I en kurvestol i en beskeden lejlighed på Jagtvej i København indtraf for nøjagtig 100 år siden en begivenhed af de sjældne.
Af en bekendt havde den nordjyske mejerist Martinus Thomsen lånt en teosofisk meditationsbog, hvis anvisninger han fulgte. Han havde lukket sine øjne. Samlet sine tanker. Og i næste nu så den 30-årige mand et blændende hvidt lys, der knitrede så intenst som en stjernekaster. Kurvestolen under Martinus Thomsen begyndte at sitre.
Mejeristen så dernæst ”et kristuslignende væsen” træde frem af lyset og trænge ind i sin krop og mærkede, hvordan verdensaltet strømmede gennem ham. Han åbnede øjnene og indså, hvilken gave han var blevet skænket: Han kunne med ét sanse ”ud over verden” og intuitivt svare på ethvert spørgsmål om livet, universet og alle tænkelige sammenhænge. Han så sig selv som en slags profet på linje med Jesus og valgte måske af samme grund at stryge efternavnet Thomsen – i hvert fald uofficielt. Martinus var født. Og de næste 60 år brugte den ellers ubelæste mystiker på at nedfælde sine erkendelser i et mere end 9000 sider langt værk, han navngav ”Det Tredje Testamente”.
I dag, 100 år efter klarsynet i 1921 og 40 år efter Martinus Thomsens død, lever arven efter hans såkaldte åndsvidenskab videre.
Sagen er nemlig den, at den nordjyske mejerists åbenbarede værker de seneste år har været genstand for et bittert retsforløb med millionerstatninger og store menneskelige omkostninger til følge.
I sommer afgjorde Østre Landsret således en strid om retten til at udgive Martinus’ værker blandt trofaste disciple. For hvornår er en tekst hellig? På den ene side står det såkaldte Martinus Institut, som Martinus selv grundlagde for at sikre udbredelsen af sine bøger for eftertiden. På den anden side står Firkløveret – en gruppe udbrydere, bestående af blandt andet et tidligere folketingsmedlem og en forretningsmand, der har bygget mere end 600 Jysk-butikker rundt omkring i Europa. De mener, at instituttet har gjort vold på Martinus’ tekster ved at rette originalværket efter moderne retskrivning. Af den grund valgte de ”i nødværge” selv at piratkopiere værket og distribuere det.
”For os er det et spørgsmål om moral og grundlæggende religions- og menneskerettigheder. Hellige værker skal alle kunne have adgang til i deres originale versioner,” siger medlem af Firkløveret, forretningsmand og sexolog Jan Langekær.
Til Firkløverets ærgrelse var Østre Landsret ikke enig i den betragtning. De fire blev sammen dømt til at betale to millioner kroner i erstatning for brud på ophavsretten plus sagens omkostninger. En dom, Jan Langekær på stedet besluttede at prøve at få til Højesteret.
Selv hævdede Martinus, at han med et ”optimistisk verdensbillede” med ”kærligheden som det bærende princip” ville gøre religiøsitet til et spørgsmål om logik. Nu er verdensbilledet tilsyneladende ved at krakelere. Dette er fortællingen om en splittet nyreligiøs bevægelse, der tror blindt på en nordjysk mand, som kom fra fattige kår, men endte som deres frelser. Det er samtidig historien om, hvor langt man som menneske vil gå for en sag, man føler sig kaldet til.
Den første siden Jesus
Martinus Instituttet har hjemme i et mondænt, snehvidt palæ for enden af en blind vej på Frederiksberg i København. En trappe fører op til hoveddøren, der er i læ under en balkon på prægtige stensøjler. Over balkonen pryder et forgyldt stjerneformet symbol med en skinnende trekant i midten bygningens frontgavl. Symbolet for Martinus’ åndsvidenskab og såkaldte kosmologi.
Her boede Martinus fra 1943 og frem til sin død i 1981, hvor hans 90-årige legeme blev balsameret og efter en ceremoni med 1500 gæster i Tivolis Koncertsal blev flyttet til et mausoleum på Frederiksberg Ældre Kirkegård.
Det er Willem Kuijper, der svarer døren. Han er medlem af Rådet, instituttets øverst ledende organ, og har siden 1975 boet i Danmark for at være tættere på Martinus’ lære og den hovedsageligt skandinaviske følgerskare. Han satte første gang sine ben i villaen i 1971, da han som 27-årig blev budt på te af Martinus selv.
”Vil I se hans lejlighed,” spørger Willem Kuijper.
Han ledsager Kristeligt Dagblad op ad en trappe bag et ”Ingen adgang”-skilt. Over trappeafsatsen våger en miniatureudgave af Thorvaldsens kristusfigur, og i lejlighedens smalle entré hænger en afbildning af da Vincis Sidste Nadver.
Martinus så ”Det Tredje Testamente” som en fuldendelse af Det Gamle og Nye Testamente og dermed kristendommen, forklarer Willem Kuijper, mens han viser rundt i mystikerens gemakker.
”Han var ligesom Jesus en budbringer med kosmisk bevidsthed. Han mente, han kom fra en højere verden og var forud for andre menneskers udvikling, ligesom Jesus, Muhammed og Buddha havde været det. Her er det selvfølgelig nemt at tænke, at det er lidt påtaget. Men hvis man læser hans værker, så kan man ikke undgå at konstatere, at det faktisk forholder sig sådan.”
På trods af det religiøse islæt har Martinus Instituttet aldrig anmodet om at blive anerkendt som et trossamfund. Det er end ikke en forening.
”Det ville være absurd. Vi kan ikke være en forening, som man kan melde sig ind og ud af. For alle er jo en del af livets udvikling og det evige verdensbillede,” siger Willem Kuijper og griner, som var det indlysende.
Af samme grund har Martinus Instituttet hverken medlemskartotek eller opgørelse over antallet af mennesker, der er interesserede i det, som følgerne konsekvent kalder ”sagen”. Ud over villaen i hovedstaden ejer instituttet et kursuscenter i landsbyen Klint i Odsherred. Nær stranden med udsigt over Kattegat har interesserede siden 1935 kunnet besøge Kosmos Ferieby for at fordybe sig i Martinus’ lære. Flere af Martinus’ følgere, heriblandt Willem Kuijper, har undertiden bosat sig i området.
De mest optimistiske fra miljøet vurderer, at op mod 20.000 personer herhjemme og lige så mange i udlandet interesserer sig for Martinus, hvis værker er oversat til 22 sprog. Skeler man til instituttets magasin ”Kosmos”, har det 1500 betalende abonnenter, og på diverse Martinus-relaterede Facebook-sider kan man konstatere, at medlemstallene varierer fra nogle hundrede til et par tusinde.
Et kig i årsregnskaberne viser, at interessen for Martinus’ lære de seneste år er dalet. Trods testamenterede gaver for mere end 1,5 millioner kroner oplevede Martinus Instituttet i 2016 et underskud på knap en million. Det begrundes blandt andet med ”generelt faldende” kursusindtægter. Og derudover ”væsentlige omkostninger til advokat” i forbindelse med retssagen mod udbryderne i Firkløveret. I det seneste regnskab oplevede instituttet et overskud og en egenkapital på 35 millioner kroner.
En tidstypisk religiøs blanding
Det lå ellers ikke i kortene, at Martinus Thomsen skulle få profetiske evner. Han blev født i den nordjyske landsby Sindal i 1890 af en kvinde, der angiveligt havde en affære med en bestyrer ved navn Thomsen, hvorfor drengen altså kom til at hedde Martinus Thomsen. Den købte Martinus imidlertid ikke, og senere antog han, at hans far nok snarere var den lokale godsejer.
På grund af fattigdom voksede han op hos sin indremissionske morbror og tante. Skolegangen begrænsede sig til nogle få år, inden han blev sendt i marken som hyrdedreng. I 1910 lykkedes det den 20-årige Martinus Thomsen at blive udlært mejerist, og syv år senere flyttede han til København, hvor han fik arbejde som kontorist ved mejeriet Enigheden.
Her arbejdede Martinus Thomsen i nogle år, før han som 30-årig satte sig til rette i sin kurvestol og skærtorsdagaften i 1921 opnåede ”fuld kosmisk bevidsthed”, grundlagde sin åndsvidenskab og strøg sit efternavn.
Åbenbaringen beskrev Martinus i bogen ”Omkring min missions fødsel”:
”Den kosmiske ilddåb (…) havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye sanseevner. Evner der satte mig i stand til - ikke glimtvis - men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig.”
Timingen for Martinus’ nyvundne erkendelser og evner var ikke dårlig. I samtiden var flere såkaldt åndvidenskabelige bevægelser, der kombinerede religioner med videnskabelige begreber og en generel interesse for karma og reinkarnation, ved at vinde indpas. Palæet, som Martinus endte med at bo i på Frederiksberg, overtog han eksempelvis af den spirituelle bevægelse, Teosofisk Forening. Og af andre såkaldte åndsvidenskabelige strømninger, hvis skarer voksede sideløbende med Martinus’, kan nævnes den mystiske Rosenkorsorden og Rudolf Steiner-bevægelsen.
Verdensalt på 9000 sider
”Her har vi så kurvestolen,” siger Willem Kuijper og peger mod møblet, Martinus for 100 år siden fik sin åbenbaring i.
I lejligheden har Martinus’ følgere bevaret inventaret bag glasmontrer, som han efterlod det i 1981. Selv sukkerknalderne i sukkerskålen er her endnu. Væggene er beklædt med mønstret tapet i skiftevis guld og bordeaux velour, og på skrivebordet står skrivemaskinen, hvor Martinus på mere end 9000 sider forsøgte at forklarer sin åndsvidenskab.
Kort fortalt anså Martinus hele den fysiske og åndelige verden for at være en stor, levende organisme, som han døbte verdensaltet . I dette verdensalt bør alt levende – mennesker såvel som dyr og planter – forstås som en slags organer, der i al evighed reinkarneres på forskellige udviklingstrin. Liv på liv bliver organernes indsigter større, og langsomt bevæger menneskeheden og naturen sig mod et stadigt mere næstekærligt, etisk, retfærdigt og empatisk samfund, hvor alle eksempelvis bliver vegetarer.
Den slags tager dog tid. Og iagttager man Martinus’ egen farverige tegning over sin verdensopfattelse, kan man konstatere, at menneskehedens nuværende udviklingstrin bærer præg af mindre flatterende værdier såsom egoisme og uenighed.
På sin egen paradoksale vis kan det måske være med til at forklare, hvorfor Martinusbevægelsen er havnet i den bitre, uforsonlige strid om retten til at udgive hans værker.
Det tænker Willem Kuijper i hvert fald, når han kigger tilbage på retssagen med udbryderne fra Firkløveret, som instituttet i 2014 stævnede for brud på ophavsretten grundet ulovlig piratkopiering og salg. En sag, som foreløbig er på vej i Højesteret.
”Selvfølgelig ville retssagerne ikke glæde Martinus, men så igen kender Martinus jo vores mentalitet tilstrækkeligt til, at han har forståelse for, at det kunne ske. Måske havde han endda forudset, at disse forskellige opfattelser en dag ville komme til et sammenstød.”
Jans drømmesyn
At Martinus skulle havde forudset, at værkerne en dag ville komme for retten, er ikke utænkeligt. I hvert fald ikke, hvis man spørger Firkløvermedlemmet Jan Langekær.
Han er 65 år og driver til dagligt en virksomhed, der opfører forretninger for kæder som eksempelvis Jysk i det meste af Europa. På sit kontor i Brøndbyøster Landsby er forretningen imidlertid gemt af vejen og erstattet af det, der må være Martinus’ samlede værker og måske mere til. For på bordet ligger også biografier, pjecer og illustrationer.
Jan Langekær smider to visitkort på bordet og siger, at det er hans to identiteter.
På det ene står der ”General manager & founder af Shop Team – International Shop Fitting”, på det andet står der ”yogalærer, sexolog, healingsmassør, coach og foredragsholder”.
Det er det sidste visitkort, som lidenskaben for Martinus’ åndsvidenskab falder under.
Jan Langekær hørte første gang om Martinus, da hans daværende hustru havde besøgt en håndlæser. Det var i begyndelsen af 1990’erne, og håndlæseren havde fortalt, at denne Martinus havde svaret på alle livets spørgsmål. Snart efter befandt Jan Langekær og hustruen sig til et foredrag om Martinus’ åndsvidenskab på instituttet på Frederiksberg.
”Jeg havde det bare sådan: Det her kan ikke passe. Hvordan kan der have eksisteret en mand i Danmark, som fornyede og fuldendte kristendommen og havde kosmisk bevidsthed, men som de færreste kender?”
For Jan Langekær blev mødet med Martinus et vendepunkt. Over de næste tre år læste han ”Det Tredje Testamente” fra ende til anden, og han blev overbevist om, at Martinus havde set et lys, som Jan Langekær nu var indviet i. Før havde han kæmpet med stress og sit temperament, men nu følte han en ro og lærte at tælle til 10. Han læste også Martinus’ bog ”Den ideelle føde” og meddelte sin far, der drev en svinefarm, at han nu var vegetar.
Årene gik, og Jan Langekær begyndte at møde Martinus i drømme. Engang i begyndelsen af 00’erne blev han opsøgt på en lang gang, hvor Martinus beordrede Jan Langekær til ”at åbne døre for sagen”. Han vågnede med en uhørt, fornyet energi og mærkede sit kald. Jan Langekær oprettede studiegrupper, stiftede ”Fonden Det TredieTestamente” og begyndte at udbyde undervisning til Martinusinteresserede.
Men Martinus var tilsyneladende ikke tilfreds med indsatsen. For i slutningen af 00’erne opsøgte han væbneren på ny. Denne gang befandt Jan Langekær sig til et selskab i sit hus i Brøndbyøster Landsby, hvor deltagere på skift holdt oplæg om Martinus’ lære. I en krog af rummet fandt Jan Langekær en svagelig, indsunket Martinus, der holdt en ny udgave af sit testamente op for sig:
”Denne bog er ikke i orden,” gentog han igen og igen og forklarede, at ordet ”mineralier” konsekvent var blevet ændret til ”mineraler”.
Da Jan Langekær kom til bevidsthed, tjekkede han værket. Og ganske rigtigt: de steder, Martinus havde udpeget, var ordene blevet ændret.
Selvom stavemåden hverken optræder i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs moderne eller historiske ordbog, så insisterer Jan Langekær på, at der er tale om et bevidst åbenbaret ord fra Martinus’ side og ikke en stavefejl.
Han var ikke længere i tvivl. Med de nye udgaver var instituttet i færd med at sabotere sagen og ødelægge Martinus’ arv.
Komisk eller kosmisk bevidsthed
Jan Langekær kom hurtigt i kontakt med ligesindede, og Firkløveret blev en realitet.
Værk for værk sammenlignede de originaludgaven med instituttets og fandt cirka 200.000 rettelser i alt fra stavemåder, tegnsætning til paginering.
For at illustrere sin pointe griber Jan Langekær en af Martinus Instituttets nye udgaver og sin egen piratkopi af originalværket, der er så brugt, at forsiden falder af. Han peger på ordet ”tredje” på bøgernes omslag.
”Se selv,” siger han og viser, hvordan ordet rigtignok blev stavet ”tredie” på omslaget af originalværket, men altså i dag staves ”tredje” med j.
”Og ikke nok med det. De har også tilladt sig at flytte placeringen for Martinus’ symbol og helt undlade hans romertal på omslaget. Det giver sig selv, at når vi har at gøre med en hellig skrift, må end ikke et komma ændres, for begynder man først at ændre lidt, bliver det hurtigt en glidebane.”
At Martinus’ værker skulle være hellige er først og fremmest noget, Firkløveret og deres støtter mener. Som nævnt er bevægelsen ikke anerkendt som trossamfund, og officielt er hans bøger udkommet på jordiske forlag som Borgen. På den måde er værket principielt ligeså helligt, som Harry Potter-bøgerne kan være det for en inkarneret Harry Potter-fan. På Jan Langekær preller den slags argumenter imidlertid af. ”Det Tredje Testamente” er at sammenligne med jødernes Tora, siger han.
Efter drømmesynet førsøgte Jan Langekær og Firkløveret i en årrække at overbevise instituttet om krænkelsen af værket, men kritikken skete for døve ører. De nægtede ifølge Jan Langekær også at trykke en faksimiliudgave. I Rådet, Martinus Instituttets øverste organ, insisterede man dengang som i dag på, at rettelser af stavefejl, forkert tegnsætning og retskrivning efter moderne dansk er helt i overensstemmelse med de udgivelsesrettigheder, instituttet blev skænket af Martinus før hans død. Som medlem af rådet Willem Kuijper siger til Kristeligt Dagblad:
”Originalværket er fuldt af fejl, der højst sandsynligt er begået af datidens sættere. Der er dobbeltmellemrum, forkerte apostroffer og deciderede stavefejl. Nogle af dem opdagede Martinus endda selv, som han noterede i marginen på en af originaludgaverne.”
”Hvis ikke vi havde rettet stavefejl, så ville der blandt andet stå et sted, at Martinus opnåede ’komisk bevidsthed’ i stedet for ’kosmisk’.”
Det svenske vidne
Med Jan Langekærs egne ord efterlod instituttet Firkløveret ”uden noget reelt valg”. Og i 2010 valgte de derfor både at lægge originalværket ud i en gratis digital udgave på nettet og trykke og sælge fysiske eksemplarer til kostpris.
”Martinus har ved flere lejligheder tydeligt givet udtryk for, at der ikke må ændres i værkerne. Hverken ord eller tegnsætning. Inden Martinus opnåede fuld kosmisk bevidsthed, havde han nærmest aldrig læst en bog – han sagde ofte, at det gerne måtte fremgå af værket, at han ikke var belæst.”
Et af vidnerne, der i sommer skulle hjælpe Østre Landsret til at afgøre, om det nu også er rigtigt, var den 73-årige svensker Rolf Elving. Som ung flyttede han i begyndelsen af 1970’erne ind hos Martinus, hvor han blev en slags personlig lærling i Martinus’ åndsvidenskab. Fra vidneskranken var svenskeren ikke i tvivl. I 1979 havde Martinus ”med stor kraft” sagt, at der efter hans død ikke måtte ændres så meget som et komma i værkerne.
”Han mente, at det én gang for alle skulle være slut med andres indblanding i hans tekster efter hans død, når han ikke selv ville kunne kontrollere ændringsforeslagene.”
Om rettelserne har været i Martinus’ ånd eller ej, syntes imidlertid underordnet for det moderne retsvæsen. Det var Martinus selv, der inden sin død skænkede ophavsrettighederne til Martinus Instituttet, og i sin afgørelse kunne dommeren ikke se, at instituttet skulle have opgivet rettighederne over de mange værker.
Uskyldig i moralsk forstand
Medlemmerne af Firkløveret blev dømt. Ud over sagens omkostninger skulle de betale en erstatning på to millioner kroner for blandt andet tabt fortjeneste.
Det første medlem, der døde dagen før den første domsafsigelse i byretten, blev kendt skyldig i at have fremstillet piratudgaverne i 2010. Ifølge Jan Langekær risikerer medlemmets efterladte hustru nu en tvangsauktion af deres hus.
Det andet medlem, 65-årige Søren Ingemann Larsen, blev i landsretten dømt for at have lagt originalværket gratis ud på sin hjemmeside. Han var selv på selvmordets rand, da han i løbet af 1990’erne stødte på Martinus’ værk. Og det er ifølge hans eget udsagn her, man finder forklaringen på, hvorfor han har været villig til at kæmpe en indædt kamp for retten til at udgive de originale værker. Teksterne har simpelthen reddet hans liv.
Når Søren Ingemann Larsen i dag ser tilbage på forløbet, er han dog ikke overrasket over udfaldet:
”Vi kunne ikke vinde ved domstolene, for de kan ikke handle efter moralske principper. Martinus sagde jo, at retssystemet har tendens til at beskytte pengemagten og monopoler. På den måde kunne vi have sagt os selv, at vi aldrig kunne vinde.”
Af samme årsag har han nu valgt at trække sig fra ankesagen. Det skal være slut med at ligge vågen om natten, ligesom advokatregningen efterhånden nåede en størrelse, der gjorde det umuligt at fortsætte.
”Jeg havde da håbet, at domstolene kunne se, at den var helt gal. Men jeg har nok været lidt naiv. Vi har fået tæv alle steder, vi har kunnet få det. Men jeg har en fornemmelse af, at vi vinder med andre midler. For instituttet kan ikke leve med at handle så ulogisk.”
Det tredje medlem af Firkløveret er det tidligere folketingsmedlem for SF, den nu 80-årige Ruth Olsen. Som aktivt medlem af kvindebevægelsen blev hun i årevis konfronteret med forskellige nyreligiøse strømninger, der trivedes i miljøet. Alligevel var det først, da hun oprettede en gruppe for ”åndeligt søgende” og stødte på ”Det Tredje Testamente”, at noget resonerede i hende. Hun flyttede til Odsherred for at være tæt på Martinus’ kursuscenter og åbnede en lille spirituel boghandel kaldet Bogbiksen. Det var herfra, at Ruth Olsen af landsretten blev kendt skyldig i at have solgt de ulovlige kopier. Også hun afstår fra at anke efter at have brugt stort set hele sin pension, og fordi domstolene ”ikke fatter noget af det, Martinus stod for”.
Trods dommen mener hun, at Firkløveret har sejret:
”I dag tror jeg, det er meningen, at Martinusbevægelsen skal dø, så nogle senere generationer, der er længere i deres udvikling, kan begynde på en frisk. Derfor var det vigtigt, at vi sørgede for, at der var tilstrækkeligt med eksemplarer af det originale værk. Nu ligger det spredt ud over hele Danmark. På den måde har kommende generationer det ægte værk at bygge på, når bevægelsen genopstår. Det trøster mig, at det åbenbart var det, der var meningen med retssagen.”
Koste hvad det koste vil
Som sidste blad på kløveret sidder Jan Langekær omgivet af piratkopier på sit kontor i Brøndbyøster Landsby. Han blev af landsretten dømt for at have solgt bøgerne på udstillinger og messer i syv lande og forsøger som den eneste at få dommen anket til Højesteret. Han forstår stadig ikke, hvordan det danske retssystem kan tillade ændringer i et ”helligt værk”, og helmer ikke, før Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har afgjort sagen. Koste hvad det koste vil. Siden han mødte Martinus i et drømmesyn for efterhånden 15 år siden og fik besked på, at instituttets nye udgave ikke var i orden, har han brugt sine vågne timer og en betydelig del af sin formue på at kæmpe for at få ændret det, onde tunger vil kalde bagateller. Et komma her, en apostrof der. Om ordet ”tredje” staves ”tredie” eller ”mineraler” staves ”mineralier”. Det er gået ud over hans børn, som han med sine egne ord ”har overset” og ”skulle have været der lidt mere for”.
Alligevel fortryder Jan Langekær intet. Ikke piratkopieringen, salget af bøgerne eller de opslidende retssager.
”Altså nogle gange skulle jeg måske have været bedre til at tælle til 10, men ellers ikke. Det er vigtigt, man forstår, at Martinus er alkærlighedens videnskab. At hans åndsvidenskab er det vigtigste i mit og mange andres liv. Er jeg ikke tro mod Martinus, er jeg ikke tro mod mig selv.”