Prøv avisen

Trods 20 års adskillelse kender veninderne hinanden bedre, end deres børn kender dem

Heidi Rytoft (tv.) og Janni Olesen (th.) har været veninder, siden de var 12 år. Sådan føles det i hvert fald, når de mødes. For i virkeligheden har de efter flere årtiers adskillelse først mødt hinanden igen for fire år siden. Foto: Leif Tuxen

Heidi Rytoft og Janni Olesen var bedste veninder i deres ungdomsår, men mistede af uransagelige årsager kontakten i flere årtier, indtil de for fire år siden fandt hinanden på Facebook. I det genfundne venskab har de oplevet en ro og tryghed, der giver tilværelsen og deres fælles fortælling mening

De lattermilde veninder Heidi Rytoft og Janni Olesen, der begge fyldte 50 sidste år, sidder over for hinanden på en café i København og lader erindringerne føre dem tilbage til deres fælles 1980’er-ungdom.

Minderne afslører, at kvinderne har mange års venskab bag sig. Men netop den kendsgerning er, hvad der gør deres ikke særlig iøjnefaldende historie iøjnefaldende. For bare få år siden havde ingen af dem nemlig nogen anelse om, hvordan den andens liv havde udformet sig.

Janni Olesen slår hænderne sammen, så et rungende klap fylder det ellers stille caférum. Eksplosivt og utilpasset til dets omgivelser. Ligesom det venskab, der begyndte en skoledag for cirka 40 år siden, hvor Heidi Rytoft for første gang trådte ind i Janni Olesens klasse på Lykkebo Skole i København.

Selvom klassens nye elev var meget fri og frembrusende, når Janni Olesen sammenlignede med sin egen pæne forsagthed, gik der blot et par dage, før de to klassekammerater følte sig som sjælevenner.

Sidenhen har Heidi Rytoft fortalt veninden, hvordan hun selv oplevede en sårbarhed i sin rolle som klassens klovn.

Hun boede hos sin enlige mor og søgte med sit alene-liv en tryghed i Janni Olesens rolige gemyt og stabile kernefamilie. Misforstået var begge deres selvopfattelser, ser de nu. Men det var ikke til at gennemskue tilbage i 1980’erne.

Heidi Rytofts far var død i en bilulykke, da hun var tre år. Det ville være løgn at sige, at hun huskede eller kendte ham.

Det, hun til gengæld stadig kan huske, er den stemning, der dominerede i hjemmet efter tabet.

”Det var af og til temmelig svært at være i mit barndomshjem. Min mor magtede sjældent opgaven som ufrivilligt enlig mor, og mine bedsteforældre på begge sider forstummede, når samtaleemnet faldt på min far. Jeg spejlede min historie i Jannis kernefamilie, men delte aldrig mine følelser om min fars død og fravær med nogen,” siger Heidi Rytoft.

”Det passer da ikke. For du delte dem med mig,” siger Janni Olesen.

Selvom Heidi Rytoft dengang havde travlt med både spejder og kor, og Janni Olesen brugte megen tid på klaverspil og i familiens kiosk, formåede de to veninder alligevel at tilbringe størstedelen af deres fritid sammen på Heidi Rytofts brune barndomsværelse med de hjemmebyggede teak-reoler og det småblomstrede tapet.

Her havde de frihed til at slå sig løs. Rockgruppen The Polices sange strømmede altid ud af kassettebåndoptageren, når de sås, og når Heidi Rytoft i sommerferierne flyttede ind hos bedsteforældrene på Møn, skrev de fyldige breve til hinanden om tennisidolet Bjørn Borg og månedens forelskelser.

Og sådan var den samme trummerum i årevis. Indtil den altså ikke længere var.

”Efter 10. klasse forblev vi venner, og i ungdomsårene fulgte vi med i hinandens kærester, fødsler, glæder og sorger. Men hvad der helt bestemt skete, som gjorde, at vi mistede forbindelsen, kan ingen af os huske den dag i dag,” siger Heidi Rytoft.

Dage blev til uger. Uger til år. Og i mere end to årtier af deres voksenliv havde kvinderne ingen kontakt.

Den nu uddannede bogholder Heidi Rytoft levede intetanende sit liv som mor til to, da Janni Olesen i en periode led af angst og måtte opsige sin stilling på en skole i Bagsværd, og Janni Olesen vidste i de år hverken, at Heidi Rytoft blev skilt fra den mand, med hvem hun har to børn, eller at hun mange år senere fandt den ægtefælle, som skulle vise sig at være hendes vej til lykke.

Men en dag blev deres livshistorier alligevel filtret sammen endnu en gang. Efter flere forsøg lykkedes det nemlig Heidi Rytoft at opstøve Janni Olesen på det sociale medie Facebook. Janni Olesen havde ikke villet bruge mediet før nu. Hun havde kun hørt dårligt om, hvordan det frarøvede menneskers tid og privatliv, men nu havde sønnen alligevel fået hende overtalt.

Og der gik ikke mange dage, før hun modtog en uventet anmodning i sin indbakke fra en vis Heidi Rytoft, der siden adskillelsen havde fået nyt efternavn.

De første sekunder havde Heidi Rytoft faktisk tøvet bag skærmen, da hun havde fundet venindens profil. For hvad ville det få af konsekvenser for alle minderne om de brune teak-møbler og skøre ungdomsår, hvis genforeningen blev akavet, eller hvis Janni Olesen slet ikke havde lyst til at mødes igen? De trygge barndomsminder var i forvejen slørede i hukommelsen efter de mange år uden nogen at dele dem med. Og hun ville gerne bevare den rest, der var tilbage. Alligevel trykkede hun ”send”.

Janni Olesen svarede heldigvis hurtigt. Og efter flere timers samtale ved tastaturet og over telefonen besluttede de to barndomsvenner sig for at mødes igen. Det blev over en kop kaffe i Janni Olesens hjem i Bagsværd, hvor de huskede tilbage på ungdomstiden og opdaterede hinanden på de forgangne leveår. Inden de havde set sig om, sad de med knurrende maver, fordi de havde glemt tid og sted.

Siden den eftermiddag har de igen været en fast del af hinandens liv.

”Jeg tænker ofte på, hvor meget af min tilværelse der kunne have været anderledes eller undgået, hvis Heidi altid havde været en del af mit liv. Valg, jeg har truffet. Fejl, jeg har begået, fordi jeg ikke kunne rådføre mig med hende. Jeg finder en utrolig ro ved at kende et menneske, der kendte mig, da jeg var ung,” siger Janni Olesen og suppleres af veninden:

”Det er den forståelse, som jeg har søgt i andre venskaber, men ikke har fundet. Selvom udtrykket ofte bliver brugt i en romantisk forstand, vil jeg alligevel gå så langt at sige, at vi er sjælevenner. For vi forstår hinanden på et andet niveau,” siger Heidi Rytoft.

I Janni Olesens stue står en skulptur af ærkeenglen Michael, som hun beder til regelmæssigt. Religiøsiteten er kommet med årene, i takt med at hun er nået til en erkendelse af, at der er en større mening med livet. En cirkel, hun ved, skal sluttes. For accepten af Facebook, som hun ellers havde forbudt sig selv at bruge tid på, har betydet, at hun har kunnet genoptage forholdet til sin barndomsveninde. Det var skæbnen. For sammen har de én fælles historie, ved hun nu.

”Det er historien om, hvem vi var sammen, og hvem vi er i dag. Vores venskab er som et tidløst tandhjul,” siger Heidi Rytoft og viser følelsen ved at lade alle fingrene flettes foran sig.

Til Janni Olesens 50-årsfødselsdag sad Heidi Rytoft til bords ved venindens side, som havde de aldrig været adskilt. Janni Olesens tre sønner holdt en tale, som vakte følelserne hos deres mor, og Heidi Rytoft sneg sin hånd ind og lagde den i Janni Olesens, mens sønnerne fortsatte talestrømmen. Øjeblikket fik hende til at tænke på, at de som hinandens nærmeste fortrolige givetvis kender hinanden bedre, end deres børn egentlig kender dem. Og hun kunne pludselig slet ikke begribe, hvordan de havde tilladt, at deres fælles fortælling kun indeholdt historier i datid.

Nu priser de sig begge lykkelige over, at den igen kan fortælles i nutid.

De to veninder bruger blandt andet det genfundne venskab til at mindes ungdomsårene, hvor de hver dag drak blå Medova-te på ungdomsværelset. Når Janni Olesen (tv.) og Heidi Rytoft nu mødes på caféer og hjemme i henholdsvis Bagsværd og Køge, foretrækker de dog sort kaffe. – Foto: Leif Tuxen

Det er historien om, hvem vi var sammen, og hvem vi er i dag. Vores venskab er som et tidløst tandhjul.

Heidi Rytoft