Han har mistet to børn: Vi må tro på, at det lysner

Tomas Sjödin har mistet to børn, som døde af en ikke-diagnosticeret hjernesygdom. Sorgen og tabet har skærpet hans sans for vigtigheden af at være et vikarierende håb i andres liv

"Jeg tror ofte, at kærligheden falmer, fordi den er blevet hjemløs i vores liv, og vi glemmer at give den plads, fordi livet kræver så meget andet af os,” skriver Tomas Sjödin i sin nye bog. – Foto: Maria Ländeskär.
"Jeg tror ofte, at kærligheden falmer, fordi den er blevet hjemløs i vores liv, og vi glemmer at give den plads, fordi livet kræver så meget andet af os,” skriver Tomas Sjödin i sin nye bog. – Foto: Maria Ländeskär.

Mens det endnu er mørkt, sætter præsten og forfatteren Tomas Sjödin sig til rette i sit arbejdsværelse. Her venter han på, at en ny dag gryr. Uanset tid på året er han tidligt oppe, så han kan se den nye dag komme. Lysets daglige sejr over mørket er for ham en slags prædiken om, at lyset sejrer.

I sin seneste bog, ”Lita på att det ljusnar”, beskriver han, hvordan overgangen mellem nat og dag fungerer som en slags nødproviant til sjælen. Han henviser til Det Gamle Testamente, hvor længslen efter Gud sammenlignes med længslen efter daggry: ”Min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen,” hedder det i salme 130 i Salmernes Bog.

Og sådan kan dagens komme også opleves en mørk vinterdag i et nærmest nyt år.

I Danmark er Tomas Sjödin mest kendt for bogen ”Det sker når du hviler”, der udkom på dansk i 2016. Han er præst i pinsekirken i Sverige og har skrevet flere bøger.

Senere på året udkommer hans seneste ”Lita på att det ljusnar” i en dansk oversættelse på forlaget Boedal. Mens Tomas Sjödin venter på lyset i familiens klassiske svenske træhus i Säve nær Göteborg, skriver han jævnligt klummer til Göteborg Posten om lyset, håbet og mulighederne. 71 af dem er samlet i den nye bog.

I ”Det sker når du hviler” skriver han om at trække sig tilbage og om sabbatten. Også i den nye bog fremhæver han betydningen af jødedommens ugentlige hellig- og hviledag. Han tror, at sabbatten kan være en gave til parforholdet.

”Jeg tror ofte, at kærligheden falmer, fordi den er blevet hjemløs i vores liv, og vi glemmer at give den plads, fordi livet kræver så meget andet af os.”

Han forklarer, hvordan det i forordningerne for sabbatten er beskrevet, at man skal afholde sig fra at forandre. At lade stå til kan være godt for et parforhold, argumenterer han:

”24 timer, hvor man ikke skal reparere, renovere og udvikle. At bestemme sig for, at sådan, som det er nu, er godt nok. Ikke for resten af livet, men for 24 timer. Jeg er overbevist om, at det i høj grad vil røre ved kærligheden. Måske er de urimelige forventninger og myten om, at det kan blive bedre og bedre, det, som slider mest på vores parforhold.”

Tomas Sjödin har tidligere skrevet om at være forælder til børn med en ikke-diagnosticeret hjernesygdom, som gradvist svækkede dem. I 2002 døde sønnen Karl-Petter af denne sygdom, og fem år senere begravede de lillebror Ludvig.

Tomas Sjödin har tidligere i et interview fortalt til Kristeligt Dagblad, at hans liv nok er mere præget af livet med de to syge børn, end han i første omgang var klar over. Smerten og tabet gav Sjödin en fornyet optagethed af troen på, at det lysner.

Da han fik dårlig ryg og måtte tilbringe en sommer stort set på langs, fik han god tid til at studere gamle fotografier. Han dvælede ved fotografier af de to drenge fra årene, før de blev syge.

Konfronteret med de gamle fotografier indledte han en slags samtale med sønnerne. Han fortalte dem om ting, som var sket, og mærkede samtidig, at der strømmede en kærlighed fra ham mod fotografierne af de to drenge. I bogen skriver han:

”Betydningen af et menneske klinger aldrig af. Et menneske er ikke væk, selvom det er dødt. De er ikke her, men jeg bliver mere og mere overbevist om, at de findes. Livet er ikke bare tilfældigt, det er også evigt.”

Troen på, at det lysner, er det, som gennemsyrer den klumme fra den nye bog, som er blevet mest delt på sociale medier i Sverige.

I teksten beskriver han et toilet på arbejdspladsen. Det er indrettet i et lille rum uden vinduer. Der sidder en sensor, som sørger for, at lyset i rummet tændes og slukkes, men når man går ind i rummet, er der mørkt et kort øjeblik.

Kender man toilettet, vil man vide, at lyset først tænder så sent, at det er en smule ubekvemt. Fra Sjödins kontor kan han se døren til toilettet, og når gæster tøver ved udsigten til det mørke toilet, råber han ofte, at de trygt kan gå ind, for lyset tænder automatisk om lidt. Og på baggrund af sine egne erfaringer med sygdommens og sorgens mørke mener han også, at man trygt skal kunne gå ind i mørket.

”Det eneste, vi egentlig har at give hinanden, er vores erfaringer. Med dem kan vi blive hinandens vejmærker og et vikarierende håb for den, som ikke kan se lyset. Så må vi hviske til den anden: ’Tro på, at det lysner.’”

Når man læser hans klummer, er der mange tekster, hvor han fremhæver den betydning, et andet menneske kan have.

Når han ser tilbage på afgørende stunder i sit eget liv, kan han se, at der ofte er et medmenneske, som har slået følge med ham og har betydet noget afgørende i en konkret situation.

”Det kan være en ven, en slægtning eller en kollega, som følges med dig på en særlig strækning af din livsvej. Og vi kan selv være sådan et menneske.”

Han fortsætter:

”Vi skal være barmhjertige. Altid og uden betingelser. Først på afstand kan vi måske se, hvilken forskel det har gjort, at vi viste en smule barmhjertighed eller tilbød vores selskab. For et andet menneske kan den handling være forskellen mellem at være ved vejs ende eller komme videre.”

I morgen tidlig vil Tomas Sjödin igen sætte sig i arbejdsværelset i tusmørket. Han oplever, at livet ikke er specielt barmhjertigt, og derfor har han brug for at se lyset bryde frem.