Prøv avisen

Kaare Norge: Tro og viljestyrke fik mig ud af mørket

Efter en frygtelig nat fyldt med indre dæmoner besluttede Kaare Norge for tre et halvt år siden at stoppe med at drikke. Siden har han ikke rørt en dråbe alkohol. Selv peger han på sin viljestyrke og en stærk tro på Gud som forklaring på, hvordan han har klaret at blive tørlagt, helt uden behandling. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Superguitaristen Kaare Norge har i flere år kæmpet med angst og fortalt åbent om det. Men hvad få ved er, at han senere fik et alkoholmisbrug, som truede med at ødelægge hans karriere. Et følsomt sind og en traumatisk barndom har givet ham en del at kæmpe med, men også udstyret ham med en stærk vilje og en dyb taknemmelighed for sit musikalske talent

Det var kun kæresten og et par helt nære venner, der vidste det. Og når Kaare Norge sad på scenen, opdagede publikum ikke, at det var en plaget mand med tømmermænd, der spillede så smukt på guitaren. At han var blevet kørt til koncertstedet af sin kæreste Birgit, fordi han selv havde for meget alkohol i blodet. Eller at aftenens virtuose strengeleg med hurtige løb, imponerende egenkompositioner og fortolkninger af blandt andre Bach og Chopin blev fremført, som var det sidste gang.

Sådan var det i to et halvt år. Fra 2013 til 2015. Hvis folk i salen kiggede nøje efter, kunne de måske se, at den kendte stjerneguitarist var blevet en del kilo større, og at hans ansigt var svulmet op. Men ingen spurgte eller kommenterede noget, og Kaare Norge frygtede mere end noget andet, at hans misbrug ville blive opdaget, for så ville arrangørerne nok ikke bestille hans koncerter længere. Og det ville være det værste, der kunne ske. For at spille og netop bruge sit store talent til at gøre andre mennesker glade har været selve livsnerven i Kaare Norges liv. Lige siden han som 10-årig fik sin første guitar og fandt ud af, at hans fingre havde så let ved at glide hen over strengene og fremtrylle de toner og forløb, der senere gav ham adgang til Musikkonservatoriet som 17-årig, landets hidtil yngste.

Han har valgt at fortælle åbent om sine problemer, fordi han håber, at han måske kan inspirere andre til at tage fat i det, der er svært, og forsøge at gøre noget ved det. For hans eget eksempel viser, at det kan lykkes. Endda fra den ene dag til den anden. Kaare Norge har derfor inviteret indenfor i sit nyrestaurerede bindingsværkshus i landsbyen Mårslet syd for Aarhus, hvor han bor sammen med Birgit, foruden et par katte, tre guitarer og en stor samling af de malerier, som han i dag nyder at arbejde på. Og faktisk også sælger en del af. At lade sig opsluge af penselstrøg og farvekompositioner er nemlig en af hans måder at glemme sig selv på – og en del sundere end at sætte sig med de øl eller rødvinsflasker, som han før brugte i kampen mod angsten og tankemylderet.

”Jeg har tidligere haft en del problemer med angst. Det begyndte i 2004, efter at jeg pludselig blev overfaldet en aften på en café af en helt tilfældig mand, der bare begyndte at slå løs på mig. Og i ugerne bagefter fik jeg så nogle voldsomme angstanfald, hvor mit hjerte bare hamrede af sted, og jeg troede, jeg skulle dø,” fortæller Kaare Norge, mens han sætter et par krus med friskbrygget kaffe på bordet.

Kaare Norge var på det tidspunkt så plaget af angst, at han ikke turde være alene. Han boede dengang i en lejlighed i Aarhus, men flyttede ind hos en veninde, så han var sikker på, at der var nogen, der kunne hjælpe ham, hvis dødsangsten og panikanfaldene overmandede ham. Men han gik også i et intenst forløb med psykoterapi og medicin, hvor psykiateren beroligede ham med, at man altså ikke kan dø af angst, og Kaare Norge fandt samtidig ud af, ”at det eneste sted, hvor jeg havde det godt, var, når jeg sad på scenen med guitaren i hænderne”.

Kaare Norge og guitaren har været makkere i 45 år. Han har netop udgivet sit album nummer 24 og har alene i år spillet 52 koncerter rundtom i hele landet. Især i kirker og sognegårde og oftest for udsolgte sale. Det var da også her, han første gang optrådte, da han som barn blev bedt om at spille i den lokale kirke hver søndag efter prædikenen. Så sad han der, 11 år gammel, og lyttede først til ”mange kloge ord i både præstens prædiken og de smukke salmer”, som han siger, og bagefter var det ham, der blev lyttet til.

Kaare Norge vender ofte tilbage til sin barndom i samtalen, og især til den far, der gav ham den første guitar, tog ham med ud i naturen og lærte sin søn glæden ved at lytte til skovens stilhed og tegnestregens muligheder for at gengive øjebliksbilledet. Men også til de mere dystre sider af sin opvækst. For de er med til at give en forståelse for, hvorfor angsten måske alligevel ikke helt havde sluppet sit tag i Kaare Norge.

”I flere år troede jeg ellers, at jeg var kommet helt ud af angsten. Jeg har faktisk aldrig haft det bedre, end da jeg igen kom op til overfladen. Jeg har heller aldrig spillet bedre, for jeg var nødt til at udvikle nye fingerteknikker til mit spil på grund af nogle bivirkninger ved medicinen, der gjorde, at min pegefinger ikke kunne tage de hurtige løb eller gentagelserne længere. At det lykkedes for mig, var en stor hjælp, for det viste mig endnu en gang, at jeg ikke er typen, der giver op. At jeg nok skal komme op igen, faktisk dygtigere end før, og det styrkede klart min selvtillid.”

Men i vinteren 2010-2011 kommer angsten tilbage. Med forstærket kraft. Selv forklarer Kaare Norge det med, at han er presset på flere fronter på det tidspunkt. Han og Birgit skal flytte sammen, de har købt et hus, der trænger til en kærlig hånd, skal låne en masse penge, og samtidig er der store koncerter med symfoniorkestre i kalenderen. Og så er der fysikken, der udfordrer ham. En kronisk tarmsygdom og en tiltagende gigt plager ham, gør ryggen mere krum, og han frygter for sine hænder og fingre. Dem, der bærer hans talent og hans adgang til den musik, der bliver ved med at fortrylle ham, byde på nye magiske øjeblikke i fortolkninger og kompositioner, og som gør mødet med publikum muligt.

Derfor begynder flaskerne at lokke. Rusen, der gør ham let og glad. Med en enkelt genstand til aften som belønning efter dagens arbejde på huset. Til tre, til fem og til sidst op mod 20 genstande om dagen. For rusen og glæden skal have mere og mere alkohol, før de melder sig. Og til sidst er dagen helt vendt på hovedet, så Kaare Norge er klar til fest ved sekstiden om morgenen, når Birgit står op og skal på arbejde.

Kaare Norge peger selv på en særlig følsomhed som nøglebegreb til at forstå, hvorfor alkoholen blev en tilflugt i næsten tre år. Indtil den dag han sagde stop og ved egen viljestyrke og ”mine bønner til Gud” kom ud af sit misbrug.

Et andet nøgleord er ensomhed. For den succes, han senere fik, med let adgang til både kvinder og nye bekendtskaber samt de mange rosende ord fra ind- og udland over sit særlige talent, var en fuldstændig ny og anderledes opmærksomhed. Kaare Norge var nemlig med sine egne ord et af de børn, der blev mobbet i skolen. På grund af navnet, ”man kunne altså ikke hedde Kaare dengang”, tøjet, ”det var altid det forkerte”, og manglende evner til at brillere i fagene. Derhjemme var Kaare den yngste af tre. Mens yngstebarnet ellers ofte bliver forkælet, gik forældrenes opmærksomhed primært til de to ældste, der begge udviklede alvorlige sindslidelser i puberteten. Med diagnoser som maniodepressivitet og skizofreni.

”Jeg har set mange ting, et barn ikke skal se. Hørt mine brødre skrige på deres værelser om aftenen, er gået ud for at lede efter dem sammen med min far og har flere gange fundet den ene af dem på vej ud i søen, i vand til halsen. Har set dem blive lagt i spændetrøje. Og engang, da jeg blev bedt om at holde øje med min ældste storebror, lykkedes det ham at stikke af gennem badeværelsesvinduet. Da jeg så opdagede det og satte efter ham, så jeg, at han løb lige ud foran en bil, der ramte ham. Jeg har altid været panisk angst for at blive som dem, og det var derfor også så stort for mig at finde ud af, at jeg faktisk havde et talent, der kunne bære mig en anden vej. Guitarspillet blev på den måde min redning – sådan tænker jeg i hvert fald om det i dag, og derfor har jeg også altid frygtet, at jeg pludselig ikke kan spille mere.”

Det er som musikalsk solist, han har det bedst. Både dengang og nu. ”Jeg kan ikke rigtig finde ud af at integrere med andre ordentligt, tror faktisk aldrig, jeg har lært det.” Og han øver fortsat skalaer og fingerløb flere timer om dagen for til stadighed at blive bedre. Dygtigere. Mere perfekt. Præcis som da han var med klassen på Bornholm i 7. klasse og bad om lov til at blive i lejren, mens de andre tog på udflugter. Så han kunne øve sig på guitaren.

”På den måde er jeg selvfølgelig hård ved mig selv. Men det er på den anden side også den evige ambition om forbedring, der driver mig fremad. Og jeg har det allerbedst, når jeg så sidder der på scenen ene mand og kan se de glade blikke og mærke nærværet mellem dem, mig og musikken. Det er så stort at kunne glæde andre mennesker ved at dele sit talent med dem.”

Det var også den glæde, han pludselig indså var truet. Drikkeriet risikerede ikke kun at ødelægge ham, men ifølge lægen også at slå ham ihjel. Efter en forfærdelig søndag nat, fyldt med indre dæmoner og rædsel, traf han beslutningen. Nu skulle det være slut. Uden behandling, afvænningskur eller nedtrapning. Og siden har han ikke rørt en dråbe.

”Det er tre et halvt år siden. Og jeg føler, det er Gud, der har hjulpet mig med at komme ud af mørket. Han har givet mig den viljestyrke, der skal til, og har på den måde hørt mine morgen- og aftenbønner. Og han har også givet mig den gave, jeg oplever mit talent som. Det er den gave, der har fået mig ud af ensomheden, af mobningen og givet mig noget, som jeg kan blive væk i. Samtidig er det en gave, der også kan bringe glæde til andre. Det er jeg meget, meget taknemmelig for.”

”Jeg ved jo også, hvor vanvittigt svært det er at stoppe med at drikke, for jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden alkohol. Troede, alt ville blive gråt og trist, men det er jo gået lige modsat. Mod lys og glæde.”

I stedet for at åbne en flaske vin sætter Kaare Norge sig nu enten med elguitaren og øver bluesskaler, for sjov, eller går over i sit atelier, der ligger i forhaven. Her blander han oliefarver på paletten, genskaber naturens magi på lærredet og oplever et særligt frirum for bekymringer og frustrationer, når et vellykket birketræ eller et særligt lysindfald finder form.

”Det kræver nok både, at man har noget andet at sætte i stedet for alkoholen og en enorm viljestyrke at komme ud af sit misbrug. Og at finde ud af, at der faktisk også er en kæmpestor glæde ved de små hverdagsting som en skovl eller en plæneklipper. Så på den måde er jeg heldig. Det husker jeg også at sige tak for både morgen og aften. Min bønner rummer næsten kun det ene ord: Tak. For jeg elsker jo livet, og det er nok også derfor, min dødsangst har været så stor.”

Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus
Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus