Prøv avisen

Trumpland skræmmer både amerikanere og danskere

Med tiden begyndte jeg at forstå, hvorfor der ikke tales sammen, men om hinanden, og hvorfor uhyrlige konspirationsteorier lever så godt, skriver Else Marie Nygaard efter en rejse til USA

Mange amerikanske vælgere er langt hen ad vejen lige så uforstående over for de landsmænd, som vil stemme på Trump, som vi er i Danmark

Egentlig var det meningen, at turen med den klassiske sporvogn gennem San Franciscos ikoniske bakkede gader skulle være attraktionen den solrige efterårsdag. Men det mest opsigtsvækkende på turen viste sig at være samtalen med min medrejsende.

Man sidder tæt på sporvognens bænke, og jeg sad ved siden af en moden talelysten kvinde, som var taget til storbyen med et par veninder, men ellers nød sit otium delt mellem et hjem ved Stillehavskysten og en bolig i Palm Springs, der er en attraktiv oase i den californiske ørken, hvis man har rigeligt med penge på bankbogen. Kvinden havde hørt rygter om, at man i Danmark betalte 50 procent i skat. Men hun havde svært ved at tro, at det kunne være sandt. Det kunne jeg bekræfte hende i.

På vores gåture i den charmerende storby havde vi bemærket de mange hjemløse og spurgt os selv, om der mon ikke var flere, end da vi besøgte byen for 10 år siden? Og ja, det kunne min rejsefælle i sporvognen bekræfte. Og så var det, at vores samtale i den efterhånden ret fyldte sporvogn blev politisk. De hjemløse var, som kvinden så det, fastholdt på gaden af politikken fra Washington. Incitamentet til at arbejde var blevet væk, og derfor håbede hun, at Trump ville vinde valget.

Med ham ville USA kunne blive stort igen, sagde hun og lød som et ekko af de slogans, man ser mange steder i bybilledet. Denne kvinde ejede ikke tvivl, når det gjaldt troen på, at Trumps løfter ville blive til virkelighed. Eneste hindring var Hillary Clinton. Jeg følte min kind blev ramt af et stort H, da hun nærmest spyttede modkandidatens navn ud først gang.

Og ud af munden med de perfekt malede røde læber føg det nu med salver af anklagende konstateringer af, hvorfor Hillary vil være en katastrofe som præsident for USA. Mens mange kvinder har taget afstand fra Trump på grund af sexistiske udtalelser, var her en kvinde, der lød som et potpourri af citater fra Trumps kampagne. Inden vi nåede frem til Pier 39 og de gøende søløver ved havnen, var ord som oralsex, svindler, løgner og Assad røget gennem luften. Kan man forestille sig en præsident gift med en sexafhængig som Bill Clinton?

Jeg kom til at tænke på et billede, som vi tog et par uger tidligere i Los Angeles. Særdeles morgenfriske på grund af jetlag var vi ude at gå, før Hollywoods ellers så effektive gadefejere var i sving. På Hollywood Boulevards Walk of Fame konstaterede vi, at den stjerne, Donald Trump har haft på det såkaldte æresfortov i snart 10 år, skilte sig ud ved at være blevet brugt til at tisse på. Nok siger man, at den amerikanske valgkamp er beskidt, men det ville da være at foretrække, at det ikke blev så konkret udtrykt som her på flisen på Hollywood Boulevard.

I Californien er det lettest at møde vælgere, som vil sætte deres kryds ved Hillary Clinton. En god del vil med fast overbevisning sige, at de ikke kender en eneste, som vil stemme på Trump. Det forstemmende er, at mange amerikanske vælgere langt hen ad vejen er lige så uforstående over for deres landsmænd, som vil stemme på Trump, som vi er i Danmark, hvor man let parkerer Trump i afdelingen for bizar spøg og skæmt. De voldsomme fordomme og uvidenheden går begge veje. I et land, hvor alt ellers er stort fra toiletkummerne til mågernes vingefang, er forståelsen for nuancerne og modpartens holdninger ikke store.

Og med tiden begyndte jeg at forstå, hvorfor der ikke tales sammen, men om hinanden, og hvorfor uhyrlige konspirationsteorier lever så godt. Når der er valgkamp her til lands, vil ingen avislæser, radiolytter eller fjernsynsseer kunne undgå nærmest at få en overdosis politisk stof serveret af medier, som når ud til de fleste. Dækningen kan svinge, men påstande vil i et vist omfang blive tjekket og sat ind i en sammenhæng. Anderledes i USA, hvor medierne bærer en stor del af ansvaret for uvidenheden blandt befolkningen.

Da vi afleverede udlejningsbilen, konstaterede gps’en, at vi havde kørt 1400 miles og tilbragt 45 timer med radioen tændt. Cirka hver time udspillede der sig et ritual, hvor en af bilens to voksne forsøgte at finde en nyhedsudsendelse og i stedet fik mexicansk musik og Viagra-reklamer. Vist findes der amerikanere, som lytter til National Public Radio, som kan sammenlignes med P1.

Men der er tale om en niche-kanal. Inden sengetid ville vi sætte os med fjernbetjeningen og se, hvad der mon var af nyheder. Der er det legendariske ”60 minutes” fra CBS, men hvad nytter det, når ABC’s ”Eyewittness News” er det, som folk ser, og tophistorien her er, at en popdiva venter sit første barn i en alder af 50 år? Men så kan man jo heldigvis købe en avis. Og ja; papiravisen er der, og på caféerne i byerne er der ingen, som undrer sig over, at man både skal have en stor kop kaffe og en avis, men det er altså ikke den, den modne landarbejder med en velvoksen burrito i hænderne læser. Han ser i stedet ud på marken, hvor han sukker efter regn og drømmer om en tid, hvor der var jobsikkerhed. Derfor stemmer han på Trump, og han mener, at Hillary mest er egnet som udsmykning til halloween.