Prøv avisen

Trosredaktør på DR: Under min skilsmisse var jeg på vej ind i et usundt rum

Efter sin skils­misse for halvandet år siden flyttede trosredaktør på DR Christoffer Emil Bruun til en lejlighed midt i Køben­havn. Den første dag i sit nye hjem stod han på altanen og greb om gelænderet og følte nærmest, at byen sugede ham til sig. Han følte sig fri. – Alle fotos: Leif Tuxen.

For halvandet år siden blev trosredaktør på DR Christoffer Emil Bruun skilt fra moderen til sine tre børn efter 20 års parforhold. Lange samtaler med nære venner reddede ham, da han var ude af sig selv

På en frokostrestaurant midt i København mødtes Christoffer Emil Bruun for halvandet år siden med en nær ven. Det var fredag midt på dagen, og han var ude af sig selv. Han havde nærmest ikke sovet i flere dage og havde drukket en del alkohol. Han bestilte en stor øl hos tjeneren, mens hans kammerat betragtede ham. Deres blik mødtes, og i det øjeblik oplevede Christoffer Emil Bruun, hvad han bedst kan beskrive som et tæppefald. Som et skæl, der faldt fra hans øjne. Han så, hvad vennen så.

I dag kalder han det ”et engleblik”, som sagde ”frygt ikke”. Frygt ikke livet, og se på dig selv med kærlighed.

”Det var fuldstændig omvæltende, det ene blik fra min gode kammerat, og det var første gang i den periode, at jeg overhovedet var modtagelig for en andens blik på mig. Og der indså jeg, at jeg var på afveje. Jeg rejste mig og sagde, at jeg blev nødt til at ringe, og så gik jeg direkte ud og ringede til min nu ekshustru. Jeg sagde til hende, at jeg godt vidste, at jeg havde sagt og skrevet nogle åndssvage ting, men at jeg nu var mig selv igen, og at jeg ville komme hjem, så vi kunne tale ordentligt om det.”

47-årige Christoffer Emil Bruun, der er trosredaktør og vært på DR, fortæller om hændelsen fra sin lejlighed i midten af København, hvor han bor med sin ældste søn på 19. De to yngre sønner på 17 og 12 bor på skift hos deres mor på gården i Søllerød, som tidligere var familiens fælles hjem, og hos ham i København.

De endte med at blive skilt dengang for cirka halvandet år siden, men de endte også med at skilles i fordragelighed. De fik viklet sig godt ud af hinanden, men det kunne være gået meget anderledes.

”Da der i vores ægteskab opstod alvorlig turbulens, som pegede hen imod et brud, reagerede jeg meget stærkt på det. Det var nok en manisk reaktion af en art, hvor jeg i nogle dage var ude af mig selv. En chokreaktion, som ikke kun handlede om chokket over, hvad der lige var sket, men også chokket over, at hele det liv, vi havde bygget op over næsten 20 år, måske ville forandre sig afgørende.”

Christoffer Emil Bruun har sagt ja til at tale om skilsmissen og tiden, der fulgte, fordi det netop var samtaler med nære venner og andres skildringer af kærlighedsbrud, der reddede ham personligt. Han kalder sig selv ”lidt af et snakkechatol”, men ikke desto mindre virkede den model for ham. Jo flere ord, han sætte på forliset, desto mere helende var det.

”Fordi jeg selv har været så interesseret i andres udlægninger, og de har hjulpet mig, synes jeg, at jeg nu skylder at fortælle min historie. Jeg skylder at dele. Ikke det hele og ikke de private dele, men jeg vil gerne tale om de erfaringer, jeg har haft i det her forløb, i håb om, at de kan komme andre til gode og give et perspektiv, ligesom andres fortællinger har givet mig perspektiv på min situation,” siger han.

I den periode, hvor det endnu var usikkert, om krisen i ægteskabet ville munde ud i et egentligt brud, skulle han ved et tilfælde sammen med en anden ven seks dage til Sankt Petersborg i Rusland for at lave nogle filmoptagelser. Denne kammerat befandt sig også i en skilsmisse, som havde været mere langtrukken, og som endnu ikke var afsluttet.

”Da vi mødtes i Kastrup Lufthavn i denne mærkelige limboperiode, sagde jeg til ham som det første: ’Prøv at høre, jeg tror, vi er ved at gå fra hinanden.’ Det blev indledningen til den længste samtale, jeg nogensinde har haft. Vi talte om kærlighed, ægteskab, køn og børn og familie nonstop fra morgen til aften kun afbrudt af tv-optagelser om Dostojevskij. Vi talte om det hele tiden, også over lange middage, hvor vi endevendte alle enkeltheder og detaljer ved at være i et kærlighedsforhold. Så gik vi i seng ved midnat, og når vi så mødtes om morgenen klokken 8, så fortsatte samtalen.”

Turen minder ham – uden sammenligning i øvrigt – om den 16 timer lange samtale, som guldalderdigter Adam Oehlenschläger havde med naturvidenskabsmanden Heinrich Steffens i Kongens Have, og som indvarslede romantikken.

”Det er så vildt og vidunderligt bare at tale, tale og tale, når man er drevet af et gensidigt behov for at undersøge, hvad det er, der sker.”

Han kom ikke hjem fra Rusland med en løsning eller en beslutning, men han var klar i tanken, fordi alt var blevet vendt og drejet.

”Da jeg kom hjem, skulle min daværende hustru og jeg have det afgørende møde. Vi skulle finde ud af, hvad der skulle ske. Jeg var selv i stand til at træffe den beslutning, som vi også traf i fællesskab. At vi skulle gå fra hinanden. Vi sagde det til børnene samme dag.”

En måned efter bruddet flyttede han ind i lejligheden i Dronningegården, et historisk Kay Fisker-byggeri i Københavns indre by, beliggende omkring krydset mellem Adelgade og Dronningens Tværgade. Den første dag i sit nye hjem stod han på altanen og greb om gelænderet og følte nærmest, byen sugede ham til sig. Sidst han boede midt i København, var han i midten af 20’erne. Nu var han tilbage. Og så fulgte en periode med frigørelse, bogstaveligt talt. Hvor nogle af de ting, der havde været umulige i ægteskabet, nu var mulige.

”Det føltes berusende at blive sat fri efter 20 år. Jeg stod ude på altanen med udsigt over byen og måtte næsten holde fast i gelænderet på grund af den lykkefølelse, der ramte mig. Jeg var euforisk over, at jeg nu var etableret et nyt sted. Det var en forventningsfuld glæde over, hvad der mon ville ske.”

Da han flyttede ind, genlæste han Søren Ulrik Thomsens ”City Slang” og lyttede til Lars H.U.G’s album af samme navn. Han oplevede tiden som en genopdagelse af sig selv.

”Enhver relation er betinget af, at man går på kompromis. Det betyder også, at når man er fri for at gå på kompromis, kan man i højere grad være den, man er. Når det er sagt, så tror jeg ikke på, at man er en speciel skabning, man kan finde tilbage til. Man er den, man er i kraft af andre. Jeg havde også et behov for at møde andre. Undersøge mig selv og få bekræftelse. Og undersøge kærligheden i dens mange forskellige facetter.”

Men det er klart, at der også er et egoistisk og destruktivt element i den undersøgelse, tilføjer han. På et tidspunkt blev han nødt til at stoppe op og kigge mere selvkritisk på tiden efter skilsmissen.

”Jeg blev bekymret for, at jeg efterlod lige så meget ulykke som lykke på min vej, og jeg besluttede mig for, at jeg i højere grad måtte prøve at hente energien til frigørelse inden i mig selv frem for udefra hos andre.”

På væggen i Christoffer Emil Bruuns stue hænger et fotografi af ham selv, som med ryggen til går ad en grøn sti mellem træer og buske – på vej mod diget. Det er taget for nylig på Fanø ved det sommerhus, der har været i hans families eje i generationer. Han har gået ad den samme sti, siden han var nul år, og hver sommer siden. Billedet minder ham om, at han er vandrer på livets vej.

Og i dette øjeblik minder det ham også om bibelteksten, da han i søndags var i kirke i Lyngby hos sognepræst Jørgen Demant. Christoffer Emil Bruun springer op og henter sin bærbare Mac-computer over til spisebordet.

”Her der den, Paulus-teksten,” siger han og læser op med sin behaglige radiostemme og præcise diktion.

”For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Han nikker bekræftende.

”Det er så sandt, så sandt, det med den stykkevise erkendelse. Og så slutter Paulus jo med kærligheden: ’Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.’ Og det er selvfølgelig den guddommelige kærlighed, han taler om, men den er så omsluttende og stor, at den også omfatter to mennesker.”

Han går ofte i kirke og taler jævnligt med præster på venskabelig basis. Decideret sjælesorg har han ikke opsøgt. Dog betegner han sin skilsmisse som et syndefald.

”Tro og kristendom er god i alle mulige aspekter af livet, men den har ikke gjort noget specielt til og fra i denne situation. Kirken tillader jo skilsmisser, og jeg ser slet ikke kristendommen som moralsk på den måde. Når jeg kalder min skilsmisse for et syndefald, er det fordi en familie er en form for paradistilstand, så derfor er opløsningen af den et fald fra paradiset. Men de færreste går igennem livet uden at skuffe andre.”

Hans egne forældre blev skilt, da han var syv år. Da han i sin tid selv blev gift, regnede han med, at det var, ”til døden jer skiller”.

”Efter at jeg er blevet skilt, har jeg tænkt over, om der kunne være et gentagelsesmønster. Og jeg kan både se ligheder og forskelle. En forskel er, at min ekshustru og jeg blev sammen så længe. Jeg er glad for, at vi holdt fast i ægteskabet trods de vanskeligheder, der var undervejs, og det var vi enige om at gøre.”

I dag er de enige om, at skilsmissen var det rigtige for dem.

Under og efter bruddet har han suget al kunst, film og litteratur til sig, der har taget skilsmissen under behandling. Han så med glubende appetit både Bergman-stykket ”Scener fra et ægteskab” to gange i Skuespilhuset og senere filmen ”Marriage Story” med Scarlett Johansson og Adam Driver.

”Den film er en fantastisk god skildring af, hvordan kærlighed kan gå i stykker. Man forstår fuldt ud hvert enkelt skridt på vejen mod skilsmissen. Det var ikke sådan, at jeg kunne genkende alt. Måske 40 procent. Jeg tænkte, at det i hvert fald var dejligt, at vi var sluppet for at skrige ad hinanden og have advokater indblandet.”

Han definerer sig selv som optimist på kærlighedens vegne.

”Mit svar vil være, at troen på kærligheden er lige så stor, forandret måske, men ikke mindre. Jeg har været rigtig ked af det, men lige nu befinder jeg mig et godt sted.”

Hvis han skulle give noget videre til andre, er det netop værdien af at kunne trække på andre omkring sig i en krisesituation.

”At tænke og tale er søreme vigtigt, så man ikke kommer til at lukke sig ind i et forkert og usundt rum. Et forkert rum kunne være at gå i selvsving og kun kigge indad og blive fortvivlet over sig selv. Det var den vej, jeg var på vej nedad. Det handler om at bruge den næstekærlighed, som findes i verden.”