En høj, rank orlogskaptajn i fuld uniform og med en rose i hånden rager op i køen ved indgangen til Holmens Kirke. Mange er mødt frem for at sende eventyreren, forfatteren og søfareren Troels Kløvedal godt af sted på sin sidste rejse. For han var et menneske, som mange beundrede og elskede.
Som oldefar, bedstefar og far til fem mente Troels Kløvedal, at ”man aldrig kan give børn for mange kys og kram”, bliver der fortalt ved begravelsen. Men han åbnede også sit hjerte for mange andre mennesker. Og han ville have, at hans begravelse skulle være en åben fest, så han havde selv planlagt den ned til mindste detalje i god tid sammen med familien og vennen Ejgil Bank Olesen, der også er Holmens provst og orlogsprovst.
Det er heller ikke tilfældigt, at Troels Kløvedal, der nåede at sejle Jorden rundt adskillige gange, netop ville begraves her fra Holmens Kirke, der har en særlig forbindelse til søværnet. For havet var hans andet hjem, fortæller orlogskaptajnen Dennis Vad, der står klar til at sige farvel til sin kendte ven. Han hører som Troels Kløvedals private ven og fotograf til flere af hans film om flådens historie til de udvalgte, der er reserveret plads til forrest i kirken sammen med familien.
”Jeg vil huske ham som et kærligt og varmt menneske med en kæmpe eventyrlyst,” siger orlogskaptajnen, inden han forsvinder ind i kirken sammen med et hav af både kendte og ukendte venner og beundrere. Således venter forfatteren Jacob Holdt også på at komme ind for at sige farvel til sin festlige ven og konkurrent som foredragsholder om rejser, mens en god portion Gyldendal-folk også er mødt frem, heriblandt redaktøren Johannes Riis.
”Jeg vil huske Troels Kløvedal for hans livsappetit og enestående taknemmelighed over for livet. Uden jammer så han selv til sidst tilbage på, hvor fint hans liv havde formet sig. Han tog altid livet på sig. Han havde en meget beskeden skolegang, men satte sig alligevel ind i alverdens ting og vidste alt om historie, mytologi og selvfølgelig geografi og stjernehimlen,” siger Johannes Riis, der kendte den danske stjernefortæller godt.
Indenfor danner de mange blomster i kirken et gigantisk kors under det store flagskib, der hænger ned fra loftet midt i kirken og stævner mod alteret med Frelseren i toppen.
Troels Kløvedals kiste foran alteret peger i samme retning mellem to store juletræer med hver sin stjerne på toppen. Kisten er udsmykket med påmalede bølger på siden og en enorm konkylie på toppen i stedet for blomster. Hvad man ikke kan se er, at kistelåget også er malet på indersiden med en stjernehimmel, så den kendte kaptajn har noget at styre efter på sin videre rejse, forklarer Ejgil Bank Olesen senere i sin begravelsesprædiken. Og fra begyndelsen svømmer musikken også i maritime referencer. Mens de sidste gæster fylder den store kirkes allersidste pladser ud på balkonen, sender organisten Jakob Lorentzen således en bølge af søfartssalmer mod kisten. Flere får tårer i øjnene, da koret smukt synger Mozarts ”Ave verum corpus”, mens solens stråler pludselig vælter så stærkt ind gennem de høje sidevinduer, at mange stadig må misse med øjnene, mens de synger ”Se, nu stiger solen af havets skød”.
Et konstant kor af hostere rundtomkring i kirken er med til at få stemningen lidt ned på jorden igen, men salmen virker alligevel til at være skrevet til lejligheden med linjerne:
”Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav/lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.”
Og Ejgil Bank Olesens begravelsesprædiken fortsætter ad søvejen mod Himlen:
”Nu er Troels Kløvedal i morgenkimingen stævnet mod Holmens Kirke og Holmens Kirkegård i den af vennerne på nabogården smukt bemalede og prydede kiste. Kisten er Troels Kløvedals sidste skib, og den er bemalet, som var det ’Nordkaperen’ selv, der skulle stævne ud med den gamle hædersmand og kaptajn ved roret,” siger Ejgil Bank Olesen, inden provsten taler om det dåbens hav, der allerede for 75 år siden i Frihavnskirken sendte Troels Kløvedal mod livets kyst.