Prøv avisen

Når klienten har sin tro med på briksen

En klients religiøsitet kan være en ressource, hvis psykologen formår at inddrage den på den rigtige måde, siger religionspsykolog Peter la Cour. Tegning: Morten Voigt.

Tro kan have en afgørende betydning for et menneske i krise, men religiøsitet er traditionelt ikke blevet inddraget som en ressource i psykologisk og psykiatrisk behandling, mener fagfolk. De seneste 10-15 år ser det dog ud til, at det billede har ændret sig

Hvad giver mening i dit liv? Har du en tro eller livsanskuelse, som er vigtig for dig? Hvad betyder din tro for dig generelt, og når du har det svært?

De spørgsmål stiller psykologerne Aida Hougaard Andersen og Ole Rabjerg systematisk deres klienter. I disse år laver de nemlig et pilotprojekt i samarbejde med deres arbejdsplads, den kristne diakoniforening Agape, som går ud på at afdække, hvilken betydning det kan have for den psykologiske terapi at inddrage klienters potentielle trosliv, og hvordan man som psykolog bedst gør det. Projektet har man kunnet læse om i psykologernes fagmagasin, og det skal indtil videre løbe til slutningen af 2018.

Hvad psykologerne allerede ved fra deres undersøgelse, som foregår løbende og med samtykke fra klienterne, er, at trosliv har en betydning for religiøse mennesker i krise, forklarer Aida Hougaard Andersen:

”Det er tydeligt at se, at der er behov for, at vi som psykologer har et sprog for at tale om tro og eksistens. Og vi kan se, at det handler om at få et sprog for de emner, som ikke er bundet op på en specifik religion, men som kan rumme både kristendom, islam og andre religiøse anskuelser.”

Pilotundersøgelsen, der indtil videre kun gør brug af viden fra samtaler med 33 klienter, og som foregår i et kristent regi, er ikke repræsentativ for befolkningen som sådan. Men den er måske et udtryk for en større bevægelse, der foregår. De seneste 10-15 år er der nemlig kommet en større åbenhed for vigtigheden af at inddrage potentielt trosliv indenfor psykologien og psykiatrien. Det mener både Aida Hougaard Andersen og en række andre fagpersoner, som arbejder med og forsker i området.

En af dem er Dorte Toudal Viftrup, der er praktiserende psykolog ved institut for relationspsykologi, og som har skrevet ph.d.-afhandling ved Syddansk Universitet om religionspsykologi – en videnskab indenfor psykologien, der studerer menneskers religiøse tanker, følelser og adfærd.

”Jeg oplever, at der er kommet større åbenhed overfor religionspsykologien. Måske handler det om, at der er kommet en ny generation af psykologer til, som er mere optaget af det hele menneske. Men det handler også om, at vi som samfund ikke er lige så bundet op på en forestilling om, at religionen er på vej væk, som vi har været tidligere.”

Danmark er ifølge Dorte Toudal Viftrup fortsat ”håbløst bagud” i forhold til for eksempel vores naboer i Sverige og Norge, som har institutter for religionspsykologi. Og hun bakkes op af religionspsykolog Peter la Cour, der er leder af Videnscenter for funktionelle lidelser, og som blandt andet har været klinisk psykolog ved Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet.

”En klients religiøsitet eller livsanskuelse kan være en enorm ressource, hvis psykologen formår at inddrage den på den rigtige måde. Derfor bør man på universitet lære, hvordan man taler om trosaspekter, og der er tonsvis af international litteratur om det, men stadig ingen dansk,” siger han.

Årsagen til fraværet skal findes i en historisk distance til religion i Danmark inden for psykologien, mener Peter la Cour.

 ”I 1968 blev psykologistudiet overtaget af ungdomsmarxister, som kom med en stærkt antireligiøs bølge. Samtidig har Danmark været påvirket af den tyske teolog Karl Barth, som mente, at psykologien var uluthersk, fordi den ifølge Barth handlede om at indkode sjælen i sig selv.”

Psykologien har altid været præget af modebølger, forklarer Peter la Cour. I disse år er den kognitive terapi populær, mens det tidligere var den freudianske psykoanalyse, som fyldte, forklarer han.

Og netop Sigmund Freud har haft en afgørende indflydelse på psykologers og psykiateres syn på religion. Det mener Jørgen Due Madsen, som er psykiater ved Center for Familieudvikling, og som blandt andet er kendt fra sin brevkasse ”Spørg om livet” her i avisen.

”Freud og hans efterfølgere så ikke religion som en ressource, men som en illusion og et problem. Religion kunne være en kilde til angst og tvangsneuroser,” siger han og tilføjer:

”Jeg kan huske, at når jeg som ung psykiater sad til konference og debatterede eksempelvis en patient med depression, kunne personalet på afdelingen finde på at sige, at depressionen nok havde sit udgangspunkt i, at vedkommende kom fra Indre Mission, den katolske kirke eller lignende.”

Selv om der ifølge Jørgen Due Madsen også indenfor psykiatrien er sket en stor udvikling, bliver tro og religiøsitet endnu ikke inddraget i behandlingen på lige fod med andre væsentlige livstemaer, mener han. Han bruger en sammenligning med menneskelig seksualitet, når han skal forklare sin pointe:

”For nogle mennesker er sex på grund af relationer eller oplevelser blevet et svært og måske detstruktivt område i deres liv. I terapien handler det så om, langsomt og i bedste fald at få redt trådene ud og se på, hvordan patienten kan tage ejerskab over sin seksualitet og gøre den til en ressource. Der gælder sådan set det samme for religiøsiteten – den kan både fungere destruktivt og være en ressource for et menneske, der er i en psykisk krise, og netop derfor er det et vigtigt tema,” siger Jørgen Due Madsen.

Da han for nogle år siden holdt et foredrag, hvor han brugte sammenligningen, kom en kollega efterfølgende hen til ham og sagde eftertænksomt: ”Jeg ved en hel del om mine patienters seksualliv, men jeg aner ikke, om de beder aftenbøn.” Brød m indryk: ”Så kunne jeg svare ham,” siger Jørgen Due Madsen, ”at jeg ville tro, at en potentiel daglig aftenbønspraksis nok var hyppigere end deres seksuelle aktivitet og derfor meget vigtig at kende til.”
 
Ifølge Jørgen Due Madsen er der i psykiater- og psykologkredse en større blufærdighed og uvidenhed omkring klienters trosliv end omkring deres seksualitet. Det er, som om figenbladet er flyttet fra underlivet og op foran menneskers hjerte og trosliv, som let bliver et ikke-tema, påpeger han.

Og frekventerer man den religionspsykologiske forskning, giver den et svar på, hvorfor religiøsiteten er relevant. Troslivet kan nemlig have en negativ virkning for et menneske i krise, men den kan også være eller blive en ressource, forklarer Peter la Cour.

”Religiøsitet kan have en negativ indflydelse, hvis klienten oplever en anfægtelse. Hvis man kommer i tvivl om, om den gud, man tror på, er god eller ond og straffende, når man udsættes for smerte, kan den anfægtelse medføre skyld og i nogle tilfælde blive en del af den psykiske sygdom. Men religion kan også få en negativ effekt, hvis man er en del af et religiøst fællesskab, som vender én ryggen,” siger han.

Når religiøsiteten omvendt kan blive en ressource for klienten, så kan det blandt andet handle om at aktivere det selvsamme fællesskab. Kommer man for eksempel i en menighed, kan den blive en vigtig støtte i en svær tid, forklarer Peter la Cour.

”Og i tilfælde af afmagt eller håbløshed kan religion også tilbyde et billedsprog og nogle fortællinger, som en troende klient kan bruge til at forstå sin egen afmagt. Inden for en kristen optik kan det for eksempel være et budskab om, at undergang ikke er det sidste, der er sagt om menneskelivet,” siger han.

Men hvorfor bør det overhovedet høre ind under den psykologiske metier at bringe et potentielt trosliv ind i behandlingen, kunne man spørge religionspsykologien. Præster, imamer og andre forkyndere varetager jo en sjælesorgsfunktion på den enkelte religions grundlag.

Ifølge Dorte Toudal Viftrup er der en afgørende forskel, nemlig at den religiøse forkynder doserer værdi, mens en sundhedsfaglig behandler kortlægger et menneskes meningssystem for at forstå, hvad der driver det, og hvor ressourcer kan findes.

”Hvis et menneske er troende, vil troen ofte have en central placering i dets meningssystem. I en krise kollapser dele af meningssystemet ofte, så hvis vi som psykologer ikke arbejder med de temaer, der skaber mening i klienternes liv, kan vi simpelthen ikke hjælpe dem,” siger hun.

Men hvordan taler man så med klienter om deres potentielle trosliv? Peter la Cour bruger nogle kort, som hans klienter skal tage stilling til i begyndelsen af et samtaleforløb. På et kort kan der for eksempel stå ”Min tro betyder alt for mig” eller ”Det er vigtigt for mig at gøre verden til et bedre sted”. Ud fra samtalen om kortene kan Peter la Cour få en fornemmelse for, hvorvidt den enkelte klient har et trosforhold, som bør inddrages.

Og netop bevidstheden omkring, at tro er et tema, der får nogle mennesker har betydning i en krise, er vigtig. Det mener Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt, som selv har mange års erfaring inden for psykiatrien. Hun er dog usikker på, hvorvidt de danskere, hvis behov Psykiatrifonden arbejder for, har brug for behandlere, der er bedre rustet til at tale om tro og religion.

”Men hvis man som sundhedsfaglig behandler underkender, at troslivet kan have betydning eller afviser det som vrøvl og pjat, kan det ødelægge en vigtig kontakt. Og det er selvfølgelig en fare, hvis behandlerne er for uvidende eller berøringsangste på området.”