det hele kunne gå op i en højere enhed med transporttid til studie og til kærestens arbejde, besluttede parret sig for at bosætte sig i Næstved på Sydsjælland. Selvom byen ligger nede på plads nummer 15 på listen over landets største, var den alligevel rigelig stor til Mette Kokborg Hansen, der nu skulle vænne sig til tilværelsen som ny og anonym blandt byens flere end 40.000 indbyggere. Det var svært. Selvom hun hurtigt fandt en veninde, som hun fulgtes med i Fitness World et par gange ugentligt, og selvom det nye studium var spændende, så sneg følelsen af ensomhed sig ind på hende. Der var også alle de hyggeaftener og fødselsdage i familien derhjemme på Lolland, hun længtes efter at komme med til. Hun mærkede et savn, der næsten hver weekend fik hende og kæresten til at pakke taskerne og sætte sig ind i bilen med kursen mod hjembyen Nakskov.

Fem år gik der, før savnet blev for stort, og parret pakkede bilen mod Lolland for sidste gang. For Mette Kokborg Hansen og kæresten var der ingen tvivl. De skulle hjem igen. Hjem til Nakskov og Lolland, naturen og familien, dér hvor alle hilste på hinanden på vejene, og hvor man altid samledes i bymidten til årets store begivenheder. Også selvom det betød, at Mette Kokborg Hansen nu skulle til at pendle tre kvarter et par gange om ugen til læreruddannelsen i Vordingborg, som hun skiftede til efter parrets flytning.

I et år boede de til leje, før de fandt et hus, de faldt for. Det lå i et af Nakskovs rolige kvarterer med natur i baghaven, og det gav parret plads til chilidyrkning og overskud i økonomien til de renoveringer, de planlagde skulle foretages, for at de kunne skabe deres absolutte drømmebolig. Vigtigst af alt var dog, at Mette Kokborg Hansen fik genskabt følelsen af hjem. Og det gjorde hun – lige dér, tilbage i fødebyen Nakskov.